Tag-arkiv: Pauser

Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Om hvordan et tilfældigt møde med forsiden af en engelsk roman og en tusch-tegning skulle føre til fødslen af min egen lille tændstiksmand med hat og gulerodsnæse.

Det var en af de dage, hvor man ligesom bare er lidt mere træt end andre gode dage.

En af de dage, hvor det der såkaldt giftige og farlige sukker-, fedt- og e- og alt muligt andetholdige bare er lidt mere vidunderligt, lækkert og skønt end andre dage.  Hvor det jo i øvrigt også er virkelig skønt, hvis du spørger mig.

Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan min krop bare krævede snacks, men heldigvis for mig og min selvdisciplin kunne jeg umuligt nå i kiosken, hvis jeg også skulle nå det tog, der skulle føre mig til Ungernes SFO inden lukketid. Så jeg satte mig altså ind i toget, imens jeg voksent og modent forsøgte at få mig selv til at forstå, hvor særdeles fint det var, at jeg ikke havde fået slik, når den craving jeg følte, jo slet ikke var udtryk for reel sult, men snarere træthed og måske en lille smule tørst. Noget som var meget bedre at trøste med afslapning og postevand end den der Bounty med den mørke bløde chokolade og dejlige søde kokosfyld og en alt for dyr varm og mælke-silkeblød cappuchiono. Enhver ku’ jo tydeligt se, at det ikke ville være godt for nogen…

Jeg kastede mine tasker (om jeg fatter, at jeg altid kommer på arbejde med minimum to tasker fyldt med, hvad ved jeg), min cykelhjelm (cykler jo til og fra stationen og er fast besluttet på ikke at få ødelagt min kranie og resten af mit liv på grund af 750 meters cykeltur og en uopmærksom med-trafikant) og min vinterjakke (hvordan får de andre dog deres lagt så pænt foldet på plads?) op på den stakkels hattehylde og sank ned i et dejligt blødt (men heldigvis ikke for blødt) sædde.

Ahhh. Så dejligt.

Jeg skulle lige til at kaste mig over min mobil, for i det mindste at give min hjerne lidt af den total ulødige og ernærings-u-korrekte føde, som jeg lige havde nægtet min krop, da jeg fik set nærmere på, hvad mine nærmeste medpassagerer sad med. De var to unge piger (dem er der godt nok mange af, når man er i min alder, har jeg opdaget. Men det må være til et andet indlæg en anden god dag). Muligvis i begyndelsen af 20’erne eller noget i den stil.

Den ene sad med en engelsk roman, hvis titel jeg ikke længere kan huske, men jeg mindes, at den havde den korrekte humanistiske og filosofiske kant, som den også bør have i den alder. Den anden sad og med den fineste tush-streg håndtegnede hun en vidunderlig flamingo med små lette strøg. Indimellem tog hun små pauser, hvor hun så ud i luften, hvorefter hun tegnede videre med samme afslappede men meget kontrollerede fingre.

Hvordan skulle jeg dog kunne tage min telefon frem og snuble rundt på Facebook ved siden af dem?

Jeg havde ingen filosofiske romaner med. Hverken på fransk, engelsk eller dansk. Og jeg kan bare overhovedet ikke tegne en flamingo om så mit liv afhang af det. Og jeg havde i øvrigt kun en blå kuglepen, så jeg kunne jo slet ikke komme i nærheden af hendes fine streg. Men man skulle dog være et skarn, hvis man ikke kan hive en tændstiksmand ud af ærmet! Så det gjorde jeg. Og hvor var det en god måde at bruge 30 min på. Lige præcis de kalorier som min hjerne og min krop havde allermest brug for.  Tak for det tøser.

Hemmeligheden bag børn er…

Der er sikkert mange gode grunde til at få børn: Kærlighed. Biologi. Ønsket om at føre slægten videre. Ønsket om at være en del af en familie. Eller noget helt femte.

Jeg har altid troet, at min egen har været biologisk drift med et drys af kærlighed. Udover at tænke, at det var helt vildt vildt – som i helt vildt meget vildt, at få børn, har det altid bare været sådan, at jeg tænkte, at jeg da skulle have børn. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at jeg skulle have nogle at elske på en særlig måde – eller nogen, der elsker mig helt særligt – for sådan er det også, eller at jeg skulle give noget videre. Jeg skulle bare gerne have børn – og sådan var det.

Den slags kan man jo godt tænke lidt ekstra over i en vinterferie, der starter med syge børn – oven på flere måneders sygdom hos både børn og voksne. Eller oven på sure unger, der skændes i stuen med en lyd, der skærer igennem den lukkede dør, jazz-playlisten og kaffemaskinens brummen. I min ferie! Eller oven på flere nætter uden mere end 2 timers sammenhængende søvn. Eller oven på raserianfald over, at man ikke må komme i biografen (fordi man jo også kun har været i svømmehallen og på McDonald’s).

Til gengæld er det jo helt vidunderligt at kunne trøste et ulykkeligt feberramt barn. At få et lykkeligt ferie-godmorgen-kram. Grine højt over prutter og mavekilderi. Eller lave en køkkenrulle-kikkert som man kan se bjørne og bjerge igennem.

Og ja, alt det er meget godt og dejligt og hjertevarmende. Men nu har jeg fundet den virkelige grund: Kage! Jep. Kage.

Man sidder der ved kagebordet og den lille spørger med munden fuld af første stykkes sidste og lidt for store bid, om der kan blive et stykke til? Og det kan der – det er jo ferie, hører man sig selv sige. Nej nej, ikke til Far og Mor. Vi kan sagtens nøjes med ét. Man skal ikke overdrive, bare fordi det er ferie vel?

Men indeni, indeni begynder du stille at nynne. For du ved godt, hvad der sker lige om lidt: Moor, jeg kan ikke spise mere, må jeg gå ind og lege? Og vupti! Hvad ligger der så der? 2 tredjedele uspist kage, som ikke kan gemmes!

Jep. Den virkelige grund til at få børn er mere kage.

Skøjter, palietter og fiasko – og så vasketøj, beskidte tallerkner og fiasko.

Jeg har set vinter OL. Altså ikke det hele vel? Jeg må indrømme, at jeg nok er sprunget lidt let henover skiskydning og ski i det hele taget måske. Speedskating, snowboard (som ellers er ret sejt) og curling har måske heller ikke fået deres velfortjente opmærksomhed.

Jeg beklager meget, men jeg tror virkelig, at det ville hjælpe, hvis de havde flere palietter på tøjet. Jeg siger det bare.

Jeg har i hvert fald set isdans. Eller hedder det måske skøjtedans? Hmm, de palietter har vist virkelig destraheret mig.

Det, jeg så, var fantastisk, hvad man så end kalder det. Sikke en kropskontrol, styrke og ynde. Og sikke et mod. Smuk dans, vanvittige badutspring (i øvrigt er det nok ikke den helt korrekte faglige term) og masser af selvdisciplin.

Det første par jeg så, havde kun skøjtet i kort tid, da det gik galt. Grueligt galt. Den stakkels kvinde landede forkert i et spring og tog den direkte på enden på isen.

Hun kom lynhurtigt op, tog fat i partnerens hånd og dansede videre, næsten som om intet var sket. Ikke overraskende lavede de begge adskillige flere fejl ovenpå dén start. Men man kunne ikke se det på dem.


Deres mødre kunne sikkert – synes mødre har en evne til den slags.

Men jeg så intet, heller ikke da de var færdige, var der andet end store smil og stolthed. Og så lige en stor krammer fra en trænerlignende person, og der var nok noget ked-af-det-hed der, tænker jeg.

Jeg forestiller mig, at de har trænet sikkert hele livet til lige præcist dette. Og så er det svært at forstå, at hun ikke bare slog en knytnæve i isen og skred, eller at han ikke rakte hænderne mod himlen (altså loftet i skøjtehallen) og bandede bare en lille smule. De blev ved og ved, selvom de må have været helt klar over, at der ingen medalje ville være til dem nu. De smilede og de sprang og de løftede og de gjorde deres bedste. De blev bare ved.

Hvorfor gjorde de mon det, tænker jeg. Og får faktisk ingen svar.

Jeg har ingen tal på, hvor mange gange, jeg har haft lyst til at slå en knytnæve i isen, række hænderne mod skøjtehallens tag, bande og bare skride. Men det kan man jo ikke. Når det handler om livet, er der ingen andre steder at gå hen (andet end det ene, hvor jeg ikke vil være endnu). Der er ingen øde ø at gemme sig på, ingen træhytte, som ingen andre kender. Der er bare familie og vaskteøj og arbejdet og terminer og studiegæld og beskidte tallerkner, nullermænd og kun én rulle toiletpapir tilbage.

Indrømmet, der er også kærlighed og børnekram og et køligt glas hvidvin i aftensolen. Men indimellem er det som om, der bare er alt det andet. Og det er på en mærkelig måde måske også det, der er med til at holde fast i én og blive ved. Hvem ved.

Hvis man er heldig, og det er jeg, så kommer man til det kølige glas vin med Manden i den lune aftenbrise, så man kan holde fast også næste gang, man faktisk ikke har lyst til at holde fast.

Men hvordan holder man mon fast i at blive ved,  når man faktisk kunne give op?

Og nej, måske kan de ikke bare skride, for vi holder jo allesammen øje og det ku’ jo være, man alligevel fik en medalje med. Hvem ved, hvor meget de andre fejler? Men for pokker da! Tænk sig at kunne at blive ved alligevel, når man må være så fyldt af frustration, skuffelse og trætte lemmer efter umenneskelig meget træning og afsavn.

De fik for øvrigt ingen medalje.

 

Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Du har også set dem. Og du kender dem med garanti til hudløshed. Hvis du er kvinde, kender du dem muligvis lidt mere indgående, for de er altid målrettet lidt mere til os, men er du mand, kan du ikke skjule dig heller.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Rådene. De 10 gode råd, som sikrer dig et godt forhold. De 4 gode vaner, som sikrer dit vægttab. De 7 fælder, du skal undgå, hvis du vil lave den perfekte julemad. De 5 skridt du bare skal tage, hvis du vil løbe en marathon (he he). De 27 små gode råd, som sikrer dig evigt liv.

Men nu er de her endelig! Årets bedste råd. Nej nej, jeg mener århundredets bedste råd. Du griner måske lige nu lidt i skægget (og det er jo også ok, for vi har jo kun det skæg, vi selv sidder på, det ved jeg godt). Men nogle gange mødes man bare af heldet på en fuldstændig uforudset måde. Og det er netop sket for mig, og da jeg ikke er den egoistiske type, så deler jeg selvfølgelig, og det gør jeg selvfølgelig med dig. Og du skal være mere end velkommen til også at dele ud af dit held. Ja, lige nu aner du naturligvis ikke, hvad jeg taler om, men bare vent. Lige om lidt, vil du forstå alt. ALT siger jeg dig!

Jeg skriver gerne ned rundt omkring mig. Gode ideer til indlæg, indkøbssedler, huskelister, overskrifter, tanker, stikord til historier og alle mulige overvejelser. I notesbøger, på post-its, små lapper papir, i telefonens note-app eller i sms’er til mig selv. Indimellem – eller oftest – så glemmer jeg alt om dem, og så dukker de lige pludselig op. Og det gjorde denne sms altså med al dens vidunderlige smukke visdom. Og det er her, du får de sidste gode råd, du nogensinde får brug for. Gør dig klar, for fra nu af kan du klare alt på din vej:

  1. Lyt efter til reglerne
  2. Ikke ryste grankoglerne
  3. Spørg, inden du kommer ind

Jeg har sendt dem til mig selv den 10. december kl 19.52 2017, og jeg kan simpelthen overhovedet ikke huske hvorfor. Om det er noget, jeg har tænkt i en gløgg-brandert på anden søndag i advendt, som jeg siden lykkelig har glemt alt om? Om det er én af Ungerne, der har sagt det? Eller om det er det bedste min hjerne kunne klare midt i en strid lungebetændelse? Jeg ved det ikke. Men det gør jo ikke rådenes visdom mindre væsentlig. Har du brug for lidt ord til at sætte dine egne tanker igang over, hvad denne visdom betyder lige præcist for dig i dit liv, er her mine ord på, hvad de kan betyde for mig i hvert fald:

1. Lyt efter til reglerne: Selvfølgelig skal du det. Jeg er en stærk tilhænger af, at vi kender og følger reglerne. At vi opfører os ordentligt overfor hinanden. Men det betyder selfølgelig ikke, at du ikke må bryde reglerne, bare du stadig opfører dig ordenligt.

2. Ikke ryste grankoglerne: Ja, den giver jo nærmest sig selv! Jeg tror, at alle vil være helt enige i, at her er der ikke behov for yderligere forklaring.

3. Spørg, inden du kommer ind: Den minder utroligt meget om råd nr. 1: Hav respekt for din omverden. Spørg, inden du kommer ind, handler for mig om både, at du interesserer dig for de mennesker, der er i dit liv (det er jo derfor, at du gerne vil ind), men at du også respekterer dem og deres grænser (du spørger inden)

Jeg vil sige, at jeg glæder mig særlig meget til at leve efter råd nummer 2. Det kommer virkelig til at gøre en stor forskel. Prøv selv.

Når jeg skal huske at opdage, at jeg skal passe på mig selv

For, hvad der lige pludselig snart er nogle år siden, var vi ramt af stress. Og det er ikke som i et “vi er gravide”. Det er et “vi”, som helt reelt dækker over hele familien.

I første omgang var det nemlig Børnenes Far, men sådan noget har det med at snige sig ind på hele familien, og efterhånden som tiden gik, var vi alle ramt i en eller anden grad. For tiden gik lige pludselig, og det gjorde den blandt andet nok, fordi den kom så snigende, den stress. Det var ikke fra den ene dag til den anden,  det er den slags i virkeligheden nok næsten aldrig. Medmindre man måske er ude i et posttraumatisk stress-anfald efter voldsomme oplevelser, sat i gang af en høj lyd (rent gætværk fra min psykologiske viden, som jeg næsten udelukkende har fra film).

Stressen hos os var noget, som stille og roligt voksede sig større og større. På en måde var det som en fast følgesvend, vi ikke havde opdaget. En skygge, der fulgte med i alt, hvad vi gjorde. Vi vidste ikke, at den var der, eller at det var den, der var skyld i misforståelserne, skænderierne, de mærkelig udbrud, uforudsigelighederne eller kravet om de faste rammer.  Vi vidste ikke, eller rettere sagt, så turde vi måske ikke vide, hvad det var.

Først bagefter opdagede vi, at vi hver mandag havde set på hinanden over morgenmaden og sagt: “De næste 14 dage bliver nok lidt hårdere”. Og vi sagde det til hinanden uden at blinke og helt sikkert uden at høre efter, hvad vi sagde.

Og vi sagde det hver mandag i over 1 år! Vi nikkede blot til hinanden, bed tænderne sammen og knoklede på. Begge påvirket af et lige lovligt uforudsigeligt arbejdsliv, et skønt men lige så uforudsigeligt kernefamilie-liv og et arbejdspres, som var alt for stort.

Jeg husker det som hårde år med forsøg på at bevare sammenhæng i en usammenhængende hverdag. Jeg knoklede på. Blev ved og ved. Fortalte ingen om, hvordan jeg havde det, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde. Jeg forstod det ikke og kunne ikke se, at vi som familie levede i en hverdag på randen af sammenbrud. Nogle dage gik vi yderst på kanten, andre dage holdt vi hinanden i sikkerhed langt væk fra afgrunden. Men ingen af os kunne regne ud, hvornår overgangen skete, og hvad der skulle til.

For vi voksne hørte ikke efter os selv. Vi lyttede ikke. Ikke før vi lige pludselig gjorde. Jeg ved stadig ikke, hvad der lige var så anderledes ved den mandag, men Han meldte sig syg med stress – og lige idet, gav alting mening. Det har taget tid, lang tid, at komme sig igen. For hele familien at stole på, at det varer ved, at freden er der. For børnene at stole helt og fuldt og fast på deres forældre igen. Det kræver også, at vi bliver ved med at høre rigtigt efter og holde et skarpt øje med os selv og hinanden.

Jeg er efterhånden så småt ved at lære, hvilke tegn jeg skal holde øje med, og jeg opfordrer alle til at holde øje med deres. Ikke bare for at undgå stress, men mest af alt bare for at passe på sig.

Jeg er overbevist om, at alt for mange mennesker lever med den der, med bare lige at holde ud til på fredag. Bare lige bide tænderne sammen og tage lidt mere. Bare lige undgå at mærke efter smerten, der bider i kroppen, der gør hovedet tungt og livet svært. Og det er ikke fordi, livet skal være nemt og en dans på roser, men man skal huske, at det også skal være til at leve i.

Her er mine tegn:

  • Skifter pludseligt humør uden påviselig grund – især når jeg er sammen med Børnene – her er jeg måske allermest i kontakt med mine følelser
  • Bliver altid lige lidt mere irriteret over én bestemt kollega
  • Bliver nærmest ked af det og vred, når venner inviterer på kaffe og har lyst til at være sammen med mig
  • Og er det min Bror, der inviterer, kan jeg trække mig helt tilbage – han er, måske som Børnene, ekstra tæt på mit hjerte
  • Bliver så umanerligt rasende, når nogen ikke overholder færdselsreglerne – og jeg arbejder i København, så det sker tit!
  • Hører den samme playliste igen og igen – skruet lidt for højt op.
  • Har på ingen måde lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg har det…

Jeg har endnu ingen mirakelkur eller -piller, jeg bare tager, når jeg opdager tegnene. Og det er ikke altid tegn på, at jeg står ved en afgrund, eller at jeg måske endda er på vej ud over. Tværtimod.  For de viser mig, at jeg er på vej ud af en vej, der er dårlig for mig, og at jeg må rette mig op. Se mig omkring for at finde ud af, hvordan jeg får krydset over til en bedre side – og måske endda bede om lidt hjælp til at finde retningen.