Tag-arkiv: Pauser

En lille smule mere efterårs-skrøbelig

Måske kan du, ligesom jeg, godt mærke efteråret? En lille smule mere træt. En lille smule mere øm. En lille smule mere modtagelig for forkølelser. En lille smule mere skrøbelig.

Om det er efteråret, ved jeg ikke helt, for det er jo knap nok begyndt. Men lige nu mærker jeg tydeligt, at der er noget.

Så jeg øver mig i at være i det og tage nogle pauser. Trække vejret helt ned i maven og måske huske at lægge nakken godt tilbage og kigge op i himmelen.

Hvis du har det lidt ligesom mig, er her lidt til en pause til dig også. Den anden dag huskede jeg nemlig endelig at tage en lille omvej, da jeg gik fra kantinen tilbage til kontoret efter frokost. Og jeg er faktisk så utrolig heldig, at dette skønne syn bare er en lille bitte omvej på en helt almindelig onsdag.

For heldigvis er efteråret også de smukkeste farver og indimellem den fineste ro (især hvis man giver sig selv lov):


Og så er der her det sidste stykke hækleri i denne omgang. Der er virkelig ikke noget, som at trække vejret helt ned i maven iført et dejligt blødt og vamset efterårs-knus som dette:

Det kunne jo nemlig være, at der skulle til at hækles lidt julegaver nu. Og så går det jo ikke at lægge det frit til skue her.

Det er selvfølgelig ikke helt sikkert, at det bliver færdigt til lige netop denne jul, men man har jo lov til at drømme…

Halstørklædet er hæklet i 2 tykke garner, som begge er en blanding af uld, bomuld og akryl. Alle slags lækre garner kan dog helt sikkert bruges her, så gå ikke så meget op i det (jeg kan i øvrigt heller ikke huske det/finde banderolerne).

Find opskriften her, hvis du skulle få lyst til at hækle dit eget efterår: Hæklet Halstørklæde i 2 farver og flere strukturer

Ugen i dagens første kop kaffe

Mandag

Drikkes lige hurtigt nok, da der også skal være tid til at tjekke om,  der nu også er 2 styk strømper med i Barnets skiftetøjspose.

Og så skidt med, at det ikke er 2 ens. Det er jo kun til nødstilfælde…

Tirsdag

Drikkes lidt langsommere i dag – er så småt begyndt at vende mig til, at ugen er i gang igen.

I dag er der jo også styr på skiftetøjet.

Onsdag

Åh onsdag. Du er nu meget dejlig.

Og det er du godt nok også kaffe! Vi er jo stadig kun nået til onsdag, hvis man skal være helt ærlig…

Torsdag 

Tager mig tid til at drikke 2 kopper i dag. Luksus på en dag, hvor jeg ovenikøbet skal aflevere Børnene inden arbejde.

Men også lidt nødvendigt, det er jo torsdag  og ugens 4. dag, der skal klares.

Fredag

Sådan kaffe! Vi klarede det, du og jeg. Vi er nu næsten nået til weekenden. Det der arbejdsliv er såmænd meget udmærket, men weekenderne er helt klart min favorit.

Men du er nu også meget go’ fredag. En tår kaffe mere?

Lørdag

Umm. I dag er der tid til at nyde varmen stige op fra koppen og lade den danne dug på brilleglassene. Og tid til, at duften af kaffen får tid til at brede sig og gøre mig lykkelig,

Åh altså dejlige lørdag.

Søndag

Søndag, søndag, søndag. Du er på en måde en kopi af lørdag og så alligevel helt din egen.

Og så med kaffe…

Hey! Den lille tegnede mand med hatten er tilbage

Jeg har savnet ham. Min lille tegnede mand med hatten, som jeg første gang mødte i toget på vej hjem fra en af de der trætte dage, som arbejdet nogle gange er: Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Jeg har længe tænkt over, hvad han mon egentlig gik og lavede for tiden, men han dukkede bare ikke rigtig frem igen. Indtil jeg en dag simpelthen bare tvang ham frem fra hans skjulested! (Så kan han lære det. Nemlig!)

Jeg satte mig ned og begyndte at tegne ham og bestemte mig så for at se, hvor mange forskellige slags kop-agtige ting, jeg kunne finde på at tegne ham med!

Ja, det giver måske ikke meget mening – det medgiver jeg gerne, men det var sjovt. Og på en eller anden måde var det faktisk nærmest sådan haha-sjovt. Jeg sad i hvert fald og klukkede og fnes lidt ved mig selv og havde jeg haft skæg, havde jeg helt sikkert også grinet i det.

Og jeg er helt med på, at det nok ikke rigtig giver mening (bare så du husker, at jeg godt ved, at det er lidt mærkeligt), men alligevel så gav det mig lige 10 minutters dejlig pause med lidt sjov og ballade i hverdagen. Og jeg var, om ikke kreativ – for det er måske lidt flot sagt, men ihvertfald havde jeg da gang i fantasien og det er jo slet ikke så dårligt, når man er en halvgammel kone med terminer, studiegæld og et hus, der slår lidt revner i murværket (og er det mon virkelig kun huset, der slår revner….?).

Og så blev det også lige til noget med balloner, for hvem elsker ikke balloner?

Jeg har SLET ikke noget, jeg skal nå. Se selv

Tidligere i år tog jeg en beslutning. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ikke har noget, jeg skal nå (Jeg har ikke noget jeg skal nå?!)

Det betyder, at jeg ikke længere skal lede efter noget andre steder end der, hvor jeg er. Forsøge ikke at hige efter andet, men at være dér, hvor jeg er – og nyde det. For mig handler det om ikke at stille for mange mål og kriterier op, som skal være opfyldt for, at jeg kan være glad. Den ramponerede udestue og det slidte tapet på toilettet skal ikke være dét, der definerer mit liv. Det skal min titel eller min løn heller ikke være. Heller ikke min vægt eller min evne til at løbe 5 KM på 20 minutter. Og det betyder ikke noget, om jeg har besteget Mount Everest eller hjulpet nyudklækkede skildpadde-unger sikkert ud i vandet.

Hvad skal definere min lykke 
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil tjene penge, kunne sætte mig ud i en lækker udestue med gæster eller en god bog eller endda tabe mig (der er jo også noget med et lidt højt blodtryk), men det skal ikke være den slags, der definerer min lykke. (Og jeg vil i øvrigt vildt gerne prøve det der med skildpadde-ungerne).

Det, der skal definere min lykke, skal være, at jeg har det godt, der hvor jeg er. At jeg (for det meste) nyder det, jeg gør. Det betyder også, at jeg skal tage ansvar og sørge for at jeg så vidt muligt ikke er steder, hvor jeg er ulykkelig – hverken fysisk eller mentalt. Jeg skal ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg mistrives og jeg skal ikke gemme på min mistrivsel, når den er der, men dele den med andre, for jeg ved nu, at jeg ellers ikke kan klare mig.

Mere, højere, længere?
I en hverdag som stadig indimellem er præget af stressens  efterdønninger, blander dage med influenzasyge Børn, vasketøj fra 14 dage, fordi de voksne også selv lige har været syge, sig med dage med overskud i forskellige mængder.

Nogle gange er der overskud nok til at tage sig af andre, til at svare på en venindes lange sms, selv at skrive en lang sms eller måske endda til at ringe til nogen (!), til at tage en legekammerat med hjem efter skole eller til bare at gå en tur. Andre gange til at klippe hækken, vaske gulvet eller stryge den lækre silkeskjorte, som så sjældent kommer ud. Det overskud skal ikke ødelægges af krav til, at jeg skal nå mere, højere eller længere.

Og andre må jo gerne. Hvis bare de er glade, så er jeg glad.  Jeg ved bare, at jeg ikke skal lade mig glide med i strømmen.

At overkomme malstrømmen
At jeg ikke har noget, jeg skal nå, hjælper mig nemlig til at klare mine udfordringer, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi ikke engang livets malstrøm hindrer mig i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er. Det betyder ikke, at jeg altid er glad og ligeglad med de svære tider og nogle gange endda sorg, som livet også er. Det betyder, at jeg har lært, at den kommer. Malstrømmen. Og at jeg øver mig i, at det sådan set er ok, fordi jeg ikke har noget andet, jeg skal nå. Jeg skal kun forsøge at få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut.

Det handler altså ikke om, at jeg altid skal finde den positive side af tingene, slet ikke. Det betyder, at jeg skal passe på mig selv og mine kære lige præcis, fordi verden er så uperfekt nogle dage og det er kun dét jeg skal  nå.

En vidunderlig glimmergrøn påmindelse 
Og nu har jeg fået ekstra hjælp til at huske at passe på mig selv. Vidunderlig glimmergrøn og pink hjælp fra Kritisk Pynt, som har kreeret denne smukke nøglering til mig, som jeg stadig er helt benovet over, er min.

 

 

 

 

 

Og ikke nok med det, så fik jeg også min helt egen pyt-knap med:

Gå endelig på opdagelse i Kritisk Pynts helt fantastiske univers på  facebook her: Kritisk Pynt. Du vil ikke fortryde det, der er fyldt med fede feministiske, skæve og kloge slagord og opråb, som er ekstra gode, når du trænger til at sætte hamsterhjulet lidt på pause. Også selvom det bare er et lille øjeblik. Og så er der selvfølgelig glimmer og pangfarver!

Om at være til uden at være

Jeg har igen været helt og aldeles unyttig og skrevet et digt i frit fald.

Om at være til uden at være. Tror jeg da nok…

 

Uden nede og oppe

I en glasklokke, der ikke kan tegnes,

svæver jeg i tomrum. Som en kvæstet fjer,

holdt oppe af ingenting.

 

Ingen og ingenting kan nå mig, når

alt kan nå mig og alting kan holde mig nede.

 

Det er ikke længere mig. Det er dig.

Det er jer. Og I er ikke længere

mig.

 

Jeg er ikke mig. Længere. Jeg er

bare en fjer uden jer. I et tomt

rum af ingenting og alt.

 

Uden nede

og oppe.

 

Har du lyst til flere digte, kan du finde mine “gamle” her i Den lille poesibog:

Fungerer bedst på PC – er du på mobilen, men hungrer du bare efter flere digte, kan du finde dem her: Den lille poesibog

Skæg du selv sidder på – ja, der findes mere endnu!

Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Derfor begyndte jeg sidste år på en ny hobby: Jeg samler nemlig på skæg. Både på mit eget og på andres. Det handler om at give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.

Her er lidt af, hvad jeg har fået samlet sammen siden sidst:

  • Hvis du sidder udenfor med en kop kaffe og vender din kop i den rette vinkel kan du se himlen i din kaffe. Kan det blive mere poetisk end at have himlen i sin kop?
  • Gå en tur, mens du går i takt til “Posemandens bil”. Du ved den med Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil tog ud en dejlig sommernat i Posemandens bil. Bilen havde ingen hjul og heller intet rat, men det var osse lige fedt, for det var nemlig nat. (Du kan finde resten af teksten her) Den takt passer simpelthen så godt til at gå i, den er nem at huske og så giver den ingen mening. Perfekt!
  • Tag i Leos Legeland og når du stiller skoene i garderoben (man SKAL nemlig  gå i strømpefødder – også de voksne) så lad som om, du ikke udmærket godt ved, at det er dine fødder, der lugter, når en af de andre gæster bemærker en lidt syrlig lugt. Det er sjovt. Tag også endelig en tur i rutschebanen, nu når du alligevel render rundt i strømpefødder, som var du 7 år igen. Du kan ligeså godt få mest muligt ud af det.
  • Syng med på mindst alle 5 instrumenter, når nevøen synger for til mormors fødselsdags (du ved mormor har fødselsdag, og det har hun jo og det er i dag. Mormor har fødselsdag, og det har hun jo dag. Og hør nu her, hvordan vi alle spille vil og hør nu her, hvordan vi spille vil… Og gi’ den så max gas på trompeten, violinen, trommerne, fløjten og elguitaren. Du vil takke dig selv med en ordentlig krammer bagefter! Og tårerne trillende ned af kinderne af grin – og hvor tit sker det egentlig?

Du kan finde mere skæg, du kan sætte dig på her:

Mig og mit arbejde

I foråret tog jeg afsked med én arbejdsplads for heldigvis at sige goddag til en ny. Jeg havde efter10 år samme sted brug for at se noget andet hver dag og simpelthen bare brug for at være et andet sted – at se nye græsgange i andre grønne nuancer (og gerne med mindre transporttid end 2 ½ time om dagen…).

Og det har været noget af det klogeste, jeg nogensinde har gjort i mit arbejdsliv!

Ikke fordi, jeg var et forfærdeligt sted med onde chefer og lede kolleger. Jeg tror egentlig, at jeg var et gennemsnitligt sted i det offentlige system med gode dage og halv-dårlige dage, med gode kolleger og med mere irriterende kolleger (som alle også havde deres gode og halv-dårlige dage) og med gode chefer og mere irriterende chefer (som jo også har lov til at have gode og halv-dårlige dage). Som mange andre steder var det hele også blandet med et skønt miks af at skulle nå liiige 10 % mere for 20 % mindre.

Men nej, det var slet ikke derfor, at det var det klogeste, jeg har gjort.

Et job kan faktisk bare være et job (!)

Det, der gjorde det til det klogeste, jeg har gjort i mit arbejdsliv, var at dét at finde et nyt job og sige farvel til det gamle i sig selv understregede, at det bare var et job – og ikke altafgørende for hele mit liv.

Det var bare én type opgaver, i ét type kontormiljø med én gruppe af mennesker, som man faktisk kan skifte ud med noget andet. Ikke at det nødvendigvis er helt let at finde det der andet, det ved jeg alt om om. Men da det lykkedes, tog det ligesom pusten ud af de halv-dårlige dage og de irriterende opgaver, fordi det at skifte arbejdet ud med et andet også des-integrerede arbejdet fra mig, så det blev mig og mit arbejde og ikke mig i mit arbejde.

Det blev til noget, som jeg selv kunne påvirke og ændre på (igen det er nødvendigvis ikke sådan ligetil) og altså noget, som jeg kunne styre og som ikke bare styrede mig. Det var en kæmpe AHA-oplevelse, som jeg stadig lever højt på og som jeg håber, at jeg vil huske, når også det nye arbejde er hverdag.

Kærlighed og kolleger

Men når alt det er sagt, må jeg også sige, at jeg også skulle sige farvel til en gruppe kolleger, som var mere end bare gode – de var fantastiske! Både når man havde gode, men også halv-dårlige dage. Sådan en almindelig tirsdag kunne frokost-pausen føles som om man sad til en 40 års fødselsdag med kølig rosé og god mad i selskab med gamle barndomsveninder med høje grin og kærlig ærlighed. Og hvor har jeg mange gange glædet mig til at komme ind og høre deres overvejelser og løsninger på opdragelse, mand og liv. Det var en helt særlig oplevelse at få lov at være en del af sådan en gruppe et par år.

Kærlighed, kolleger og hækling (ja, hvad ellers)

Jeg kunne ikke tage afsked med dem uden at give dem kærlighed tilbage og den kærlighed blev i min hjerne naturligvis oversat til hæklerier og derefter til hæklede nøgleringe!

Jeg har forsøgt at gøre dem så personlige som muligt. Kan du mon gætte hvem, der fik hvad? (Du kan desværre ikke vinde noget, men du kan få en dejlig velfortjent pause).

Der skal være til:

  • Hende, der dyrker yoga hver morgen (Jep. Hver morgen!) og som aldrig var bange for at kaste sig ud i nyt – eller i hvert fald ofte gjorde det alligevel
  • Den unge elev, der snart flyver videre ud i verden (var det for meget hjælp?)
  • Te-drikkeren, der hver dag bryggede de lifligste teer og hvis hjerne så klogt bryggede videre på konsekvenserne af vores andres helt utroligt gode ideer
  • Katte-elskeren med stort K (og et kærligt og meget klogt hjerte for mennesker også)
  • Hende, den lidt flagrende med det skønne høje grin, som måske indimellem havde det med at glemme, hvor modig hun faktisk var
  • Hende, med det store hjerte og modet til at sætte fingeren på det ømme punkt
  • Hende, der har lært mig at tænke i ro og honningdepoter (og introducerede mig til Svend Brinkman og hans nej-hat)

OBS! Vil du vide mere om honningdepoter og måske lidt om at trække vejret helt ned i maven og tage en pause midt i hverdagens larm? Så læs med her Honningdepoter og pauser

Opskriften på katten, kan du finde her (OBS på hollandsk, men man kan google sig til oversættelsen og den er ikke så kompliceret)
Lotusblomsten er herfra (på engelsk)
Den skønne tekop her (også på engelsk)
Sommerfuglen gemmer sig her
Hatten er egen kreation inspireret af flere forskellige, men basis finder du her (engelsk)
Hjertet og den skøre fugl er fra henholdsvis Hæklet julepynt af Maja Hansen og fra Fin og farverig jul – du selv kan hækle af Lisbet Lücke Larsen.

Ih, hvor jeg dog elsker skæg, man selv gynger på!

Jeg sprang med den Yngste på gyngen i dag (eller når du læser dette, var det i lørdags – eller en anden lørdag måske – afhængig af hvornår du har fat i bloggen, men det vigtige her er, at jeg sprang på gyngen og det er du nok med på).

Er du da helt vild, hvor den slags kilder i maven. Og i fødderne. Og i nakken. Og i håret. Og over det hele, hvor man da aldrig havde troet, at det kunne kilde – eller rettere sagt: Måske bare helt havde glemt at det kunne…

Og okay sprang og sprang er måske så meget sagt, men jeg klatrede da heller ikke helt forsigtigt op, hvis jeg selv skal selv sige det og jeg gav mig da rimelig fuldt ud, synes jeg. Vi både gyngede med åbne og med lukkede øjne, lænede os så langt bagover at vores hår kunne feje jorden under os (eller i hvert fald lege at vi kunne – og det i sig selv er da sin egen fornøjelse).

Jeg blev belært i at strække benene på de rigtige tidspunkter, selv om at her må jeg nok sige, at det altså er som at lære at cykle; det glemmer man aldrig igen – men det behøvede hun jo ikke at vide.

Vi var også oppe at stå på gyngen og gynge så højt, som vi turde og kom godt ned i knæene, så vi fik masser af fart på og så kilder det altså bare endnu mere, skulle jeg lige hilse og sige. Og derefter skulle vi sætte os ned på gyngen igen i fuld fart og her var Moren måske alligevel lidt en bangebuks…

Men jeg øver mig gerne igen en anden dag – for åh hvor var det bare skønt med skønt på.  Den bedste slags skæg, man selv sidder på og en helt vidunderlig pause – og dem elsker jeg jo også.

Hvis du har lyst til at vide lidt mere om det der skæg, kan du læse mere her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

Bare tag en lille pause – du har helt sikkert fortjent det

Kan du mon finde vej igennem labyrinten og sprænge ballonen?

Helst med et ordenligt brag, så du bliver så forskrækket, at du må hive efter vejret og trække det dybt ned i maven – så får du nemlig 2 pauser i én: Først med lidt fred til hjernen i labyrinten og derefter masser af ilt til din krop.

Kom så! Du kan godt…

Rigtig god weekend fra Etonmess.

Jeg tager det i mig igen. Jeg har squ et mål alligevel!

Jeg ved godt, at jeg engang har sagt, at jeg ikke har noget, jeg skal nå. Ja, nærmest som et nytårsforsæt (som slet slet ikke var et nytårsforsæt) fik jeg vist sagt noget om, at jeg ikke ville sætte mig mål, men øve mig i bare at være.

Det var noget med, at jeg var så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg  er. Og at “Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.”

(Læs mit ikke-nytårsforsæt her)

Og det er alt sammen også meget fint og rigtigt. Men er det nu også holdbart i virkeligheden?

Jeg har nemlig fået en tanke, som jeg ikke længere bare kan sidde overhørig: Jeg må lære at pifte! Det går ikke længere. Tænk sig, at jeg er over 40 og jeg kan ikke pifte! Det må jeg lave om på. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg hver dag skal øve mig bare en lille smule i at pifte. Så ja, jeg må indrømme, jeg har mål og jeg har noget, jeg skal nå.

Jeg glæder mig allerede til alle de børne-fødselsdage, fællesmøder på arbejdet, klasse- og familiesammenkomster, hvor jeg med ét klart pift får ro på flokken. Nøj, det bliver fantastisk.

Åh ja. Så er der faktisk lige et mål mere, hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har en badedragt med aftagelige stropper. Super smart, når man slikker sol på stranden på Malta, så man undgår hvide stropper på huden (hvis man da så var typen, der blev brun). Mindre smart, hvis man har den på med ungerne i den lokale kommunale svømmehal og forsøger at undgå, at de falder af hægterne ved det mindste svømmetag. Og jeg ved godt, at det er en ualmindelig god ting, at børn ser, hvordan helt almindelige menneskekroppe ser ud, men nogle gange vil man jo alligevel gerne selv kunne bestemme, hvornår den helt almindelige menneskekrop skal vises frem. Så mit andet mål, er at få syet dem fast inden jeg næste gang skal ud i offentligheden med den. Men så må det altså også være nok mål for i år.