Kategoriarkiv: Pauser

Mere ro og ro på. Tak

Der er stadig lidt behov for pauser og at trække vejret helt ned i maven for øjeblikket i det lille hjem og måske allermest hos mig.

Og så er der ikke noget ret meget mere fantastisk en en tur i skoven.

Hvis du også har det sådan, så tag med mig ud i skoven. Du kan jo starte her og så tage ud i din egen, når det altså passer ind i det hele.

Husk: Mere ro og ro på. Altså lige bortset fra, at du skal skrue helt op for lyden, når du ser videoen. Men ellers er den go’ nok. Mere ro ik?

(Den gemmer sig her under play-knappen)

liv og død og pæoner i haiku

Jeg har netop skullet sige farvel til 2 mennesker, som jeg har holdt meget af på hver sin måde.

Det ene farvel kom som en trist lettelse oven på et svært sygdomsforløb, mens det andet er kommet som et uforståeligt chok.

I denne uge er Etonmess derfor et forsøg på et lille stop i tiden. En lille pause til at trække vejret helt roligt og helt ned i maven og minde mig om og forlige mig med, at en del af livet er også døden. Og at sådan det være:

Genglæde, hækling og selvfedme

Og nødhjælp.

Det er hvad, du finder på bloggen i denne uge.

Måske er du ikke selv den store hækler, men derfor kan du sagtens læse med her. Både fordi det ikke er så langt, men også fordi du muligvis, ligesom jeg, bliver lidt imponeret over, hvad man dog kan, bare ved at sno en tråd om en pind.

Genglæde: Ny værdi med kærlig tilføjelse

Jeg har det her gamle penalhus, som jeg har brugt til hæklenåle, men som jeg skiftede ud med et nyt, større og helt fantastisk pink et.

Og jeg må indrømme, at godt nok købte jeg det under kyndig vejledning fra Børnene, men jeg kunne med meget stor sandsynlighed have fundet på at købe det alligevel. Så fint er det altså.


Som du måske også aner, har jeg gerne en kuglepen liggende sammen med hæklenålene, for man kan jo altid lige få brug for at notere et antal masker. Og som du kan se, så er de ikke altid lige holdbare de der kuglepenne…

Så må man jo spørge sig selv, om man virkelig kan tillade sig at kassere et ellers udmærket og velfungerende penalhus, bare fordi det ikke har plads til alle ens hæklenåle (ja, det er et problem – hentet direkte fra virkeligheden), ikke er pink eller fordi det har en plet?

Nej!

Så hvad gør man så? Man hækler 2 fine blomster:

Vupti, så lever det igen og er da bare så super fint, hvis jeg selv skal sige det – og det er jeg ikke bange for at gøre (der var selvfedmen).

Og endnu mere vupti, da jeg opdagede, at det lige passer til et garnnøgle og en nål, så jeg altid har nødhjælp, når jeg sidder i et tog eller en bus på vej hjem fra arbejde og bare lige har brug for at lade fingrene arbejde og hjernen slappe af.

Det passer lige med, at der kan være ét garnnøgle i og sådan ét giver sådan cirka en vaske- eller karklud, det fylder næsten ikke i tasken, jeg behøver stort set ikke at tænke og så kan det færdige produkt sikkert altid bruges af nogen.

Og nogle gange er det lige, hvad jeg har brug for. Bare at give slip og lade et øjeblik gå. Og så er det jo dejligt med lidt hurtig nødhjælp i tasken.

Og dermed blev det altså til genglæde, hækling, selvfedme og nødhjælp på bloggen i denne uge.

Find linket til opskriften og andre gode blomsterideer her

Jeg sagde et stjerneskud!

Er lige nu midt i, snart igennem, lige ved og næsten, netop kommet fra start – eller hvor jeg nu er, i én af de perioder af livet, som tærer lidt ekstra på batterierne.

Men midt imellem at stå og skrige ind i et håndklæde og have noget lavere tolerancetærskel over for omverdenen, aner jeg nu alligevel lidt håb. Nemlig, da jeg opdagede, at jeg stædigt holdt fast i, at det stjerneskud, jeg lige så, altså var et stjerneskud og IKKE bare et charterfly på vej til Mallorca.

Det må da være et positivt tegn, som viser, at der stadig er lidt optimisme tilbage.

Jeg. sagde. et. stjerneskud. OKAY?!!

Træer er som skyer!

Vidste du det allerede godt? At træer er som skyer?

Jo jo, det passer!

At ligge på en blød græsplæne og kigge op på skyerne og finde kattehaler, kaffekander og flyvende løver er simpelthen noget af det, man gør alt alt for lidt.

Hvis ikke det er noget af det mest vidunderlige, man kan gøre, især mens solen varmer kroppen og en svag brise kæler for dine kinder, ja så ved jeg det da virkelig ikke.

Okay, lige nu er det måske ikke som sådan årstiden for den slags, men bare rolig! Nu har jeg nemlig en løsning, som kan udføres helt uden at få våde, kolde klamme græspletter på ryggen.

Træer! Især skønne knudrede træer. Se selv:

Jeg har faktisk slet ikke tid til det her

I denne uge er der altså ikke rigtig noget indlæg på bloggen.

Jeg har haft nok at lave, så jeg har virkelig slet ikke haft tid til at skrive herinde. Jeg læser nemlig. En bog!

Og det har været vidunderligt. Hvert eneste ledige øjeblik er blevet brugt på at dykke langt ind i en helt anden verden. VIDunderligt.

Dér har jeg ikke været i mange år, så jeg har virkelig nydt det. Helt ind i sjælen. At liste væk og kravle forsigtigt ind et andet sted. At blive opslugt af bogstaver og ord og sider, der krøller.

Det er forresten denne her: “Brit-Marie var her” af Fredrick Backman. Kan kun anbefales (kommer vist nok også som film lige om lidt, så jeg er vist ikke den eneste, der har opdaget den).

Og så fik jeg da endelig også noget at bruge én af mine ellers så ubrugelige kvaster til: Et bogmærke (ret heldigt egentlig, jeg elsker nemlig at lave dem).

Se nu der! Nu kom jeg så alligevel til at skrive et indlæg! Det har jeg altså virkelig ikke tid til. Jeg mangler jo stadig 207 sider.

Slut. Prut. Finale. Katten har en hale – og jeg har en bog at læse.

Hej-hej.

Vinterferie i Haiku

Jeg har lige afsluttet en dejlig vinterferie med familien. Den har endda været så dejlig, at den blev til små haiku-digte.

Måske du mindes de små japanske digte fra din skoletid? Hvis ikke har jeg hentet lidt visdom fra wikipedia her:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Og jeg sprænger måske nok et enkelt kriterium eller 2, men jeg synes bare det er en sjov lille måde at se på verden på, så forhåbentlig vil du kunne finde dig i mine sprængninger og alligevel læse med:

Haiku nr. 1

Åh pandekager 
Med syltetøj og sukker
Vinterferie!

Haiku nr. 2

Nattøjet er på 
Men det er jo ikke nat
Vinterferie!

Haiku nr. 3

Sygdom, feber, snot 
Det gør skam slet ingenting
Vinterferie!

Haiku nr. 4

Brors kobberbryllup
Vækker med sang og kaffe
Vinterferie!

Haiku nr. 5

Venners kærlighed 
Tid til snak og ro og vin
Vinterferie!

Haiku nr. 6

Fejre fødselsdag 
10 år og stor og lille
Min familie!

Og så er det jo ikke engang første gang, jeg kaster mig over de små fine (og stakkels?) haiku-digte. Læs et andet forsøg her: Ugen i haiku

Lille vilde (hækle-)hjerne

Jeg har hovedet fuldt af ideer. Af bløde, farverige mønstrede hæklede ideer.

De vrimler bare rundt som en tosset garnnøgle derinde og kræver at blive prøvet af. Nægter kategorisk – med armene stædigt over kors, at lægge sig på en hylde og vente på, at det bliver deres tur.

MÅ bare mærke efter

Du tror måske ikke, det er noget? Så er det bare fordi, du ikke er mig. Hvilket jo nok heller ikke kommer som en overraskelse. Altså at du ikke er mig.

Men når man er mig, er man også nødt til at prøve det af og mærke efter. Er det nu også så blødt, som jeg tænker? Fungerer det nu også så godt med de farver, det hæklemønster eller de garntyper?

Og det betyder så, at jeg har gang i flere forskellige ideer lige nu. 4 styks ideer faktisk. 2 tæpper, 1 halstørklæde og 1 sjal.

Er det i virkeligheden et lille billede af min hjerne?

Og så er der jo alt det andet

For ikke at tale om de andre projekter, hvor jeg har forelsket mig i et tæppe inspireret af marokkanske fliser bestående af mindst 119 forskellige små felter (mindst!!) Eller den poncho med farveskift, som Mindste-barnet har forelsket sig i.

Men det gør ikke noget. Jeg elsker at kunne skifte mellem flere ideer (og mellem drømme er det jo også). Mellem farver, fornemmelser og følelser. Og så har jeg jo ikke noget, jeg skal nå.

Sker der lidt derinde?

Faktisk, så når jeg altså også noget indimellem. Ponchoer til Ungerne, sjaler til julegaver og par karklude. Så det er måske ikke tossede garnnøgler det hele derinde….

Det er Vinter

Et lille digt til årstiden:

~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~

Jeg higer og søger.

I jakkelommer og i dametasker.

I skuffer og skabe.

I baglommer og forlommer.

I rygsækken og i den lille fine håndtaske fra julefrokosten.

Under sofaen og i de glemte sager bag kommoden.

O’ læbepomade, hvor er du?