Jeg er gået i haven

Sgu!

Det er simpelthen ikke lykkes mig at forene corona-land med at lære finsk, blive vegetar, læse Kierkegaard eller at dyrke 1 times yoga hver morgen ved solopgang. Ikke engang vinduespudsning er det blevet til. (Og nu kunne jeg jo så også både hækle og strikke i forvejen).

I stedet har jeg gemt mig i haven, når det blev lige lovligt strengt at koordinere hjemmearbejde med hele familiens sygdom, almindelig corona-grundangst og ikke mindst Ældstebarnets månedlange sygdomsforløb med flere indlæggelser.

Derude har jeg istedet fordybet mig i nye spirer, forsøg på at holde liv i planter, som måske/måske ikke har overlevet vinterens milde kulde, sået gemte frø fra blomster, som jeg ikke kan huske fra sidste år, lavet stiklinger af den syriske rose og delt det engelske græs (ja ja, vi er meget internationale her – man kan rejse på mange måder).

Så når det hele bliver lidt for meget, snupper jeg en kop nescafe med ekstra sødmælk, hopper i gummistøvlerne og så går jeg lidt og drejer på potterne, flytter en hængepotte lidt til venstre og lidt op og ned, forsøger at mærke om der skal vandes (det skal der nok, er gerne konklusionen), trækker lidt i en spire og taler sødt til jordbærplanten.
Og så er verden i et lille øjeblik, eller måske endda flere, virkelig god.

PS Ældstebarnet har fået det meget bedre nu, selvom der stadig er noget brug for at trække lidt i spirerne. Men det går heldigvis fremad.

Små glimt af pauser:

Skal den ikke lidt til venstre, den der?
De nye spirer
Nogle af dem, der måske/måske ikke har overlevet vinteren
Bagerst spirer af noget jeg ikke ved hvad er,…
Min stikling, som bare står og venter på at blive en stor flot busk (…)
Mit engelske græs som skal gi lidt farve i et hul i lavendelerne. Hvis de altså vil…
Godt nok ikke en regnbue, men måske bliver det alligevel lidt godt igen?

Når jeg synker

Når jeg synker.

Har jeg opdaget.

At jeg ikke behøver at kæmpe. 

At jeg ikke behøver at bruge kræfter, jeg ikke har. 

For at holde mig oppe. 

For at komme igennem det. 

Jeg skal bare trække vejret. 

Bare trække vejret. 

Jeg behøver ikke at have kræfter tilbage. 

Jeg behøver ikke at kæmpe mere. 

Jeg behøver ikke at være stærk.

Jeg skal bare trække vejret. 

Det er nok. 

Det er ikke slut.

Det er ikke godt.

Men det er nok. 

Jeg kommer igennem.

Også selvom jeg næsten ikke kan. 

Det er nok.

De siger, det bliver godt igen

Jeg håber, at de har ret. At det bliver godt igen.

De siger også, at regnbuerne er symbolet på det. Den tanke kan jeg godt li’.

Vi har haft en del sygdom i det lille hjem. Som i en hel del.

Og sammen med den almindelige samfundsøkonomiske krise, den ualmindelige helbredstilstand i verden og så bare lidt helt almindelig traditionel grundangst, så kan man altså virkelig godt få brug for en regnbue. Mindst én, er min erfaring.

Så her er en. Skabt af havens forårsbebudere, så der er ovenikøbet dobbelt symbolik her. Forhåbentlig virker det.

Yndlingsøjne

I denne tid har jeg af gode grunde (eller i virkeligheden ret dårlige og skræmmende grunde) brugt en del tid med at gå rundt herhjemme. Måske helt ligesom dig?

Nogle gange med at gå rundt om mig selv, nogle gange med at gå rundt i ring og andre gange bare med at være rundt på gulvet… Måske også helt ligesom dig?

Heldigvis har jeg på mine mange rundture fået øje på nogle ynglingsting, som varmer, minder og gør glad:

Min yndlings-urtepotteskjuler

Med min yndlingsfrisure

Min yndlingssten

Hentet hjem fra en studietur til Cypern for maaaange år siden. Fundet i vandkanten på den strand, hvor Afrodite steg op efter at være født af havets skum.

Mit yndlings glemte julepynt

Der skal altid være et stykke julepynt, som gemmer sig, mens vi glæder os til næste jul.

Og så er der jo min yndlingslyd:

at røre rundt i en cafe latte og slå en bare lille smule i bunden af glasset 

Bare en lillebitte ikke særlig stor pause?

Måske har du haft pauser og eftertænksomhed nok i stilheden, mens Danmark har været lukket ned?

Måske er du totalt i zen og balance og laver ikke andet end at trække vejret dyyyyybt ned i maven hele dagen?

Men skulle du nu alligevel have plads til en lillebitte pause mere, så zoom ind på billedet her og nyd den fine sommerfugl, som var på besøg i haven.

Sprunget

Nå, men muligvis er jeg så ikke et træ alligevel… (Se sidste uges indlæg her, hvis den sætning overhovedet ikke giver mening)

I hvert fald er jeg desværre ikke sprunget særligt meget ud siden sidste uge. Men det er der da heldigvis andre, der er:

Og trods en lille smule misundelse over naturens ligegyldighed overfor Corona-reglerne, kan jeg da godt nyde dens frihedstegn lidt alligevel.

En mærkelig tid

Åh, jeg synes, det er mærkeligt lige nu.

Tiden flyver og står alligevel helt stille herinde i corona-land. Ro og larm på én gang.

Her er stormens råben og samtidig den stille lyd af vindens hvislen i træerne.

De træer, som bare står og venter på at springe ud i foråret. Lige om lidt… Bare lige lidt mere…

Bare. Lige. Lidt. Mere…

Aldrig har jeg følt mig så meget som et træ som i disse dage.


Kigger lidt tilbage og op

Efter at vi allesammen er blevet flyttet ind i corona-land uden mulighed for visum-ansøgning, har der ikke været helt så meget overskud til at tænke “etonmessk”.

Derfor er der i denne uge et lille tilbageblik her på bloggen.

Men egentlig kigger jeg ikke tilbage, faktisk kigger jeg jo op. Og det er jo godt og lige til at bevare optimismen af.

I virkeligheden

I virkeligheden er jeg slet ikke her.

Faktisk sidder jeg jo på en øde ø i en palme-skygge med en bog og en kølig drink.

Og et skib selvfølgelig. For jeg er nemlig ikke fanget.

Jeg kan tage afsted lige, når jeg vil – og være sammen med hvem jeg vil. Og gi’ dem en ordentlig krammer.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!