Tag-arkiv: Jeg har ikke noget jeg skal nå

Det er okay at have noget, man ikke skal nå

Helt indtil 11. november har der stået oktober på kalenderen her i huset. Sikke noget altså!

Af en eller anden mærkelig grund har jeg jo besluttet, at vi har en meget personlig kalender. Så personlig åbenbart, at den skal være helt igennem udarbejdet af mig med tegninger og månedsoversigt, limrester, skæve kanter og det hele.

Det er så ikke altid, at jeg liiige har nået det i virkelig god tid.  Selvom denne gang muligvis godt nok er rekorden for den slags slendrian.

Men jeg har opdaget noget:

  1. Himlen faldt IKKE ned over øerne på mig
  2. Jeg blev IKKE ædt af en kæmpe ildspyende drage
  3. Jorden åbnede sig IKKE under mine fødder
  4. Mine børn har (tilsyneladende) IKKE taget livsvarig skade
  5. Mine kolleger tager mig stadig lige alvorligt
  6. Mine venner vil stadig gerne tale med mig
  7. Min mand forstår stadig ikke, at jeg ikke kan fylde en opvasker som et Tetris-spil, men synes alligevel, at jeg er sød, når jeg overrasker med nylavet kaffe

Så det ville jeg bare sige, hvis nu du skulle komme til at sætte en masse regler og bør-ting op for dig selv i den kommende tid. Ja, jeg ved det lyder vildt. Hvem ku’ dog finde på den slags?

Men man har set det før her i juletiden. Jeg siger det bare.

Og er du slet ikke typen, der finder på sådan noget med alt for store og høje krav til dig selv, kan du jo altid sige det videre til de andre: Det er ok at have noget, man ikke skal nå…

(Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg faktisk overhovedet ikke sagt noget til hverken venner eller kolleger, så jeg ved jo ikke hvordan, de reelt ville reagere. Men det med den ildspyende drage, den er altså go’ nok)

Hvis du vil, kan du læse mere om min hjemmelavede kalender her Ja! Et helt nyt år! eller her: 1000 gange undskyld forår! Det er min fejl).

Og her er så beviset på, at oktober trods alt også denne gang blev til november:

Hey! Den lille tegnede mand med hatten er tilbage

Jeg har savnet ham. Min lille tegnede mand med hatten, som jeg første gang mødte i toget på vej hjem fra en af de der trætte dage, som arbejdet nogle gange er: Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Jeg har længe tænkt over, hvad han mon egentlig gik og lavede for tiden, men han dukkede bare ikke rigtig frem igen. Indtil jeg en dag simpelthen bare tvang ham frem fra hans skjulested! (Så kan han lære det. Nemlig!)

Jeg satte mig ned og begyndte at tegne ham og bestemte mig så for at se, hvor mange forskellige slags kop-agtige ting, jeg kunne finde på at tegne ham med!

Ja, det giver måske ikke meget mening – det medgiver jeg gerne, men det var sjovt. Og på en eller anden måde var det faktisk nærmest sådan haha-sjovt. Jeg sad i hvert fald og klukkede og fnes lidt ved mig selv og havde jeg haft skæg, havde jeg helt sikkert også grinet i det.

Og jeg er helt med på, at det nok ikke rigtig giver mening (bare så du husker, at jeg godt ved, at det er lidt mærkeligt), men alligevel så gav det mig lige 10 minutters dejlig pause med lidt sjov og ballade i hverdagen. Og jeg var, om ikke kreativ – for det er måske lidt flot sagt, men ihvertfald havde jeg da gang i fantasien og det er jo slet ikke så dårligt, når man er en halvgammel kone med terminer, studiegæld og et hus, der slår lidt revner i murværket (og er det mon virkelig kun huset, der slår revner….?).

Og så blev det også lige til noget med balloner, for hvem elsker ikke balloner?

Jeg har været ude og gå i regnskovens eventyrnat

Egentlig skulle jeg bare en aftentur i Rema efter Ungerne var blevet puttet og handle lidt ind (1 pakke havregryn, finvalset, økologisk, 1 danskvand med citrus, 1 pakke hvidløgsspegepølse og så 1 pakke rugbrød, skiveskåret og med solskikkekerner), men så tog jeg lige en lille omvej ud i regnskoven, nu jeg alligevel var ude at gå:

En kæmpe myresluger på jagt efter natmaden
- eller var det en bunke jord i nogens have?

Hørte lyden af trommer i natten
- eller en stor fed due, der baksede med vingerne imellem træernes grene?

Mødte en 897 år gammel skildpadde, der vandrede igennem verden i sin egen hastighed
- eller måske bare en stor bunke græs, som nogen ikke har fået samlet sammen efter græsslåningens kraftanstrengelse?

Måtte skjule mig for en skorpion klar til angreb
- eller en kommende regnvejrssky på den lysegrå himmel?

Så et smukt langt stjerneskud lande på jorden efter årtiers lange rejse over himlen
- hvis det da ikke var genskinnet fra billygter i en elmålerkasse langs cykelstien?

Og til sidst blev jeg fulgt hjem til min egen provins-virkelighed af en smuk hvid kat, som strakte ben hen over vejen. 


Jeg har SLET ikke noget, jeg skal nå. Se selv

Tidligere i år tog jeg en beslutning. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ikke har noget, jeg skal nå (Jeg har ikke noget jeg skal nå?!)

Det betyder, at jeg ikke længere skal lede efter noget andre steder end der, hvor jeg er. Forsøge ikke at hige efter andet, men at være dér, hvor jeg er – og nyde det. For mig handler det om ikke at stille for mange mål og kriterier op, som skal være opfyldt for, at jeg kan være glad. Den ramponerede udestue og det slidte tapet på toilettet skal ikke være dét, der definerer mit liv. Det skal min titel eller min løn heller ikke være. Heller ikke min vægt eller min evne til at løbe 5 KM på 20 minutter. Og det betyder ikke noget, om jeg har besteget Mount Everest eller hjulpet nyudklækkede skildpadde-unger sikkert ud i vandet.

Hvad skal definere min lykke 
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil tjene penge, kunne sætte mig ud i en lækker udestue med gæster eller en god bog eller endda tabe mig (der er jo også noget med et lidt højt blodtryk), men det skal ikke være den slags, der definerer min lykke. (Og jeg vil i øvrigt vildt gerne prøve det der med skildpadde-ungerne).

Det, der skal definere min lykke, skal være, at jeg har det godt, der hvor jeg er. At jeg (for det meste) nyder det, jeg gør. Det betyder også, at jeg skal tage ansvar og sørge for at jeg så vidt muligt ikke er steder, hvor jeg er ulykkelig – hverken fysisk eller mentalt. Jeg skal ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg mistrives og jeg skal ikke gemme på min mistrivsel, når den er der, men dele den med andre, for jeg ved nu, at jeg ellers ikke kan klare mig.

Mere, højere, længere?
I en hverdag som stadig indimellem er præget af stressens  efterdønninger, blander dage med influenzasyge Børn, vasketøj fra 14 dage, fordi de voksne også selv lige har været syge, sig med dage med overskud i forskellige mængder.

Nogle gange er der overskud nok til at tage sig af andre, til at svare på en venindes lange sms, selv at skrive en lang sms eller måske endda til at ringe til nogen (!), til at tage en legekammerat med hjem efter skole eller til bare at gå en tur. Andre gange til at klippe hækken, vaske gulvet eller stryge den lækre silkeskjorte, som så sjældent kommer ud. Det overskud skal ikke ødelægges af krav til, at jeg skal nå mere, højere eller længere.

Og andre må jo gerne. Hvis bare de er glade, så er jeg glad.  Jeg ved bare, at jeg ikke skal lade mig glide med i strømmen.

At overkomme malstrømmen
At jeg ikke har noget, jeg skal nå, hjælper mig nemlig til at klare mine udfordringer, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi ikke engang livets malstrøm hindrer mig i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er. Det betyder ikke, at jeg altid er glad og ligeglad med de svære tider og nogle gange endda sorg, som livet også er. Det betyder, at jeg har lært, at den kommer. Malstrømmen. Og at jeg øver mig i, at det sådan set er ok, fordi jeg ikke har noget andet, jeg skal nå. Jeg skal kun forsøge at få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut.

Det handler altså ikke om, at jeg altid skal finde den positive side af tingene, slet ikke. Det betyder, at jeg skal passe på mig selv og mine kære lige præcis, fordi verden er så uperfekt nogle dage og det er kun dét jeg skal  nå.

En vidunderlig glimmergrøn påmindelse 
Og nu har jeg fået ekstra hjælp til at huske at passe på mig selv. Vidunderlig glimmergrøn og pink hjælp fra Kritisk Pynt, som har kreeret denne smukke nøglering til mig, som jeg stadig er helt benovet over, er min.

 

 

 

 

 

Og ikke nok med det, så fik jeg også min helt egen pyt-knap med:

Gå endelig på opdagelse i Kritisk Pynts helt fantastiske univers på  facebook her: Kritisk Pynt. Du vil ikke fortryde det, der er fyldt med fede feministiske, skæve og kloge slagord og opråb, som er ekstra gode, når du trænger til at sætte hamsterhjulet lidt på pause. Også selvom det bare er et lille øjeblik. Og så er der selvfølgelig glimmer og pangfarver!

Jeg tager det i mig igen. Jeg har squ et mål alligevel!

Jeg ved godt, at jeg engang har sagt, at jeg ikke har noget, jeg skal nå. Ja, nærmest som et nytårsforsæt (som slet slet ikke var et nytårsforsæt) fik jeg vist sagt noget om, at jeg ikke ville sætte mig mål, men øve mig i bare at være.

Det var noget med, at jeg var så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg  er. Og at “Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.”

(Læs mit ikke-nytårsforsæt her)

Og det er alt sammen også meget fint og rigtigt. Men er det nu også holdbart i virkeligheden?

Jeg har nemlig fået en tanke, som jeg ikke længere bare kan sidde overhørig: Jeg må lære at pifte! Det går ikke længere. Tænk sig, at jeg er over 40 og jeg kan ikke pifte! Det må jeg lave om på. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg hver dag skal øve mig bare en lille smule i at pifte. Så ja, jeg må indrømme, jeg har mål og jeg har noget, jeg skal nå.

Jeg glæder mig allerede til alle de børne-fødselsdage, fællesmøder på arbejdet, klasse- og familiesammenkomster, hvor jeg med ét klart pift får ro på flokken. Nøj, det bliver fantastisk.

Åh ja. Så er der faktisk lige et mål mere, hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har en badedragt med aftagelige stropper. Super smart, når man slikker sol på stranden på Malta, så man undgår hvide stropper på huden (hvis man da så var typen, der blev brun). Mindre smart, hvis man har den på med ungerne i den lokale kommunale svømmehal og forsøger at undgå, at de falder af hægterne ved det mindste svømmetag. Og jeg ved godt, at det er en ualmindelig god ting, at børn ser, hvordan helt almindelige menneskekroppe ser ud, men nogle gange vil man jo alligevel gerne selv kunne bestemme, hvornår den helt almindelige menneskekrop skal vises frem. Så mit andet mål, er at få syet dem fast inden jeg næste gang skal ud i offentligheden med den. Men så må det altså også være nok mål for i år.

Giv dig selv en pause – vær totalt unyttig og skriv et digt!

Jo, jo. Det kan du sagtens. Det er meget nemmere, end du tror. Især fordi det slet ikke er vigtigt, om det rimer, om jamberne holder, om du sætter helt nye standarder for metaforer i beskrivelsen af meningen med livet eller om du dekonstruerer krig og kærlighed. Faktisk er det ikke engang vigtigt om, det har nogen som helst kunstnerisk værdi! For du behøver jo slet ikke at vise det til nogen.

Det, der er vigtigt her, er at du giver dig selv en lille pause og laver noget, hvis eneste produktive værdi er, at du trækker dig selv lidt tilbage fra hverdagens krav om at være effektiv, fleksibel, målrettet og den store jonglør med flere bolde i luften på én gang. Du behøver ikke engang at være den bedste udgave af dig selv eller at forbedre dig på nogen måde. Du skal bare være lidt.

Du bestemmer selv, om du vil sætte det i glas og ramme over kamin-hylden, om det skal på Facebook eller Instragram under hastagget #Semig,#jegløberenmarathon#bagersomenvinderafbagedysten#digtersomShakespearsmuse#mensjegopdragerminebørntildemokratiskeverdensborgere (!) (Men hvis du gør, så sig lige til – det vil jeg se!)

Du kan bare nyde tiden og derefter krølle papiret sammen og se, om du kan ramme papirkurven fra din stol – det i sig selv er nok i virkeligheden sit eget blog-indlæg værd!

Hvis du har brug for lidt igangsættelse, giver jeg gerne lidt hjælp. Find et ord, et hvilket som helst og skriv ned, hvad det får dig til at tænke på.

Jeg startede med “nat” og derfra fik jeg dyne, fryser, sveder, stemmer i natten, den hvide dame og så videre. Som du ser, kan du bare give slip. Der behøver ikke at være noget mønster eller sammenhæng. Bare giv los – husk, det her handler bare om at give dig selv en lille pause – du behøver ikke at vise det til nogen.

Så kigger du på dit papir og ser om ikke der dukker små sammenhænge op alligevel. Brug dine ord til at skabe en lille fortælling. Den behøver ikke at være lang, sand eller smuk. Den behøver heller ikke at handle om dit liv. Den skal bare være.

Det er stemmer i min nat.
Er det børn, der har mareridt
eller er det den hvide dame?
Jeg drikker champagne, fordi jeg kan.
Der er intet fyrværkeri  kl 12 og der er mørkt omkring mig.
Jeg ønsker mig stjerner og drikker champagne, fordi jeg kan.
Jeg fryser under min dyne og drømmer om tusindårsplaneter, som omfavner min nat med bløde stemmer. 

Ønsker mig, at den hvide dame bærer mig i sin favn og tager mine mareridt fra mig.  

Jeg fryser under min dyne igen. 

Hashtag: #Semig#jegharligebrugttidpånogettotaltunyttigt#Holdophvorvardetdejligt

Mere skæg til at sidde på – og grine af

Efter endnu en halv-fladmast uge med bihulebetændelse til Fruen og diskusprolaps til Herren, kan man virkelig godt trænge til lidt skæg, man selv sidder på. Du ved den slags, der kan få dig til at trække lidt på smilebåndet midt i hverdagen:

  1. Sæt dig ved siden af en franskmand, der taler i mobil i toget, bussen eller hvor du nu er og bare nyd sproget!
  2. Eller endnu bedre, find nogen der taler portugisisk og følg diskret efter, mens du lader dit indre sprog-lækkerheds-barometer op.
  3. Og så er der endda noget, som er bedre end det: Sæt dig ved siden af en grinende baby i toget eller bussen, på bænken, på biblioteket  eller hvorend du måske er så heldig at ramme ind i sådan en og bliv lykkeligere på et lille øjeblik.
  4. Find celebrity-look a likes. Den anden dag så jeg for eksempel både Pia Kjærsgaard, prinsesse Sarah Ferguson (hvis du har en vis alder, ved du hvem det er – hende den rødhårede med det skøre tøj, Al Pacino, Madonna, Gulddreng og Harry Potter på under 5 min! (Husk, at de ikke behøver at ligne 100 % for, at legen lykkes)
  5. Køb en masse knapper i byens genbrugsbutik og nyd følelsen, mens du lader fingre glide igennem. Overvej evt. hvad du gerne vil bruge dem til, men mest af alt: Så bare nyd følelsen.

Find mere skæg her: skæg og her: Mere skæg du selv sidder på

(Mærkeligt nok har Ungerne tilsyneladende ikke været syge. Vi har i hvert fald ikke opdaget det…)

Pandekage-flad

Efter en uge med overordentlig ekstra meget gang i den i del af livet som bruges på arbejde, en mand med næsten uhåndterbart ondt i ryggen og så en weekend med 2 syge børn, er jeg ærligt talt lidt flad – ovenpå et par måneder inden da med lungebetændelse, influenza og så lidt af det løse.

Jeg er så flad, at jeg er virkelig glad for, at jeg allerede har besluttet, at der ikke er noget jeg skal nå (andet end at forsøge at have det så godt som muligt, mens jeg alligevel er her. Se mere her: Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)).

Men bare det at forsøge at have det så godt som muligt, kan godt virke helt uoverskueligt, midt i al det fladhed. Og det kan nemt blive fanget og gemt under et tæppe af i virkeligheden fuldstændig unødvendige, men meget højtråbende krav.

En weekend med dårlige nætter med hostende børn med to alt for tidlige morgener med dårligdomme og opkast sætter virkelig sine spor ovenpå en hård uge. Og søndag var tanken om en ny uge nærmest ubærlig. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden at have kunnet bruge weekenden på at lade batterierne op? Tanken tog næsten over og lagde sig netop som et tykt tæppe over bare det at være.

Indtil der pludselig dukkede en helt fantastisk og oprørsk idé op: Jeg nægter at bruge min weekend på at lade op til arbejdet. Det skal ikke være mit fokuspunkt, for min weekend skal være til mig. Den skal bruges på det, jeg nyder (og nogle gange også på at gøre rent) og det skal være,fordi det gør mig glad og giver mig pauser, og ikke kun for at lade op til at gå på arbejde. Og så må jeg klare arbejdet og arbejdet må klare mig, som jeg er.

Og så skete der lige pludselig noget. For min weekend gik fra at være den værste nogensinde til en af de bedste. For jeg havde passet på min familie. På mine børn. Jeg havde været der for dem og jeg havde skruet helt ned for at give dem ro til bare at være syge med ondt over det hele og lidt for meget feber. Og jeg har holdt om og er selv blevet holdt om.

Jeg er stadig flad og brugt og trænger til at få ladet batterierne op. Men det er for mig selv og ikke for mit arbejde.

1000 gange undskyld forår! Det er min fejl

Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det er min skyld.

Snevejret og den sibiriske kulde altså.

Jeg fik først mit kalenderblad for marts måned færdig den 2. marts. Og det må jo uden tvivl være grunden til, at det søde forår ikke har kunne komme igennem til tiden, og at vi derfor har startet den første forårsmåned med snevejr, fygning og sibirisk kulde. Du ved af den slags, der ikke bare giver de almindelig dejlige røde kinder, men istedet de der røde kinder af den stikkende og strenge slags.

Undrer du dig lige nu? Det er fordi, jeg plejer at lave min egen DIY kalender med egne tegninger og ideer:

I år har jeg været lidt bagud på grund af sygdom (Kom så 2018; du kan sagtens nå det endnu! ), men nåede da lige at få fabrikeret januar og februar måned færdig et par dage før månedsstart, men her til marts er det så gået helt galt.

Det var jeg egentlig ok med (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)), men nu kan jeg jo godt se, at det har været en kæmpe fejl, for hvordan kan det skifte til foråret, når kalenderen ikke engang har det første forårsmåneds-kalenderblad?! Men det fik jeg endelig rådet bod på (selvom vi måtte hen til 2. marts), så nu foråret helt sikkert være på vej:

Et styk marts måned til kalenderen i køkkenet ved siden af ugens madplan

For en sikkerheds skyld er jeg også allerede gået i gang med næste måneds kalender-blad. Ja, faktisk er jeg sprunget direkte til maj, da jeg ikke lige kunne finde på et tema til april måned, men til gengæld ingen tvivl havde om, hvad billedet til maj skulle være:

Kom maj du søde milde (fremstillet med præfabrikerede stempler, men prikkerne har jeg da i det mindste selv fundet på)

April plejer også at være én lang aprilsnar med vejret, så lad os bare springe den over.

Så nu tænker jeg, at det ikke kan vare længe før foråret kommer. Jeg har endda også opdateret snoren til kalenderen med et hæklet og meget forårsagtig bånd, så nu har jeg i hvert fald gjort, hvad jeg kan, så er det bare at krydse fingre for resten.

Ja! Et helt nyt år!

Et nyt år er startet og jeg elsker den her tid på året – næsten lige så meget som jeg elsker efteråret (Umm. Efterår!)

Med et helt nyt friskt år foran mig kan alt lade sig gøre, alt er muligt og ingenting er nået at gå galt endnu. Først til næste år ved jeg, at Børnene blev syge 10 dage inde i januar eller at ingen var raske til deres fødselsdage (heller ikke de voksne). Først dér, ved jeg, at den Yngste kastede op i bilen efter 2 timers køretur, bare 5 min før vi var fremme til fætterens fødselsdag. At min veninde blev sygemeldt med stress og jeg selv måtte arbejde med en snert af det i efteråret. At der skulle “effektiviseres” (nedskæres) på mit arbejde. At bilen skulle repareres for mange tusinde kroner eller at sommeren igen bestod mest af regn. Den sidste er jeg dog ved på forhånd at øve mig i efter de sidste par somre.

Det er altså lige nu, at alt kan lade sig gøre, og det gør mig altid så utrolig glad midt i den ellers så kedelige, våde og kolde januar. Mærkeligt nok er det også her, man absolut skal fjerne alle de dejlige lys fra december med den helt og aldeles ubrugelige undskyldning, at det ikke længere er jul! Det er dog den værste og mest voksen-kedelige argumentation, der findes! Det er da her i mørket, vi har brug for lysene. I december har vi jo både julekalender, julegodter og gaver til at holde os oppe. Men i januar har vi bare troen på, at alt kan lade sig gøre – og den følelse må altså så gå an her i mørket.

Men jeg har selvfølgelig ikke glemt min nul-måls-beslutning om ikke at leve i fremtiden, eller hvis jeg bare lige… (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)). 

Derfor sætter jeg heller ikke mål for 2018. Jeg glæder mig bare over, at der er et helt års muligheder lige foran mig. Et helt år til at nyde og overkomme og så nyde igen.

Og sørme om jeg ikke er begyndt at leve i nuet allerede. Hvert år plejer jeg at lave en kalender med egne tegninger og billeder. Ja, jeg sidder endda med tungen lige i munden og tegner felter op til ugedage og det hele. Og jeg kan snart ikke huske længere, hvor mange gange jeg har måtte smide et ark ud, fordi maj måned ikke starter på en onsdag (husk nu for pokker at tjekke inden du går i gang), eller der altså ikke er to den 26. oktober uanset, hvor mange gange, jeg skriver forkert.

Men det gode ved sådan en kalender er, i hvert fald når man er mig, at den ikke behøver at være fuldendt fra 1. januar. Jeg skal bare gerne nå januar inden 1. januar, og så selvfølgelig februar inden den 1. februar, marts inden 1. marts og så videre.

Som regel bruger jeg dog januar måned på at udarbejde alle 12 måneder, så vi trods alt kan planlægge lidt af året her i familien. Af det, der nu kan planlægges altså.

Så i mit lille nu, der er lige nu, har jeg udarbejdet kalenderbladet for januar måned, og det er jeg godt tilfreds med (også selvom den først var færdig den 5. januar). Og senere, så når jeg nok resten. Og ellers kommer årets muligheder, eventyr, diverse sygdom og måske endda sommersol jo alligevel helt af sig selv.