Kategoriarkiv: Livet

Vild med efterårsnatur. Åbenbart

Jeg faldt over den her på vej hjem fra arbejde en dag.

Eller altså jeg gik forbi den. Og fik øje på den.

Var jeg faldet over den, havde den jo nok ikke set sådan ud mere.

Så jeg så den altså. Og ku’ slet ikke få øjnene væk fra den.

Rund. Og smuk. Og hvid. Og hullet og bulet.

Som en kæmpe skumfidus.

Men jeg tog altså ikke en bid.

Jeg så den bare. Og faldt fuldstændig for den.

Blomster i efterår – og pink

Jeg er i gang med et virkelig fint tørklæde. Fyldt med smukke blomster.

Hæklet i hør-silkegarn, som giver en ekstra struktur til det smukke blomstermønster.

Jeg hækler i en vidunderlig efterårsfarve, som lokker med gåture i skoven med varm kaffe hjemme i det lune køkken bagefter.

Jeg glæder mig til at glatte det ud.

Lægge det over skuldrene og nyde det i mange år fremover.

Jeg har været i gang siden sidste sommer.

Jeg er næsten færdig.

Jeg nærmer mig virkelig.

Jeg mangler kun 5 blomster.

Ud af 21.

Så det er virkelig tæt på nu. Med en kop kaffe kan jeg stille og roligt hækle 2 på en aften og stadig være til at tale med. Så måske kan jeg snart nyde det færdige arbejde.

Måske.

Fordi altså.

Nu har jeg jo siddet med det mønster i hænderne nogle gange (mindst 1 år ikke?) og så var det, at der efterhånden voksede nye tanker frem. Tanker og små drejninger, som jeg var nødt til at prøve af.

Og helst i pink.

Så altså.

Nu har jeg lige lagt det fine kendte mønster med dens fine og gennemtænkte og velafprøvede opskrift lidt til side – og jeg havde endda lamineret den, så den kunne holde til at komme med alle steder. Men til side kom den alligevel.

Istedet har jeg taget fat i pink og helt almindeligt-kan-ikke-noget-bomuldsgarn-fra-søstrene-grene og min notesbog og nu må jeg så se, hvordan mine tanker og små vrid og hop ser ud i virkeligheden.

Så fra det her:

Til det her:

Og jeg elsker det. At prøve mine egne billeder af og give slip på andres. Og bare lige være lidt. Et sted, hvor jeg ikke skal noget.

Og hvis det så tager et år mere at få mit fine efterårsfarvede tørklæde færdigt, så ved jeg jo bare, at jeg har noget at glæde mig til. Ik?

Lækre ord

tror jeg, at bloggen og jeg er klar efter sommerens blomster-og-liv-pause. I hvert fald er denne uge uden blomster og liv.

Eller er den nu også det?

Jeg er nemlig faldet over den fineste lille sprogblomst (ahaaa), som har det smukkeste lille fine liv.

Vi synger på mit arbejde. Hver mandag. Her har vi fælles morgenmøde. Og her synger vi. Det lyder som det, nu gør. Blandt andet, men ikke kun, fordi mødet er digitalt med deltagelse fra 3 forskellige lokationer i Danmark, så lyden er ikke altid i sync. Men ærligt talt, ikke kun derfor…

Men sync eller ej, er det en hyggelig tradition, som jeg holder meget af. Også selvom jeg stadig efter 4 år syntes, det kan være grænseoverskridende og skræmmende, når man som jeg, ikke er så vant til at synge højt.

I dag var jeg dog lige ved at gå i stå, imens vi sang. Lige der i starten af vers 5.

Og det var ikke fordi, jeg fnes over vores lille “kanon” eller fordi der var én, der sang ekstra højt, men på den forkerte melodi. Nej, ikke denne gang. Det var fordi starten på femte vers, var så smukt. Så afsindigt smukt og fint.

Det var så smukt, at jeg måtte tage mig sammen for ikke bare at sætte mig ned for resten af dagen og bare smage på ordene og glemme alt andet. Og det ville jo have været ret usmart, ikke mindst da det jo er mig, der tager referat af det morgenmøde.

Så det gjorde jeg altså ikke (man har vel et over-jeg til at have styr på tingene).

Vi sang “Det lysner over agres felt” skrevet i 1915. Og tænk sig egentlig, at så gamle ord i gamle vers stadig findes. De er sunget tusindvis af gange med tusindvis af stemmer. Sunget i kærlighed, ømhed, træthed, vrede, i grin og i gråd. Alene og sammen. Bundet sammen af en sang.

Og ordene i vers fem? De kommer her:

Og bag mig sol og blød mig regn

Læs dem lige. Og læs dem så igen. Mærk dem i din krop. Mærk, hvordan du lige giver lidt mere slip på skuldrene. Mærk, hvordan din tunge krøller lidt for at få det hele med. Smag hvordan, de smager. Mærk dem få liv.

Smukt.

Og bag mig sol og blød mig regn

Stadig sommer lidt endnu 

Selvom arbejdet kalder og skolen er startet, er der stadig lidt sommer tilbage på bloggen i denne uge.

Denne uges sommerpause i Blomster og liv er en stor blomst og et lille bitte liv. Eller en smuk blomst og et lidt mindre smukt liv. Men der skal jo være plads til det hele, uanset størrelse. Også til de små pauser. Og til de store. Til de smukke pauser og til de lidt mere uskønne.

Så værsgo. Ta’ én. Du bestemmer selv størrelse og udseende.

Hej sommer(-pause)

Der er sommer-pause på bloggen også denne sommer. Denne gang med temaet Blomster og liv. Det er bare et lille øjeblik til at gå lidt ned i gear. Og måske bare til at øve dig i at gå lidt ned. Det er også ok.

Denne uges trækken-vejret-helt-ned-i-maven-sommerpause-billede er det her:

Hvad!? Der er da blomster med! Lige omme bagved. Og liv! Det er da mega meget inden for temaet.

Han sad bare lige og var så super sød, vores lille Viggo. Og man er da nødt til lige at kigge en ekstra gang på de øjne der. Og vupti! Der kom pausen helt af sig selv.

Hej lidt mere sommer

Der er sommerpause på bloggen, men du får lige lidt til din egen pause, så du måske får lidt nemmere ved at trække vejret helt ned i maven og nyde din sommer eller din ferie en lille smule mere.

Så her er lidt mere til dig: