På et stisystem i tusmørke

Jeg har i noget tid haft flere ord, der har snurret rundt om sig selv i mit hoved.

De har vendt sig, drejet sig og set på sig selv lidt fra siden og lidt oppefra. Nu er de så endelig kommet ud og er blevet til et lille digt, som åbenbart var det, der var meningen med al deres snurren rundt.

På et stisystem i tusmørke, går jeg lige ud og frem. Måske ville jeg lige så gerne gå tilbage, gå til siden eller bare gå i stå. Måske.

Men jeg kan ikke. 

For på alle andre veje ligger halvsovende næsehorn, som ånder røg, når de snorkende trækker vejret. Så jeg bliver, hvor jeg er. 

Fra træernes mørke skygger letter store fugleflokke med vinger tunge af træthed.

Og i opstigningen mod den vågnende sol, ser jeg hvor de, besværet, men vedholdende børster trætheden, mørket og melankoli af vingerne. 

Jeg efterligner dem, mens jeg flyver imellem dem og sammen forbereder vi os på, at det bliver nat igen. 

Kunne du også selv kunne tænke dig at give din hjerne et lille frirum midt i al hverdagen, livet og alt det andet? Så find inspiration til, hvordan du kan komme igang her. Det er overraskende nemt – også fordi du slet ikke behøver at vise det til nogen – det er bare din egen lille pause.

Du kan også finde flere digte her i Den lille poesibog

Skæg, du selv sidder på. I skoven. Og så lidt om verden.

I denne tid kan det måske være meget godt at minde sig selv om, at verden også er et godt sted at være – også selv om 3.9 % af de stemmeberettigede synes, det er helt, som det skal være at stemme på et parti med en vanvittig, hadsk og skræmmende holdning til andre mennesker.

Det betyder jo trods alt, at 96.1 % ikke vil. Og det er jo også en del, må man sige.

Når man VIRKELIG har brug for lidt ekstra skæg at sidde på

Men når nu verden alligevel er sådan indrettet, at nogen af dem vi deler samfund og liv med åbenbart har så meget vrede eller hvad det end er i sig, kan man virkelig godt have brug for lidt skæg at sidde på.

Og skulle du ligesom jeg være lidt træt af mennesker lige nu (i hvert fald måske nok de der 3.9 %), så lad mennesker være mennesker og tag ud i skoven i stedet for og find nogle smil:

Og måske i det hele taget bare lidt smukt at se på:

Og således ladet op igen, vil jeg tage ud i verden og møde den med anerkendelse og respekt og gøre, hvad det så end er, jeg kan for at fjerne det der had, så vi igen kan mødes og være uenige uden at slå hinanden oven i hovedet – også helt bogstaveligt talt.

Måske ku’ vi så også lige vende det der med klimaet, som vist også er lidt vigtigt…

Om komfortzoner og om at bliver klogere

Jeg har lært noget!

Jeg har nemlig lige klaret mig igennem en for mig helt vild arbejdsopgave, hvor jeg siden februar har vikarieret for en langtidssyg kollega med en opgave, jeg aldrig har prøvet før.

Og her på den anden side, har jeg opdaget, at jeg er blevet klogere.

At klare sig udenfor komfortzoner

Det har været 3 måneder med helt nye opgaver, spørgsmål som jeg aldrig selv havde svar på og graven sig ned i en kollegas ukendte kalender og planlægning i et stort prestige-projekt med en stram deadline – bare lige for at gøre det lidt mere spændende.

Det gav så 3 måneders elendig søvn og da det hele var overstået, så en væmmelig efterreaktion med hyperventilation og en forfærdelig træthed.

Men selvfølgelig også en vild stolthed over at have været med til gennemføre projektet og have været en reel hjælp for mine kolleger og have udført noget, som er så langt fra min naturlige komfort-zone, som noget næsten kan være.

Og når det så er sagt, så tænker jeg også, at man ikke skal undervurdere den dér komfortzone. Der er en grund til, at den er rar at være i – og den er nødvendig at have, så man har et sted at trække vejret og finde ro. I hvert fald for mig.

At finde redningskranse udenfor komfortzoner

Jeg har selvfølgelig tænkt og mærket efter inden i mig selv undervejs. Jeg har hæklet og nørklet for at holde styr på mit hoved, for det er sådan, jeg gør: Har tingene indeni.

Men jeg har også sagt det højt (især hvis nogen har spurgt, for jeg har det jo altså helst indeni).

Og det er noget nyt for mig, det der med at sige det højt.

Hvilket er lidt mærkeligt, grænsende til dumt, at det skulle være så svært, for det viser sig, at det jo hjælper at sige det højt.

At det der med at vågne flere gange hver nat badet i sved eller at ligge og hyperventilere faktisk ikke er helt normalt og at det er noget, som får andre til at se lidt alvorligt på mig – du ved sådan med hovedet lidt på skrå og let sammenknebne øjne.

Via dem har jeg set på mig selv og selv kunne se, at det jeg bare lige hurtigt havde vænnet mig til var hverdag, måske ikke bør være hverdag.

Så det med at sige, hvordan jeg har det, det kunne jeg måske godt finde på at gøre igen. Og det er da meget godt sådan i en alder af bare 41 at blive lidt klogere, synes jeg, ja jeg gør.

Det der andet arbejde kulminerede i øvrigt i sidste uge og jeg er nu tilbage i min egen trygge kendte arbejdsverden igen. Og det er faktisk en ret vidunderlig følelse igen at vide, hvad jeg laver!

Genglæde, hækling og selvfedme

Og nødhjælp.

Det er hvad, du finder på bloggen i denne uge.

Måske er du ikke selv den store hækler, men derfor kan du sagtens læse med her. Både fordi det ikke er så langt, men også fordi du muligvis, ligesom jeg, bliver lidt imponeret over, hvad man dog kan, bare ved at sno en tråd om en pind.

Genglæde: Ny værdi med kærlig tilføjelse

Jeg har det her gamle penalhus, som jeg har brugt til hæklenåle, men som jeg skiftede ud med et nyt, større og helt fantastisk pink et.

Og jeg må indrømme, at godt nok købte jeg det under kyndig vejledning fra Børnene, men jeg kunne med meget stor sandsynlighed have fundet på at købe det alligevel. Så fint er det altså.


Som du måske også aner, har jeg gerne en kuglepen liggende sammen med hæklenålene, for man kan jo altid lige få brug for at notere et antal masker. Og som du kan se, så er de ikke altid lige holdbare de der kuglepenne…

Så må man jo spørge sig selv, om man virkelig kan tillade sig at kassere et ellers udmærket og velfungerende penalhus, bare fordi det ikke har plads til alle ens hæklenåle (ja, det er et problem – hentet direkte fra virkeligheden), ikke er pink eller fordi det har en plet?

Nej!

Så hvad gør man så? Man hækler 2 fine blomster:

Vupti, så lever det igen og er da bare så super fint, hvis jeg selv skal sige det – og det er jeg ikke bange for at gøre (der var selvfedmen).

Og endnu mere vupti, da jeg opdagede, at det lige passer til et garnnøgle og en nål, så jeg altid har nødhjælp, når jeg sidder i et tog eller en bus på vej hjem fra arbejde og bare lige har brug for at lade fingrene arbejde og hjernen slappe af.

Det passer lige med, at der kan være ét garnnøgle i og sådan ét giver sådan cirka en vaske- eller karklud, det fylder næsten ikke i tasken, jeg behøver stort set ikke at tænke og så kan det færdige produkt sikkert altid bruges af nogen.

Og nogle gange er det lige, hvad jeg har brug for. Bare at give slip og lade et øjeblik gå. Og så er det jo dejligt med lidt hurtig nødhjælp i tasken.

Og dermed blev det altså til genglæde, hækling, selvfedme og nødhjælp på bloggen i denne uge.

Find linket til opskriften og andre gode blomsterideer her

Et lille øjeblik med zen?

Har netop overstået en dejlig påskeferie med en lille smule praktisk og med massevis af afslappende afslapning.

Det var lige præcis midt imellem afslapning og praktik, at jeg fik øje på det. En hel græsplæne fyldt med zen! Hvor heldig har man lige lov at være?

For nogle ligner det måske en græsplæne fyldt med små gule irriterende ukrudt, der skal fjernes. Men du og jeg, vi ved bedre ik?

Vi ved nemlig, at her ligger en fantastisk mulighed for et øjeblik med zen.

Sæt dig ned, træk vejret helt ned i maven og tæl mælkebøtterne. Mærk, hvordan livet for et lille bitte øjeblik bare er fredeligt og roligt. Og det gode er jo, at du kan blive ved – der er altid nye mælkebøtter at tælle og dermed nye pauser midt i hverdagen.

Jeg nåede til 113, inden hverdagen igen fik lov at tage over.

Men heldigvis så ved jeg, at dén græsplæne helt sikkert er fyldt med meget mere zen, så jeg kommer bare igen en anden dag og tæller mælkebøtter.

Verdens bedste gode råd!

Egentlig havde jeg besluttet mig for at etonmess.dk skulle være fri for gode råd og løftede pegefingre. Ingen pseudo-filosofisk/psykologisk coaching her om hvordan du bør leve dit liv for at blive et lykkeligt menneske. Ingen løftede øjenbryn her. Bare kærlighed.

Undskyld, men nu er jeg altså faldet i.

For hvad gør man, hvis man rent faktisk har fundet de vise sten? Er man så ikke et skarn, hvis man ikke gi’r det videre? Jo, det er man da! Helt sikkert.

Så jeg har måtte æde mine egne ord i mig igen og i denne uge kommer alligevel dét gode råd, som du har brug for, for at blive lykkelig – muligvis især ret meget, hvis du er en vintertræt og lettere forkølet børnefamilie.

Okay, jeg bygger op:

Sidste sommer var vi så heldige at få en fantastisk gave fra og med svigerfamilien. Gaven var en smuk ferie på Kreta, som bød på mange vidunderlige øjeblikke med ro i sjælen:

Jeg bygger lige lidt mere op, men så kommer det gode råd også lige om lidt:

Efter denne fantastiske solskinsuge tog vi (Mor, Far og Børn) så en uge på camping i den smukkeste og varmeste danske sommer længe:

Som du ser, bød også denne uge på vidunderlige rolige og sjælfulde stunder.

Er det nu?

Og nu tænker du måske, at det gode råd er at tage på ferie i solen og nyde varme, solskin, nærvær og bare at være til og at det, kan du da godt leve med, men helt fantastisk nytænkende er det ikke, hvis du skal være helt ærlig?

Nej, det er ikke dét – selvom jeg er virkelig glad for, at din tankegang viser, at du har en vidunderlig anerkendende tilgang til dine medmennesker og jeg tænker, at du nok skal klare dig her i livet.

Men altså tag endelig på ferie, det skal være dig vel undt. Men det er slet-slet-slet ikke det vidunderlige gode råd, jeg vil give dig.

Nu kommer det. Det lover jeg!

For mellem de 2 vidunderlige og sjælfulde og så videre ferier skete der det, at vores tøj ikke kom med hjem fra den første vidunderlige ferie (noget med så meget blæst, at det var valget mellem passagerer eller kufferter og så er valget åbenbart ikke så svært).

Og havde vi ikke stået og skulle på ferie 2 dage efter hjemkomsten havde det sikkert også været nogenlunde ok, men vi skulle jo bruge al det sommertøj, som vi havde pakket med til Kreta på ferie igen i Danmark (ja, det lyder vildt og vi havde da egentlig også forberedt også på en uge i regnvejr, men som du måske husker, så var alt af lave sidste sommer).

Så der stod vi og så på en vejrudsigt fuld af sommer og et klædeskab fuldt af vintertøj og så var der jo ikke meget at gøre. Afsted med os og handle til en ny omgang sommerferie og nej, forsikringen dækker ikke ved hjemkomst fra ferie – og her er jeg ikke engang sikker på, at man kan være rigtig sur på forsikringsselskaberne, for hvem ved sine fulde fem, regner med at skulle bruge sommertøj til en sommerferie i i Danmark??

Til sidst kom kufferterne selvfølgelig hjem igen og så stod vi der med 2 gange sommertøj og andet godt – og hold op, hvor har det været vidunderligt lige siden! Ja, sommeren gled over i efterår og vinter, som den jo gør, men tøjet holdt.

Og hvor har det givet masser af sjælefred, at der stort set altid er tøj nok! Især undertøj. Uden at man skal gå der og tælle dage til weekenden, hvor man orker at vaske igen og indregne, hvor mange uheld, der skal være plads til. Så smart!

Ja, okay, så er der selvfølgelig også dobbelt op på tøj, der skal lægges på plads igen, når det endelig er vasket, men det er en pris, der er til at bære for en lille smule hverdags-sjælefred.

Så her er min gave til verden altså:

Sørg altid for at have masser af undertøj! Masser.

Okay okay, skal jeg være helt ærlig, er det jo ikke første gang, jeg kaster om mig med livsændrende gode råd:

Første gang jeg ikke kunne dy mig finder du her.

Og anden gang her

Jeg sagde et stjerneskud!

Er lige nu midt i, snart igennem, lige ved og næsten, netop kommet fra start – eller hvor jeg nu er, i én af de perioder af livet, som tærer lidt ekstra på batterierne.

Men midt imellem at stå og skrige ind i et håndklæde og have noget lavere tolerancetærskel over for omverdenen, aner jeg nu alligevel lidt håb. Nemlig, da jeg opdagede, at jeg stædigt holdt fast i, at det stjerneskud, jeg lige så, altså var et stjerneskud og IKKE bare et charterfly på vej til Mallorca.

Det må da være et positivt tegn, som viser, at der stadig er lidt optimisme tilbage.

Jeg. sagde. et. stjerneskud. OKAY?!!

Hej forår!

Ting, man finder, når man man ikke længere kan holde igen på forårs-optimismen og tømmer vinterjakkens lommer for at skifte til overgangsjakken:

  • Brillepuds og tyggegummi (livs-nødvendigheder. Især hvis man har glemt det…)
  • Hårelastikker (når man er mor til 2 langhårede piger)
  • En 20’er til indkøbsvognen (som af en eller anden grund aldrig er til at finde, når man faktisk skal bruge den – derfor bør den muligvis bare hurtigst muligt investeres i chokolade, nu hvor jeg har fat i den)
  • Ringen fra en nøglering (hvad laver den der?)
  • Knap, paliet og perle (ja, hvad ellers?)

Men selvfølgelig ingen læbepomade…

Træer er som skyer!

Vidste du det allerede godt? At træer er som skyer?

Jo jo, det passer!

At ligge på en blød græsplæne og kigge op på skyerne og finde kattehaler, kaffekander og flyvende løver er simpelthen noget af det, man gør alt alt for lidt.

Hvis ikke det er noget af det mest vidunderlige, man kan gøre, især mens solen varmer kroppen og en svag brise kæler for dine kinder, ja så ved jeg det da virkelig ikke.

Okay, lige nu er det måske ikke som sådan årstiden for den slags, men bare rolig! Nu har jeg nemlig en løsning, som kan udføres helt uden at få våde, kolde klamme græspletter på ryggen.

Træer! Især skønne knudrede træer. Se selv:

Mere genbrug og mere genglæde,tak

I denne uge er der igen genbrug på bloggen, men denne gang har jeg altså krydret det med en ordentlig omgang genglæde – modsat sidste genbrug, som var mit sygdomstrætte genbrugs-digt fra den 5. marts.

Øh genglæde?

Hvis genglæde er helt nyt ord for dig, får du en lille oversættelse med her: Det er (selvfølgelig) genbrug eller “upcycling”. At få noget nyt ud af noget gammelt, som måske ellers bare ville ryge ud.

Og hvis man så oven i købet kan glæde andre med det. Ja, så bliver det jo til det rene genglæde.

Med fingrene i kagedåsen

Denne omgang genglæde startede med en tom dåse, som tidligere var fyldt med lækre chokoladevaffelrør og derfor helt sikkert allerede har budt på en hel del glæde.

Hvis man så supplerer med dobbeltklæbende tape og et stykke farvet papir:

Så kan man faktisk ende ud med noget så fint som det her:

Og nå ja, hvis man så også har en lille hæklet blomst, så skader det selvfølgelig heller ikke.

Den lille fine dåse blev fyldt med 3 hæklede vaskeklude og en skrubbebørste og så blev det endda også til en sød lille fødselsdagsgave.

Link til de hæklede vaskeklude finder du her

Den hæklede blomst har jeg fundet her hos Stine Hoelgaard

Og her får du lige et link til lidt mere genglæde

Har jeg sagt, at jeg elsker gaver? Især til andre.