Vinterferie i Haiku

Jeg har lige afsluttet en dejlig vinterferie med familien. Den har endda været så dejlig, at den blev til små haiku-digte.

Måske du mindes de små japanske digte fra din skoletid? Hvis ikke har jeg hentet lidt visdom fra wikipedia her:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Og jeg sprænger måske nok et enkelt kriterium eller 2, men jeg synes bare det er en sjov lille måde at se på verden på, så forhåbentlig vil du kunne finde dig i mine sprængninger og alligevel læse med:

Haiku nr. 1

Åh pandekager 
Med syltetøj og sukker
Vinterferie!

Haiku nr. 2

Nattøjet er på 
Men det er jo ikke nat
Vinterferie!

Haiku nr. 3

Sygdom, feber, snot 
Det gør skam slet ingenting
Vinterferie!

Haiku nr. 4

Brors kobberbryllup
Vækker med sang og kaffe
Vinterferie!

Haiku nr. 5

Venners kærlighed 
Tid til snak og ro og vin
Vinterferie!

Haiku nr. 6

Fejre fødselsdag 
10 år og stor og lille
Min familie!

Og så er det jo ikke engang første gang, jeg kaster mig over de små fine (og stakkels?) haiku-digte. Læs et andet forsøg her: Ugen i haiku

Bløde Vintertoner

Selv om der ikke er meget sne derude og vintergækker og erantis allerede skyder mere eller mindre forsigtigt frem, så er det altså vinter.

Det er koldt udenfor og det er dejligt indenfor.

Især med et par bløde garnnøgler og en hæklenål mellem fingrene. Og kaffe selvfølgelig.

I de seneste par dage har jeg åbenbart været bidt af en vild hækler, for jeg har i hvert fald hæklet og hæklet og lige pludselig er jeg sørme blevet færdig med 2 ufo’er (ufærdige objekter), som ellers allerede havde oplevet et par vintre, inden de nåede til denne…

Blå vinter i grå tone

Det ene er mit lækre sjal i det her skønne bløde blå-grå-melerede garn, som jeg har haft liggende så længe uden banderolerne, at jeg ikke ved, hvad det er for noget.

Men det gør ingenting, for det er blødt og dejligt. Jeg har hæklet det i corner 2 corner, til jeg løb tør for garn og så har jeg kantet det med noget andet ukendt, men blødt, garn i en skøn lilla-bordeaux farve i 2 rækker fastmasker (hvis du nu skulle være nysgerrig).

Varm vinter i lyse toner

Og så er der halstørklædet her i et lidt skørt, men lækkert og meget tykt effektgarn.

Jeg er ikke helt sikker på resultatet, men heldigvis er der andre, der sætter pris på det:

Min lille bløde hjælper

Overvejer lidt om der skal frynser på eller noget. Eller måske bare en kat?

Hvis du vil inspireres, kan du finde corner 2 corner her hos Tante Tråd og opskriften på det tykke halstørklæde kan du finde her hos Hobbii, hvor det dog er brugt til et meget finere garn.

Og så er der altså lidt mere vinter til dig her:

Andre fine vintertoner, som jeg gerne vil give dig med i denne uge, er disse smukke vers fra Højskolesangbogens sang nr 259: Det var en morgen ved vintertid. 

Nyd først ordene og derefter sangen.

1. Det var en morgen ved vintertid, 

jeg vågned’ op til en jord så hvid, 

og luften mødte mig frisk og ren, 

og der lå rimfrost på hver en gren. 

2. Selv solen skinned’ med gråhvidt skær 

som et papirklip stod havens træ’r 

og tørre kviste og vissent løv 

var dækket fint af et snehvidt støv. 

3. Jeg glemte måneders regn og slud 

det var en glæde at komme ud 

og glæden voksed’ sig stærk og stor 

mens jeg gik tur på den hårde jord.

Og hør den så her

Lille vilde (hækle-)hjerne

Jeg har hovedet fuldt af ideer. Af bløde, farverige mønstrede hæklede ideer.

De vrimler bare rundt som en tosset garnnøgle derinde og kræver at blive prøvet af. Nægter kategorisk – med armene stædigt over kors, at lægge sig på en hylde og vente på, at det bliver deres tur.

MÅ bare mærke efter

Du tror måske ikke, det er noget? Så er det bare fordi, du ikke er mig. Hvilket jo nok heller ikke kommer som en overraskelse. Altså at du ikke er mig.

Men når man er mig, er man også nødt til at prøve det af og mærke efter. Er det nu også så blødt, som jeg tænker? Fungerer det nu også så godt med de farver, det hæklemønster eller de garntyper?

Og det betyder så, at jeg har gang i flere forskellige ideer lige nu. 4 styks ideer faktisk. 2 tæpper, 1 halstørklæde og 1 sjal.

Er det i virkeligheden et lille billede af min hjerne?

Og så er der jo alt det andet

For ikke at tale om de andre projekter, hvor jeg har forelsket mig i et tæppe inspireret af marokkanske fliser bestående af mindst 119 forskellige små felter (mindst!!) Eller den poncho med farveskift, som Mindste-barnet har forelsket sig i.

Men det gør ikke noget. Jeg elsker at kunne skifte mellem flere ideer (og mellem drømme er det jo også). Mellem farver, fornemmelser og følelser. Og så har jeg jo ikke noget, jeg skal nå.

Sker der lidt derinde?

Faktisk, så når jeg altså også noget indimellem. Ponchoer til Ungerne, sjaler til julegaver og par karklude. Så det er måske ikke tossede garnnøgler det hele derinde….

Det er Vinter

Et lille digt til årstiden:

~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~

Jeg higer og søger.

I jakkelommer og i dametasker.

I skuffer og skabe.

I baglommer og forlommer.

I rygsækken og i den lille fine håndtaske fra julefrokosten.

Under sofaen og i de glemte sager bag kommoden.

O’ læbepomade, hvor er du?

Kærlighed.du.selv.sidder.på.

Som du måske ved, er der skæg, man selv sidder på. Det er det der i livet, hvor man samler på lidt sjov og grin i hverdagen og på den måde giver sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven. Og det kan enhver få brug for indimellem.

Men der er også kærlighed, du selv sidder på. Det er der, hvor du giver dig selv en krammer midt i det hele og passer lidt ekstra godt på dig selv. På alle mulige måder. Om det så er en romkugle, en løbetur, en god bog, et smil til dig selv i spejlet, et opkald til din veninde eller at nyde følelsen af et par bløde handsker lige lidt længere.

Man skal ikke undervurdere kærlighed. Heller ikke den til dig selv.

Fredag morgen var en af den slags morgener, hvor weekenden simpelthen bare er for langt væk og mit hoved og min verden var som fyldt af uro og støj, som bare ikke kunne lukkes ned.

Jeg måtte sidde og tale længe og højt med mig selv i bilen på vej til arbejde (endnu en fordel ved ikke længere at pendle i tog…) for at få lidt ro på og ansigtsmusklerne kunne løsne lidt op.

Jeg er faktisk så heldig at have kontor lige midt i et helt vidunderligt område på midtsjælland. Og lige den dag, var jeg ovenikøbet så heldig, at jeg havde de 5 sekunders nødvendige ekstra overskud til at parkere 500 m væk fra kontoret istedet for parkeringspladsen lige ved siden af.

En gave til mig selv

Og med den lille beslutning gav jeg mig selv den dejligste gave: En morgen-gå-tur, som fik mit hjerte til at falde til ro, mine lunger til at trække vejret helt ned i maven og mine ansigtsmuskler til at slappe af:

Skru så højt op du kan og nyd den skønne sprøde lyd af knækkende is

Den dejligste lyd, der går lige i nydnings-musklen

Lyden af liv (skru op igen)

Skæg. Man. Selv. Sidder. På.

Skæg, du selv sidder på. Det er, hvad du har.

Det er et gammelt tema, som jeg har taget fat i andre gange. Og åh, hvor kan man godt nogle gange have brug for lidt skæg, når ens fremtid (for ikke at tale om nutiden) falder fra hinanden for øjnene af en. 

Træt og mat

Det er Mandens arbejde, der er gået nedenom og hjem og har taget en masse fremtidsdrømme med sig for alle involverede. Tanken om at der måske sidder flere tusinde mennesker og familier lige nu med usikkerhed og bekymringer, træthed og mathed. Altså…

Forhåbentlig (og sandsynligvis og helt sikkert siger søde mennesker alle steder fra) erstattes de af nye drømme, håb og virkeligheder. Men lige nu midt i begyndelsen på dét, som man overhovedet ikke ved hvad og som føles som noget, man slet ikke selv kan styre, så fylder usikkerheden altså noget mere end forhåbningerne. 

Og så alligevel ikke, for det går også op og ned: Så er der håb og styr på fremtiden, som så uden varsel bliver afløst af bekymring, for hvad nu hvis?

Især fordi man lige har været igennem et kæmpe “hvad nu hvis”, der blev til et “nu er”.

Var det noget med noget blødt at sidde på?

Derfor er det så dejligt med lidt skæg at sidde på indimellem, så man kan få en pause lige der midt i hverdagen og endda samtidig lade op til selvsamme hverdag. Det er da smart! 

Jeg har samlet lidt skæg sammen til dig her, hvis du også kan bruge lidt:

  1. Når ældstebarnet ikke kan finde sine sutsko og vi opdager, at det er fordi de er sat på plads (!)
  2. Når jeg i mørke og regnvejr ikke kan se parkeringsbåsens striber over ved Netto og tænker “Skidt, jeg parkerer bare over for den anden i båsen overfor og så holder jeg jo helt sikkert, som jeg skal”. Og stiger ud og opdager, at min “guidebil” selvfølgelig holder hen over 2 båse. Herligt. 
  3. Når jeg sent om aftenen – lige idet jeg er på vej i seng naturligvis, kommer i tanke om, at jeg har glemt at smide vasketøjet i tumbleren. Og i mørket på vej til værkstedet/udhuset, hvor vi har placeret tumbleren, får kigget op på den smukkeste gyldne måne.

Så er der virkelig tale om skæg, man selv sidder på. Og om at trække vejret helt ned i maven.

Find mere skæg fra tidligere, du kan sætte dig på her:  Skæg du selv sidder på

Nåee. Sikke et lille fint lavt gærde du er

Nogle gange skal man altså virkelig gøre sig selv den tjeneste at hoppe over gærdet lige præcist dér, hvor det er aller lavest.

De sidste mange år har jeg troligt startet alt for sent ud med min hjemmelavede kalender med egne tegninger og månedsoversigt lavet i usikker og ujævn hånd.

Og hvor har jeg hygget mig. Jeg har tegnet og visket ud, jeg har klippet, klistret, tapet og jeg har sukket over ikke at være i bedre tid og jeg har smilet over, hvor sjovt det har været at finde på.

Her er for eksempel kalenderen fra 2017.

Midt i en nedsmeltning

I år kunne jeg dog ikke helt finde det nødvendige overskud, midt i den (forhåbentlige) midlertidige nedsmeltning af fremtiden, der fulgte med konkursen af min mands arbejde.

Og da jeg så stod der i Netto og et helt særligt lys faldt på lige præcist hylden med de (næsten) helt færdige kalendre til bare 20 kr. Ja, så slog jeg sgu til! Fuldstændig uden dårlig samvittighed over gærdets størrelse. (Alle månedsoversigterne var allerede udfyldte – med de rigtige datoer og ugenumre fra starten af endda!)

Og prisen som Årets mor går så alligevel overraskende nok til…

Og så blev det endda endnu bedre, da jeg pakkede ud derhjemme og Ungerne fik øje på den. De så straks muligheden for at udfylde de lovende blanke sider med egne kreationer og for første gang få lov til at være med i morens projekt. Jeg var intet mindre end verdens bedste mor i mindst 10 minutter!

Morale

Moralen må være: Spring endelig over den lave ende af det forbandede gærde engang imellem. Det er der ikke nogen, der dør af (især ikke, når det handler om noget som en kalender. Eller en borddækning, en børnefødselsdag, en madpakke eller… sæt selv dit eget eksempel på. Du har garanteret også et.)

….

Men jeg har nu godt nok også nydt at være “tvunget” til at være lidt kreativ midt i de 100 andre ting, man også synes man skal – og det er lidt sjovt, som man så kan opdage, at det måske i virkeligheden kun er cirka 37 af de 100 ting, som man egentlig skal nå…

Sidste års kalender – med en lille smule ekstra…

Måske et lille hjemmelavet postkort eller 2 ku’ være noget at kaste sig over….

Velkommen 2019. Dejligt at se dig

Kære 2019, jeg ved ikke, om du bliver et specielt fantastisk år eller et helt og aldeles rædselsfuldt år, men nu er du her, så skal vi ikke bare prøve at få det bedste ud af det sammen? 

Så er det blevet 2019 og jeg sidder her og ser tilbage på endnu et år i mit liv. Jeg ved ikke lige nu, om det har været et særligt godt eller et særligt dårligt år, men det har i hvert fald været endnu et levet år, som jeg tager med i bagagen til resten af livet.

Da jeg startede kalenderen for 2018 tilbage i januar (ja, jeg ved godt, at det måske var lidt sent at gå i gang, men sådan kan det jo altså gå nogle gange – Et helt nyt år) glædede jeg mig til noget specielt. Et helt nyt år fuld af muligheder, et helt nyt år med held og uheld, som jeg slet ikke kendte til endnu.

Tegningen, der akkompagnerede håbefulde januar måned i 2018-kalenderen

Og det blev til et år med held og uheld

Ikke overraskende, sådan har livet det jo med at arrangere sig.

Efter at jeg næsten var kommet mig ovenpå en strid omgang lungebetændelse, fik manden en hjernerystelse og da han var kommet af med den, så en diskusprolaps. 

Heldigvis var det gået i orden inden sommerferien, så vi både nåede til smukke Kreta og på teltferie i solskin. I Danmark! (Og du skal bare vide, at vi ææææælsker teltferie, selv i den almindelige danske sommer, så hvordan tror du lige, vi havde det i år!)

Umm, teltferie i Danmark…

Indimellem nåede jeg også lige at finde et nyt arbejde og bare det at skifte fra et arbejde til et andet fik virkelig givet mig et nyt perspektiv på mit arbejdsliv. At det rent faktisk var noget, man kan skifte ud, hvis man vil (og er lidt heldig) og at det på den måde ikke er en del af mig, men bare én af flere dele i mit liv. Noget, som gjorde en stor forskel for mig: Mig og mit arbejde

Derudover har der selvfølgelig været de almindelige omgange Roskilde-syge og de mange influenza-agtige sygdomme, en 7 årig med tandbyld, et farvel til en elsket kat midt i sommerferien og alt det andet sygdom, som jeg heldigvis lykkeligt har glemt allerede.

Så har jeg selvfølgelig hæklet. Sjaler, flag, vaskeklude, julehjerter, nej-hatte, katte, karklude, halstørklæder, sugar skulls og ikke mindst hende her til min søde veninde:

Frida Kahlo i fri og hæklet fortolkning

Heldigvis har jeg også massevis af projekter til dette år. Allerede nu har jeg gang i 3 tæpper, 1 sjal, 1 tipi og 1 telt til playmobil.

Og så er der jo drømmen om en hæklet husbåd (altså også til playmobil), ideer til puder, håndklæder, duge og alt det, som jeg slet ikke har tænkt på endnu. Åh, det bliver dejligt Umm, hækling

Jeg havde ingen nytårsforsætter sidste år – andet end at jeg virkelig sku’ huske at bruge tandtråd. Det tager jeg så med igen i år (og så behøver vi vist ikke at tale mere om det…) jeg-har-ikke-noget-jeg-skal-naa/

Senere kom dog alligevel et par mere på: At lære at pifte og at få syet et par stropper fast i badedragten. Det sidste nåede jeg nu godt nok ikke. Jeg endte med at købe en fin lille billig blå i Lidl. Og det der med at pifte? Ja, det vil jeg altså stadig gerne lære, så måske det bliver i år?

Så denne gang bliver det til:

  1. At bruge tandtråd (hej min ven, vi ses nok igen til næste år)
  2. At lære at pifte (åh ja)
  3. At øve mig i at hælde forsigtigt og tålmodigt op fra den nye kaffekande, som drypper så nemt (er ekstra god, fordi den både er zen og praktisk på én gang)

Udover det, så har jeg virkelig ikke noget, jeg skal nå. Andet end at have det godt. Punktum.

Min lille fine elskede nøglering

Året sluttede med, at min mands arbejde gik konkurs, så jeg må sige, at jeg også i år glæder mig til et helt nyt år med uanede muligheder. Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til den del af mit liv, men det må komme. Og deraf min indledning: Skal vi ikke bare forsøge at få det til at fungere sammen du og jeg, 2019?

Og godt nytår, forresten.

Årets jule-kugle-kalender: 24. december

Glædelig jul! Så nåede vi næsten igennem december og 2018. Tænk sig, at der er gået et helt år, siden vi var her sidst.

Jeg håber, du får en dejlig dag, uanset hvordan du fejrer dagen i dag.

Jeg håber også, at du husker, at godt nok er det juleaften, men det er altså også bare én dag ud af 365 dage på et helt år. Og den behøver ikke at være perfekt. Og det gør du altså heller ikke.

Husk det nu, bare én ud af 365.

Der er virkelig ikke noget, du skal nå – du må gerne bare være.

Tryk på billedet og åbn årets sidste låge i jule-kugle-kalenderen

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!