Kategoriarkiv: Jeg har ikke noget, jeg skal nå

Vinterferie i Haiku

Jeg har lige afsluttet en dejlig vinterferie med familien. Den har endda været så dejlig, at den blev til små haiku-digte.

Måske du mindes de små japanske digte fra din skoletid? Hvis ikke har jeg hentet lidt visdom fra wikipedia her:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Og jeg sprænger måske nok et enkelt kriterium eller 2, men jeg synes bare det er en sjov lille måde at se på verden på, så forhåbentlig vil du kunne finde dig i mine sprængninger og alligevel læse med:

Haiku nr. 1

Åh pandekager 
Med syltetøj og sukker
Vinterferie!

Haiku nr. 2

Nattøjet er på 
Men det er jo ikke nat
Vinterferie!

Haiku nr. 3

Sygdom, feber, snot 
Det gør skam slet ingenting
Vinterferie!

Haiku nr. 4

Brors kobberbryllup
Vækker med sang og kaffe
Vinterferie!

Haiku nr. 5

Venners kærlighed 
Tid til snak og ro og vin
Vinterferie!

Haiku nr. 6

Fejre fødselsdag 
10 år og stor og lille
Min familie!

Og så er det jo ikke engang første gang, jeg kaster mig over de små fine (og stakkels?) haiku-digte. Læs et andet forsøg her: Ugen i haiku

Bløde Vintertoner

Selv om der ikke er meget sne derude og vintergækker og erantis allerede skyder mere eller mindre forsigtigt frem, så er det altså vinter.

Det er koldt udenfor og det er dejligt indenfor.

Især med et par bløde garnnøgler og en hæklenål mellem fingrene. Og kaffe selvfølgelig.

I de seneste par dage har jeg åbenbart været bidt af en vild hækler, for jeg har i hvert fald hæklet og hæklet og lige pludselig er jeg sørme blevet færdig med 2 ufo’er (ufærdige objekter), som ellers allerede havde oplevet et par vintre, inden de nåede til denne…

Blå vinter i grå tone

Det ene er mit lækre sjal i det her skønne bløde blå-grå-melerede garn, som jeg har haft liggende så længe uden banderolerne, at jeg ikke ved, hvad det er for noget.

Men det gør ingenting, for det er blødt og dejligt. Jeg har hæklet det i corner 2 corner, til jeg løb tør for garn og så har jeg kantet det med noget andet ukendt, men blødt, garn i en skøn lilla-bordeaux farve i 2 rækker fastmasker (hvis du nu skulle være nysgerrig).

Varm vinter i lyse toner

Og så er der halstørklædet her i et lidt skørt, men lækkert og meget tykt effektgarn.

Jeg er ikke helt sikker på resultatet, men heldigvis er der andre, der sætter pris på det:

Min lille bløde hjælper

Overvejer lidt om der skal frynser på eller noget. Eller måske bare en kat?

Hvis du vil inspireres, kan du finde corner 2 corner her hos Tante Tråd og opskriften på det tykke halstørklæde kan du finde her hos Hobbii, hvor det dog er brugt til et meget finere garn.

Og så er der altså lidt mere vinter til dig her:

Andre fine vintertoner, som jeg gerne vil give dig med i denne uge, er disse smukke vers fra Højskolesangbogens sang nr 259: Det var en morgen ved vintertid. 

Nyd først ordene og derefter sangen.

1. Det var en morgen ved vintertid, 

jeg vågned’ op til en jord så hvid, 

og luften mødte mig frisk og ren, 

og der lå rimfrost på hver en gren. 

2. Selv solen skinned’ med gråhvidt skær 

som et papirklip stod havens træ’r 

og tørre kviste og vissent løv 

var dækket fint af et snehvidt støv. 

3. Jeg glemte måneders regn og slud 

det var en glæde at komme ud 

og glæden voksed’ sig stærk og stor 

mens jeg gik tur på den hårde jord.

Og hør den så her

Lille vilde (hækle-)hjerne

Jeg har hovedet fuldt af ideer. Af bløde, farverige mønstrede hæklede ideer.

De vrimler bare rundt som en tosset garnnøgle derinde og kræver at blive prøvet af. Nægter kategorisk – med armene stædigt over kors, at lægge sig på en hylde og vente på, at det bliver deres tur.

MÅ bare mærke efter

Du tror måske ikke, det er noget? Så er det bare fordi, du ikke er mig. Hvilket jo nok heller ikke kommer som en overraskelse. Altså at du ikke er mig.

Men når man er mig, er man også nødt til at prøve det af og mærke efter. Er det nu også så blødt, som jeg tænker? Fungerer det nu også så godt med de farver, det hæklemønster eller de garntyper?

Og det betyder så, at jeg har gang i flere forskellige ideer lige nu. 4 styks ideer faktisk. 2 tæpper, 1 halstørklæde og 1 sjal.

Er det i virkeligheden et lille billede af min hjerne?

Og så er der jo alt det andet

For ikke at tale om de andre projekter, hvor jeg har forelsket mig i et tæppe inspireret af marokkanske fliser bestående af mindst 119 forskellige små felter (mindst!!) Eller den poncho med farveskift, som Mindste-barnet har forelsket sig i.

Men det gør ikke noget. Jeg elsker at kunne skifte mellem flere ideer (og mellem drømme er det jo også). Mellem farver, fornemmelser og følelser. Og så har jeg jo ikke noget, jeg skal nå.

Sker der lidt derinde?

Faktisk, så når jeg altså også noget indimellem. Ponchoer til Ungerne, sjaler til julegaver og par karklude. Så det er måske ikke tossede garnnøgler det hele derinde….

Det er Vinter

Et lille digt til årstiden:

~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~

Jeg higer og søger.

I jakkelommer og i dametasker.

I skuffer og skabe.

I baglommer og forlommer.

I rygsækken og i den lille fine håndtaske fra julefrokosten.

Under sofaen og i de glemte sager bag kommoden.

O’ læbepomade, hvor er du?

Nåee. Sikke et lille fint lavt gærde du er

Nogle gange skal man altså virkelig gøre sig selv den tjeneste at hoppe over gærdet lige præcist dér, hvor det er aller lavest.

De sidste mange år har jeg troligt startet alt for sent ud med min hjemmelavede kalender med egne tegninger og månedsoversigt lavet i usikker og ujævn hånd.

Og hvor har jeg hygget mig. Jeg har tegnet og visket ud, jeg har klippet, klistret, tapet og jeg har sukket over ikke at være i bedre tid og jeg har smilet over, hvor sjovt det har været at finde på.

Her er for eksempel kalenderen fra 2017.

Midt i en nedsmeltning

I år kunne jeg dog ikke helt finde det nødvendige overskud, midt i den (forhåbentlige) midlertidige nedsmeltning af fremtiden, der fulgte med konkursen af min mands arbejde.

Og da jeg så stod der i Netto og et helt særligt lys faldt på lige præcist hylden med de (næsten) helt færdige kalendre til bare 20 kr. Ja, så slog jeg sgu til! Fuldstændig uden dårlig samvittighed over gærdets størrelse. (Alle månedsoversigterne var allerede udfyldte – med de rigtige datoer og ugenumre fra starten af endda!)

Og prisen som Årets mor går så alligevel overraskende nok til…

Og så blev det endda endnu bedre, da jeg pakkede ud derhjemme og Ungerne fik øje på den. De så straks muligheden for at udfylde de lovende blanke sider med egne kreationer og for første gang få lov til at være med i morens projekt. Jeg var intet mindre end verdens bedste mor i mindst 10 minutter!

Morale

Moralen må være: Spring endelig over den lave ende af det forbandede gærde engang imellem. Det er der ikke nogen, der dør af (især ikke, når det handler om noget som en kalender. Eller en borddækning, en børnefødselsdag, en madpakke eller… sæt selv dit eget eksempel på. Du har garanteret også et.)

….

Men jeg har nu godt nok også nydt at være “tvunget” til at være lidt kreativ midt i de 100 andre ting, man også synes man skal – og det er lidt sjovt, som man så kan opdage, at det måske i virkeligheden kun er cirka 37 af de 100 ting, som man egentlig skal nå…

Sidste års kalender – med en lille smule ekstra…

Måske et lille hjemmelavet postkort eller 2 ku’ være noget at kaste sig over….

Velkommen 2019. Dejligt at se dig

Kære 2019, jeg ved ikke, om du bliver et specielt fantastisk år eller et helt og aldeles rædselsfuldt år, men nu er du her, så skal vi ikke bare prøve at få det bedste ud af det sammen? 

Så er det blevet 2019 og jeg sidder her og ser tilbage på endnu et år i mit liv. Jeg ved ikke lige nu, om det har været et særligt godt eller et særligt dårligt år, men det har i hvert fald været endnu et levet år, som jeg tager med i bagagen til resten af livet.

Da jeg startede kalenderen for 2018 tilbage i januar (ja, jeg ved godt, at det måske var lidt sent at gå i gang, men sådan kan det jo altså gå nogle gange – Et helt nyt år) glædede jeg mig til noget specielt. Et helt nyt år fuld af muligheder, et helt nyt år med held og uheld, som jeg slet ikke kendte til endnu.

Tegningen, der akkompagnerede håbefulde januar måned i 2018-kalenderen

Og det blev til et år med held og uheld

Ikke overraskende, sådan har livet det jo med at arrangere sig.

Efter at jeg næsten var kommet mig ovenpå en strid omgang lungebetændelse, fik manden en hjernerystelse og da han var kommet af med den, så en diskusprolaps. 

Heldigvis var det gået i orden inden sommerferien, så vi både nåede til smukke Kreta og på teltferie i solskin. I Danmark! (Og du skal bare vide, at vi ææææælsker teltferie, selv i den almindelige danske sommer, så hvordan tror du lige, vi havde det i år!)

Umm, teltferie i Danmark…

Indimellem nåede jeg også lige at finde et nyt arbejde og bare det at skifte fra et arbejde til et andet fik virkelig givet mig et nyt perspektiv på mit arbejdsliv. At det rent faktisk var noget, man kan skifte ud, hvis man vil (og er lidt heldig) og at det på den måde ikke er en del af mig, men bare én af flere dele i mit liv. Noget, som gjorde en stor forskel for mig: Mig og mit arbejde

Derudover har der selvfølgelig været de almindelige omgange Roskilde-syge og de mange influenza-agtige sygdomme, en 7 årig med tandbyld, et farvel til en elsket kat midt i sommerferien og alt det andet sygdom, som jeg heldigvis lykkeligt har glemt allerede.

Så har jeg selvfølgelig hæklet. Sjaler, flag, vaskeklude, julehjerter, nej-hatte, katte, karklude, halstørklæder, sugar skulls og ikke mindst hende her til min søde veninde:

Frida Kahlo i fri og hæklet fortolkning

Heldigvis har jeg også massevis af projekter til dette år. Allerede nu har jeg gang i 3 tæpper, 1 sjal, 1 tipi og 1 telt til playmobil.

Og så er der jo drømmen om en hæklet husbåd (altså også til playmobil), ideer til puder, håndklæder, duge og alt det, som jeg slet ikke har tænkt på endnu. Åh, det bliver dejligt Umm, hækling

Jeg havde ingen nytårsforsætter sidste år – andet end at jeg virkelig sku’ huske at bruge tandtråd. Det tager jeg så med igen i år (og så behøver vi vist ikke at tale mere om det…) jeg-har-ikke-noget-jeg-skal-naa/

Senere kom dog alligevel et par mere på: At lære at pifte og at få syet et par stropper fast i badedragten. Det sidste nåede jeg nu godt nok ikke. Jeg endte med at købe en fin lille billig blå i Lidl. Og det der med at pifte? Ja, det vil jeg altså stadig gerne lære, så måske det bliver i år?

Så denne gang bliver det til:

  1. At bruge tandtråd (hej min ven, vi ses nok igen til næste år)
  2. At lære at pifte (åh ja)
  3. At øve mig i at hælde forsigtigt og tålmodigt op fra den nye kaffekande, som drypper så nemt (er ekstra god, fordi den både er zen og praktisk på én gang)

Udover det, så har jeg virkelig ikke noget, jeg skal nå. Andet end at have det godt. Punktum.

Min lille fine elskede nøglering

Året sluttede med, at min mands arbejde gik konkurs, så jeg må sige, at jeg også i år glæder mig til et helt nyt år med uanede muligheder. Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til den del af mit liv, men det må komme. Og deraf min indledning: Skal vi ikke bare forsøge at få det til at fungere sammen du og jeg, 2019?

Og godt nytår, forresten.

Hold op, jeg er go’!!!!

Beklager meget. men denne tirsdag er der altså bare rent blær på bloggen!

Jeg har nemlig færdig-fabrikeret kalenderbladet for december måned hele 13 (ja tretten!) dage før tid. Jep, hende den overseje med al det ekstra overskud? Det er mig.

Havde en dejlig weekend, hvor der sku’  laves aller en ski‘ (hvilket er fynsk for, vi skal bare slappe af hele weekenden med masser af kaffe til de voksne og fuld gang i legeriet til Ungerne). Det resulterede i en Playmobil-Barbie-Lego-by i hele stuen – hvilket ikke generede de voksne spor,  da vi jo sagtens kunne drikke kaffen i køkkenet. Og så altså også tid til at tegne og hygge med det kreative. Vupti! Et stykke december måned!

Til gengæld var der kun lige pålæg til madpakkerne til mandag (der blev talt og tjekket). Der var ikke helt styr på, om der var 2 ens strømper til hver af Ungerne eller til mig selv  (men det gik og er der mon overhovedet nogen, der holder øje med andres strømper?). Mandagens aftensmad  var der heller ikke helt styr på, men jeg vidste da, at vi havde både rugbrød og smør (der var jo talt og tjekket).

 

Og helt ærligt, nogle gange må 2 ens strømper altså vige lidt for aller en ski’. Bare engang imellem…

(PS hvis du ikke lige forstår, hvorfor dét skulle være særlig sejt, så læs sidste uges indlæg her)

Det er okay at have noget, man ikke skal nå

Helt indtil 11. november har der stået oktober på kalenderen her i huset. Sikke noget altså!

Af en eller anden mærkelig grund har jeg jo besluttet, at vi har en meget personlig kalender. Så personlig åbenbart, at den skal være helt igennem udarbejdet af mig med tegninger og månedsoversigt, limrester, skæve kanter og det hele.

Det er så ikke altid, at jeg liiige har nået det i virkelig god tid.  Selvom denne gang muligvis godt nok er rekorden for den slags slendrian.

Men jeg har opdaget noget:

  1. Himlen faldt IKKE ned over øerne på mig
  2. Jeg blev IKKE ædt af en kæmpe ildspyende drage
  3. Jorden åbnede sig IKKE under mine fødder
  4. Mine børn har (tilsyneladende) IKKE taget livsvarig skade
  5. Mine kolleger tager mig stadig lige alvorligt
  6. Mine venner vil stadig gerne tale med mig
  7. Min mand forstår stadig ikke, at jeg ikke kan fylde en opvasker som et Tetris-spil, men synes alligevel, at jeg er sød, når jeg overrasker med nylavet kaffe

Så det ville jeg bare sige, hvis nu du skulle komme til at sætte en masse regler og bør-ting op for dig selv i den kommende tid. Ja, jeg ved det lyder vildt. Hvem ku’ dog finde på den slags?

Men man har set det før her i juletiden. Jeg siger det bare.

Og er du slet ikke typen, der finder på sådan noget med alt for store og høje krav til dig selv, kan du jo altid sige det videre til de andre: Det er ok at have noget, man ikke skal nå…

(Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg faktisk overhovedet ikke sagt noget til hverken venner eller kolleger, så jeg ved jo ikke hvordan, de reelt ville reagere. Men det med den ildspyende drage, den er altså go’ nok)

Hvis du vil, kan du læse mere om min hjemmelavede kalender her Ja! Et helt nyt år! eller her: 1000 gange undskyld forår! Det er min fejl).

Og her er så beviset på, at oktober trods alt også denne gang blev til november:

En lille smule mere efterårs-skrøbelig

Måske kan du, ligesom jeg, godt mærke efteråret? En lille smule mere træt. En lille smule mere øm. En lille smule mere modtagelig for forkølelser. En lille smule mere skrøbelig.

Om det er efteråret, ved jeg ikke helt, for det er jo knap nok begyndt. Men lige nu mærker jeg tydeligt, at der er noget.

Så jeg øver mig i at være i det og tage nogle pauser. Trække vejret helt ned i maven og måske huske at lægge nakken godt tilbage og kigge op i himmelen.

Hvis du har det lidt ligesom mig, er her lidt til en pause til dig også. Den anden dag huskede jeg nemlig endelig at tage en lille omvej, da jeg gik fra kantinen tilbage til kontoret efter frokost. Og jeg er faktisk så utrolig heldig, at dette skønne syn bare er en lille bitte omvej på en helt almindelig onsdag.

For heldigvis er efteråret også de smukkeste farver og indimellem den fineste ro (især hvis man giver sig selv lov):


Og så er der her det sidste stykke hækleri i denne omgang. Der er virkelig ikke noget, som at trække vejret helt ned i maven iført et dejligt blødt og vamset efterårs-knus som dette:

Det kunne jo nemlig være, at der skulle til at hækles lidt julegaver nu. Og så går det jo ikke at lægge det frit til skue her.

Det er selvfølgelig ikke helt sikkert, at det bliver færdigt til lige netop denne jul, men man har jo lov til at drømme…

Halstørklædet er hæklet i 2 tykke garner, som begge er en blanding af uld, bomuld og akryl. Alle slags lækre garner kan dog helt sikkert bruges her, så gå ikke så meget op i det (jeg kan i øvrigt heller ikke huske det/finde banderolerne).

Find opskriften her, hvis du skulle få lyst til at hækle dit eget efterår: Hæklet Halstørklæde i 2 farver og flere strukturer

Día de Muertos, sugar skulls og Frida Kahlo

På fredag den 2. november er det Día de Muertos, De dødes dag. I Mexico er det dagen,  hvor man holder fest for de døde og kalder deres sjæle hjem og fejrer dem.

En utrolig smuk (og lidt skræmmende) tradition, synes jeg. At vi ikke glemmer de døde, men holder fast i at de stadig er her hos os i vores liv, selvom de ikke er hos os mere.

Men det er ikke bare tanken om, at vi aldrig rigtig dør eller at vi altid lever videre og kan besøge vores elskede igen. Det er heller ikke kun, at vi ikke må glemme de døde, men måske for mig mindst lige så meget, at vi ikke glemmer døden selv.

At vi ikke glemmer, at livet og døden ikke er hinandens modsætninger, men at de hører sammen. At de er flettet sammen og ind i hinanden – også selvom vi ikke har lyst til at se det.

Måske er det det, at nu ældre jeg bliver, nu ældre bliver andre omkring mig også og at det kan mærkes. Nu mere jeg lever, nu mere ser jeg, hvordan liv og død, kærlighed, sorg, sygdom, venskab og smerte er flettet sammen i én stor garnnøgle, som ingen kluddermor nogensinde vil kunne løsne.

Derfor fejrer Etonmess i denne uge også Día de Muertos og det gør jeg sammen med de berømte mexicanske sugar skulls og selvfølgelig den uforglemmelige og uforlignelige Frida Kahlo, som virkelig levede i et sammensurium af smerte, frihed, sorg og kærlighed.

Jeg ledte efter den perfekte 40 års fødselsdagsgave til min vidunderlige veninde (det, som min Yngste ville kalde en hjerteveninde og som jeg er så heldig at have flere af i mit liv) og faldt for en hæklet Frida. Jeg ved, at min veninde ligesom jeg, synes hun er til stor inspiration, undren, nysgerrighed og måske endda forståelse af sig selv.

Så stor en personlighed og så fantastisk en kunstner og så hæklet! Det kunne jeg da ikke stå for, så her er hun:

Opskriften på Frida finder du her hos Little box of crochet

Og så kan man jo ikke fejre Día de Muertes uden sugar skulls! Her både i flere farver og de mere klassiske hvide kranier. Og ja størrelserne er måske lidt uens og broderierne er helt ærligt efter bedste evne, men er det ikke sådan livet er?

Kranierne er fra Crochetnirvana