Jeg har SLET ikke noget, jeg skal nå. Se selv

Tidligere i år tog jeg en beslutning. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ikke har noget, jeg skal nå (Jeg har ikke noget jeg skal nå?!)

Det betyder, at jeg ikke længere skal lede efter noget andre steder end der, hvor jeg er. Forsøge ikke at hige efter andet, men at være dér, hvor jeg er – og nyde det. For mig handler det om ikke at stille for mange mål og kriterier op, som skal være opfyldt for, at jeg kan være glad. Den ramponerede udestue og det slidte tapet på toilettet skal ikke være dét, der definerer mit liv. Det skal min titel eller min løn heller ikke være. Heller ikke min vægt eller min evne til at løbe 5 KM på 20 minutter. Og det betyder ikke noget, om jeg har besteget Mount Everest eller hjulpet nyudklækkede skildpadde-unger sikkert ud i vandet.

Hvad skal definere min lykke 
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil tjene penge, kunne sætte mig ud i en lækker udestue med gæster eller en god bog eller endda tabe mig (der er jo også noget med et lidt højt blodtryk), men det skal ikke være den slags, der definerer min lykke. (Og jeg vil i øvrigt vildt gerne prøve det der med skildpadde-ungerne).

Det, der skal definere min lykke, skal være, at jeg har det godt, der hvor jeg er. At jeg (for det meste) nyder det, jeg gør. Det betyder også, at jeg skal tage ansvar og sørge for at jeg så vidt muligt ikke er steder, hvor jeg er ulykkelig – hverken fysisk eller mentalt. Jeg skal ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg mistrives og jeg skal ikke gemme på min mistrivsel, når den er der, men dele den med andre, for jeg ved nu, at jeg ellers ikke kan klare mig.

Mere, højere, længere?
I en hverdag som stadig indimellem er præget af stressens  efterdønninger, blander dage med influenzasyge Børn, vasketøj fra 14 dage, fordi de voksne også selv lige har været syge, sig med dage med overskud i forskellige mængder.

Nogle gange er der overskud nok til at tage sig af andre, til at svare på en venindes lange sms, selv at skrive en lang sms eller måske endda til at ringe til nogen (!), til at tage en legekammerat med hjem efter skole eller til bare at gå en tur. Andre gange til at klippe hækken, vaske gulvet eller stryge den lækre silkeskjorte, som så sjældent kommer ud. Det overskud skal ikke ødelægges af krav til, at jeg skal nå mere, højere eller længere.

Og andre må jo gerne. Hvis bare de er glade, så er jeg glad.  Jeg ved bare, at jeg ikke skal lade mig glide med i strømmen.

At overkomme malstrømmen
At jeg ikke har noget, jeg skal nå, hjælper mig nemlig til at klare mine udfordringer, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi ikke engang livets malstrøm hindrer mig i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er. Det betyder ikke, at jeg altid er glad og ligeglad med de svære tider og nogle gange endda sorg, som livet også er. Det betyder, at jeg har lært, at den kommer. Malstrømmen. Og at jeg øver mig i, at det sådan set er ok, fordi jeg ikke har noget andet, jeg skal nå. Jeg skal kun forsøge at få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut.

Det handler altså ikke om, at jeg altid skal finde den positive side af tingene, slet ikke. Det betyder, at jeg skal passe på mig selv og mine kære lige præcis, fordi verden er så uperfekt nogle dage og det er kun dét jeg skal  nå.

En vidunderlig glimmergrøn påmindelse 
Og nu har jeg fået ekstra hjælp til at huske at passe på mig selv. Vidunderlig glimmergrøn og pink hjælp fra Kritisk Pynt, som har kreeret denne smukke nøglering til mig, som jeg stadig er helt benovet over, er min.

 

 

 

 

 

Og ikke nok med det, så fik jeg også min helt egen pyt-knap med:

Gå endelig på opdagelse i Kritisk Pynts helt fantastiske univers på  facebook her: Kritisk Pynt. Du vil ikke fortryde det, der er fyldt med fede feministiske, skæve og kloge slagord og opråb, som er ekstra gode, når du trænger til at sætte hamsterhjulet lidt på pause. Også selvom det bare er et lille øjeblik. Og så er der selvfølgelig glimmer og pangfarver!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *