Kategoriarkiv: Den lille poesibog

tidligt efterår er

Jeg har skrevet et digt. Om efterår.

Ja, jeg ved godt, at det var solskin og isvafler i sidste uge og i denne uge altså efterår, men det er jo sådan, årstiderne skifter og så må man jo bare følge stille med.

Et digt om efterår er om vinterstøvler, om sjap og træt økonomi. Om vandpytter og regnfrakker og røde paraplyer, med tung regn som løber ned af det våde stof over stiverne, inden det lander i store pytter på vejen.

Et digt om efterår, hvor våde katter ligger i ly under buske, som prøvende og forsigtigt allerede er begyndt at smide de første blade.

Det er om vind, som køler mine kinder, indtil solen får et øjeblik til at varme dem op og minder mig om varmere tider.

Et digt om efterår, er om at løfte fødderne op, når man cykler igennem store vandpytter og glæde sig, når bilernes fart igennem vejens store vandsamlinger ikke går ud over en selv.

Et digt om efterår, er om at starte morgenen med en kop varm kaffe for at veje op for, at man i rent trods går rundt i kolde bare tæer.

liv og død og pæoner i haiku

Jeg har netop skullet sige farvel til 2 mennesker, som jeg har holdt meget af på hver sin måde.

Det ene farvel kom som en trist lettelse oven på et svært sygdomsforløb, mens det andet er kommet som et uforståeligt chok.

I denne uge er Etonmess derfor et forsøg på et lille stop i tiden. En lille pause til at trække vejret helt roligt og helt ned i maven og minde mig om og forlige mig med, at en del af livet er også døden. Og at sådan det være:

På et stisystem i tusmørke

Jeg har i noget tid haft flere ord, der har snurret rundt om sig selv i mit hoved.

De har vendt sig, drejet sig og set på sig selv lidt fra siden og lidt oppefra. Nu er de så endelig kommet ud og er blevet til et lille digt, som åbenbart var det, der var meningen med al deres snurren rundt.

På et stisystem i tusmørke, går jeg lige ud og frem. Måske ville jeg lige så gerne gå tilbage, gå til siden eller bare gå i stå. Måske.

Men jeg kan ikke. 

For på alle andre veje ligger halvsovende næsehorn, som ånder røg, når de snorkende trækker vejret. Så jeg bliver, hvor jeg er. 

Fra træernes mørke skygger letter store fugleflokke med vinger tunge af træthed.

Og i opstigningen mod den vågnende sol, ser jeg hvor de, besværet, men vedholdende børster trætheden, mørket og melankoli af vingerne. 

Jeg efterligner dem, mens jeg flyver imellem dem og sammen forbereder vi os på, at det bliver nat igen. 

Kunne du også selv kunne tænke dig at give din hjerne et lille frirum midt i al hverdagen, livet og alt det andet? Så find inspiration til, hvordan du kan komme igang her. Det er overraskende nemt – også fordi du slet ikke behøver at vise det til nogen – det er bare din egen lille pause.

Du kan også finde flere digte her i Den lille poesibog

1000 ord til ét billede

Jeg sad og hyggede mig med farver den anden dag.

Ville bare give min hjerne lidt fri fra det hele og havde derfor fundet x antal farveblyanter i tilfældige farver, som bare skulle fylde ud på et stykke papir. Ingen formkrav, intet formål – bare et frikvarter i farver, som ikke skulle bruges til noget som helst.

Det blev til det her som i sig selv ikke rigtig er noget, men så alligevel måske en hel masse:

I hvert fald sad jeg bagefter og kiggede lidt på det og lod tankerne vandre. Kom til at tænke på, at hvis et billede siger mere end 1000 ord, hvilke 1000 ord skulle mon så bruges om dette?

Det blev til historien om den lille hunreje, som du kan læse her:

Vinterferie i Haiku

Jeg har lige afsluttet en dejlig vinterferie med familien. Den har endda været så dejlig, at den blev til små haiku-digte.

Måske du mindes de små japanske digte fra din skoletid? Hvis ikke har jeg hentet lidt visdom fra wikipedia her:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Og jeg sprænger måske nok et enkelt kriterium eller 2, men jeg synes bare det er en sjov lille måde at se på verden på, så forhåbentlig vil du kunne finde dig i mine sprængninger og alligevel læse med:

Haiku nr. 1

Åh pandekager 
Med syltetøj og sukker
Vinterferie!

Haiku nr. 2

Nattøjet er på 
Men det er jo ikke nat
Vinterferie!

Haiku nr. 3

Sygdom, feber, snot 
Det gør skam slet ingenting
Vinterferie!

Haiku nr. 4

Brors kobberbryllup
Vækker med sang og kaffe
Vinterferie!

Haiku nr. 5

Venners kærlighed 
Tid til snak og ro og vin
Vinterferie!

Haiku nr. 6

Fejre fødselsdag 
10 år og stor og lille
Min familie!

Og så er det jo ikke engang første gang, jeg kaster mig over de små fine (og stakkels?) haiku-digte. Læs et andet forsøg her: Ugen i haiku

Det er Vinter

Et lille digt til årstiden:

~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~

Jeg higer og søger.

I jakkelommer og i dametasker.

I skuffer og skabe.

I baglommer og forlommer.

I rygsækken og i den lille fine håndtaske fra julefrokosten.

Under sofaen og i de glemte sager bag kommoden.

O’ læbepomade, hvor er du?

Jeg har været ude og gå i regnskovens eventyrnat

Egentlig skulle jeg bare en aftentur i Rema efter Ungerne var blevet puttet og handle lidt ind (1 pakke havregryn, finvalset, økologisk, 1 danskvand med citrus, 1 pakke hvidløgsspegepølse og så 1 pakke rugbrød, skiveskåret og med solskikkekerner), men så tog jeg lige en lille omvej ud i regnskoven, nu jeg alligevel var ude at gå:

En kæmpe myresluger på jagt efter natmaden
- eller var det en bunke jord i nogens have?

Hørte lyden af trommer i natten
- eller en stor fed due, der baksede med vingerne imellem træernes grene?

Mødte en 897 år gammel skildpadde, der vandrede igennem verden i sin egen hastighed
- eller måske bare en stor bunke græs, som nogen ikke har fået samlet sammen efter græsslåningens kraftanstrengelse?

Måtte skjule mig for en skorpion klar til angreb
- eller en kommende regnvejrssky på den lysegrå himmel?

Så et smukt langt stjerneskud lande på jorden efter årtiers lange rejse over himlen
- hvis det da ikke var genskinnet fra billygter i en elmålerkasse langs cykelstien?

Og til sidst blev jeg fulgt hjem til min egen provins-virkelighed af en smuk hvid kat, som strakte ben hen over vejen. 


Om at være til uden at være

Jeg har igen været helt og aldeles unyttig og skrevet et digt i frit fald.

Om at være til uden at være. Tror jeg da nok…

 

Uden nede og oppe

I en glasklokke, der ikke kan tegnes,

svæver jeg i tomrum. Som en kvæstet fjer,

holdt oppe af ingenting.

 

Ingen og ingenting kan nå mig, når

alt kan nå mig og alting kan holde mig nede.

 

Det er ikke længere mig. Det er dig.

Det er jer. Og I er ikke længere

mig.

 

Jeg er ikke mig. Længere. Jeg er

bare en fjer uden jer. I et tomt

rum af ingenting og alt.

 

Uden nede

og oppe.

 

Har du lyst til flere digte, kan du finde mine “gamle” her i Den lille poesibog:

Fungerer bedst på PC – er du på mobilen, men hungrer du bare efter flere digte, kan du finde dem her: Den lille poesibog

Giv dig selv en pause – vær totalt unyttig og skriv et digt!

Jo, jo. Det kan du sagtens. Det er meget nemmere, end du tror. Især fordi det slet ikke er vigtigt, om det rimer, om jamberne holder, om du sætter helt nye standarder for metaforer i beskrivelsen af meningen med livet eller om du dekonstruerer krig og kærlighed. Faktisk er det ikke engang vigtigt om, det har nogen som helst kunstnerisk værdi! For du behøver jo slet ikke at vise det til nogen.

Det, der er vigtigt her, er at du giver dig selv en lille pause og laver noget, hvis eneste produktive værdi er, at du trækker dig selv lidt tilbage fra hverdagens krav om at være effektiv, fleksibel, målrettet og den store jonglør med flere bolde i luften på én gang. Du behøver ikke engang at være den bedste udgave af dig selv eller at forbedre dig på nogen måde. Du skal bare være lidt.

Du bestemmer selv, om du vil sætte det i glas og ramme over kamin-hylden, om det skal på Facebook eller Instragram under hastagget #Semig,#jegløberenmarathon#bagersomenvinderafbagedysten#digtersomShakespearsmuse#mensjegopdragerminebørntildemokratiskeverdensborgere (!) (Men hvis du gør, så sig lige til – det vil jeg se!)

Du kan bare nyde tiden og derefter krølle papiret sammen og se, om du kan ramme papirkurven fra din stol – det i sig selv er nok i virkeligheden sit eget blog-indlæg værd!

Hvis du har brug for lidt igangsættelse, giver jeg gerne lidt hjælp. Find et ord, et hvilket som helst og skriv ned, hvad det får dig til at tænke på.

Jeg startede med “nat” og derfra fik jeg dyne, fryser, sveder, stemmer i natten, den hvide dame og så videre. Som du ser, kan du bare give slip. Der behøver ikke at være noget mønster eller sammenhæng. Bare giv los – husk, det her handler bare om at give dig selv en lille pause – du behøver ikke at vise det til nogen.

Så kigger du på dit papir og ser om ikke der dukker små sammenhænge op alligevel. Brug dine ord til at skabe en lille fortælling. Den behøver ikke at være lang, sand eller smuk. Den behøver heller ikke at handle om dit liv. Den skal bare være.

Det er stemmer i min nat.
Er det børn, der har mareridt
eller er det den hvide dame?
Jeg drikker champagne, fordi jeg kan.
Der er intet fyrværkeri  kl 12 og der er mørkt omkring mig.
Jeg ønsker mig stjerner og drikker champagne, fordi jeg kan.
Jeg fryser under min dyne og drømmer om tusindårsplaneter, som omfavner min nat med bløde stemmer. 

Ønsker mig, at den hvide dame bærer mig i sin favn og tager mine mareridt fra mig.  

Jeg fryser under min dyne igen. 

Hashtag: #Semig#jegharligebrugttidpånogettotaltunyttigt#Holdophvorvardetdejligt