Kategoriarkiv: Livet

Verdens mindste coronaoverlevelseshack nr 2

Tilbage i februar gav jeg verdens mindste corona-overlevelseshack, men nu er den altså gal igen. I hvert fald for mig.

Jeg er så træt. Træt af corona, af usikkerhed, utryghed og uvished. (Har du selv andre “u-noget” som du er træt af, så sæt dem endelig ind her.)

Derfor har jeg nu fundet et nyt corona-overlevelseshack, der skal hjælpe mig igennem.

Og nu får du det altså også. Og så bestemmer du helt selv, hvad du vil bruge det til.

Verdens mindste coronaoverlevelses-hack nr 2:

Kig efter mennesker, der smiler.

Når du kører gennem byen. Sidder i bussen eller venter på stationen. I køen eller over på den anden side af vejen.

Og de behøver slet ikke smile til dig.

Lad dem smile for sig selv, mens de ser ned i mobilen.

Eller tænker på noget sjovt, som kollegaen/kæresten/naborn/barnet/ekspedienten sagde.

Lad dem smile til hinanden.

Eller til sig selv i spejlbilledet i butiksvinduet.

Lad dem smile af noget, som du slet ikke ved, hvad er og glæd dig lidt over alt det, som du slet ikke ved, men som alligevel er der.

Find Verdens mindste coronaoverlevelseshack nr 1 her:

Fugle på tur

Efteråret og den mørke tid har overtaget kalenderen.

Det kan jeg godt lide.

Det er de brune blade. De mange ukendte orange nuancer. Træerne, der skifter udseende dag for dag. Blæsten, der får bladene til at danse (og ørene til at blafre af kulde).

Og så er der fugle på tur.

De er åbenbart ikke allesammen taget afsted endnu.

I hvert fald så jeg den anden dag det flotteste syn over byens tage. I hundredvis og i cirkler om sig selv i hver deres individuelle dans om hinanden.

Så fascinerende, at jeg helt glemte at finde mobilen frem og tage et billede (det er så ulempen ved at leve i nuet – heldigvis sker det ikke så tit…)

Da jeg heller ikke kan tegne, må du nøjes med mine ord til at skabe dit eget billede:

I cirkler over tagene.

I sværme, der fylder himmelen ud.

Små sorte brud på den så perfekte blå flade.

Danser de en dans med en usynlig partner til lydløs musik.

Tankestrøm

Kom med ind i en strikkers drømmers hoved og følg med ned af strømmen, når maskerne rigtigt tager fat i denne autentiske indre dialog fra en ikke nærmere defineret kvinde (hvis identitet dog er redaktionen bekendt):

Aj, det er lækkert det her garn. Skønt at have mellem fingrene. Det bliver dejligt at arbejde med. Det er bare skønt med et stort projekt som den her vest med så fint et garn. Det er jo mange timers arbejde i lækkert og blødt selskab. Men hvor bliver hun glad mindstebarnet.

Lortegarn! Vikler sig ind i alting. Fnuldrer da hele tiden. Hvorfor har jeg overhovedet kastet mig ud i det her sindssyge projekt?!?

Men hvor er det fint. Og mærk lige, hvordan det føles mellem fingrene. Og det er da så flot i farven.

Og sikke et nemt mønster. Det glider jo nærmest bare af sig selv. Jeg behøver slet ikke følge med. Mine fingre gør det jo selv.

Stop. Stop. Stop. Fejl, for 7 omgange siden. Aj. det ser man jo ikke. Jeg fortsætter.

Sjit. Man ser det. Okay. 12 omgange at pille op.

Åndssvage mønster altså. Det laver jeg aldrig igen.

Uhh. Det garn er godt nok lækkert, hva?

Nu kører det. Med den her fart, er jeg da færdig i morgen aften. Ja, der er nok bare lige 2 Netflix afsnit tilbage, før den her vest er færdig.

Tjekker lige opskriften – gider jo ikke pille op 2 gange. Så dum er jeg alligevel ikke.

Godt nok. Jeg har styr på. Måske jeg sku strikke én til størstebarnet bagefter? Ja, det gør jeg. Det går jo hurtigt det her. Kører nærmest af sig selv. Hvor er jeg go’. Koncentrerer mig og tjekker løbende. Godt nok Mette.

Og hvad med niecen? Måske vil hun også have én? Men hvilken farve mon?

Stop. Stop. Stop! Der er fejl igen. Møg-hjerne. Møg-opskrift.

Jeg piller op. Nu skal jeg bare lave den her færdig til mindstebarnet og så ser jeg aldrig på det garn og den opskrift igen. Det er slut. Vi er så færdige du og jeg!

Nej, se nu. Jeg er næsten færdig. Nu går det godt. Så slemt er det jo heller ikke. Faktisk er det jo meget zen, sådan at sidde og pille op og starte forfra. Altså bare at være lidt i øjeblikket. Der er jo heller ikke noget, jeg skal nå, vel?

Måske jeg alligevel skulle lave en til størstebarnet. Og niecen. Ja, både til den store og den lille. Ærgerligt den ikke er i voksenstørrelse den her. Det kunne være sjovt til mig selv. Og hvad med Veninden? Aj, det ku’ være fint. I marineblå måske? Det ville være flot.

Hov, der mangler jo 3 masker? Hvordan ku’ det ske? Helt ærligt mand! Nå. Jeg piller op. Du ved, zen og alt det der…

Slip åkanderne løs!

Har du brug for lidt hverdags-zen? Så er det nu du skal slå til.

Sæt dig godt til rette. Måske med en velduftende te eller kaffe, lidt god baggrundsmusik, som hjælper dig til at slappe af.

Nu er lyset vel ikke for skarpt? Skal du have en pude i ryggen?

Sidder du godt? Godt.

Så kig godt på billedet her. Nyd det lidt,bare fordi du kan. Og giv så hjernen lidt fri og tæl åkanderne. Bare giv slip på verden i få minutter og tæl efter.

Når du er færdig med at tælle dem allesammen, kan du tælle de gule og til sidst så tæller du kun dem, der er grønne. Og tag så hele bunken igen. Bare sørg for, at du ikke husker, hvad du nåede til, for det er jo slet ikke vigtigt. Vil du love mig det?

Gå på opdagelse

Jeg havde den fineste udsigt på en togtur hjem fra arbejde for nogle uger siden.

En udsigt så fin, som kom den direkte fra et guldaldermaleri. Tænk sig at have den slags billeder i fingrene!

Det har jeg desværre ikke. Men ikke desto mindre kan jeg jo så nyde det på turen alligevel og så endda gemme lidt og dele det med dig bagefter ved et godt gammeldags nymodens fotografi.

Værsgo. Og prøv at zoome lidt ind i billedet og gå på opdagelse midt inde i de mange bløde skyers mange hvide lag og mal med dine egne penselstrøg.

En helt igennem vidunderlig beskrivelse af svesker

Svesker, tænker du måske? Altså i det helt vilde tilfælde, hvor du faktisk er fortsat med at læse videre på trods af overskriftens beskrivelse af denne uges blog.

Jeg tænker i hvert fald, at det ikke nødvendigvis er alle, der har tænkt “Nææ, svesker – det må jeg da lige se mere om“.

Men altså, omend du nu er gået videre optændt af nysgerrighedens lune flamme eller du bare har tænkt “Åh nej, Mette, hvad har du nu rodet dig ud i” eller “Aj, skal jeg da virkelig læse om svesker, bare fordi jeg én gang har sagt, at jeg altid læser bloggen?“, så skal du da have forløsningen i form af den nu så omtalte beskrivelse.

Det har du fortjent.

Er du klar?

Det kommer her:

[Svesker] “er en umild grøntsag (frugt kan de ikke kaldes), seje som en gniers hjerte og udgydende en væske som kunne stamme fra en gniers åre, hvis han havde nægtet sig selv vin og varme i firs år og endnu ikke givet til de fattige”.

Er den ikke fantastisk?

Læs den lige igen. Det skylder du dig selv. Lov mig, at du gør det.

Har du gjort det? Den er også skøn anden gang ik?

Den er fra “Eget værelse” af Virginia Wolf. En bog, som jeg har forsøgt at læse cirka 27 gange, men den er simpelthen så krøllet, at den kræver mindst én efterårsferie at komme igennem.

Denne gang er jeg nået til s. 34 og hele vejen igennem kapitel 1 – og altså til dette skønne billede af en sveske. Og det har været alle de andre 26 trætte gange værd.

Tænk sig, at en sveske kan give anledning til så fantastisk en tankerække! Jeg elsker det. Nægtet sig selv vin og varme i firs år… Vidunderligt.

Nu glæder jeg mig bare til at læse kapitel 2 i min næste efterårsferie…

(Hey. Læs det lige igen ik?)

Den er fra 1928 og udover at tale om kvinders rettigheder, så staver den også svesker med d. Men det gør man altså ikke mere. Altså staver svesker med d.

Træt efterårs-mandags-haiku

Der er, som overskriften siger, trætte haiku på bloggen i dag. Om efterår og om mandag.

Så sæt dig godt til rette, inden du kaster dig ud i en af denne uges pauser.

Du skal ikke noget.

Du skal faktisk bare næsten ingenting i et lille øjeblik.

Værsgo’.

Regnvejr udenfor.

Våde sko med kolde tæ’r.

Dumme DMI.


Udenfor er blæst.

Og iskoldt gulv herinde.

Dumme gamle hus.


Jeg er skidetræt.

Åh mandag eftermiddag.

Jeg må ha’ kaffe.


Jeg er stadig træt.

Kaffemaskinen kører.

Og kaffen har mælk.


Stadig regn ude.

Varme tæer i blødt strik.

Alle laver fejl.


Det blæser endnu.

Men radiator er tændt.

Yndige gamle hus.


Jeg er træt endnu.

Åh mandag eftermiddag.

Kaffe er magi.

Skulle du lige ha’ glemt hvordan det nu er med det der haiku, så kan du læse lidt om det her: http://etonmess.dk/vinterferie-og-haiku/

Intet at se her. Gå videre

Denne uge er der altså pause her på bloggen. Der sker ingenting. Intet. Overhovedet.

Som i ikke en sk..

Ingenting.

Her er helt tomt.

Eller sort? Eller er det helt hvidt?

Hvilken farve har ingenting egentlig? Hmm. Grå mon?

Som tåget og diset?

Eller grumset som Limpopo-floden?

Nå, men som sagt: Der sker nada i denne uge. Nothing. Rien. Nichts. Ei mitään. Niets. Nic. Ingenting (norsk). Ingenting (svensk).

Aj. Tænk sig, hvis nu ingenting er pink? Eller regnbuefarvet!

Se, det havde man nok ikke lige regnet med.

Nå, men altså. Her er som sagt ingenting.

Gå bare videre.