Tag-arkiv: Livet

Jeg har SLET ikke noget, jeg skal nå. Se selv

Tidligere i år tog jeg en beslutning. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ikke har noget, jeg skal nå (Jeg har ikke noget jeg skal nå?!)

Det betyder, at jeg ikke længere skal lede efter noget andre steder end der, hvor jeg er. Forsøge ikke at hige efter andet, men at være dér, hvor jeg er – og nyde det. For mig handler det om ikke at stille for mange mål og kriterier op, som skal være opfyldt for, at jeg kan være glad. Den ramponerede udestue og det slidte tapet på toilettet skal ikke være dét, der definerer mit liv. Det skal min titel eller min løn heller ikke være. Heller ikke min vægt eller min evne til at løbe 5 KM på 20 minutter. Og det betyder ikke noget, om jeg har besteget Mount Everest eller hjulpet nyudklækkede skildpadde-unger sikkert ud i vandet.

Hvad skal definere min lykke 
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil tjene penge, kunne sætte mig ud i en lækker udestue med gæster eller en god bog eller endda tabe mig (der er jo også noget med et lidt højt blodtryk), men det skal ikke være den slags, der definerer min lykke. (Og jeg vil i øvrigt vildt gerne prøve det der med skildpadde-ungerne).

Det, der skal definere min lykke, skal være, at jeg har det godt, der hvor jeg er. At jeg (for det meste) nyder det, jeg gør. Det betyder også, at jeg skal tage ansvar og sørge for at jeg så vidt muligt ikke er steder, hvor jeg er ulykkelig – hverken fysisk eller mentalt. Jeg skal ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg mistrives og jeg skal ikke gemme på min mistrivsel, når den er der, men dele den med andre, for jeg ved nu, at jeg ellers ikke kan klare mig.

Mere, højere, længere?
I en hverdag som stadig indimellem er præget af stressens  efterdønninger, blander dage med influenzasyge Børn, vasketøj fra 14 dage, fordi de voksne også selv lige har været syge, sig med dage med overskud i forskellige mængder.

Nogle gange er der overskud nok til at tage sig af andre, til at svare på en venindes lange sms, selv at skrive en lang sms eller måske endda til at ringe til nogen (!), til at tage en legekammerat med hjem efter skole eller til bare at gå en tur. Andre gange til at klippe hækken, vaske gulvet eller stryge den lækre silkeskjorte, som så sjældent kommer ud. Det overskud skal ikke ødelægges af krav til, at jeg skal nå mere, højere eller længere.

Og andre må jo gerne. Hvis bare de er glade, så er jeg glad.  Jeg ved bare, at jeg ikke skal lade mig glide med i strømmen.

At overkomme malstrømmen
At jeg ikke har noget, jeg skal nå, hjælper mig nemlig til at klare mine udfordringer, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi ikke engang livets malstrøm hindrer mig i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er. Det betyder ikke, at jeg altid er glad og ligeglad med de svære tider og nogle gange endda sorg, som livet også er. Det betyder, at jeg har lært, at den kommer. Malstrømmen. Og at jeg øver mig i, at det sådan set er ok, fordi jeg ikke har noget andet, jeg skal nå. Jeg skal kun forsøge at få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut.

Det handler altså ikke om, at jeg altid skal finde den positive side af tingene, slet ikke. Det betyder, at jeg skal passe på mig selv og mine kære lige præcis, fordi verden er så uperfekt nogle dage og det er kun dét jeg skal  nå.

En vidunderlig glimmergrøn påmindelse 
Og nu har jeg fået ekstra hjælp til at huske at passe på mig selv. Vidunderlig glimmergrøn og pink hjælp fra Kritisk Pynt, som har kreeret denne smukke nøglering til mig, som jeg stadig er helt benovet over, er min.

 

 

 

 

 

Og ikke nok med det, så fik jeg også min helt egen pyt-knap med:

Gå endelig på opdagelse i Kritisk Pynts helt fantastiske univers på  facebook her: Kritisk Pynt. Du vil ikke fortryde det, der er fyldt med fede feministiske, skæve og kloge slagord og opråb, som er ekstra gode, når du trænger til at sætte hamsterhjulet lidt på pause. Også selvom det bare er et lille øjeblik. Og så er der selvfølgelig glimmer og pangfarver!

Stil-leben

Stil-leben – eller stille-ben, som jeg første gang læste det som, engang tilbage i 1.g så vidt jeg husker. Læst korrekt, er det stil-leben, som på tysk betyder stille liv og på kunst-sprog er malerier af livløse genstande. Oftest sat smukt op, som smukt dækkede borde eller en smuk blomsterbuket. Så ved du også det. Det er er i øvrigt et dejligt ord, hvis man siger det højt med ekstra sch-lyd på st-delen og schwung på leben. Prøv at sige det højt et par gange. Det bliver bare bedre og bedre.

På Etonmess’k betyder det også små pauser og næring til hjernen. At finde tid til det stille liv. Jeg husker indimellem min drøm om engang at kunne tegne smukke tegninger.

Indtil videre er det blevet til ikke ligefrem specielt smukke tegninger, men i hvert fald flere små dejlige pauser, hvor jeg både får lov til at trække vejret helt ned i maven og samtidig øver mig bare en lille smule på at tegne smukt.

Mine pauser og vejrtrækninger har jeg samlet her sammen med andre skrablerier i “Den store Coffee-table-book, der aldrig bliver”. Men det er også ok, for de er jo allerede blevet til pauser i livet.

 

Hemmeligheden bag børn er…

Der er sikkert mange gode grunde til at få børn: Kærlighed. Biologi. Ønsket om at føre slægten videre. Ønsket om at være en del af en familie. Eller noget helt femte.

Jeg har altid troet, at min egen har været biologisk drift med et drys af kærlighed. Udover at tænke, at det var helt vildt vildt – som i helt vildt meget vildt, at få børn, har det altid bare været sådan, at jeg tænkte, at jeg da skulle have børn. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at jeg skulle have nogle at elske på en særlig måde – eller nogen, der elsker mig helt særligt – for sådan er det også, eller at jeg skulle give noget videre. Jeg skulle bare gerne have børn – og sådan var det.

Den slags kan man jo godt tænke lidt ekstra over i en vinterferie, der starter med syge børn – oven på flere måneders sygdom hos både børn og voksne. Eller oven på sure unger, der skændes i stuen med en lyd, der skærer igennem den lukkede dør, jazz-playlisten og kaffemaskinens brummen. I min ferie! Eller oven på flere nætter uden mere end 2 timers sammenhængende søvn. Eller oven på raserianfald over, at man ikke må komme i biografen (fordi man jo også kun har været i svømmehallen og på McDonald’s).

Til gengæld er det jo helt vidunderligt at kunne trøste et ulykkeligt feberramt barn. At få et lykkeligt ferie-godmorgen-kram. Grine højt over prutter og mavekilderi. Eller lave en køkkenrulle-kikkert som man kan se bjørne og bjerge igennem.

Og ja, alt det er meget godt og dejligt og hjertevarmende. Men nu har jeg fundet den virkelige grund: Kage! Jep. Kage.

Man sidder der ved kagebordet og den lille spørger med munden fuld af første stykkes sidste og lidt for store bid, om der kan blive et stykke til? Og det kan der – det er jo ferie, hører man sig selv sige. Nej nej, ikke til Far og Mor. Vi kan sagtens nøjes med ét. Man skal ikke overdrive, bare fordi det er ferie vel?

Men indeni, indeni begynder du stille at nynne. For du ved godt, hvad der sker lige om lidt: Moor, jeg kan ikke spise mere, må jeg gå ind og lege? Og vupti! Hvad ligger der så der? 2 tredjedele uspist kage, som ikke kan gemmes!

Jep. Den virkelige grund til at få børn er mere kage.

Skøjter, palietter og fiasko – og så vasketøj, beskidte tallerkner og fiasko.

Jeg har set vinter OL. Altså ikke det hele vel? Jeg må indrømme, at jeg nok er sprunget lidt let henover skiskydning og ski i det hele taget måske. Speedskating, snowboard (som ellers er ret sejt) og curling har måske heller ikke fået deres velfortjente opmærksomhed.

Jeg beklager meget, men jeg tror virkelig, at det ville hjælpe, hvis de havde flere palietter på tøjet. Jeg siger det bare.

Jeg har i hvert fald set isdans. Eller hedder det måske skøjtedans? Hmm, de palietter har vist virkelig destraheret mig.

Det, jeg så, var fantastisk, hvad man så end kalder det. Sikke en kropskontrol, styrke og ynde. Og sikke et mod. Smuk dans, vanvittige badutspring (i øvrigt er det nok ikke den helt korrekte faglige term) og masser af selvdisciplin.

Det første par jeg så, havde kun skøjtet i kort tid, da det gik galt. Grueligt galt. Den stakkels kvinde landede forkert i et spring og tog den direkte på enden på isen.

Hun kom lynhurtigt op, tog fat i partnerens hånd og dansede videre, næsten som om intet var sket. Ikke overraskende lavede de begge adskillige flere fejl ovenpå dén start. Men man kunne ikke se det på dem.


Deres mødre kunne sikkert – synes mødre har en evne til den slags.

Men jeg så intet, heller ikke da de var færdige, var der andet end store smil og stolthed. Og så lige en stor krammer fra en trænerlignende person, og der var nok noget ked-af-det-hed der, tænker jeg.

Jeg forestiller mig, at de har trænet sikkert hele livet til lige præcist dette. Og så er det svært at forstå, at hun ikke bare slog en knytnæve i isen og skred, eller at han ikke rakte hænderne mod himlen (altså loftet i skøjtehallen) og bandede bare en lille smule. De blev ved og ved, selvom de må have været helt klar over, at der ingen medalje ville være til dem nu. De smilede og de sprang og de løftede og de gjorde deres bedste. De blev bare ved.

Hvorfor gjorde de mon det, tænker jeg. Og får faktisk ingen svar.

Jeg har ingen tal på, hvor mange gange, jeg har haft lyst til at slå en knytnæve i isen, række hænderne mod skøjtehallens tag, bande og bare skride. Men det kan man jo ikke. Når det handler om livet, er der ingen andre steder at gå hen (andet end det ene, hvor jeg ikke vil være endnu). Der er ingen øde ø at gemme sig på, ingen træhytte, som ingen andre kender. Der er bare familie og vaskteøj og arbejdet og terminer og studiegæld og beskidte tallerkner, nullermænd og kun én rulle toiletpapir tilbage.

Indrømmet, der er også kærlighed og børnekram og et køligt glas hvidvin i aftensolen. Men indimellem er det som om, der bare er alt det andet. Og det er på en mærkelig måde måske også det, der er med til at holde fast i én og blive ved. Hvem ved.

Hvis man er heldig, og det er jeg, så kommer man til det kølige glas vin med Manden i den lune aftenbrise, så man kan holde fast også næste gang, man faktisk ikke har lyst til at holde fast.

Men hvordan holder man mon fast i at blive ved,  når man faktisk kunne give op?

Og nej, måske kan de ikke bare skride, for vi holder jo allesammen øje og det ku’ jo være, man alligevel fik en medalje med. Hvem ved, hvor meget de andre fejler? Men for pokker da! Tænk sig at kunne at blive ved alligevel, når man må være så fyldt af frustration, skuffelse og trætte lemmer efter umenneskelig meget træning og afsavn.

De fik for øvrigt ingen medalje.

 

Når voksen-kedelig bliver bekæmpet af karatezombier (og fin natur)

Egentlig skulle vi bare lige op i byen og købe lidt urtemedicin i drømmen om, at det ku’ redde os fra bare lidt af al det sygdom, vi har været igennem her i efteråret. (Jeg skal nok sige til i øvrigt, hvis jeg finder et vidundermiddel, som rent faktisk virker.) Heldigvis blev det så til en tur med gakkede gangarter, karatezombier, skønne sange om højre- og venstrefødder og så smuk og lidt grim natur.

Turen startede dog lidt mere kedeligt ud, da Moren ikke rigtig kunne stoppe med at have travlt med at få Mindstebarnet i tøjet efter en helt fantastisk skøn lørdag-morgen-formiddag-og først på eftermiddagen i nattøj og fri leg.

Vi bor bare 15 minutters gang fra butikken, og der var halvanden time, til de lukkede.  Alligevel kunne jeg hverken se det sjove i, at bukserne skulle tages på i soveværelset, blusen i gangen og strømperne på eget værelse, eller at der midt i det hele skulle være plads til 3 kolbøtter i sengen. Først da jeg fik set i mindstebarnets øjne, mens jeg hørte min egen sure (og helt vildt kedelig-voksne) stemme, vågnede jeg op og tog mig sammen til at forsøge bare at være.

Er det i øvrigt ikke mærkeligt, at man kan gå direkte fra nattøjs-hygge til kedelig og voksen-travl?

Det var midt på vores bare-at-være-tur, at vi faldt over knopperne og svampene her. Smukke knopper og lidt grimme svampe, som vi blev enige om, inden vi fortsatte vores karatezombiegang.

Klik og se:

Linjer i livet

Lige linjer. Fine linjer. Linjer fra A til B. Zigzag-linjer. Rette linjer. Snørklede linjer. Arkitektoniske linjer. Rene linjer. Naturlige linjer. Linjer, der skærer igennem landskabet. Linjer, der tager pusten fra dig. Skrå linjer. Buede linjer. Linjer, der skærer hinanden. Linjer, der ikke ligner linjer. Linjer, fyldt med ord. Tomme linjer. Uendelige linjer.

Her er lidt linjer fra mit liv – husk i øvrigt gerne at trække vejret helt ned i maven.

 

 

Umm. Efterår!

Efteråret er helt klart min yndlings-årstid. Ikke bare fordi, det er her, jeg har fødselsdag (umm lagkage!) Men også fordi efteråret bringer de smukkeste farver og mønstre med sig. Så smukke, synes jeg, at de slår selv forårets fine og nærmest skrøbelige lyse farver.

Efteråret er fuld af sanselighed og dramatik og ligesom en moden overlegenhed, som ved, at livet ikke bare er lysegrønne enge, men også er udfordrende og problemfyldt. Og ærlig talt, er foråret ikke også bare så kønt, fordi det er så længe ventet efter et laangt efterår (ja, man kan trods alt også få nok af våd og kold sanselighed) og en mørk og vådere vinter?

Her er et lille stykke af efteråret, som det ser ud lige nu i vores lille have.

(Er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for farver og mønstre og drama!).

Læs videre Umm. Efterår!

Træt, brugt og OK

 


Jeg er træt, og jeg er brugt, men jeg er nu også godt fyldt med Kæmpeflip  fra Lidl. Og de tre ting sammen er faktisk slet ikke så dårlige… Det føles faktisk rart at være mig lige nu. Om jeg har trøstespist mig til den her følelse, eller om den kommer af den gode snak med husbond om stress og pres og den der tunge tyngde, der nogen gange kan være inde i én, det ved jeg ikke. Ja, jeg er faktisk også ligeglad, for den gode følelse er der, og det har jeg tænkt mig at acceptere fuldt og helt.

Nu skal jeg bare lige regne ud, hvordan jeg rejser mig fra sofaen, kravler op af trappen, får min dovne hjerne til at sige til mine dovne hænder, at ja, du skal rent faktisk børste tænder i dag også. Så skal alt tøjet bare smides i en bunke og så er det ned under dynen og bare sove. Ja, mere skal der jo ikke til. Så det gør jeg nu. (Gudskelov, at jeg ikke også har makeup, der skal af. Bliver så træt bare ved tanken)