Hvorfor Eton Mess?

Jeg hedder Mette Bomholt Lindvig, er gift med Rasmus og mor til 2 dejlige piger i Ringsted på midtsjælland.

Efter 40 år på opdagelse i livet har jeg opdaget, at livet er tungt, besværligt, beskidt og kompliceret. Jo jo, det er også smukt og lyst og fyldt med kærlighed, venskab og barnelatter. Men indimellem er det altså også bare mudret og tungt og tykt.

Derfor skriver jeg på Eton Mess. Det er en måde at skabe pauser i mit eget liv, at stoppe op midt i den daglige trummerum og se mig omkring engang imellem. Det ville kun glæde mig, hvis jeg kan give andre pauser også, men mest af alt er det nok, at jeg selv får stoppet op.

Det er også mit personlige indlæg mod alle de krav om det gode liv, som vi selv og andre stiller op for os. Vi måler og vejer os selv så ofte – både helt bogstaveligt og billedlig talt. Etonmess.dk er et oprør mod dette og et forsøg på at fokusere på at nyde det liv, som vi nu engang lever.

Jeg startede for 2 år siden med at skrive anonymt, fordi det var svært nok at dele tanker og ord med venner og familie – og så MÅSKE med folk jeg ikke kender (hvem ved, måske er der flere, der læser med?).  Men at dele mine tanker med mennesker, som jeg næsten kender, som forældre eller lærere fra Børnenes klasser eller kolleger fra arbejdet. Dét var jeg ikke helt klar til. Men nu har jeg altså taget springet og her er jeg altså:

 

Mit levede liv, er på mange måder som retten Eton Mess – deraf titlen: (A lot like) Eton Mess. Historien, som jeg har fundet den på nettet, er nemlig, at madmor på Eton College i 1930’erne havde bagt en lækker marengsdessert. Desværre blev denne perfekte dessert tabt på gulvet, lige da den skulle serveres. Men det slog ikke de sultne drenge ud: De samlede de skønne spildte rester sammen og nød det med skøn drenget glæde, og desserten Eton Mess var født.

Hvad jeg også har fundet på nettet, er at denne skønne historie slet ikke er sand. Desværre. Men det lader jeg mig dog ikke slå mig ud af, for det er den historie, som har inspireret navnet på bloggen.

Forvent ikke at livet er perfekt. Nyd det, når det er godt, og prøv at få det til at fungere, når det ikke er. Og selvom du har gjort dig virkelige umage, kan det godt gå galt alligevel. Det er ok at forsøge at vænne sig til det, og det betyder ikke, at du er sortseer.  Det betyder blot, at du ser livet, som det er, og måske nemmere kan håndtere den modgang, som man også møder. Min erfaring er, at det gør det nemmere at nyde hele livet, for det kan man godt.

Bare husk, at det her ikke er en When life gives you lemons – make limonade-blog. Det er en: “Ja, livet er edderbunk’me hårdt og besværligt nogle gange, men nogle gange er det heldigvis også dejligt”-blog. Sørg for at have nogen omkring dig, som kan hjælpe dig, når det er svært. Og sørg for at være der for andre, når de har det svært. Så kan vi nok godt få det til at fungere, det liv der og nyde det sammen som drengene på Eton College.

Med lidt held lægger jeg nye indlæg ud hver tirsdag (plus/minus det løse).

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!