Kategoriarkiv: Jeg har ikke noget, jeg skal nå

Ih, hvor jeg dog elsker skæg, man selv gynger på!

Jeg sprang med den Yngste på gyngen i dag (eller når du læser dette, var det i lørdags – eller en anden lørdag måske – afhængig af hvornår du har fat i bloggen, men det vigtige her er, at jeg sprang på gyngen og det er du nok med på).

Er du da helt vild, hvor den slags kilder i maven. Og i fødderne. Og i nakken. Og i håret. Og over det hele, hvor man da aldrig havde troet, at det kunne kilde – eller rettere sagt: Måske bare helt havde glemt at det kunne…

Og okay sprang og sprang er måske så meget sagt, men jeg klatrede da heller ikke helt forsigtigt op, hvis jeg selv skal selv sige det og jeg gav mig da rimelig fuldt ud, synes jeg. Vi både gyngede med åbne og med lukkede øjne, lænede os så langt bagover at vores hår kunne feje jorden under os (eller i hvert fald lege at vi kunne – og det i sig selv er da sin egen fornøjelse).

Jeg blev belært i at strække benene på de rigtige tidspunkter, selv om at her må jeg nok sige, at det altså er som at lære at cykle; det glemmer man aldrig igen – men det behøvede hun jo ikke at vide.

Vi var også oppe at stå på gyngen og gynge så højt, som vi turde og kom godt ned i knæene, så vi fik masser af fart på og så kilder det altså bare endnu mere, skulle jeg lige hilse og sige. Og derefter skulle vi sætte os ned på gyngen igen i fuld fart og her var Moren måske alligevel lidt en bangebuks…

Men jeg øver mig gerne igen en anden dag – for åh hvor var det bare skønt med skønt på.  Den bedste slags skæg, man selv sidder på og en helt vidunderlig pause – og dem elsker jeg jo også.

Hvis du har lyst til at vide lidt mere om det der skæg, kan du læse mere her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

Jeg tager det i mig igen. Jeg har squ et mål alligevel!

Jeg ved godt, at jeg engang har sagt, at jeg ikke har noget, jeg skal nå. Ja, nærmest som et nytårsforsæt (som slet slet ikke var et nytårsforsæt) fik jeg vist sagt noget om, at jeg ikke ville sætte mig mål, men øve mig i bare at være.

Det var noget med, at jeg var så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg  er. Og at “Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.”

(Læs mit ikke-nytårsforsæt her)

Og det er alt sammen også meget fint og rigtigt. Men er det nu også holdbart i virkeligheden?

Jeg har nemlig fået en tanke, som jeg ikke længere bare kan sidde overhørig: Jeg må lære at pifte! Det går ikke længere. Tænk sig, at jeg er over 40 og jeg kan ikke pifte! Det må jeg lave om på. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg hver dag skal øve mig bare en lille smule i at pifte. Så ja, jeg må indrømme, jeg har mål og jeg har noget, jeg skal nå.

Jeg glæder mig allerede til alle de børne-fødselsdage, fællesmøder på arbejdet, klasse- og familiesammenkomster, hvor jeg med ét klart pift får ro på flokken. Nøj, det bliver fantastisk.

Åh ja. Så er der faktisk lige et mål mere, hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har en badedragt med aftagelige stropper. Super smart, når man slikker sol på stranden på Malta, så man undgår hvide stropper på huden (hvis man da så var typen, der blev brun). Mindre smart, hvis man har den på med ungerne i den lokale kommunale svømmehal og forsøger at undgå, at de falder af hægterne ved det mindste svømmetag. Og jeg ved godt, at det er en ualmindelig god ting, at børn ser, hvordan helt almindelige menneskekroppe ser ud, men nogle gange vil man jo alligevel gerne selv kunne bestemme, hvornår den helt almindelige menneskekrop skal vises frem. Så mit andet mål, er at få syet dem fast inden jeg næste gang skal ud i offentligheden med den. Men så må det altså også være nok mål for i år.

Åh nej! Nu har jeg igen været totalt unyttig!

Jeg har igen brugt tid på ingen verdens ting. Som i INGEN VERDENS TING. Og også denne gang, var det helt utrolig dejligt!

Først spildte jeg tiden med at stå og glo på himlen, fordi jeg blev fanget af lyden af hundredevis af baskende fuglevinger og tilhørende skrappen. Hvor var det et helt fantastisk syn og oplevelse at få lov til at være en del af deres flok for et kort øjeblik.

Derefter spildte jeg endnu mere tid, da jeg satte mig og efterlignede fuglenes prikker på himlen i flere forskellige former.

Den tro:

 

 

 

 

Den sjove:

 

 

 

 

Den eftertænksomme:

Farvespil i forsommeren

Så ser sommeren ud til at være her – i hvert fald lige indtil sommerferien starter og familien her tager afsted på telttur… Men  indtil da er det jo helt igennem vidunderligt at kunne sidde i solen og blive varmet lidt igennem efter den lange våde og kolde vinter – og ikke mindst den del af den, der hed marts og april.

Jeg elsker, når foråret rigtig får fat på vej til at blive til sommer. Så skal haven have en ordentlig omgang. De gamle brune blade skal væk og det samme skal selvfølgelig også de tidlige og små skvalderkål – nå ja, måske er de ikke alle lige små og tidlige efterhånden… Men altså hvem tæller?

Så ser man mig rode rundt under hækken og skrabe ukrudt og sidste sommers visne blade sammen. Og indimellem ryger der måske også en enkelt forårsblomst eller to med, hvis de har været så uheldige at ligne ukrudt. Og skal jeg være helt ærlig, skal der nok ikke så meget til, før det ligner ukrudt – jeg er ikke helt stærk i plante-anatomien. Så står man bagefter der med 5 store plast-sække med diverse og ikke mindst et par forrevet arme efter nærkontakt med hækken, så man virkelig kan bevise, at man har været i haven.

Rifterne forsvinder hurtigt igen, men så kan jeg da altid glæde mig over at have sækkene med haveaffald stående i som regel en længere periode, inden der er overskud til at få kørt dem videre til genbrugsstationen. Her ville nogen måske nok være kørt lidt trætte, men ikke mig. Jeg er nemlig så heldig indrettet, at jeg efter kort tid holder op med at bemærke den slags. Så bliver det bare en del af det liv, der nu er.  Indimellem en klar ulempe, for hvor kan man dog “glemme” meget på den måde, men pyt, for samtidig har jeg jo også besluttet mig for, at jeg ikke skal nå noget som helst andet end at have det godt, og så betyder sådan 5 små sække ikke en s…! (Jeg har ikke noget, jeg skal nå fra 2. januar)

Ja, jeg elsker helt sikkert arbejdet i haven, også selvom det måske godt kan komme bag på mine naboer, at jeg har det sådan. Men skidt, for hvem, var det nu der talte? Ja, jeg prøver jo altså at lade være. Det er helt sikkert.

Udover det vidunderlige ukrudt, er der jo også flere andre gode grunde til at gå i haven: Blomsterne. Lige nu er det vores syrenbusk og pæoner, der lyser op med deres vidunderlige lilla og bordeaux-røde farver og dufte.

Jeg elsker deres flotte lilla og bordeaux farvespil – ikke mindst fordi de tager opmærksomheden fra mine bens vinterblege grå-grønne farvespil – med deres eget lille hint af lilla og bordeaux.

12 exceptionelle og helt fantastiske råd som med et snuptag gør dig sundere og gladere (Det passer. Næsten. Måske. Forhåbentlig)

Du har sikkert også læst, hørt og fattet, at motion er godt. Og at bare en lille, men tjep gåtur her og der gør underværker for dit helbred, din vægt og din mentale sundhed og endda måske meget mere.

Måske har du også erfaret, at det ikke altid er så nemt at komme ud og få den der motion? Fat mod – her kommer nogle gode råd. Når du først har læst dem, er jeg slet ikke i tvivl om, at du ikke vil kunne holde dig indendøre!

Jeg har lige haft fornøjelsen af at være med i “Tæl skridt”-kampagnen, hvor det gjaldt om at gå mindst 10.000 skridt om dagen i 14 dage.  Og hold da op, hvor er det svært at nå derop. Måske især, hvis man som jeg har en pc som vigtigste arbejdsredskab og kører i bil og nogle dage tog for at komme på arbejde. Men undervejs fandt jeg på flere små fif til at lokke mig selv ud på nogle ekstra ture om aftenen, når Ungerne var puttet. Og dem er jeg da absolut ikke for fin til at dele ud af.

Så her kommer 12 exceptionelt gode råd:

1. Den arkitektoniske/nysgerrige

Nyd din bys arkitektur og glæd dig over at andre har meget mere overskud til lige at ordne forhaven eller pynte indgangspartiet med lanterner, blomster, havenisser og bakkeborde.

2. Den hellige

Du kan også gå efter at samle skrald op på din vej. Det vil garanteret kunne få dig op på dine 10.00 skridt. Og mere til.

3. Den visuelle

Der er ikke noget som en tur i aftensol. Farverne får altså en smukkere glød, når solen er på vej ned. Sådan er det bare.

4. Den økonomiske

Du kan også gå efter pant-flaskerne. Hvem ved, hvor mange ekstra lommepenge, du kan få ud af de 10.000 skridt?

5. Den velduftende

Du kan også gå efter duften. Der er næsten altid noget at gå efter – her er det i den lokale park, hvor en pludselig velduft fik mig til at stoppe op og snuse efter. Det var ikke blomsterne her, fandt jeg ud af, men de var alligevel så fine, at de skulle med.

6. Den anden velduftende

Hvor jeg bor, er vi så heldige at have vores egen lille bolsje-kælder, hvor de fremstiller de herligste sukker-fyldte små klumper guld. Og er jeg rigtig heldig, er de midt i deres velduftende arbejde, når jeg kommer forbi. Så strømmer nemlig vidunderlig sukker-sød velduft ud.

7. Den udforskende

Hvis du har det ligesom jeg, er der 1000 små steder i din by, som du ikke kender. Tag en tur rundt og find måske en ukendt oase!

8.Følg årstidernes bevægelse 

Følg med i årstidernes udvikling – også i de små ting.

9. Tulipantræer!!

Jeg tror ikke, jeg behøver at sige mere. Verdens fineste og smukkeste træ i en alt for lille bitte kort periode hvert år.

10. Den modige!

Hvis du ligesom jeg også elsker synet af mælebøttefrø i luften, så har du alle muligheder i de næste måneder.  men vær påpasselig – det er ikke sikkert, at alle er lige så vilde med mælkebøtter som dig og mig!

11. Den irriterende

Du kan også bruge det som anledning til at prale lidt. Læg dine tal på Facebook og gener dine medmennesker mest muligt. I hvert fald nogle af dem. Eller i det mindste én. Medmindre det er noget så langsomt som det her.

12. Den vidunderlige

Tjek aftenhimlen. Så smuk.

 

Skulle du have brug for flere gode råd, kan du finde 3 af dem her: Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Åh forår. Åh solskin. Åh tulipaner og påskeliljer. Åh ukrudt og mælkebøtter.

Foråret er i gang! Jeg er sikker på, at jeg har set flere glimt af det i den seneste tid og det er jo simpelthen så vidunderligt skønt.

Nu begynder tiden med varme i solen (og tilsvarende overraskende kulde i skyggen). Med dage med sol, hvor man tilsyneladende skulle have husket at give Ungerne solcreme på. Og med dage med manglende sol, hvor man isyedåbenbart skulle have givet Ungerne fingerhandskerne med, hvis man gerne ville have undgået prisen for Årets dårligste Mor.

Åh ja, foråret, den vidunderlige dejlige årstid med påskeliljer, tulipaner og mælkebøtter. Hvor græsset lige pludselig begynder at gro, som om man havde oceaner af overskud til at slå det og ikke er ramt af forkølelser, halsbetændelser, børnefødselsdage og det almindelig liv.

Foråret, hvor tulipaner og små grønne skud i træer og buske heldigvis hurtigt kan tage fokus fra mælkebøtter og andet dejligt ukrudt.

Jeg gik mig en tur i vores lille have i weekenden og nød det der forår og ikke mindst ukrudtet. Se bare her, hvilke mønstre og livlige figurer man kan finde mellem fliserne, hvis man altså er heldig:

Stil-leben

Stil-leben – eller stille-ben, som jeg første gang læste det som, engang tilbage i 1.g så vidt jeg husker. Læst korrekt, er det stil-leben, som på tysk betyder stille liv og på kunst-sprog er malerier af livløse genstande. Oftest sat smukt op, som smukt dækkede borde eller en smuk blomsterbuket. Så ved du også det. Det er er i øvrigt et dejligt ord, hvis man siger det højt med ekstra sch-lyd på st-delen og schwung på leben. Prøv at sige det højt et par gange. Det bliver bare bedre og bedre.

På Etonmess’k betyder det også små pauser og næring til hjernen. At finde tid til det stille liv. Jeg husker indimellem min drøm om engang at kunne tegne smukke tegninger.

Indtil videre er det blevet til ikke ligefrem specielt smukke tegninger, men i hvert fald flere små dejlige pauser, hvor jeg både får lov til at trække vejret helt ned i maven og samtidig øver mig bare en lille smule på at tegne smukt.

Mine pauser og vejrtrækninger har jeg samlet her sammen med andre skrablerier i “Den store Coffee-table-book, der aldrig bliver”. Men det er også ok, for de er jo allerede blevet til pauser i livet.

 

Pandekage-flad

Efter en uge med overordentlig ekstra meget gang i den i del af livet som bruges på arbejde, en mand med næsten uhåndterbart ondt i ryggen og så en weekend med 2 syge børn, er jeg ærligt talt lidt flad – ovenpå et par måneder inden da med lungebetændelse, influenza og så lidt af det løse.

Jeg er så flad, at jeg er virkelig glad for, at jeg allerede har besluttet, at der ikke er noget jeg skal nå (andet end at forsøge at have det så godt som muligt, mens jeg alligevel er her. Se mere her: Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)).

Men bare det at forsøge at have det så godt som muligt, kan godt virke helt uoverskueligt, midt i al det fladhed. Og det kan nemt blive fanget og gemt under et tæppe af i virkeligheden fuldstændig unødvendige, men meget højtråbende krav.

En weekend med dårlige nætter med hostende børn med to alt for tidlige morgener med dårligdomme og opkast sætter virkelig sine spor ovenpå en hård uge. Og søndag var tanken om en ny uge nærmest ubærlig. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden at have kunnet bruge weekenden på at lade batterierne op? Tanken tog næsten over og lagde sig netop som et tykt tæppe over bare det at være.

Indtil der pludselig dukkede en helt fantastisk og oprørsk idé op: Jeg nægter at bruge min weekend på at lade op til arbejdet. Det skal ikke være mit fokuspunkt, for min weekend skal være til mig. Den skal bruges på det, jeg nyder (og nogle gange også på at gøre rent) og det skal være,fordi det gør mig glad og giver mig pauser, og ikke kun for at lade op til at gå på arbejde. Og så må jeg klare arbejdet og arbejdet må klare mig, som jeg er.

Og så skete der lige pludselig noget. For min weekend gik fra at være den værste nogensinde til en af de bedste. For jeg havde passet på min familie. På mine børn. Jeg havde været der for dem og jeg havde skruet helt ned for at give dem ro til bare at være syge med ondt over det hele og lidt for meget feber. Og jeg har holdt om og er selv blevet holdt om.

Jeg er stadig flad og brugt og trænger til at få ladet batterierne op. Men det er for mig selv og ikke for mit arbejde.