Alle indlæg af Meboli

I virkeligheden

I virkeligheden er jeg slet ikke her.

Faktisk sidder jeg jo på en øde ø i en palme-skygge med en bog og en kølig drink.

Og et skib selvfølgelig. For jeg er nemlig ikke fanget.

Jeg kan tage afsted lige, når jeg vil – og være sammen med hvem jeg vil. Og gi’ dem en ordentlig krammer.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

Vi er smuttet, du – mig og min enhjørning

Nogle gange trænger man bare til at flygte. Langt langt væk.

Og det har jeg gjort i denne uge.

Lukket øjnene fra virkeligheden, som godt nok er temmelig uvirkelig lige nu.

For ikke at sige, at den er helt igennem surrealistisk, en smule angst-fremkaldende og rimelig meget skræmmende, når man ser efter.


Derfor har jeg taget en pause fra den (u-)virkelige verden og al dens alvor og flygtet et par timer på ryggen af en smuk og gavmild enhjørning.


Jeg ved ikke helt, hvad man skal med sådan en enhjørning, men så alligevel, hvornår har man egentlig ikke brug for en enhjørning?

Og hvis ikke nu, helt ærligt, hvornår så?

Så kom med, hvis du også vil lidt væk herfra. Find opskriften under billederne, hvis du også står og mangler lidt enhjørninge-magi i dit liv.

Vil du med?

Tag med ud på en lille tur med mig.

Det er så nemt, at du måske næsten ikke tror det, men det bliver godt.

Det eneste, du skal bruge lige nu, er dine hovedtelefoner.

Lyt, gå med og træk vejret helt ned i maven. Ja, så nemt er det faktisk.

En laang tur

En lille bitte tur

Og nu er du klar til at gå din egen tur. Rigtig god fornøjelse.

Kom så. UD i verden med dig!

Færdigt digt?

Jeg har digtet om og videre på mit ufærdige digt fra sidste uges Etonmess.


Nu ser det sådan ud – og har også fået en ny titel:

Dyrenat

Et gåseæg triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre.

En ugle nynner melodisk, imens den flyver i cirkler over mig, inden den lander et sted, jeg ikke kan se.

En ræv med huller i pelsen ruller sig sitrende sammen under en grå busk med tomme bær. Ser mig og ser mig ikke. 

En myre knaser under min fod og støjen løber som et mørkt ekko gennem skoven foran mig.

En hest af havsalt, som splintrer lige foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre.

Var det også sådan, du havde tænkt det?

Læs det ufærdige digt her.

Og hvem ved, måske er det ikke helt færdigt endnu…

ufærdigt digt

Jeg har arbejdet med et lille digt, som godt nok slet ikke er færdigt, men som du alligevel får her.

Jeg tænkte nemlig, at du kunne få lov at digte med, hvis du har lyst? Så kan vi måske senere se, hvor vi hver især ender.
Du bestemmer helt selv, hvad ordenes lyd, betydning og rytmer skal.
Og du er jo meget velkommen til at starte forfra, bagfra eller lige i midten.
Nu er det ikke længere mit. Nu er det vores.

Vinter. 

Blæst. Og træthed. 

En hest af salt, som splintrer foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre. 

Et gåseæg, der triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre. 

Blæst. Og træthed.

….

….

Genglædelig kærlighedsdag

Denne uge er ren genbrugskærlighed. Det er nemlig Valentinsdag på fredag og selvom vi selvfølgelig hurtigt kan blive enige om, vi to, at det er en væmmelig amerikansk og alt for kommerciel dag, så ææælsker jeg den altså alligevel.

Jeg har nemlig besluttet mig for at bruge alle de anledninger, som jeg overhovedet kan komme i nærheden af, til at dele ud af min kærlighed. Og sådan er det. Bum!

Og jeg lader mig ikke begrænse af noget eller nogen – heller ikke af amerikaniseret plastik, produceret i Kina. Kærlighed er kærlighed. Og det er godt at gi’ af.

Så værsgo’: Der er kærlighed på bloggen i dag. Den er godt nok nogle år gammel og altså også lidt brugt, men som alle ved, så ruster gammel kærlighed ikke og så er genbrug jo sundt og godt både for sjælen og for miljøet.

Så klik ind på billedet og få lidt mere kærlighed.

Så altså glædelig dejlig Valentinsdag til dig – jeg ønsker dig alt godt og kærligt.

Har du mon husket at sætte dig på et skæg for nylig?

Jeg har fundet lidt frem til min samling af skæg.

Du ved, ikke så meget den slags, der kradser, men den slags skæg, der får én til at smile lidt midt i al hverdagens rumlerier og brydninger – som der jo kan være mere eller mindre af indimellem. Og så er det, at man bare må give lidt slip og grine lidt – og måske endda trække vejret helt ned i maven…

Her er det skæg, som jeg har været så heldig at sætte mig på for nylig:

  • At løbe på strømpefødder ud i haven midt om vinteren – nej, de kan ikke holde til det og ja, de bliver beskidte. Men det skal man altså ikke altid gå så meget op i.

  • At synge med på en sang, jeg ikke kender. Man skal ikke gå af vejen for lidt trylle-engelsk.

  • At løse en af de der opgaver med find 5 fejl – du ved, dem man lavede som barn. Det er virkelig undervurderet.

  • At lytte til en besked på min telefonsvarer.

Nå, det sidste er faktisk overhovedet ikke særligt skægt at sidde på, men helt ærligt virkelig udfordrende for min tålmodighed. Først trykker jeg mig forbi diverse menuer og derpå kæmper jeg mig igennem meeeeget langsom oplæsning af sted, dato, planeternes placering, farvandsudsigten for Doggerbanke og decimalerne i pi for tidspunktet for beskeden. Indtil jeg endelig når igennem og det viser sig, at det jo var et lommeopkald.

Men måske skal jeg stedet glæde mig over det og blot se det som Mindfullness (altså mindfullness på den hårde måde…)

Der er i øvrigt mere skæg, du kan sætte dig på her. (Og så kommer det jo af den vidunderlige vending: Man har kun det skæg, man selv sidder på og af, at man indimellem bare er nødt til give lidt slip og huske at livet også er sjovt, selvom det hverken er fest eller ferie. )

Åh nej!

Jeg har gjort det igen! Lavet absolut ingenting. Og det endda til ingen verdens nytte.

Ak, ak, ak. At tænke på, at jeg lige har brugt flere timer på noget totalt unyttigt. Masser af tid fyldt med intet andet end dejlig spildt tid.

Jeg har leget med garn og tomme cornflakes- og te-æsker. Og garn selvfølgelig.

Og det har givet mig de her skønne, ja hvad skal man mon kalde dem? Måske skønne dejligheder?

Det har i hvert fald givet de her firkantede dimser fyldt med værdiløs og spildt tid og masser af tænken på intet andet end farver og striber og trækken vejret helt ned i maven.

Jeg brugte endda endnu mere unyttig tid og fik de her helt ubrugelige, men dejlige billeder ud af det:

Hvis du selv skulle få lyst til at spilde tiden lidt, er det altså virkelig nemt. Du skal bare ha’ en tom æske eller stykke karton (til billederne), garn og lim eller tape. Og så vikler du bare. Klipper af og sætter fast. Og vikler igen. På kryds og tværs.

Og værsgo: du har spildt tiden og du har måske slet ikke opdaget det, fordi det har været så dejligt bare at være til i et lille øjeblik.

Og helt ubrugelig og værdiløs spild, er det jo egentlig heller ikke. Du bruger jo gamle æsker, som ellers bare skulle smides ud. Og så kan det jo bruges til billeder og kort og måske gi’ dig og andre et lille smil på, når de går forbi. Og så er der jo tale om ren genglæde og så er det jo noget helt andet.

Du kan læse mere om genglæde her, hvis du tænker “Hvad?!?”

Jeg har i øvrigt gjort det før. Altså spildt tiden. Det kan du læse om her.