Efterårs-hjerne i kort snor

Jeg har brugt efterårsferien på at give min stakkels lille trætte hjerne en lille tiltrængt pause.

Jeg kastede mig nemlig over et nyt hækleprojekt: Skønne luffer! (Har du læst med tidligere, kommer det muligvis ikke som den store overraskelse, at det lige var hækling, jeg faldt over…).

Og er det da ikke bare perfekt? At sidde her i efteråret med en kop varm kaffe, mens smukt rødbrunt efterårsløv og kastanjer falder om ørene på én og så hækle bløde søde luffer til brug for vinterens kolde morgener? Yndigere kan det da ikke blive.

De her skønne bløde tingester satte mig dog på lidt af en prøve med et helt nyt mønster med masker forom og bagom og rundtom. Og så var det jo i øvrigt på engelsk.

Men det var nok næsten det, der var det bedste. At det var svært. Og derfor i et lille befriende øjeblik bare at hellige al hjernekraft til at forstå bogstaverne og føre det hele vejen igennem fra øjnene, der læser, til hjernen der fortolker og til fingrene, der forstår.

Det var virkelig at holde hjernen i kort snor, hvor jeg bare var til stede nu og her og de næste 3 masker.

Og så lykkedes det faktisk at forstå!

Det eneste, det krævede, var bare lige:

  • 3 forskellige hjemmesider med oversættelse af engelske hækleudtryk og ikke mindst forkortelser, som FPdtr, ss eller BPtr (og her kan det være værd at vide, at der er forskel på engelske og amerikanske hækleudtryk…)
  • 4 forskellige YouTube-videoer ( heraf én russisk, som virkelig ikke var til megen hjælp)
  • Og så lige 136 optrævlinger med følgende nye forsøg

Men det gik. Altså næsten.

For godt nok forstod jeg. Og godt nok blev jeg færdig. Men foreløbig kun med venstre luffe. 2 gange.

For jeg blev så vild med mønsteret, at jeg var nødt til at se, hvordan det så ud i andre farver. Grå for eksempel. Eller i lyserød med glimmer.

Og så er der selvfølgelig også den lille detalje, at jeg ærligt talt syntes, at det er virkelig kedeligt at gentage mig selv 1 til 1. Det er så trist bare at kopiere mig selv.

Det er altså derfor, at jeg nu sidder med 2 1/2 venstrehåndsluffer.

Og glæder mig over min lille dejlige pause – og at jeg faktisk har en bil med varme i rattet til de der kolde vintermorgener, der er på vej…

Efterårsferie på bloggen

Og gæt, hvad jeg skal…

Det begynder med hækle, slutter på kaffe. Og rimer på ned i gear.

Muligvis bliver der også noget med nogle kastanjer, varm kakao, digestive-kiks og eftermiddagsfilm på sofaen.

Og så er der da også noget med nogle Børn og noget – jeg mener, der er 2 styks, det plejer der vist at være – hvis jeg da husker rigtigt.

Men altså ingen krav, bare ned i gear. For os allesammen.

(Og så hækle…)

No pain, No gain?

Jeg har tænkt meget over noget i den sidste tid. Over smør og smerte og popmusik faktisk.

Det startede med Taylor Swift, hvis nye album jeg hører rigtig meget for øjeblikket. Som i lidt for rigtig meget. Grænsende til virkelig for rigtig meget måske. Og i hvert fald mindst en gang om dagen.

Dét ku’ muligvis give anledning til et helt blogindlæg i sig selv, for her er der da tydeligvis noget at grave i. Men. Det må vente til en anden gang.

Denne gang skal det handle om noget andet. I “the 1” synger hun nemlig:

If you never bleed you never gonna grow

Hmm.

Og så var der det med smørret: En klog, veluddannet og sikkert meget fornuftig psykolog, forfatter og brevkasseredaktør (ja, det er René Toft Simonsen) udtalte nemlig følgende i et kendt dameblad (ja, ja, det var Alt for damerne):

Vi udvikler os jo ikke, når det hele bare kører i smør og fløde. Vi udvikler os, når vi kommer i modgang.

Hmm.

Og så er der selvfølgelig overskriften. Den er jo lige til at råbe igennem motionscenteret, mens man kaster med træstammer, kanonkugler, møllehjul og karruseller, eller hvad man nu kaster med, når man render rundt derinde. Ja, jeg ved det faktisk ikke helt, men mon ikke du alligevel godt kan se billedet for dig? NO PAIN – NO GAIN!

Hmm.

Så er det nemlig, at jeg bare er nødt til at spørge: Er det noget, vi ved?

Er det overhovedet undersøgt videnskabeligt med placeboeffekt og kontrolgrupper?

Er der foretaget sammenlignende studier af forskning på området?

Peer review?

Kvantitative og kvalitative studier?

Jeg spørger bare.

Hvad nu, hvis det bare er noget, vi siger?

For tænk sig, hvis nu man sagtens kan vokse og blive et bedre og klogere menneske uden modgang og smerte? Prøv lige at se det for dig. Og ja, du må gerne smile lidt, mens du gør det.

Var det så ikke værd at prøve? Jeg er i hvert fald villig til at gi’ det en chance.

Så verden! Bare kom an med al din skønhed, sjælefred, godhed, kærlighed og held. Så lover jeg til gengæld at gøre mit yderste for alligevel at blive et bedre menneske.

Det er da et forsøg værd….

47 dage! Så er du advaret

Syv-og-fyrre. Det er så mange dage, der er til halloween.

Og sig så ikke, at du ikke var advaret.

Lige om lidt vælter det ud med edderkopper, kranier, bloddryppende øjne, skeletter og græskar fra alle gadehjørner, butikker og tilbudsblade.

Og måske er du typen, der bruger denne viden til at grave dig ned (altså på en meget ikke-halloween agtig måde naturligvis), mens du venter på, at alt det der plastik er overstået. Og gør du endelig det. Det er helt okay.

Så er der nemlig mere slik til mig!

Jeg elsker nemlig halloween, ikke så meget på grund af alle plastik-skeletterne (men også lidt på grund af dem).

Jeg elsker halloween på grund af hyggen og humoren.

En undskyldning for at hygge og grine.

En undskyldning for at spise slik og pjatte rundt på en ellers helt almindelig efterårsdag? Ja tak. Og gerne noget chokolade også.

Halloween i vores lille hjem er muligvis ikke det mest uhyggelige (selvom vi faktisk har vores del af grinende skeletter og hekse med lysende øjne, det må jeg jo indrømme) og jeg er egentligt heller ikke stor fan af selv at skulle med rundt og rasle – hvilket corona måske er lidt behjælpelig med at vi slipper for i år. Men jeg elsker at få besøg udklædte børn som bare er på udkig efter en sjov oplevelse (og slik selvfølgelig).

Så konceptet med at fejre og feste midt i hverdagen, dét er jeg altså ret vild med. At grine og glædes bare fordi man kan. Ja tak.

Og så er det jo altid dejligt med en undskyldning for lidt hækleri og finden på.

En håndsrækning til dem, der gør verden lidt blødere

Mange hæklerister og strikkere kæmper hver dag en lille kamp for det gode i verden! Måske kender du den allerede? Det er Kampen mod garnspild!

De kæmper muligvis og forhåbentlig også andre og langt mere værdige og vigtige kampe, men lige i dag sætter jeg altså fokus på dén her lille bitte, men dog ikke uvæsentlige kamp

Garnspild er dér, hvor man har stået i garnbutikken, ladet fingrene løbe hen af det blødeste fine garn og øjnene forelske sig i den smukkeste farve. Lidt for mange gange. Og uden at vide, hvad man skal bruge det til.

Men mærkede du ikke, hvor blødt det var? Så du ikke farven? Følelser som dem, kan man ikke bare gå væk fra, vel. Vel?

Lige pludselig står man så der – med 2 nøgler af det ene og 3 af det andet. Lækkert og blødt, men ikke nok til hverken det ene eller det andet. Men åh så fint. Og blødt.

Her er en lille håndsrækning til alle dem, der kæmper for at gøre verden til et lidt blødere sted: Etonmess halsedissen! Her udgave #3. Så kan du få brugt dine små forelskelser eller rester.

Find vejledningen her:

Og Etonmess halsedisse # 1 og # 2 her – hvor du i øvrigt også finder et lille fint petroleumsblåt digt af Gustav Munch Pedersen:

Nå ja og så er der jo den lille topmodel, som så fint viser sig frem i min nyeste kreation. Hun kan lidt af det hele. Bare se her:

Med posca-tusser og en hvid urtepotte og en næsten sikker hånd, kan man altså virkelig noget!

Velkommen efterår

I dag starter min yndlingsårstid helt officielt. Efteråret. Og hjertelig velkommen søde du.

Min yndlingsårstid, fordi det har de smukkeste farver.

Min yndlingsårstid, fordi nu starter hyggen; Kakao. Gåture i skoven. Kastanjedyr.

Min yndlingsårstid, fordi jeg om lidt går rundt i de tørre brune blade, så de flyver op i luften og omkring mig som hvert sit lille eventyr.

Min yndlingsårstid, fordi jeg ved, hvad jeg skal have på hver dag: Varmt tøj. Bum!

Ikke noget med, at det blæser mørkt om morgenen og om eftermiddagen ærgrer man sig så over, at man ikke har sommerkjolen og sandalerne på istedet for de lange bukser og lidt for tykke bluse. Og hvad skal man overhovedet med den jakke?

Ikke noget med, at man står og fryser ved busstoppestedet, fordi den lovede sol istedet blev til regn og blæst.

Sommer, det er dig jeg taler til!

Varmt tøj bum.

Efterår.

Af hjertet tak! (Om taknemmelighed og vrede på gyngende grund)

Efter mange måneders sygdom i den lille familie er dagene indimellem en skrøbelig balancegang på et tyndt edderkoppe-spind. Glat og usikkert af morgendug.

Nogle dage kan man endda tydeligt se spindets ejer med dens behårede ben, stærke kæber og ikke mindst dens giftkløer bare ligge tålmodigt og vente på det mindste fejltrin. Bare lige lidt forkert her, så…

Jeg skynder mig at sige, at det ikke er noget farligt det der sygdom, det er bare noget meget langtrukkent og meget svært, men jeg har lovet Barnet, at jeg ikke fortæller for mange for meget om det. Og slet ikke her på bloggen.

På vippen

Indimellem, lige midt i et usikkert skridt, kan jeg blive grebet af en stor taknemmelighed over, at der findes så mange gode mennesker, som gider at bruge tid og omsorg på at hjælpe os sikkert igennem spindet.

Kort tid efter kan jeg dog modsat blive så megatræt af alle dem, der tillader sig at leve så gode liv, at de har overskud til at hjælpe andre.

Hvad bilder de sig ind? Ved de slet ikke, at livet er én stor jammerdal, som vælter henover dig i store ustoppelige kvælende bølger. Som lugter. Meget. Dårligt.

Det er helt sikkert en usikker gyngende grund. En usikker grund med en gammel rusten vippe, som drilsk vipper mit humør, som det passer den.

Heldigvis sidder jeg lige nu i dette øjeblik i den positive ende af vippen (langt væk fra edderkoppen) og kigger glad ud på verden med mine nypudsede rosenrøde briller på.

Sødt og blødt og tak

De der briller og så en trang til at lave noget totalt ufornuftigt, men dog sødt og blødt, har ført til disse små kort bygget på hækleri og genbrug af cornflakes-æsker.

Jeg overvejer at sende et kort med et stort tak til de søde mennesker, der gider at hjælpe/skubbe/pejle os igennem spindet. Det vil jo også være genglæde i sin reneste form tænker jeg (altså genbrug, der gør andre glade).

Måske når jeg det endda, inden humøret skifter og jeg i virkeligheden bare synes, de er nogen xxx, for så kan det være, at de istedet får en karklud efter seneste gode opskrift… (Hvis der ikke ringer nogen klokke, kan du se dem her).

Genglæde til dig

Hvis du også er i dit gode hjørne (lige nu altså) og gerne vil give et hjerte videre, kan du finde opskrift og vejledning her:

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!