Tag-arkiv: Hverdag

Ugen i dagens første kop kaffe

Mandag

Drikkes lige hurtigt nok, da der også skal være tid til at tjekke om,  der nu også er 2 styk strømper med i Barnets skiftetøjspose.

Og så skidt med, at det ikke er 2 ens. Det er jo kun til nødstilfælde…

Tirsdag

Drikkes lidt langsommere i dag – er så småt begyndt at vende mig til, at ugen er i gang igen.

I dag er der jo også styr på skiftetøjet.

Onsdag

Åh onsdag. Du er nu meget dejlig.

Og det er du godt nok også kaffe! Vi er jo stadig kun nået til onsdag, hvis man skal være helt ærlig…

Torsdag 

Tager mig tid til at drikke 2 kopper i dag. Luksus på en dag, hvor jeg ovenikøbet skal aflevere Børnene inden arbejde.

Men også lidt nødvendigt, det er jo torsdag  og ugens 4. dag, der skal klares.

Fredag

Sådan kaffe! Vi klarede det, du og jeg. Vi er nu næsten nået til weekenden. Det der arbejdsliv er såmænd meget udmærket, men weekenderne er helt klart min favorit.

Men du er nu også meget go’ fredag. En tår kaffe mere?

Lørdag

Umm. I dag er der tid til at nyde varmen stige op fra koppen og lade den danne dug på brilleglassene. Og tid til, at duften af kaffen får tid til at brede sig og gøre mig lykkelig,

Åh altså dejlige lørdag.

Søndag

Søndag, søndag, søndag. Du er på en måde en kopi af lørdag og så alligevel helt din egen.

Og så med kaffe…

Jeg har SLET ikke noget, jeg skal nå. Se selv

Tidligere i år tog jeg en beslutning. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ikke har noget, jeg skal nå (Jeg har ikke noget jeg skal nå?!)

Det betyder, at jeg ikke længere skal lede efter noget andre steder end der, hvor jeg er. Forsøge ikke at hige efter andet, men at være dér, hvor jeg er – og nyde det. For mig handler det om ikke at stille for mange mål og kriterier op, som skal være opfyldt for, at jeg kan være glad. Den ramponerede udestue og det slidte tapet på toilettet skal ikke være dét, der definerer mit liv. Det skal min titel eller min løn heller ikke være. Heller ikke min vægt eller min evne til at løbe 5 KM på 20 minutter. Og det betyder ikke noget, om jeg har besteget Mount Everest eller hjulpet nyudklækkede skildpadde-unger sikkert ud i vandet.

Hvad skal definere min lykke 
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil tjene penge, kunne sætte mig ud i en lækker udestue med gæster eller en god bog eller endda tabe mig (der er jo også noget med et lidt højt blodtryk), men det skal ikke være den slags, der definerer min lykke. (Og jeg vil i øvrigt vildt gerne prøve det der med skildpadde-ungerne).

Det, der skal definere min lykke, skal være, at jeg har det godt, der hvor jeg er. At jeg (for det meste) nyder det, jeg gør. Det betyder også, at jeg skal tage ansvar og sørge for at jeg så vidt muligt ikke er steder, hvor jeg er ulykkelig – hverken fysisk eller mentalt. Jeg skal ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg mistrives og jeg skal ikke gemme på min mistrivsel, når den er der, men dele den med andre, for jeg ved nu, at jeg ellers ikke kan klare mig.

Mere, højere, længere?
I en hverdag som stadig indimellem er præget af stressens  efterdønninger, blander dage med influenzasyge Børn, vasketøj fra 14 dage, fordi de voksne også selv lige har været syge, sig med dage med overskud i forskellige mængder.

Nogle gange er der overskud nok til at tage sig af andre, til at svare på en venindes lange sms, selv at skrive en lang sms eller måske endda til at ringe til nogen (!), til at tage en legekammerat med hjem efter skole eller til bare at gå en tur. Andre gange til at klippe hækken, vaske gulvet eller stryge den lækre silkeskjorte, som så sjældent kommer ud. Det overskud skal ikke ødelægges af krav til, at jeg skal nå mere, højere eller længere.

Og andre må jo gerne. Hvis bare de er glade, så er jeg glad.  Jeg ved bare, at jeg ikke skal lade mig glide med i strømmen.

At overkomme malstrømmen
At jeg ikke har noget, jeg skal nå, hjælper mig nemlig til at klare mine udfordringer, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi ikke engang livets malstrøm hindrer mig i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er. Det betyder ikke, at jeg altid er glad og ligeglad med de svære tider og nogle gange endda sorg, som livet også er. Det betyder, at jeg har lært, at den kommer. Malstrømmen. Og at jeg øver mig i, at det sådan set er ok, fordi jeg ikke har noget andet, jeg skal nå. Jeg skal kun forsøge at få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut.

Det handler altså ikke om, at jeg altid skal finde den positive side af tingene, slet ikke. Det betyder, at jeg skal passe på mig selv og mine kære lige præcis, fordi verden er så uperfekt nogle dage og det er kun dét jeg skal  nå.

En vidunderlig glimmergrøn påmindelse 
Og nu har jeg fået ekstra hjælp til at huske at passe på mig selv. Vidunderlig glimmergrøn og pink hjælp fra Kritisk Pynt, som har kreeret denne smukke nøglering til mig, som jeg stadig er helt benovet over, er min.

 

 

 

 

 

Og ikke nok med det, så fik jeg også min helt egen pyt-knap med:

Gå endelig på opdagelse i Kritisk Pynts helt fantastiske univers på  facebook her: Kritisk Pynt. Du vil ikke fortryde det, der er fyldt med fede feministiske, skæve og kloge slagord og opråb, som er ekstra gode, når du trænger til at sætte hamsterhjulet lidt på pause. Også selvom det bare er et lille øjeblik. Og så er der selvfølgelig glimmer og pangfarver!

Ih, hvor jeg dog elsker skæg, man selv gynger på!

Jeg sprang med den Yngste på gyngen i dag (eller når du læser dette, var det i lørdags – eller en anden lørdag måske – afhængig af hvornår du har fat i bloggen, men det vigtige her er, at jeg sprang på gyngen og det er du nok med på).

Er du da helt vild, hvor den slags kilder i maven. Og i fødderne. Og i nakken. Og i håret. Og over det hele, hvor man da aldrig havde troet, at det kunne kilde – eller rettere sagt: Måske bare helt havde glemt at det kunne…

Og okay sprang og sprang er måske så meget sagt, men jeg klatrede da heller ikke helt forsigtigt op, hvis jeg selv skal selv sige det og jeg gav mig da rimelig fuldt ud, synes jeg. Vi både gyngede med åbne og med lukkede øjne, lænede os så langt bagover at vores hår kunne feje jorden under os (eller i hvert fald lege at vi kunne – og det i sig selv er da sin egen fornøjelse).

Jeg blev belært i at strække benene på de rigtige tidspunkter, selv om at her må jeg nok sige, at det altså er som at lære at cykle; det glemmer man aldrig igen – men det behøvede hun jo ikke at vide.

Vi var også oppe at stå på gyngen og gynge så højt, som vi turde og kom godt ned i knæene, så vi fik masser af fart på og så kilder det altså bare endnu mere, skulle jeg lige hilse og sige. Og derefter skulle vi sætte os ned på gyngen igen i fuld fart og her var Moren måske alligevel lidt en bangebuks…

Men jeg øver mig gerne igen en anden dag – for åh hvor var det bare skønt med skønt på.  Den bedste slags skæg, man selv sidder på og en helt vidunderlig pause – og dem elsker jeg jo også.

Hvis du har lyst til at vide lidt mere om det der skæg, kan du læse mere her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

Farvespil i forsommeren

Så ser sommeren ud til at være her – i hvert fald lige indtil sommerferien starter og familien her tager afsted på telttur… Men  indtil da er det jo helt igennem vidunderligt at kunne sidde i solen og blive varmet lidt igennem efter den lange våde og kolde vinter – og ikke mindst den del af den, der hed marts og april.

Jeg elsker, når foråret rigtig får fat på vej til at blive til sommer. Så skal haven have en ordentlig omgang. De gamle brune blade skal væk og det samme skal selvfølgelig også de tidlige og små skvalderkål – nå ja, måske er de ikke alle lige små og tidlige efterhånden… Men altså hvem tæller?

Så ser man mig rode rundt under hækken og skrabe ukrudt og sidste sommers visne blade sammen. Og indimellem ryger der måske også en enkelt forårsblomst eller to med, hvis de har været så uheldige at ligne ukrudt. Og skal jeg være helt ærlig, skal der nok ikke så meget til, før det ligner ukrudt – jeg er ikke helt stærk i plante-anatomien. Så står man bagefter der med 5 store plast-sække med diverse og ikke mindst et par forrevet arme efter nærkontakt med hækken, så man virkelig kan bevise, at man har været i haven.

Rifterne forsvinder hurtigt igen, men så kan jeg da altid glæde mig over at have sækkene med haveaffald stående i som regel en længere periode, inden der er overskud til at få kørt dem videre til genbrugsstationen. Her ville nogen måske nok være kørt lidt trætte, men ikke mig. Jeg er nemlig så heldig indrettet, at jeg efter kort tid holder op med at bemærke den slags. Så bliver det bare en del af det liv, der nu er.  Indimellem en klar ulempe, for hvor kan man dog “glemme” meget på den måde, men pyt, for samtidig har jeg jo også besluttet mig for, at jeg ikke skal nå noget som helst andet end at have det godt, og så betyder sådan 5 små sække ikke en s…! (Jeg har ikke noget, jeg skal nå fra 2. januar)

Ja, jeg elsker helt sikkert arbejdet i haven, også selvom det måske godt kan komme bag på mine naboer, at jeg har det sådan. Men skidt, for hvem, var det nu der talte? Ja, jeg prøver jo altså at lade være. Det er helt sikkert.

Udover det vidunderlige ukrudt, er der jo også flere andre gode grunde til at gå i haven: Blomsterne. Lige nu er det vores syrenbusk og pæoner, der lyser op med deres vidunderlige lilla og bordeaux-røde farver og dufte.

Jeg elsker deres flotte lilla og bordeaux farvespil – ikke mindst fordi de tager opmærksomheden fra mine bens vinterblege grå-grønne farvespil – med deres eget lille hint af lilla og bordeaux.

Giv dig selv en pause – vær totalt unyttig og skriv et digt!

Jo, jo. Det kan du sagtens. Det er meget nemmere, end du tror. Især fordi det slet ikke er vigtigt, om det rimer, om jamberne holder, om du sætter helt nye standarder for metaforer i beskrivelsen af meningen med livet eller om du dekonstruerer krig og kærlighed. Faktisk er det ikke engang vigtigt om, det har nogen som helst kunstnerisk værdi! For du behøver jo slet ikke at vise det til nogen.

Det, der er vigtigt her, er at du giver dig selv en lille pause og laver noget, hvis eneste produktive værdi er, at du trækker dig selv lidt tilbage fra hverdagens krav om at være effektiv, fleksibel, målrettet og den store jonglør med flere bolde i luften på én gang. Du behøver ikke engang at være den bedste udgave af dig selv eller at forbedre dig på nogen måde. Du skal bare være lidt.

Du bestemmer selv, om du vil sætte det i glas og ramme over kamin-hylden, om det skal på Facebook eller Instragram under hastagget #Semig,#jegløberenmarathon#bagersomenvinderafbagedysten#digtersomShakespearsmuse#mensjegopdragerminebørntildemokratiskeverdensborgere (!) (Men hvis du gør, så sig lige til – det vil jeg se!)

Du kan bare nyde tiden og derefter krølle papiret sammen og se, om du kan ramme papirkurven fra din stol – det i sig selv er nok i virkeligheden sit eget blog-indlæg værd!

Hvis du har brug for lidt igangsættelse, giver jeg gerne lidt hjælp. Find et ord, et hvilket som helst og skriv ned, hvad det får dig til at tænke på.

Jeg startede med “nat” og derfra fik jeg dyne, fryser, sveder, stemmer i natten, den hvide dame og så videre. Som du ser, kan du bare give slip. Der behøver ikke at være noget mønster eller sammenhæng. Bare giv los – husk, det her handler bare om at give dig selv en lille pause – du behøver ikke at vise det til nogen.

Så kigger du på dit papir og ser om ikke der dukker små sammenhænge op alligevel. Brug dine ord til at skabe en lille fortælling. Den behøver ikke at være lang, sand eller smuk. Den behøver heller ikke at handle om dit liv. Den skal bare være.

Det er stemmer i min nat.
Er det børn, der har mareridt
eller er det den hvide dame?
Jeg drikker champagne, fordi jeg kan.
Der er intet fyrværkeri  kl 12 og der er mørkt omkring mig.
Jeg ønsker mig stjerner og drikker champagne, fordi jeg kan.
Jeg fryser under min dyne og drømmer om tusindårsplaneter, som omfavner min nat med bløde stemmer. 

Ønsker mig, at den hvide dame bærer mig i sin favn og tager mine mareridt fra mig.  

Jeg fryser under min dyne igen. 

Hashtag: #Semig#jegharligebrugttidpånogettotaltunyttigt#Holdophvorvardetdejligt

Stil-leben

Stil-leben – eller stille-ben, som jeg første gang læste det som, engang tilbage i 1.g så vidt jeg husker. Læst korrekt, er det stil-leben, som på tysk betyder stille liv og på kunst-sprog er malerier af livløse genstande. Oftest sat smukt op, som smukt dækkede borde eller en smuk blomsterbuket. Så ved du også det. Det er er i øvrigt et dejligt ord, hvis man siger det højt med ekstra sch-lyd på st-delen og schwung på leben. Prøv at sige det højt et par gange. Det bliver bare bedre og bedre.

På Etonmess’k betyder det også små pauser og næring til hjernen. At finde tid til det stille liv. Jeg husker indimellem min drøm om engang at kunne tegne smukke tegninger.

Indtil videre er det blevet til ikke ligefrem specielt smukke tegninger, men i hvert fald flere små dejlige pauser, hvor jeg både får lov til at trække vejret helt ned i maven og samtidig øver mig bare en lille smule på at tegne smukt.

Mine pauser og vejrtrækninger har jeg samlet her sammen med andre skrablerier i “Den store Coffee-table-book, der aldrig bliver”. Men det er også ok, for de er jo allerede blevet til pauser i livet.

 

Mere skæg til at sidde på – og grine af

Efter endnu en halv-fladmast uge med bihulebetændelse til Fruen og diskusprolaps til Herren, kan man virkelig godt trænge til lidt skæg, man selv sidder på. Du ved den slags, der kan få dig til at trække lidt på smilebåndet midt i hverdagen:

  1. Sæt dig ved siden af en franskmand, der taler i mobil i toget, bussen eller hvor du nu er og bare nyd sproget!
  2. Eller endnu bedre, find nogen der taler portugisisk og følg diskret efter, mens du lader dit indre sprog-lækkerheds-barometer op.
  3. Og så er der endda noget, som er bedre end det: Sæt dig ved siden af en grinende baby i toget eller bussen, på bænken, på biblioteket  eller hvorend du måske er så heldig at ramme ind i sådan en og bliv lykkeligere på et lille øjeblik.
  4. Find celebrity-look a likes. Den anden dag så jeg for eksempel både Pia Kjærsgaard, prinsesse Sarah Ferguson (hvis du har en vis alder, ved du hvem det er – hende den rødhårede med det skøre tøj, Al Pacino, Madonna, Gulddreng og Harry Potter på under 5 min! (Husk, at de ikke behøver at ligne 100 % for, at legen lykkes)
  5. Køb en masse knapper i byens genbrugsbutik og nyd følelsen, mens du lader fingre glide igennem. Overvej evt. hvad du gerne vil bruge dem til, men mest af alt: Så bare nyd følelsen.

Find mere skæg her: skæg og her: Mere skæg du selv sidder på

(Mærkeligt nok har Ungerne tilsyneladende ikke været syge. Vi har i hvert fald ikke opdaget det…)

1000 gange undskyld forår! Det er min fejl

Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det er min skyld.

Snevejret og den sibiriske kulde altså.

Jeg fik først mit kalenderblad for marts måned færdig den 2. marts. Og det må jo uden tvivl være grunden til, at det søde forår ikke har kunne komme igennem til tiden, og at vi derfor har startet den første forårsmåned med snevejr, fygning og sibirisk kulde. Du ved af den slags, der ikke bare giver de almindelig dejlige røde kinder, men istedet de der røde kinder af den stikkende og strenge slags.

Undrer du dig lige nu? Det er fordi, jeg plejer at lave min egen DIY kalender med egne tegninger og ideer:

I år har jeg været lidt bagud på grund af sygdom (Kom så 2018; du kan sagtens nå det endnu! ), men nåede da lige at få fabrikeret januar og februar måned færdig et par dage før månedsstart, men her til marts er det så gået helt galt.

Det var jeg egentlig ok med (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)), men nu kan jeg jo godt se, at det har været en kæmpe fejl, for hvordan kan det skifte til foråret, når kalenderen ikke engang har det første forårsmåneds-kalenderblad?! Men det fik jeg endelig rådet bod på (selvom vi måtte hen til 2. marts), så nu foråret helt sikkert være på vej:

Et styk marts måned til kalenderen i køkkenet ved siden af ugens madplan

For en sikkerheds skyld er jeg også allerede gået i gang med næste måneds kalender-blad. Ja, faktisk er jeg sprunget direkte til maj, da jeg ikke lige kunne finde på et tema til april måned, men til gengæld ingen tvivl havde om, hvad billedet til maj skulle være:

Kom maj du søde milde (fremstillet med præfabrikerede stempler, men prikkerne har jeg da i det mindste selv fundet på)

April plejer også at være én lang aprilsnar med vejret, så lad os bare springe den over.

Så nu tænker jeg, at det ikke kan vare længe før foråret kommer. Jeg har endda også opdateret snoren til kalenderen med et hæklet og meget forårsagtig bånd, så nu har jeg i hvert fald gjort, hvad jeg kan, så er det bare at krydse fingre for resten.

Hemmeligheden bag børn er…

Der er sikkert mange gode grunde til at få børn: Kærlighed. Biologi. Ønsket om at føre slægten videre. Ønsket om at være en del af en familie. Eller noget helt femte.

Jeg har altid troet, at min egen har været biologisk drift med et drys af kærlighed. Udover at tænke, at det var helt vildt vildt – som i helt vildt meget vildt, at få børn, har det altid bare været sådan, at jeg tænkte, at jeg da skulle have børn. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at jeg skulle have nogle at elske på en særlig måde – eller nogen, der elsker mig helt særligt – for sådan er det også, eller at jeg skulle give noget videre. Jeg skulle bare gerne have børn – og sådan var det.

Den slags kan man jo godt tænke lidt ekstra over i en vinterferie, der starter med syge børn – oven på flere måneders sygdom hos både børn og voksne. Eller oven på sure unger, der skændes i stuen med en lyd, der skærer igennem den lukkede dør, jazz-playlisten og kaffemaskinens brummen. I min ferie! Eller oven på flere nætter uden mere end 2 timers sammenhængende søvn. Eller oven på raserianfald over, at man ikke må komme i biografen (fordi man jo også kun har været i svømmehallen og på McDonald’s).

Til gengæld er det jo helt vidunderligt at kunne trøste et ulykkeligt feberramt barn. At få et lykkeligt ferie-godmorgen-kram. Grine højt over prutter og mavekilderi. Eller lave en køkkenrulle-kikkert som man kan se bjørne og bjerge igennem.

Og ja, alt det er meget godt og dejligt og hjertevarmende. Men nu har jeg fundet den virkelige grund: Kage! Jep. Kage.

Man sidder der ved kagebordet og den lille spørger med munden fuld af første stykkes sidste og lidt for store bid, om der kan blive et stykke til? Og det kan der – det er jo ferie, hører man sig selv sige. Nej nej, ikke til Far og Mor. Vi kan sagtens nøjes med ét. Man skal ikke overdrive, bare fordi det er ferie vel?

Men indeni, indeni begynder du stille at nynne. For du ved godt, hvad der sker lige om lidt: Moor, jeg kan ikke spise mere, må jeg gå ind og lege? Og vupti! Hvad ligger der så der? 2 tredjedele uspist kage, som ikke kan gemmes!

Jep. Den virkelige grund til at få børn er mere kage.