Kategoriarkiv: Livet

Jeg har en sten

Jeg har en sten.

Eller jeg har faktisk en del.

Og her tænker jeg ikke bare på perlestenene i indkørslen.

Jeg har sten fra alle danske strande, jeg har været ved. Mindst en fra hver.

Båret hjem i en bukselomme. I en indkøbspose (jo, nogle gange har man brug for en indkøbspose). Pakket ind i en serviet og lagt nederst i tasken. Eller i en jakkelomme gemt inde i foret.

Nogle pynter i sættekassen i udestuen. Andre i haven i små bunker eller i en urtepotte. Og så er der lige et par stykker, som ligger på bogreolen i stuen og minder om verden udenfor.

Og så er der selvfølgelig dem, der ligger g(l)emt rundt omkring. I et hjørne af en skuffe eller i skabet. I en æske, der ligger i en æske, der ligger i en æske.

Blandt dem, er denne:

Den er ikke rigtigt noget særligt.

Men så alligevel lidt.

For vender jeg den en omgang.

Så sker det her:

Og det her:

Og det her:

Og det her:

Og det her:

Så kan man jo blive helt filosofisk:

Tænk sig, at noget så hårdt kan være så organisk flydende.

Eller 

Tænk sig, at verden ser så forskellig ud, alt efter hvordan man ser på den.

Og det er jo sikkert også meget godt. Men vigtigst af alt: Tænk sig, at man kan finde noget så magisk på en strand i Bogense! Det er da lidt fantastisk.

Igennem labyrinten?

Vi kæmper stadig med og nogle gange mest mod livets udfordringer her i huset for øjeblikket.

Og selvom det også går godt indimellem, så bliver jeg også bare så træt af at skulle rejse mig og hejse mig igen og igen.

Som en følelse af at være fanget i en labyrint fyldt med mure, som jeg kan løbe panden imod og helst lige når jeg tænker, at jeg måske kan ane lyset et sted.

Og så alligevel midt i endnu en hejsning og en hiven op fra gulvet, så fandt jeg mig selv sidde og tegne en labyrint. Koncentrere mig helt om, hvor vejen nu skulle gå. Hygge mig fnisende med et lille sovende selvportræt. Nyde mindet om en sommer, som nok bliver igen.

Og pludselig fik jeg måske endda skabt lidt lys indefra labyrinten, som kan guide mig lidt videre uden om murene.

Det er ikke meget. Og det er ikke vildt. Eller kunst. Det er bare en labyrint. Jeg har tegnet. Og som ikke skal bruges til noget som helst. Men det var et vidunderligt dejligt spild af tid, imens det stod på.

Du skal være velkommen til at tage din egen tur igennem labyrinten her:

3 små røde

3 små haiku-digte om rød. Ingen ved helt hvorfor, men hvad gør det egentlig? Nu er de her jo.

Det er farven rød

Som prikker blødt på min fod

Så jeg smiler

————

Det er farven rød

Som forundrer i sin form

Så jeg lyser op

————

Det er farven rød

Som lydløst kalder på mig

Så jeg finder på

————

De små glæder

Man skal huske at glæde også ligger i de små ting.

Så her er nogle bitte små ting, som er fyldt med både almindelig klassisk dejlig glæde og så ekstraordinær skøn forventningsglæde:

Hvidkål
Tomat
Solsikke
Flere solsikker
Radiser

Nøj, det var alligevel ret klogt!

Det har været en dejlig påske-pause, men jeg er alligevel lidt træt stadigvæk.

Ældstebarnet har været ramt af sygdom, som i flere måneder har givet den lille familie i det her lille gule hus en, lad mig bare sige, udfordrende hverdag uden særligt mange hverdagsrutiner. Der har skullet koordineres arbejde, skole og masser af sygdom, vågne nætter og trætte dage med trætte kroppe og trætte hoveder.

Så jeg er altså træt.

Som i: Træt med træt på. Som i: Træt med ekstra træt på. Som i: Træt serveret på en bund af træthed. Som i: Træt med forkogt træthed. Som i: Indbagt træthed med ekstra fyld af lagret træthed.

Det har jeg åbenbart været før, for jeg faldt over nogle utroligt kloge ord om træthed her på bloggen fra en anden træt gang:

I virkeligheden er det måske mere nogle kloge om, hvordan man bedst lever med trætheden eller pandekage-fladheden, som jeg så poetisk døbte det dengang.

Og så krydser vi fingre for at Ældstebarnet snart er ovenpå igen. Heldigvis går det (langsomt) fremad.

Og husk, når man har sin egen blog, bestemmer man selv, hvad der er klogt og poetisk. Og det er det her altså. Bum.

Heldigt nok! Påsken er reddet

Følger du fast med her på bloggen, har du nok gået lidt rundt om dig selv den sidste uges tid i vaskeægte bekymring over om, det nu alligevel ikke skulle blive påske i det lille Etonmess-hjem (du ved, det der med, at der ikke var noget påske-kylling-påske-hæklet-pynt tilbage, fordi jeg var kommet til at gi’ det hele væk i gaver).

Men nu kan du roligt ånde lettet op. Jeg nåede det! Fik nemlig hæklet 3 små kyllinger og har kun givet 2 væk. Sådan!

Og midt i det hele dukkede 2 små påskeharer så også op. Den ene med en lille vintergæk og den anden med erantis.

Dem skal jeg dog lige have arbejdet lidt mere med, da jeg selv kan blive lidt i tvivl om, det er påskeharer – eller deres mindre kendte fætter: Påske-elefanten?

Men det har været skønt at hækle frem og tilbage, op og ned.

Tælle rundt og skrive op.

Pille det hele op og så starte forfra med en ny idé. For 7. gang.

En fantastisk måde at bruge hjernen uden at bruge hjernen.

Og så må vi jo se om, de stadig er på påske-elefant-stadiet til næste påske…

Påske-krise (af den helt lille bitte mindste slags)

Det er lige gået op for mig, at jeg har givet alle mine påskekyllinger væk sidste år – blandt andet i min store vilde kæmpe mega gækkebrevskonkurrence med hele 2 deltagere (!) (Se hvad du måske gik glip af: https://etonmess.dk/naesten-som-h-c-andersen/)

Nå, men nu er der jo ikke rigtig andet for end at skynde mig at kaste mig ud i nogle nye, så jeg igen kan gå påske-crazy.

Og helt ærligt, så tror jeg, at jeg kan have godt af at dyrke lidt hæklet påskekylling i både påskede og u-påskede farver, sådan som verden ser ud lige nu.

Det hjælper selvfølgelig ikke det store på hverken krig eller sygdom, men det giver da en lille pause og det er også noget værd.

Hvis du også trænger til at tænke på noget andet end virkeligheden et kort øjeblik eller måske bare lige mangler lidt hæklet påskepynt, kan du finde det her: https://etonmess.dk/med-en-lille-fjer-paa/

6 sikre tegn på, at foråret er på vej

1. Jeg drømmer om at indrette haven på ny

Ligesom jeg gjorde sidste år og året før og året før det og… Og hold op hvor den have bare alligevel ligner sig selv

2. Jeg small talker dagligt med, hvad der bare ligner en potte jord, men er så meget mere

Den gemmer nemlig på små tomatfrø, høstet fra sidste års tomater.

3. Jeg tjekker hver dag om, der er nye skud på hortensiaen

Og prøver at huske om man må klippe ned eller ikke klippe ned?

4. Jeg begynder igen at gemme stokken fra aftensmadens spidskål, så de kan gendyrkes

Jo. Det er faktisk en ting. Bare tjek Persilles hjemmedyrk på Facebook

5. Årets første knallertskole-elever er ude på vejene iført deres orange veste

Elsker dem næsten lige så højt som studenterkørslerne – og det er IKKE ironisk ment. Totalt ét af mine yndlings forårstegn

6. Vejrudsigten lover slud og sne midt i alle mine forårsdrømmerier – totalt forår i Danmark

Øv altså.

Aftenro

Den første og vist nok eneste melodi,som jeg nogensinde lærte på blokfløjte tilbage i folkeskolen var denne lille sang:

Stille nu! Hører du,
aftenklokken ringer!
Solen sank, stor og blank,
natten stilhed bringer.

Mand bag plov, fugl i skov
søger hjem til senge.
nu god nat! Sov, min skat,
Sov nu sødt og længe.

(Tekst: Fr. J. Ring Musik: Oluf Ring)

Indimellem kan jeg høre mig selv gå og nynne den i mit hoved. For eksempel når jeg helt uden at vide det træder direkte ud fra Aldi og så lige ind i eventyrland på sådan en helt almindelig onsdag aften:

Og helt ærligt, så lyder det vist nok en del bedre i minderne og i mit hoved end det gjorde og gør i virkeligheden. Men skidt, det er jo mine minder og mit hoved og mit eventyrland, så det er jo mig, der bestemmer.

Skæg du selv sidder på – andres altså

Tilbage i ’18 begyndte jeg på en ny hobby. Jeg begyndte nemlig at samle på skæg. Mange forskellige slags skæg, men med én ting til fælles: Det er det, man selv sidder på. (Man har kun det skæg, man selv sidder på)

Det handler om at samle på sjov og på grin i hverdagen og give mig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.

Nogle gange kan det endda være, at man får sat sig på andres skæg.

Og dét er faktisk heller ikke at kimse ad (faktisk en anden hobby: At udbrede kendskabet til kimseri, men det må vist blive et andet indlæg en anden dag).

Og den anden dag var jeg faktisk så utrolig heldig at nogen havde lagt deres skæg ud til glæde for andre. Heriblandt mig.

Jeg er nemlig så privilegeret, at jeg deler arbejdsplads med et gymnasium. Mit kontor ligger lige ved siden af gymnasiets undervisningslokaler og jeg kan rejse mig fra min computer og et notat til direktionen med kildehenvisninger til Personalestyrelsens Administrative Vejledning (i daglig tale kaldet PAV – og jo vi er altså nogen, der omtaler dette dagligt) og med uddybende bemærkninger i noterne og så gå direkte ud på gangen til teenagere i alle størrelser og stilarter, der diskuterer kærester, ikke-kærester, film, radiantal og hvordan man differentierer og integrerer de trigonometriske funktioner eller det bedste pizza-fyld.

Det, i sig selv, er faktisk ret dejligt skæg at sætte sig på. Også selvom det er andres. Også selvom de virkelig kan fylde virkelig meget og virkelig højt, sådan en gruppe teenagere i forskellige størrelser og stilarter.

Men den anden dag blev mit skæg lige lidt længere og lidt sjovere, da jeg kom ud til dette syn på toiletterne:

Apropos skæg 😉

(Det var vist et billedkunst-projekt)

Den slags må foreviges og deles! Alle kan få brug for lidt skæg at sidde på.

Find mere skæg her;

https://etonmess.dk/?s=Sk%C3%A6g+du+selv+sidder+p%C3%A5+

Du skal være så velkommen til at sætte dig godt til rette på det.