Kategoriarkiv: Jeg har ikke noget, jeg skal nå

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser, Skæg, du selv sidder på

Skæg du selv sidder på – ja, der findes mere endnu!

Skriv en kommentar

Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Derfor begyndte jeg sidste år på en ny hobby: Jeg samler nemlig på skæg. Både på mit eget og på andres. Det handler om at give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.

Her er lidt af, hvad jeg har fået samlet sammen siden sidst:

  • Hvis du sidder udenfor med en kop kaffe og vender din kop i den rette vinkel kan du se himlen i din kaffe. Kan det blive mere poetisk end at have himlen i sin kop?
  • Gå en tur, mens du går i takt til “Posemandens bil”. Du ved den med Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil tog ud en dejlig sommernat i Posemandens bil. Bilen havde ingen hjul og heller intet rat, men det var osse lige fedt, for det var nemlig nat. (Du kan finde resten af teksten her) Den takt passer simpelthen så godt til at gå i, den er nem at huske og så giver den ingen mening. Perfekt!
  • Tag i Leos Legeland og når du stiller skoene i garderoben (man SKAL nemlig  gå i strømpefødder – også de voksne) så lad som om, du ikke udmærket godt ved, at det er dine fødder, der lugter, når en af de andre gæster bemærker en lidt syrlig lugt. Det er sjovt. Tag også endelig en tur i rutschebanen, nu når du alligevel render rundt i strømpefødder, som var du 7 år igen. Du kan ligeså godt få mest muligt ud af det.
  • Syng med på mindst alle 5 instrumenter, når nevøen synger for til mormors fødselsdags (du ved mormor har fødselsdag, og det har hun jo og det er i dag. Mormor har fødselsdag, og det har hun jo dag. Og hør nu her, hvordan vi alle spille vil og hør nu her, hvordan vi spille vil… Og gi’ den så max gas på trompeten, violinen, trommerne, fløjten og elguitaren. Du vil takke dig selv med en ordentlig krammer bagefter! Og tårerne trillende ned af kinderne af grin – og hvor tit sker det egentlig?

Du kan finde mere skæg, du kan sætte dig på her:

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Mig og mit arbejde

Skriv en kommentar

I foråret tog jeg afsked med én arbejdsplads for heldigvis at sige goddag til en ny. Jeg havde efter10 år samme sted brug for at se noget andet hver dag og simpelthen bare brug for at være et andet sted – at se nye græsgange i andre grønne nuancer (og gerne med mindre transporttid end 2 ½ time om dagen…).

Og det har været noget af det klogeste, jeg nogensinde har gjort i mit arbejdsliv!

Ikke fordi, jeg var et forfærdeligt sted med onde chefer og lede kolleger. Jeg tror egentlig, at jeg var et gennemsnitligt sted i det offentlige system med gode dage og halv-dårlige dage, med gode kolleger og med mere irriterende kolleger (som alle også havde deres gode og halv-dårlige dage) og med gode chefer og mere irriterende chefer (som jo også har lov til at have gode og halv-dårlige dage). Som mange andre steder var det hele også blandet med et skønt miks af at skulle nå liiige 10 % mere for 20 % mindre.

Men nej, det var slet ikke derfor, at det var det klogeste, jeg har gjort.

Et job kan faktisk bare være et job (!)

Det, der gjorde det til det klogeste, jeg har gjort i mit arbejdsliv, var at dét at finde et nyt job og sige farvel til det gamle i sig selv understregede, at det bare var et job – og ikke altafgørende for hele mit liv.

Det var bare én type opgaver, i ét type kontormiljø med én gruppe af mennesker, som man faktisk kan skifte ud med noget andet. Ikke at det nødvendigvis er helt let at finde det der andet, det ved jeg alt om om. Men da det lykkedes, tog det ligesom pusten ud af de halv-dårlige dage og de irriterende opgaver, fordi det at skifte arbejdet ud med et andet også des-integrerede arbejdet fra mig, så det blev mig og mit arbejde og ikke mig i mit arbejde.

Det blev til noget, som jeg selv kunne påvirke og ændre på (igen det er nødvendigvis ikke sådan ligetil) og altså noget, som jeg kunne styre og som ikke bare styrede mig. Det var en kæmpe AHA-oplevelse, som jeg stadig lever højt på og som jeg håber, at jeg vil huske, når også det nye arbejde er hverdag.

Kærlighed og kolleger

Men når alt det er sagt, må jeg også sige, at jeg også skulle sige farvel til en gruppe kolleger, som var mere end bare gode – de var fantastiske! Både når man havde gode, men også halv-dårlige dage. Sådan en almindelig tirsdag kunne frokost-pausen føles som om man sad til en 40 års fødselsdag med kølig rosé og god mad i selskab med gamle barndomsveninder med høje grin og kærlig ærlighed. Og hvor har jeg mange gange glædet mig til at komme ind og høre deres overvejelser og løsninger på opdragelse, mand og liv. Det var en helt særlig oplevelse at få lov at være en del af sådan en gruppe et par år.

Kærlighed, kolleger og hækling (ja, hvad ellers)

Jeg kunne ikke tage afsked med dem uden at give dem kærlighed tilbage og den kærlighed blev i min hjerne naturligvis oversat til hæklerier og derefter til hæklede nøgleringe!

Jeg har forsøgt at gøre dem så personlige som muligt. Kan du mon gætte hvem, der fik hvad? (Du kan desværre ikke vinde noget, men du kan få en dejlig velfortjent pause).

Der skal være til:

  • Hende, der dyrker yoga hver morgen (Jep. Hver morgen!) og som aldrig var bange for at kaste sig ud i nyt – eller i hvert fald ofte gjorde det alligevel
  • Den unge elev, der snart flyver videre ud i verden (var det for meget hjælp?)
  • Te-drikkeren, der hver dag bryggede de lifligste teer og hvis hjerne så klogt bryggede videre på konsekvenserne af vores andres helt utroligt gode ideer
  • Katte-elskeren med stort K (og et kærligt og meget klogt hjerte for mennesker også)
  • Hende, den lidt flagrende med det skønne høje grin, som måske indimellem havde det med at glemme, hvor modig hun faktisk var
  • Hende, med det store hjerte og modet til at sætte fingeren på det ømme punkt
  • Hende, der har lært mig at tænke i ro og honningdepoter (og introducerede mig til Svend Brinkman og hans nej-hat)

OBS! Vil du vide mere om honningdepoter og måske lidt om at trække vejret helt ned i maven og tage en pause midt i hverdagens larm? Så læs med her Honningdepoter og pauser

Opskriften på katten, kan du finde her (OBS på hollandsk, men man kan google sig til oversættelsen og den er ikke så kompliceret)
Lotusblomsten er herfra (på engelsk)
Den skønne tekop her (også på engelsk)
Sommerfuglen gemmer sig her
Hatten er egen kreation inspireret af flere forskellige, men basis finder du her (engelsk)
Hjertet og den skøre fugl er fra henholdsvis Hæklet julepynt af Maja Hansen og fra Fin og farverig jul – du selv kan hækle af Lisbet Lücke Larsen.

Den lille tegnede mand med hatten, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser, Skæg, du selv sidder på

Skæg, du selv sidder på – og ikke kan lade være med at grine af

Skriv en kommentar

Nogle dage er virkeligheden altså bare langt sjovere end andre dage. Og  indimellem byder hverdagen simpelthen bare på de bedste grin, dér lige midt i liv og larm og trummerum.

Se her, hvor jeg har fundet noget skæg at sidde på(*) midt i min hverdag:

Når naboen skal flytte og man møder dem om morgenen, mens de er ved at sætte godt fyldte flyttekasser ud i indkørslen og fortæller,  at flyttefolkene lige har ringet og spurgt om det er ok, at de først kommer om en uge istedet for om 2 timer som aftalt – da de har sygdom!
(Nogle gange er skæg sjovere at sidde på, når det er andre, der sidder på det…)

Når man sidder i venteværelset hos lægen, fordi den Yngste skal vaccineres (igen, nogle gange er skæg jo altså sjovere, når det er andre der sidder på det) og lægen kommer ud og skal hente en af de andre patienter ind til konsultation og forsigtigt og meget stille og en lille smule undrende, siger patientens navn ud i venteværelset: Putte?

Når en kollegas barn hader grøntsager så meget, at hun ikke vil spise vingummier, fordi det kunne jo være majs, broccoli og gulerødder forklædt som gule, grønne og røde bamser!

Når jeg åbner på trykknappen på min termokande og lufttrykket får små bitte perler af heldigvis ikke alt for varm kaffe til at sætte sig i mit ansigt – midt i toget og lige efter jeg har pudset mine briller!

 

(*) Når jeg skal have skæg at sidde på, handler det om en tidligere klassekammerats vidunderligt dejlige onkel-agtige udtryk: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Når jeg så lægger det sammen med at nå at nyde hverdagen og nuet (når der altså er noget at nyde) og huske at tage små pauser, så bliver det til at se sig om i verden og grine lidt af og med den og af sig selv.

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser, Skæg, du selv sidder på

Yeah! Ferie

Skriv en kommentar

Jeg går på ferie i dag – og dét skal fejres! Derfor er der i dag en stor konkurrence på bloggen – skynd dig at læse mere!

Hov, forresten, fik jeg sagt, at du ikke kan vinde noget? Som i nada. Nichts. Aller en ski‘?

Ikke andet end en dejlig lille pause til dig selv, hvor du enten igen eller blot for én gang skyld ikke laver noget som helst fornuftigt – andet end måske at give din hjerne lidt fred og ro…

Find 5 skønne fejl i mit ferie-billede – som jeg kan afsløre også pryder juli-kalenderen i det lille hjem (af en eller anden grund laver jeg nemlig selv min egen kalender og det betyder indimellem, at jeg kæmper mig frem måned for måned. Men skidt. Tiden går jo alligevel. Hvis du vil, kan du læse om min hjemmelavede kalender og lidt om at forsøge at nyde det der lidt besværlige liv, når det kan lade sig gøre her: Ja! Et helt nyt år! eller her: 1000 gange undskyld forår! Det er min fejl).

Find 5 fejl (eller i hvert fald 5 forskelle)!

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser, Skæg, du selv sidder på

Ih, hvor jeg dog elsker skæg, man selv gynger på!

Skriv en kommentar

Jeg sprang med den Yngste på gyngen i dag (eller når du læser dette, var det i lørdags – eller en anden lørdag måske – afhængig af hvornår du har fat i bloggen, men det vigtige her er, at jeg sprang på gyngen og det er du nok med på).

Er du da helt vild, hvor den slags kilder i maven. Og i fødderne. Og i nakken. Og i håret. Og over det hele, hvor man da aldrig havde troet, at det kunne kilde – eller rettere sagt: Måske bare helt havde glemt at det kunne…

Og okay sprang og sprang er måske så meget sagt, men jeg klatrede da heller ikke helt forsigtigt op, hvis jeg selv skal selv sige det og jeg gav mig da rimelig fuldt ud, synes jeg. Vi både gyngede med åbne og med lukkede øjne, lænede os så langt bagover at vores hår kunne feje jorden under os (eller i hvert fald lege at vi kunne – og det i sig selv er da sin egen fornøjelse).

Jeg blev belært i at strække benene på de rigtige tidspunkter, selv om at her må jeg nok sige, at det altså er som at lære at cykle; det glemmer man aldrig igen – men det behøvede hun jo ikke at vide.

Vi var også oppe at stå på gyngen og gynge så højt, som vi turde og kom godt ned i knæene, så vi fik masser af fart på og så kilder det altså bare endnu mere, skulle jeg lige hilse og sige. Og derefter skulle vi sætte os ned på gyngen igen i fuld fart og her var Moren måske alligevel lidt en bangebuks…

Men jeg øver mig gerne igen en anden dag – for åh hvor var det bare skønt med skønt på.  Den bedste slags skæg, man selv sidder på og en helt vidunderlig pause – og dem elsker jeg jo også.

Hvis du har lyst til at vide lidt mere om det der skæg, kan du læse mere her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Jeg tager det i mig igen. Jeg har squ et mål alligevel!

Skriv en kommentar

Jeg ved godt, at jeg engang har sagt, at jeg ikke har noget, jeg skal nå. Ja, nærmest som et nytårsforsæt (som slet slet ikke var et nytårsforsæt) fik jeg vist sagt noget om, at jeg ikke ville sætte mig mål, men øve mig i bare at være.

Det var noget med, at jeg var så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg  er. Og at “Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.”

(Læs mit ikke-nytårsforsæt her)

Og det er alt sammen også meget fint og rigtigt. Men er det nu også holdbart i virkeligheden?

Jeg har nemlig fået en tanke, som jeg ikke længere bare kan sidde overhørig: Jeg må lære at pifte! Det går ikke længere. Tænk sig, at jeg er over 40 og jeg kan ikke pifte! Det må jeg lave om på. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg hver dag skal øve mig bare en lille smule i at pifte. Så ja, jeg må indrømme, jeg har mål og jeg har noget, jeg skal nå.

Jeg glæder mig allerede til alle de børne-fødselsdage, fællesmøder på arbejdet, klasse- og familiesammenkomster, hvor jeg med ét klart pift får ro på flokken. Nøj, det bliver fantastisk.

Åh ja. Så er der faktisk lige et mål mere, hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har en badedragt med aftagelige stropper. Super smart, når man slikker sol på stranden på Malta, så man undgår hvide stropper på huden (hvis man da så var typen, der blev brun). Mindre smart, hvis man har den på med ungerne i den lokale kommunale svømmehal og forsøger at undgå, at de falder af hægterne ved det mindste svømmetag. Og jeg ved godt, at det er en ualmindelig god ting, at børn ser, hvordan helt almindelige menneskekroppe ser ud, men nogle gange vil man jo alligevel gerne selv kunne bestemme, hvornår den helt almindelige menneskekrop skal vises frem. Så mit andet mål, er at få syet dem fast inden jeg næste gang skal ud i offentligheden med den. Men så må det altså også være nok mål for i år.

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Åh nej! Nu har jeg igen været totalt unyttig!

Skriv en kommentar

Jeg har igen brugt tid på ingen verdens ting. Som i INGEN VERDENS TING. Og også denne gang, var det helt utrolig dejligt!

Først spildte jeg tiden med at stå og glo på himlen, fordi jeg blev fanget af lyden af hundredevis af baskende fuglevinger og tilhørende skrappen. Hvor var det et helt fantastisk syn og oplevelse at få lov til at være en del af deres flok for et kort øjeblik.

Derefter spildte jeg endnu mere tid, da jeg satte mig og efterlignede fuglenes prikker på himlen i flere forskellige former.

Den tro:

 

 

 

 

Den sjove:

 

 

 

 

Den eftertænksomme:

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet

Farvespil i forsommeren

Skriv en kommentar

Så ser sommeren ud til at være her – i hvert fald lige indtil sommerferien starter og familien her tager afsted på telttur… Men  indtil da er det jo helt igennem vidunderligt at kunne sidde i solen og blive varmet lidt igennem efter den lange våde og kolde vinter – og ikke mindst den del af den, der hed marts og april.

Jeg elsker, når foråret rigtig får fat på vej til at blive til sommer. Så skal haven have en ordentlig omgang. De gamle brune blade skal væk og det samme skal selvfølgelig også de tidlige og små skvalderkål – nå ja, måske er de ikke alle lige små og tidlige efterhånden… Men altså hvem tæller?

Så ser man mig rode rundt under hækken og skrabe ukrudt og sidste sommers visne blade sammen. Og indimellem ryger der måske også en enkelt forårsblomst eller to med, hvis de har været så uheldige at ligne ukrudt. Og skal jeg være helt ærlig, skal der nok ikke så meget til, før det ligner ukrudt – jeg er ikke helt stærk i plante-anatomien. Så står man bagefter der med 5 store plast-sække med diverse og ikke mindst et par forrevet arme efter nærkontakt med hækken, så man virkelig kan bevise, at man har været i haven.

Rifterne forsvinder hurtigt igen, men så kan jeg da altid glæde mig over at have sækkene med haveaffald stående i som regel en længere periode, inden der er overskud til at få kørt dem videre til genbrugsstationen. Her ville nogen måske nok være kørt lidt trætte, men ikke mig. Jeg er nemlig så heldig indrettet, at jeg efter kort tid holder op med at bemærke den slags. Så bliver det bare en del af det liv, der nu er.  Indimellem en klar ulempe, for hvor kan man dog “glemme” meget på den måde, men pyt, for samtidig har jeg jo også besluttet mig for, at jeg ikke skal nå noget som helst andet end at have det godt, og så betyder sådan 5 små sække ikke en s…! (Jeg har ikke noget, jeg skal nå fra 2. januar)

Ja, jeg elsker helt sikkert arbejdet i haven, også selvom det måske godt kan komme bag på mine naboer, at jeg har det sådan. Men skidt, for hvem, var det nu der talte? Ja, jeg prøver jo altså at lade være. Det er helt sikkert.

Udover det vidunderlige ukrudt, er der jo også flere andre gode grunde til at gå i haven: Blomsterne. Lige nu er det vores syrenbusk og pæoner, der lyser op med deres vidunderlige lilla og bordeaux-røde farver og dufte.

Jeg elsker deres flotte lilla og bordeaux farvespil – ikke mindst fordi de tager opmærksomheden fra mine bens vinterblege grå-grønne farvespil – med deres eget lille hint af lilla og bordeaux.

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

12 exceptionelle og helt fantastiske råd som med et snuptag gør dig sundere og gladere (Det passer. Næsten. Måske. Forhåbentlig)

Skriv en kommentar

Du har sikkert også læst, hørt og fattet, at motion er godt. Og at bare en lille, men tjep gåtur her og der gør underværker for dit helbred, din vægt og din mentale sundhed og endda måske meget mere.

Måske har du også erfaret, at det ikke altid er så nemt at komme ud og få den der motion? Fat mod – her kommer nogle gode råd. Når du først har læst dem, er jeg slet ikke i tvivl om, at du ikke vil kunne holde dig indendøre!

Jeg har lige haft fornøjelsen af at være med i “Tæl skridt”-kampagnen, hvor det gjaldt om at gå mindst 10.000 skridt om dagen i 14 dage.  Og hold da op, hvor er det svært at nå derop. Måske især, hvis man som jeg har en pc som vigtigste arbejdsredskab og kører i bil og nogle dage tog for at komme på arbejde. Men undervejs fandt jeg på flere små fif til at lokke mig selv ud på nogle ekstra ture om aftenen, når Ungerne var puttet. Og dem er jeg da absolut ikke for fin til at dele ud af.

Så her kommer 12 exceptionelt gode råd:

1. Den arkitektoniske/nysgerrige

Nyd din bys arkitektur og glæd dig over at andre har meget mere overskud til lige at ordne forhaven eller pynte indgangspartiet med lanterner, blomster, havenisser og bakkeborde.

2. Den hellige

Du kan også gå efter at samle skrald op på din vej. Det vil garanteret kunne få dig op på dine 10.00 skridt. Og mere til.

3. Den visuelle

Der er ikke noget som en tur i aftensol. Farverne får altså en smukkere glød, når solen er på vej ned. Sådan er det bare.

4. Den økonomiske

Du kan også gå efter pant-flaskerne. Hvem ved, hvor mange ekstra lommepenge, du kan få ud af de 10.000 skridt?

5. Den velduftende

Du kan også gå efter duften. Der er næsten altid noget at gå efter – her er det i den lokale park, hvor en pludselig velduft fik mig til at stoppe op og snuse efter. Det var ikke blomsterne her, fandt jeg ud af, men de var alligevel så fine, at de skulle med.

6. Den anden velduftende

Hvor jeg bor, er vi så heldige at have vores egen lille bolsje-kælder, hvor de fremstiller de herligste sukker-fyldte små klumper guld. Og er jeg rigtig heldig, er de midt i deres velduftende arbejde, når jeg kommer forbi. Så strømmer nemlig vidunderlig sukker-sød velduft ud.

7. Den udforskende

Hvis du har det ligesom jeg, er der 1000 små steder i din by, som du ikke kender. Tag en tur rundt og find måske en ukendt oase!

8.Følg årstidernes bevægelse 

Følg med i årstidernes udvikling – også i de små ting.

9. Tulipantræer!!

Jeg tror ikke, jeg behøver at sige mere. Verdens fineste og smukkeste træ i en alt for lille bitte kort periode hvert år.

10. Den modige!

Hvis du ligesom jeg også elsker synet af mælebøttefrø i luften, så har du alle muligheder i de næste måneder.  men vær påpasselig – det er ikke sikkert, at alle er lige så vilde med mælkebøtter som dig og mig!

11. Den irriterende

Du kan også bruge det som anledning til at prale lidt. Læg dine tal på Facebook og gener dine medmennesker mest muligt. I hvert fald nogle af dem. Eller i det mindste én. Medmindre det er noget så langsomt som det her.

12. Den vidunderlige

Tjek aftenhimlen. Så smuk.

 

Skulle du have brug for flere gode råd, kan du finde 3 af dem her: Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Åh forår. Åh solskin. Åh tulipaner og påskeliljer. Åh ukrudt og mælkebøtter.

Skriv en kommentar

Foråret er i gang! Jeg er sikker på, at jeg har set flere glimt af det i den seneste tid og det er jo simpelthen så vidunderligt skønt.

Nu begynder tiden med varme i solen (og tilsvarende overraskende kulde i skyggen). Med dage med sol, hvor man tilsyneladende skulle have husket at give Ungerne solcreme på. Og med dage med manglende sol, hvor man isyedåbenbart skulle have givet Ungerne fingerhandskerne med, hvis man gerne ville have undgået prisen for Årets dårligste Mor.

Åh ja, foråret, den vidunderlige dejlige årstid med påskeliljer, tulipaner og mælkebøtter. Hvor græsset lige pludselig begynder at gro, som om man havde oceaner af overskud til at slå det og ikke er ramt af forkølelser, halsbetændelser, børnefødselsdage og det almindelig liv.

Foråret, hvor tulipaner og små grønne skud i træer og buske heldigvis hurtigt kan tage fokus fra mælkebøtter og andet dejligt ukrudt.

Jeg gik mig en tur i vores lille have i weekenden og nød det der forår og ikke mindst ukrudtet. Se bare her, hvilke mønstre og livlige figurer man kan finde mellem fliserne, hvis man altså er heldig: