Alle indlæg af Meboli

#bareenfase

Vi har været lagt ned af sygdom og arbejde her i den lille familie i den sidste tid.

Derfor vil jeg i denne uge bare minde mig selv og andre, som kan have dét behov om, at det #bareenfase (det er bare en fase – for os over 40).

Ligesom tordenvejr.

Eller efterår på en våd, mørk, blæsende og iskold novemberdag.

10 årige piger, der smugtræner på teenage-alderen.

8 årige piger, der smugtræner på teenage-alderen.

Tørretumblere, der ikke tører helt færdig.

Menstruationssmerter.

Badeværelsesgulv uden gulvvarme på en våd, mørk, blæsende og iskold novembermorgen.

Bumser.

Kantinen, der kører rosenkåls-tema hele ugen.

Trump (vær sød at være en fase)

Tømmermænd.

Kaffemaskinen, der er i stykker. På arbejdet. Om mandagen!

#barenfase!

Dansevise over 40

Der er nogle gange mærkelige, men dog gode måder at blive mindet om livet på. Som når jeg opdager, at jeg går og synger “dansevise”.

Og så kommer i tanke om, at det er fordi, jeg hørte den nynnet i Netto.

Nynnet af en ung mand i en gruppe af andre unge mænd, som jeg inden da egentlig havde dømt ude som lømler (ja, jeg er jo over 40, og så må man gerne bruge ord som “lømler”. Og “Saba”. Som i “dronningen af Saba”. Eller sige “at det går o.p. Op”. Jo, det må man altså godt).

Og hvem ved, måske var de lømler? Bare med en veludviklet musik-historisk forståelse?

I øvrigt var det Netto på en lørdag aften. Hvor de købte ind til en (ritti) god aften og jeg købte ind til næste uges madpakker.

Og håndsæbe. Og opvaskemiddel. Og vaskemiddel. Uden parfume selvfølgelig. Og toiletpapir…

Meeen jeg købte nu også en læbepomade med mentol! Hva-be-har?! (Husk: Over 40 – jeg må godt).

Nu vil jeg gå og synge lidt for mig selv og håbe, at de får en skøn aften.

Og glæde mig over, at det ikke er mig, der vågner med tømmermænd i morgen (for ja, jeg er jo over 40…)

Et solstrejf i en vandpyt
Et lille kindkys af en vind
Og sivet, der nynner
At livet begynder
Sit spind i dit sind
Et sølvfløjt fra en trætop
En svag tagfat-lyd af en kat
En rislen i bækken
En hvislen i hækken
Der si’r, at det ikke mer’ er nat
Dugvåd ligger engen
Jomfru Daggry går til ro
Dagen står puk-kåd ud af sengen
Og går over solens bro
Og os to?
Hvad med os to?
Ja, hvad med os to – dig og mig?
Jeg danser og danser og standser –
Og sanser kun dig
Hvorfor løb du dog din vej?
Kom igen, kom igen
Kom igen, du, min elskede ven
Kom igen, kom igen
Hvor du ønsker det, danser vi hen
Kom, lad os danse
Alt kan der ske
Kom, lad os danse
Lad os danse, lad os le
Et sølvfløjt fra en trætop
En svag tagfat-lyd af en kat
En rislen i bækken
En…

Kilde: Musixmatch

Efterår i græskar-farver

Hvis du har fulgt lidt med på bloggen, så ved du det godt allerede. Men hvis ikke, så skal du da lige vide det – det bør du – det er det mindste, jeg kan gøre: Det er bestemt ikke mig, du skal komme til, hvis du har brug for at læsse halloween-irritation af.

Jeg er begyndt at elske, at halloween markerer efterårets komme, dets mørke og varme og sætter ekstra fokus på, at vi skal huske at fjolle og hygge i hverdagen.

Tænk sig, at man sådan bare lige får serveret en helt legitim grund til at hækle små skøre kulørte edderkopper (fra sidste uge).

Med halloween kommer en butler, sådan nærmest ud af det blå, og som taget ud af Downton Abbey, med et sølvfad i den ene hånd og siger værsgo, vil du ikke ha en undskyldning for at lege?

Og jo tak, det vil jeg da gerne!

Se bare de her små fine græskar:

Jeg har set de mest fantastiske vaskeægte græskar i helt vaske-uægte farver som her hos The House That Lars Built, men det er et projekt, som jeg altså endnu ikke tør kaste mig ud i (og er det overhovedet etisk korrekt overfor græskarene?) så jeg må nøjes med de her:

Og jeg siger med det samme, at du skal heller ikke forsøge dig med noget som helst brok over, at julen starter for tidligt. For tidligt? Hvordan kan jul overhovedet starte for tidligt? Prøv lige at høre, hvad du selv siger. Og spis så en pebernød!

Vejledningen til de hæklede græskar finder du her hos Lrke.dk.

Verdens sødeste halloween-edderkop

Var det noget med verdens mindst skræmmende edderkop?

Her er hun. Jeg tror, måske hun hedder Sofie – eller er det Inger? Nej, det må være Sofie.

Og her er banden:

Og i samlet – virkelig ikke særlig uhyggelig flok:

Opskriften er helt enkel:

Bomuldsgarn i din yndlings-edderkoppe-farve og hæklenål nr. 2,5.

Række 1: Hækl 6 fastmasker i en magisk ring (6 fastmasker).

Række 2: Hækl 2 fastmasker i hver maske (12 fastmasker).

Række 3: *Hækl 2 fastmasker i første maske. Hækl 1 fastmaske i næste maske*. Gentag ** 6 gange ialt (18 fastmasker).

Række 4: *Hækl 2 fastmasker i første maske. Hækl 1 fastmaske i de næste 2 masker*. Gentag ** 6 gange. (24 fastmasker).

Række 5: *Hækl 2 fastmasker i første maske. Hækl 1 fastmaske i de næste 3 masker*. Gentag ** 6 gange. (30 fastmasker).

Række 6-9: Hækl 30 fastmasker.

Række 10: *Hækl 2 fastmasker sammen. Hækl 1 fastmaske i de næste 3 masker*. Gentag ** 6 gange. (24 fastmasker).

Række 11: *Hækl 2 fastmasker sammen. Hækl 1 fastmaske i de næste 2 masker*. Gentag ** 6 gange. (18 fastmasker).

Put fyld i.

Række 12: *Hækl 2 fastmasker sammen. Hækl 1 fastmaske i den næste maske*. Gentag ** 6 gange. (12 fastmasker).

Række 13: *Hækl 2 fastmasker sammen*. Gentag ** 6 gange. (6 fastmasker).

Luk af.

Sy ben af piberensere fast på undersiden og lim øjne fast.

Du kan også brodere øjne på, hvis du er go’ til den slags – jeg er ikke. Men jeg ku’ dog lige klare et kors til en rigtig væmmelig, men utrolig sød kors-edderkop.

Jeg polstrer mig

Jeg polstrer mig til vinteren. For jeg ved, den er på vej. Også selvom man måske ikke lige kan se det. Så ved jeg, at den kommer.

For det gør den jo altid. Kold og blæsende. Iset og hård.

Hvert år selvfølgelig. Men også i livet. Forår. Sommer. Efterår. Og Vinter. Det skifter hele tiden.

Det har været et hårdt år med at holde fast, når mandens arbejde går konkurs, når der skal spares stillinger på arbejdspladsen og når en tæt kollega mister livet.

Lige nu kan jeg mærke overskud og ro. Og det er lige præcis derfor, jeg polstrer mig. For jeg ved jo, at måske om lidt – måske om lang tid, så sker der noget igen.

Noget som igen vender livet lidt eller meget på hovedet.

Og det er bestemt ikke sortsyn og pessimisme. Det er realisme og ærlighed, tænker jeg. For livet er jo op og ned. Og ned og op igen.

Så jeg gør mig altså klar til vinteren. Jeg polstrer mig, så jeg får et lækkert tykt fedtlag at stå imod med. Jeg polstrer mig nemlig med ro og varme, relationer, venskaber og kærlighed.

Jeg bygger op, så når svære tider kommer, så er jeg klar. Så har jeg nogen at tale med, at grine med og at græde med.

Jeg polstrer mig, så jeg ikke er alene. Og så jeg måske endda også har et ekstra fedtlag at dele ud af, når svære tider rammer andre.

Jeg polstrer mig med varme følelser, ærlige samtaler og glade grin. På den måde forlænger jeg måske endda de gode tider og forkorter den kolde vinter.

Og når den så kommer, den kolde hårde vinter, er jeg tyk og fed på kærlighed og omsorg. Klar til at stå imod og klar til at blive hjulpet igennem.

Polstret.

Se lige mig! Praleri med nål nr 4,5

Beklager, men der er altså pral på bloggen i denne uge. Jeg kan ikke lade være!

For se lige, hvad jeg har haft gang. Det er jeg da nødt til at råbe lidt op om.

Jeg har nemlig lige hæklet denne:

Og så også bare lige en til, nu hvor jeg var i gang:

Og så har jeg endda gjort det i god tid før sommeren! Onde tunger vil muligvis hævde, at det helt omvendt snarere er en lille smule forsinket, hvis man tænker på, at det måske netop lige har været sommer. Men der må jeg bare sige, at jeg nægter simpelthen at lytte til den slags useriøse og over-kritiske pladder. Jeg er ude i god tid – og sådan er det!

Find opskriften her

(måske, kun måske, vil jeg nu se lidt på julens hæklerier – men det er ikke sikkert, der er jo gooood tid endnu – i hvert fald til julen 2020…)

tidligt efterår er

Jeg har skrevet et digt. Om efterår.

Ja, jeg ved godt, at det var solskin og isvafler i sidste uge og i denne uge altså efterår, men det er jo sådan, årstiderne skifter og så må man jo bare følge stille med.

Et digt om efterår er om vinterstøvler, om sjap og træt økonomi. Om vandpytter og regnfrakker og røde paraplyer, med tung regn som løber ned af det våde stof over stiverne, inden det lander i store pytter på vejen.

Et digt om efterår, hvor våde katter ligger i ly under buske, som prøvende og forsigtigt allerede er begyndt at smide de første blade.

Det er om vind, som køler mine kinder, indtil solen får et øjeblik til at varme dem op og minder mig om varmere tider.

Et digt om efterår, er om at løfte fødderne op, når man cykler igennem store vandpytter og glæde sig, når bilernes fart igennem vejens store vandsamlinger ikke går ud over en selv.

Et digt om efterår, er om at starte morgenen med en kop varm kaffe for at veje op for, at man i rent trods går rundt i kolde bare tæer.