Kategoriarkiv: Jeg har ikke noget, jeg skal nå

Dansevise over 40

Der er nogle gange mærkelige, men dog gode måder at blive mindet om livet på. Som når jeg opdager, at jeg går og synger “dansevise”.

Og så kommer i tanke om, at det er fordi, jeg hørte den nynnet i Netto.

Nynnet af en ung mand i en gruppe af andre unge mænd, som jeg inden da egentlig havde dømt ude som lømler (ja, jeg er jo over 40, og så må man gerne bruge ord som “lømler”. Og “Saba”. Som i “dronningen af Saba”. Eller sige “at det går o.p. Op”. Jo, det må man altså godt).

Og hvem ved, måske var de lømler? Bare med en veludviklet musik-historisk forståelse?

I øvrigt var det Netto på en lørdag aften. Hvor de købte ind til en (ritti) god aften og jeg købte ind til næste uges madpakker.

Og håndsæbe. Og opvaskemiddel. Og vaskemiddel. Uden parfume selvfølgelig. Og toiletpapir…

Meeen jeg købte nu også en læbepomade med mentol! Hva-be-har?! (Husk: Over 40 – jeg må godt).

Nu vil jeg gå og synge lidt for mig selv og håbe, at de får en skøn aften.

Og glæde mig over, at det ikke er mig, der vågner med tømmermænd i morgen (for ja, jeg er jo over 40…)

Et solstrejf i en vandpyt
Et lille kindkys af en vind
Og sivet, der nynner
At livet begynder
Sit spind i dit sind
Et sølvfløjt fra en trætop
En svag tagfat-lyd af en kat
En rislen i bækken
En hvislen i hækken
Der si’r, at det ikke mer’ er nat
Dugvåd ligger engen
Jomfru Daggry går til ro
Dagen står puk-kåd ud af sengen
Og går over solens bro
Og os to?
Hvad med os to?
Ja, hvad med os to – dig og mig?
Jeg danser og danser og standser –
Og sanser kun dig
Hvorfor løb du dog din vej?
Kom igen, kom igen
Kom igen, du, min elskede ven
Kom igen, kom igen
Hvor du ønsker det, danser vi hen
Kom, lad os danse
Alt kan der ske
Kom, lad os danse
Lad os danse, lad os le
Et sølvfløjt fra en trætop
En svag tagfat-lyd af en kat
En rislen i bækken
En…

Kilde: Musixmatch

Efterår i græskar-farver

Hvis du har fulgt lidt med på bloggen, så ved du det godt allerede. Men hvis ikke, så skal du da lige vide det – det bør du – det er det mindste, jeg kan gøre: Det er bestemt ikke mig, du skal komme til, hvis du har brug for at læsse halloween-irritation af.

Jeg er begyndt at elske, at halloween markerer efterårets komme, dets mørke og varme og sætter ekstra fokus på, at vi skal huske at fjolle og hygge i hverdagen.

Tænk sig, at man sådan bare lige får serveret en helt legitim grund til at hækle små skøre kulørte edderkopper (fra sidste uge).

Med halloween kommer en butler, sådan nærmest ud af det blå, og som taget ud af Downton Abbey, med et sølvfad i den ene hånd og siger værsgo, vil du ikke ha en undskyldning for at lege?

Og jo tak, det vil jeg da gerne!

Se bare de her små fine græskar:

Jeg har set de mest fantastiske vaskeægte græskar i helt vaske-uægte farver som her hos The House That Lars Built, men det er et projekt, som jeg altså endnu ikke tør kaste mig ud i (og er det overhovedet etisk korrekt overfor græskarene?) så jeg må nøjes med de her:

Og jeg siger med det samme, at du skal heller ikke forsøge dig med noget som helst brok over, at julen starter for tidligt. For tidligt? Hvordan kan jul overhovedet starte for tidligt? Prøv lige at høre, hvad du selv siger. Og spis så en pebernød!

Vejledningen til de hæklede græskar finder du her hos Lrke.dk.

Hej igen sommer!

Det er stadig sommer og derfor stadig tid til en lille hjælpende hånd, hvis du er ved at pakke feriekufferten. Måske mangler du liiige den der sidste detalje, der gør, at du lynhurtigt finder din kuffert på lufthavnens forvirrende bagagebånd efter en lidt for lang flyvetur med lidt for lidt plads?

Eller også har du bare, ligesom jeg, lidt for lidt god humor og lidt for meget dårlig – og lidt for meget tid…

Uanset hvad, får du her mit sidste bud på en skudsikker metode, som gør, at du altid kan genkende din kuffert: Sejlskibe og solopgange. Ikke bare smart, men også poetisk.

Og så er de selvfølgelig hæklet – simpelthen bare fordi jeg ikke ku’ la’ vær.

Stadig sommer

Og stadig vigtig ferie-førstehjælp på bloggen: Sådan finder du nemt og hurtigt din kuffert blandt alle de andre kedelige kufferter på lufthavnens bagagebånd.

Og med denne uges hjælp får du helt sikkert misundelige blikke fra dine medpassagerer, når du valser afsted med din kuffert under armen. For ikke nok med at du slipper for at stå der og glo, hvem af de andre har så en frodig blomstrende kuffert med? Eller små fine pandaer?

Ja, jeg spørger bare. Og vi kender nok begge svaret ik?


Hej mere sommer!

Så er der mere sommer-førstehjælo på vej på etonmess.dk.

I sidste uge fik du første udgave af hjælp til selv-hjælp i lufthavnen: Hvordan finder jeg hurtigst muligt min kuffert og når ned til stranden?

Det gør du selvfølgelig med en let genkendelig kæde af muffins eller vimpler på kufferten!

Jeg garanterer, at ingen andre vil have tilsvarende – mærkeligt egentlig, når man tænker over det…

Så lad bare de andre om at stå og se efter den ene ens kuffert efter den anden og prøve at huske om, deres også havde grøn rem på, ligesom den der lige smuttede forbi dem. Du tager bare med et (muligvis let smøret) smil din muffins-kuffert med og så er du klar til at lade ferien rigtig begynde.

Skulle muffins nu ikke lige være din stil, så fortvivl ikke. Jeg har løsningen her: De super stylede strand- og festklædte kufferter med hæklet bikini og butterfly!

Så bliver man vist ikke mere ferieklar!