Kategoriarkiv: Den lille poesibog

Når jeg synker

Når jeg synker.

Har jeg opdaget.

At jeg ikke behøver at kæmpe. 

At jeg ikke behøver at bruge kræfter, jeg ikke har. 

For at holde mig oppe. 

For at komme igennem det. 

Jeg skal bare trække vejret. 

Bare trække vejret. 

Jeg behøver ikke at have kræfter tilbage. 

Jeg behøver ikke at kæmpe mere. 

Jeg behøver ikke at være stærk.

Jeg skal bare trække vejret. 

Det er nok. 

Det er ikke slut.

Det er ikke godt.

Men det er nok. 

Jeg kommer igennem.

Også selvom jeg næsten ikke kan. 

Det er nok.

Færdigt digt?

Jeg har digtet om og videre på mit ufærdige digt fra sidste uges Etonmess.


Nu ser det sådan ud – og har også fået en ny titel:

Dyrenat

Et gåseæg triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre.

En ugle nynner melodisk, imens den flyver i cirkler over mig, inden den lander et sted, jeg ikke kan se.

En ræv med huller i pelsen ruller sig sitrende sammen under en grå busk med tomme bær. Ser mig og ser mig ikke. 

En myre knaser under min fod og støjen løber som et mørkt ekko gennem skoven foran mig.

En hest af havsalt, som splintrer lige foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre.

Var det også sådan, du havde tænkt det?

Læs det ufærdige digt her.

Og hvem ved, måske er det ikke helt færdigt endnu…

ufærdigt digt

Jeg har arbejdet med et lille digt, som godt nok slet ikke er færdigt, men som du alligevel får her.

Jeg tænkte nemlig, at du kunne få lov at digte med, hvis du har lyst? Så kan vi måske senere se, hvor vi hver især ender.
Du bestemmer helt selv, hvad ordenes lyd, betydning og rytmer skal.
Og du er jo meget velkommen til at starte forfra, bagfra eller lige i midten.
Nu er det ikke længere mit. Nu er det vores.

Vinter. 

Blæst. Og træthed. 

En hest af salt, som splintrer foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre. 

Et gåseæg, der triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre. 

Blæst. Og træthed.

….

….

tidligt efterår er

Jeg har skrevet et digt. Om efterår.

Ja, jeg ved godt, at det var solskin og isvafler i sidste uge og i denne uge altså efterår, men det er jo sådan, årstiderne skifter og så må man jo bare følge stille med.

Et digt om efterår er om vinterstøvler, om sjap og træt økonomi. Om vandpytter og regnfrakker og røde paraplyer, med tung regn som løber ned af det våde stof over stiverne, inden det lander i store pytter på vejen.

Et digt om efterår, hvor våde katter ligger i ly under buske, som prøvende og forsigtigt allerede er begyndt at smide de første blade.

Det er om vind, som køler mine kinder, indtil solen får et øjeblik til at varme dem op og minder mig om varmere tider.

Et digt om efterår, er om at løfte fødderne op, når man cykler igennem store vandpytter og glæde sig, når bilernes fart igennem vejens store vandsamlinger ikke går ud over en selv.

Et digt om efterår, er om at starte morgenen med en kop varm kaffe for at veje op for, at man i rent trods går rundt i kolde bare tæer.

liv og død og pæoner i haiku

Jeg har netop skullet sige farvel til 2 mennesker, som jeg har holdt meget af på hver sin måde.

Det ene farvel kom som en trist lettelse oven på et svært sygdomsforløb, mens det andet er kommet som et uforståeligt chok.

I denne uge er Etonmess derfor et forsøg på et lille stop i tiden. En lille pause til at trække vejret helt roligt og helt ned i maven og minde mig om og forlige mig med, at en del af livet er også døden. Og at sådan det være:

På et stisystem i tusmørke

Jeg har i noget tid haft flere ord, der har snurret rundt om sig selv i mit hoved.

De har vendt sig, drejet sig og set på sig selv lidt fra siden og lidt oppefra. Nu er de så endelig kommet ud og er blevet til et lille digt, som åbenbart var det, der var meningen med al deres snurren rundt.

På et stisystem i tusmørke, går jeg lige ud og frem. Måske ville jeg lige så gerne gå tilbage, gå til siden eller bare gå i stå. Måske.

Men jeg kan ikke. 

For på alle andre veje ligger halvsovende næsehorn, som ånder røg, når de snorkende trækker vejret. Så jeg bliver, hvor jeg er. 

Fra træernes mørke skygger letter store fugleflokke med vinger tunge af træthed.

Og i opstigningen mod den vågnende sol, ser jeg hvor de, besværet, men vedholdende børster trætheden, mørket og melankoli af vingerne. 

Jeg efterligner dem, mens jeg flyver imellem dem og sammen forbereder vi os på, at det bliver nat igen. 

Kunne du også selv kunne tænke dig at give din hjerne et lille frirum midt i al hverdagen, livet og alt det andet? Så find inspiration til, hvordan du kan komme igang her. Det er overraskende nemt – også fordi du slet ikke behøver at vise det til nogen – det er bare din egen lille pause.

Du kan også finde flere digte her i Den lille poesibog

1000 ord til ét billede

Jeg sad og hyggede mig med farver den anden dag.

Ville bare give min hjerne lidt fri fra det hele og havde derfor fundet x antal farveblyanter i tilfældige farver, som bare skulle fylde ud på et stykke papir. Ingen formkrav, intet formål – bare et frikvarter i farver, som ikke skulle bruges til noget som helst.

Det blev til det her som i sig selv ikke rigtig er noget, men så alligevel måske en hel masse:

I hvert fald sad jeg bagefter og kiggede lidt på det og lod tankerne vandre. Kom til at tænke på, at hvis et billede siger mere end 1000 ord, hvilke 1000 ord skulle mon så bruges om dette?

Det blev til historien om den lille hunreje, som du kan læse her: