Kategoriarkiv: Jeg har ikke noget, jeg skal nå

Mere ro og ro på. Tak

Der er stadig lidt behov for pauser og at trække vejret helt ned i maven for øjeblikket i det lille hjem og måske allermest hos mig.

Og så er der ikke noget ret meget mere fantastisk en en tur i skoven.

Hvis du også har det sådan, så tag med mig ud i skoven. Du kan jo starte her og så tage ud i din egen, når det altså passer ind i det hele.

Husk: Mere ro og ro på. Altså lige bortset fra, at du skal skrue helt op for lyden, når du ser videoen. Men ellers er den go’ nok. Mere ro ik?

(Den gemmer sig her under play-knappen)

Genglæde, hækling og selvfedme

Og nødhjælp.

Det er hvad, du finder på bloggen i denne uge.

Måske er du ikke selv den store hækler, men derfor kan du sagtens læse med her. Både fordi det ikke er så langt, men også fordi du muligvis, ligesom jeg, bliver lidt imponeret over, hvad man dog kan, bare ved at sno en tråd om en pind.

Genglæde: Ny værdi med kærlig tilføjelse

Jeg har det her gamle penalhus, som jeg har brugt til hæklenåle, men som jeg skiftede ud med et nyt, større og helt fantastisk pink et.

Og jeg må indrømme, at godt nok købte jeg det under kyndig vejledning fra Børnene, men jeg kunne med meget stor sandsynlighed have fundet på at købe det alligevel. Så fint er det altså.


Som du måske også aner, har jeg gerne en kuglepen liggende sammen med hæklenålene, for man kan jo altid lige få brug for at notere et antal masker. Og som du kan se, så er de ikke altid lige holdbare de der kuglepenne…

Så må man jo spørge sig selv, om man virkelig kan tillade sig at kassere et ellers udmærket og velfungerende penalhus, bare fordi det ikke har plads til alle ens hæklenåle (ja, det er et problem – hentet direkte fra virkeligheden), ikke er pink eller fordi det har en plet?

Nej!

Så hvad gør man så? Man hækler 2 fine blomster:

Vupti, så lever det igen og er da bare så super fint, hvis jeg selv skal sige det – og det er jeg ikke bange for at gøre (der var selvfedmen).

Og endnu mere vupti, da jeg opdagede, at det lige passer til et garnnøgle og en nål, så jeg altid har nødhjælp, når jeg sidder i et tog eller en bus på vej hjem fra arbejde og bare lige har brug for at lade fingrene arbejde og hjernen slappe af.

Det passer lige med, at der kan være ét garnnøgle i og sådan ét giver sådan cirka en vaske- eller karklud, det fylder næsten ikke i tasken, jeg behøver stort set ikke at tænke og så kan det færdige produkt sikkert altid bruges af nogen.

Og nogle gange er det lige, hvad jeg har brug for. Bare at give slip og lade et øjeblik gå. Og så er det jo dejligt med lidt hurtig nødhjælp i tasken.

Og dermed blev det altså til genglæde, hækling, selvfedme og nødhjælp på bloggen i denne uge.

Find linket til opskriften og andre gode blomsterideer her

Hej forår!

Ting, man finder, når man man ikke længere kan holde igen på forårs-optimismen og tømmer vinterjakkens lommer for at skifte til overgangsjakken:

  • Brillepuds og tyggegummi (livs-nødvendigheder. Især hvis man har glemt det…)
  • Hårelastikker (når man er mor til 2 langhårede piger)
  • En 20’er til indkøbsvognen (som af en eller anden grund aldrig er til at finde, når man faktisk skal bruge den – derfor bør den muligvis bare hurtigst muligt investeres i chokolade, nu hvor jeg har fat i den)
  • Ringen fra en nøglering (hvad laver den der?)
  • Knap, paliet og perle (ja, hvad ellers?)

Men selvfølgelig ingen læbepomade…

Træer er som skyer!

Vidste du det allerede godt? At træer er som skyer?

Jo jo, det passer!

At ligge på en blød græsplæne og kigge op på skyerne og finde kattehaler, kaffekander og flyvende løver er simpelthen noget af det, man gør alt alt for lidt.

Hvis ikke det er noget af det mest vidunderlige, man kan gøre, især mens solen varmer kroppen og en svag brise kæler for dine kinder, ja så ved jeg det da virkelig ikke.

Okay, lige nu er det måske ikke som sådan årstiden for den slags, men bare rolig! Nu har jeg nemlig en løsning, som kan udføres helt uden at få våde, kolde klamme græspletter på ryggen.

Træer! Især skønne knudrede træer. Se selv:

1000 ord til ét billede

Jeg sad og hyggede mig med farver den anden dag.

Ville bare give min hjerne lidt fri fra det hele og havde derfor fundet x antal farveblyanter i tilfældige farver, som bare skulle fylde ud på et stykke papir. Ingen formkrav, intet formål – bare et frikvarter i farver, som ikke skulle bruges til noget som helst.

Det blev til det her som i sig selv ikke rigtig er noget, men så alligevel måske en hel masse:

I hvert fald sad jeg bagefter og kiggede lidt på det og lod tankerne vandre. Kom til at tænke på, at hvis et billede siger mere end 1000 ord, hvilke 1000 ord skulle mon så bruges om dette?

Det blev til historien om den lille hunreje, som du kan læse her:

Jeg har faktisk slet ikke tid til det her

I denne uge er der altså ikke rigtig noget indlæg på bloggen.

Jeg har haft nok at lave, så jeg har virkelig slet ikke haft tid til at skrive herinde. Jeg læser nemlig. En bog!

Og det har været vidunderligt. Hvert eneste ledige øjeblik er blevet brugt på at dykke langt ind i en helt anden verden. VIDunderligt.

Dér har jeg ikke været i mange år, så jeg har virkelig nydt det. Helt ind i sjælen. At liste væk og kravle forsigtigt ind et andet sted. At blive opslugt af bogstaver og ord og sider, der krøller.

Det er forresten denne her: “Brit-Marie var her” af Fredrick Backman. Kan kun anbefales (kommer vist nok også som film lige om lidt, så jeg er vist ikke den eneste, der har opdaget den).

Og så fik jeg da endelig også noget at bruge én af mine ellers så ubrugelige kvaster til: Et bogmærke (ret heldigt egentlig, jeg elsker nemlig at lave dem).

Se nu der! Nu kom jeg så alligevel til at skrive et indlæg! Det har jeg altså virkelig ikke tid til. Jeg mangler jo stadig 207 sider.

Slut. Prut. Finale. Katten har en hale – og jeg har en bog at læse.

Hej-hej.

Vinterferie i Haiku

Jeg har lige afsluttet en dejlig vinterferie med familien. Den har endda været så dejlig, at den blev til små haiku-digte.

Måske du mindes de små japanske digte fra din skoletid? Hvis ikke har jeg hentet lidt visdom fra wikipedia her:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Og jeg sprænger måske nok et enkelt kriterium eller 2, men jeg synes bare det er en sjov lille måde at se på verden på, så forhåbentlig vil du kunne finde dig i mine sprængninger og alligevel læse med:

Haiku nr. 1

Åh pandekager 
Med syltetøj og sukker
Vinterferie!

Haiku nr. 2

Nattøjet er på 
Men det er jo ikke nat
Vinterferie!

Haiku nr. 3

Sygdom, feber, snot 
Det gør skam slet ingenting
Vinterferie!

Haiku nr. 4

Brors kobberbryllup
Vækker med sang og kaffe
Vinterferie!

Haiku nr. 5

Venners kærlighed 
Tid til snak og ro og vin
Vinterferie!

Haiku nr. 6

Fejre fødselsdag 
10 år og stor og lille
Min familie!

Og så er det jo ikke engang første gang, jeg kaster mig over de små fine (og stakkels?) haiku-digte. Læs et andet forsøg her: Ugen i haiku

Bløde Vintertoner

Selv om der ikke er meget sne derude og vintergækker og erantis allerede skyder mere eller mindre forsigtigt frem, så er det altså vinter.

Det er koldt udenfor og det er dejligt indenfor.

Især med et par bløde garnnøgler og en hæklenål mellem fingrene. Og kaffe selvfølgelig.

I de seneste par dage har jeg åbenbart været bidt af en vild hækler, for jeg har i hvert fald hæklet og hæklet og lige pludselig er jeg sørme blevet færdig med 2 ufo’er (ufærdige objekter), som ellers allerede havde oplevet et par vintre, inden de nåede til denne…

Blå vinter i grå tone

Det ene er mit lækre sjal i det her skønne bløde blå-grå-melerede garn, som jeg har haft liggende så længe uden banderolerne, at jeg ikke ved, hvad det er for noget.

Men det gør ingenting, for det er blødt og dejligt. Jeg har hæklet det i corner 2 corner, til jeg løb tør for garn og så har jeg kantet det med noget andet ukendt, men blødt, garn i en skøn lilla-bordeaux farve i 2 rækker fastmasker (hvis du nu skulle være nysgerrig).

Varm vinter i lyse toner

Og så er der halstørklædet her i et lidt skørt, men lækkert og meget tykt effektgarn.

Jeg er ikke helt sikker på resultatet, men heldigvis er der andre, der sætter pris på det:

Min lille bløde hjælper

Overvejer lidt om der skal frynser på eller noget. Eller måske bare en kat?

Hvis du vil inspireres, kan du finde corner 2 corner her hos Tante Tråd og opskriften på det tykke halstørklæde kan du finde her hos Hobbii, hvor det dog er brugt til et meget finere garn.

Og så er der altså lidt mere vinter til dig her:

Andre fine vintertoner, som jeg gerne vil give dig med i denne uge, er disse smukke vers fra Højskolesangbogens sang nr 259: Det var en morgen ved vintertid. 

Nyd først ordene og derefter sangen.

1. Det var en morgen ved vintertid, 

jeg vågned’ op til en jord så hvid, 

og luften mødte mig frisk og ren, 

og der lå rimfrost på hver en gren. 

2. Selv solen skinned’ med gråhvidt skær 

som et papirklip stod havens træ’r 

og tørre kviste og vissent løv 

var dækket fint af et snehvidt støv. 

3. Jeg glemte måneders regn og slud 

det var en glæde at komme ud 

og glæden voksed’ sig stærk og stor 

mens jeg gik tur på den hårde jord.

Og hør den så her

Lille vilde (hækle-)hjerne

Jeg har hovedet fuldt af ideer. Af bløde, farverige mønstrede hæklede ideer.

De vrimler bare rundt som en tosset garnnøgle derinde og kræver at blive prøvet af. Nægter kategorisk – med armene stædigt over kors, at lægge sig på en hylde og vente på, at det bliver deres tur.

MÅ bare mærke efter

Du tror måske ikke, det er noget? Så er det bare fordi, du ikke er mig. Hvilket jo nok heller ikke kommer som en overraskelse. Altså at du ikke er mig.

Men når man er mig, er man også nødt til at prøve det af og mærke efter. Er det nu også så blødt, som jeg tænker? Fungerer det nu også så godt med de farver, det hæklemønster eller de garntyper?

Og det betyder så, at jeg har gang i flere forskellige ideer lige nu. 4 styks ideer faktisk. 2 tæpper, 1 halstørklæde og 1 sjal.

Er det i virkeligheden et lille billede af min hjerne?

Og så er der jo alt det andet

For ikke at tale om de andre projekter, hvor jeg har forelsket mig i et tæppe inspireret af marokkanske fliser bestående af mindst 119 forskellige små felter (mindst!!) Eller den poncho med farveskift, som Mindste-barnet har forelsket sig i.

Men det gør ikke noget. Jeg elsker at kunne skifte mellem flere ideer (og mellem drømme er det jo også). Mellem farver, fornemmelser og følelser. Og så har jeg jo ikke noget, jeg skal nå.

Sker der lidt derinde?

Faktisk, så når jeg altså også noget indimellem. Ponchoer til Ungerne, sjaler til julegaver og par karklude. Så det er måske ikke tossede garnnøgler det hele derinde….