Tag-arkiv: Pauser

Jeg tager det i mig igen. Jeg har squ et mål alligevel!

Jeg ved godt, at jeg engang har sagt, at jeg ikke har noget, jeg skal nå. Ja, nærmest som et nytårsforsæt (som slet slet ikke var et nytårsforsæt) fik jeg vist sagt noget om, at jeg ikke ville sætte mig mål, men øve mig i bare at være.

Det var noget med, at jeg var så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg  er. Og at “Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.”

(Læs mit ikke-nytårsforsæt her)

Og det er alt sammen også meget fint og rigtigt. Men er det nu også holdbart i virkeligheden?

Jeg har nemlig fået en tanke, som jeg ikke længere bare kan sidde overhørig: Jeg må lære at pifte! Det går ikke længere. Tænk sig, at jeg er over 40 og jeg kan ikke pifte! Det må jeg lave om på. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg hver dag skal øve mig bare en lille smule i at pifte. Så ja, jeg må indrømme, jeg har mål og jeg har noget, jeg skal nå.

Jeg glæder mig allerede til alle de børne-fødselsdage, fællesmøder på arbejdet, klasse- og familiesammenkomster, hvor jeg med ét klart pift får ro på flokken. Nøj, det bliver fantastisk.

Åh ja. Så er der faktisk lige et mål mere, hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har en badedragt med aftagelige stropper. Super smart, når man slikker sol på stranden på Malta, så man undgår hvide stropper på huden (hvis man da så var typen, der blev brun). Mindre smart, hvis man har den på med ungerne i den lokale kommunale svømmehal og forsøger at undgå, at de falder af hægterne ved det mindste svømmetag. Og jeg ved godt, at det er en ualmindelig god ting, at børn ser, hvordan helt almindelige menneskekroppe ser ud, men nogle gange vil man jo alligevel gerne selv kunne bestemme, hvornår den helt almindelige menneskekrop skal vises frem. Så mit andet mål, er at få syet dem fast inden jeg næste gang skal ud i offentligheden med den. Men så må det altså også være nok mål for i år.

Åh nej! Nu har jeg igen været totalt unyttig!

Jeg har igen brugt tid på ingen verdens ting. Som i INGEN VERDENS TING. Og også denne gang, var det helt utrolig dejligt!

Først spildte jeg tiden med at stå og glo på himlen, fordi jeg blev fanget af lyden af hundredevis af baskende fuglevinger og tilhørende skrappen. Hvor var det et helt fantastisk syn og oplevelse at få lov til at være en del af deres flok for et kort øjeblik.

Derefter spildte jeg endnu mere tid, da jeg satte mig og efterlignede fuglenes prikker på himlen i flere forskellige former.

Den tro:

 

 

 

 

Den sjove:

 

 

 

 

Den eftertænksomme:

Farvespil i forsommeren

Så ser sommeren ud til at være her – i hvert fald lige indtil sommerferien starter og familien her tager afsted på telttur… Men  indtil da er det jo helt igennem vidunderligt at kunne sidde i solen og blive varmet lidt igennem efter den lange våde og kolde vinter – og ikke mindst den del af den, der hed marts og april.

Jeg elsker, når foråret rigtig får fat på vej til at blive til sommer. Så skal haven have en ordentlig omgang. De gamle brune blade skal væk og det samme skal selvfølgelig også de tidlige og små skvalderkål – nå ja, måske er de ikke alle lige små og tidlige efterhånden… Men altså hvem tæller?

Så ser man mig rode rundt under hækken og skrabe ukrudt og sidste sommers visne blade sammen. Og indimellem ryger der måske også en enkelt forårsblomst eller to med, hvis de har været så uheldige at ligne ukrudt. Og skal jeg være helt ærlig, skal der nok ikke så meget til, før det ligner ukrudt – jeg er ikke helt stærk i plante-anatomien. Så står man bagefter der med 5 store plast-sække med diverse og ikke mindst et par forrevet arme efter nærkontakt med hækken, så man virkelig kan bevise, at man har været i haven.

Rifterne forsvinder hurtigt igen, men så kan jeg da altid glæde mig over at have sækkene med haveaffald stående i som regel en længere periode, inden der er overskud til at få kørt dem videre til genbrugsstationen. Her ville nogen måske nok være kørt lidt trætte, men ikke mig. Jeg er nemlig så heldig indrettet, at jeg efter kort tid holder op med at bemærke den slags. Så bliver det bare en del af det liv, der nu er.  Indimellem en klar ulempe, for hvor kan man dog “glemme” meget på den måde, men pyt, for samtidig har jeg jo også besluttet mig for, at jeg ikke skal nå noget som helst andet end at have det godt, og så betyder sådan 5 små sække ikke en s…! (Jeg har ikke noget, jeg skal nå fra 2. januar)

Ja, jeg elsker helt sikkert arbejdet i haven, også selvom det måske godt kan komme bag på mine naboer, at jeg har det sådan. Men skidt, for hvem, var det nu der talte? Ja, jeg prøver jo altså at lade være. Det er helt sikkert.

Udover det vidunderlige ukrudt, er der jo også flere andre gode grunde til at gå i haven: Blomsterne. Lige nu er det vores syrenbusk og pæoner, der lyser op med deres vidunderlige lilla og bordeaux-røde farver og dufte.

Jeg elsker deres flotte lilla og bordeaux farvespil – ikke mindst fordi de tager opmærksomheden fra mine bens vinterblege grå-grønne farvespil – med deres eget lille hint af lilla og bordeaux.

Giv dig selv en pause – vær totalt unyttig og skriv et digt!

Jo, jo. Det kan du sagtens. Det er meget nemmere, end du tror. Især fordi det slet ikke er vigtigt, om det rimer, om jamberne holder, om du sætter helt nye standarder for metaforer i beskrivelsen af meningen med livet eller om du dekonstruerer krig og kærlighed. Faktisk er det ikke engang vigtigt om, det har nogen som helst kunstnerisk værdi! For du behøver jo slet ikke at vise det til nogen.

Det, der er vigtigt her, er at du giver dig selv en lille pause og laver noget, hvis eneste produktive værdi er, at du trækker dig selv lidt tilbage fra hverdagens krav om at være effektiv, fleksibel, målrettet og den store jonglør med flere bolde i luften på én gang. Du behøver ikke engang at være den bedste udgave af dig selv eller at forbedre dig på nogen måde. Du skal bare være lidt.

Du bestemmer selv, om du vil sætte det i glas og ramme over kamin-hylden, om det skal på Facebook eller Instragram under hastagget #Semig,#jegløberenmarathon#bagersomenvinderafbagedysten#digtersomShakespearsmuse#mensjegopdragerminebørntildemokratiskeverdensborgere (!) (Men hvis du gør, så sig lige til – det vil jeg se!)

Du kan bare nyde tiden og derefter krølle papiret sammen og se, om du kan ramme papirkurven fra din stol – det i sig selv er nok i virkeligheden sit eget blog-indlæg værd!

Hvis du har brug for lidt igangsættelse, giver jeg gerne lidt hjælp. Find et ord, et hvilket som helst og skriv ned, hvad det får dig til at tænke på.

Jeg startede med “nat” og derfra fik jeg dyne, fryser, sveder, stemmer i natten, den hvide dame og så videre. Som du ser, kan du bare give slip. Der behøver ikke at være noget mønster eller sammenhæng. Bare giv los – husk, det her handler bare om at give dig selv en lille pause – du behøver ikke at vise det til nogen.

Så kigger du på dit papir og ser om ikke der dukker små sammenhænge op alligevel. Brug dine ord til at skabe en lille fortælling. Den behøver ikke at være lang, sand eller smuk. Den behøver heller ikke at handle om dit liv. Den skal bare være.

Det er stemmer i min nat.
Er det børn, der har mareridt
eller er det den hvide dame?
Jeg drikker champagne, fordi jeg kan.
Der er intet fyrværkeri  kl 12 og der er mørkt omkring mig.
Jeg ønsker mig stjerner og drikker champagne, fordi jeg kan.
Jeg fryser under min dyne og drømmer om tusindårsplaneter, som omfavner min nat med bløde stemmer. 

Ønsker mig, at den hvide dame bærer mig i sin favn og tager mine mareridt fra mig.  

Jeg fryser under min dyne igen. 

Hashtag: #Semig#jegharligebrugttidpånogettotaltunyttigt#Holdophvorvardetdejligt

12 exceptionelle og helt fantastiske råd som med et snuptag gør dig sundere og gladere (Det passer. Næsten. Måske. Forhåbentlig)

Du har sikkert også læst, hørt og fattet, at motion er godt. Og at bare en lille, men tjep gåtur her og der gør underværker for dit helbred, din vægt og din mentale sundhed og endda måske meget mere.

Måske har du også erfaret, at det ikke altid er så nemt at komme ud og få den der motion? Fat mod – her kommer nogle gode råd. Når du først har læst dem, er jeg slet ikke i tvivl om, at du ikke vil kunne holde dig indendøre!

Jeg har lige haft fornøjelsen af at være med i “Tæl skridt”-kampagnen, hvor det gjaldt om at gå mindst 10.000 skridt om dagen i 14 dage.  Og hold da op, hvor er det svært at nå derop. Måske især, hvis man som jeg har en pc som vigtigste arbejdsredskab og kører i bil og nogle dage tog for at komme på arbejde. Men undervejs fandt jeg på flere små fif til at lokke mig selv ud på nogle ekstra ture om aftenen, når Ungerne var puttet. Og dem er jeg da absolut ikke for fin til at dele ud af.

Så her kommer 12 exceptionelt gode råd:

1. Den arkitektoniske/nysgerrige

Nyd din bys arkitektur og glæd dig over at andre har meget mere overskud til lige at ordne forhaven eller pynte indgangspartiet med lanterner, blomster, havenisser og bakkeborde.

2. Den hellige

Du kan også gå efter at samle skrald op på din vej. Det vil garanteret kunne få dig op på dine 10.00 skridt. Og mere til.

3. Den visuelle

Der er ikke noget som en tur i aftensol. Farverne får altså en smukkere glød, når solen er på vej ned. Sådan er det bare.

4. Den økonomiske

Du kan også gå efter pant-flaskerne. Hvem ved, hvor mange ekstra lommepenge, du kan få ud af de 10.000 skridt?

5. Den velduftende

Du kan også gå efter duften. Der er næsten altid noget at gå efter – her er det i den lokale park, hvor en pludselig velduft fik mig til at stoppe op og snuse efter. Det var ikke blomsterne her, fandt jeg ud af, men de var alligevel så fine, at de skulle med.

6. Den anden velduftende

Hvor jeg bor, er vi så heldige at have vores egen lille bolsje-kælder, hvor de fremstiller de herligste sukker-fyldte små klumper guld. Og er jeg rigtig heldig, er de midt i deres velduftende arbejde, når jeg kommer forbi. Så strømmer nemlig vidunderlig sukker-sød velduft ud.

7. Den udforskende

Hvis du har det ligesom jeg, er der 1000 små steder i din by, som du ikke kender. Tag en tur rundt og find måske en ukendt oase!

8.Følg årstidernes bevægelse 

Følg med i årstidernes udvikling – også i de små ting.

9. Tulipantræer!!

Jeg tror ikke, jeg behøver at sige mere. Verdens fineste og smukkeste træ i en alt for lille bitte kort periode hvert år.

10. Den modige!

Hvis du ligesom jeg også elsker synet af mælebøttefrø i luften, så har du alle muligheder i de næste måneder.  men vær påpasselig – det er ikke sikkert, at alle er lige så vilde med mælkebøtter som dig og mig!

11. Den irriterende

Du kan også bruge det som anledning til at prale lidt. Læg dine tal på Facebook og gener dine medmennesker mest muligt. I hvert fald nogle af dem. Eller i det mindste én. Medmindre det er noget så langsomt som det her.

12. Den vidunderlige

Tjek aftenhimlen. Så smuk.

 

Skulle du have brug for flere gode råd, kan du finde 3 af dem her: Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Stil-leben

Stil-leben – eller stille-ben, som jeg første gang læste det som, engang tilbage i 1.g så vidt jeg husker. Læst korrekt, er det stil-leben, som på tysk betyder stille liv og på kunst-sprog er malerier af livløse genstande. Oftest sat smukt op, som smukt dækkede borde eller en smuk blomsterbuket. Så ved du også det. Det er er i øvrigt et dejligt ord, hvis man siger det højt med ekstra sch-lyd på st-delen og schwung på leben. Prøv at sige det højt et par gange. Det bliver bare bedre og bedre.

På Etonmess’k betyder det også små pauser og næring til hjernen. At finde tid til det stille liv. Jeg husker indimellem min drøm om engang at kunne tegne smukke tegninger.

Indtil videre er det blevet til ikke ligefrem specielt smukke tegninger, men i hvert fald flere små dejlige pauser, hvor jeg både får lov til at trække vejret helt ned i maven og samtidig øver mig bare en lille smule på at tegne smukt.

Mine pauser og vejrtrækninger har jeg samlet her sammen med andre skrablerier i “Den store Coffee-table-book, der aldrig bliver”. Men det er også ok, for de er jo allerede blevet til pauser i livet.

 

Mere skæg til at sidde på – og grine af

Efter endnu en halv-fladmast uge med bihulebetændelse til Fruen og diskusprolaps til Herren, kan man virkelig godt trænge til lidt skæg, man selv sidder på. Du ved den slags, der kan få dig til at trække lidt på smilebåndet midt i hverdagen:

  1. Sæt dig ved siden af en franskmand, der taler i mobil i toget, bussen eller hvor du nu er og bare nyd sproget!
  2. Eller endnu bedre, find nogen der taler portugisisk og følg diskret efter, mens du lader dit indre sprog-lækkerheds-barometer op.
  3. Og så er der endda noget, som er bedre end det: Sæt dig ved siden af en grinende baby i toget eller bussen, på bænken, på biblioteket  eller hvorend du måske er så heldig at ramme ind i sådan en og bliv lykkeligere på et lille øjeblik.
  4. Find celebrity-look a likes. Den anden dag så jeg for eksempel både Pia Kjærsgaard, prinsesse Sarah Ferguson (hvis du har en vis alder, ved du hvem det er – hende den rødhårede med det skøre tøj, Al Pacino, Madonna, Gulddreng og Harry Potter på under 5 min! (Husk, at de ikke behøver at ligne 100 % for, at legen lykkes)
  5. Køb en masse knapper i byens genbrugsbutik og nyd følelsen, mens du lader fingre glide igennem. Overvej evt. hvad du gerne vil bruge dem til, men mest af alt: Så bare nyd følelsen.

Find mere skæg her: skæg og her: Mere skæg du selv sidder på

(Mærkeligt nok har Ungerne tilsyneladende ikke været syge. Vi har i hvert fald ikke opdaget det…)

Pandekage-flad

Efter en uge med overordentlig ekstra meget gang i den i del af livet som bruges på arbejde, en mand med næsten uhåndterbart ondt i ryggen og så en weekend med 2 syge børn, er jeg ærligt talt lidt flad – ovenpå et par måneder inden da med lungebetændelse, influenza og så lidt af det løse.

Jeg er så flad, at jeg er virkelig glad for, at jeg allerede har besluttet, at der ikke er noget jeg skal nå (andet end at forsøge at have det så godt som muligt, mens jeg alligevel er her. Se mere her: Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)).

Men bare det at forsøge at have det så godt som muligt, kan godt virke helt uoverskueligt, midt i al det fladhed. Og det kan nemt blive fanget og gemt under et tæppe af i virkeligheden fuldstændig unødvendige, men meget højtråbende krav.

En weekend med dårlige nætter med hostende børn med to alt for tidlige morgener med dårligdomme og opkast sætter virkelig sine spor ovenpå en hård uge. Og søndag var tanken om en ny uge nærmest ubærlig. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden at have kunnet bruge weekenden på at lade batterierne op? Tanken tog næsten over og lagde sig netop som et tykt tæppe over bare det at være.

Indtil der pludselig dukkede en helt fantastisk og oprørsk idé op: Jeg nægter at bruge min weekend på at lade op til arbejdet. Det skal ikke være mit fokuspunkt, for min weekend skal være til mig. Den skal bruges på det, jeg nyder (og nogle gange også på at gøre rent) og det skal være,fordi det gør mig glad og giver mig pauser, og ikke kun for at lade op til at gå på arbejde. Og så må jeg klare arbejdet og arbejdet må klare mig, som jeg er.

Og så skete der lige pludselig noget. For min weekend gik fra at være den værste nogensinde til en af de bedste. For jeg havde passet på min familie. På mine børn. Jeg havde været der for dem og jeg havde skruet helt ned for at give dem ro til bare at være syge med ondt over det hele og lidt for meget feber. Og jeg har holdt om og er selv blevet holdt om.

Jeg er stadig flad og brugt og trænger til at få ladet batterierne op. Men det er for mig selv og ikke for mit arbejde.

1000 gange undskyld forår! Det er min fejl

Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det er min skyld.

Snevejret og den sibiriske kulde altså.

Jeg fik først mit kalenderblad for marts måned færdig den 2. marts. Og det må jo uden tvivl være grunden til, at det søde forår ikke har kunne komme igennem til tiden, og at vi derfor har startet den første forårsmåned med snevejr, fygning og sibirisk kulde. Du ved af den slags, der ikke bare giver de almindelig dejlige røde kinder, men istedet de der røde kinder af den stikkende og strenge slags.

Undrer du dig lige nu? Det er fordi, jeg plejer at lave min egen DIY kalender med egne tegninger og ideer:

I år har jeg været lidt bagud på grund af sygdom (Kom så 2018; du kan sagtens nå det endnu! ), men nåede da lige at få fabrikeret januar og februar måned færdig et par dage før månedsstart, men her til marts er det så gået helt galt.

Det var jeg egentlig ok med (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)), men nu kan jeg jo godt se, at det har været en kæmpe fejl, for hvordan kan det skifte til foråret, når kalenderen ikke engang har det første forårsmåneds-kalenderblad?! Men det fik jeg endelig rådet bod på (selvom vi måtte hen til 2. marts), så nu foråret helt sikkert være på vej:

Et styk marts måned til kalenderen i køkkenet ved siden af ugens madplan

For en sikkerheds skyld er jeg også allerede gået i gang med næste måneds kalender-blad. Ja, faktisk er jeg sprunget direkte til maj, da jeg ikke lige kunne finde på et tema til april måned, men til gengæld ingen tvivl havde om, hvad billedet til maj skulle være:

Kom maj du søde milde (fremstillet med præfabrikerede stempler, men prikkerne har jeg da i det mindste selv fundet på)

April plejer også at være én lang aprilsnar med vejret, så lad os bare springe den over.

Så nu tænker jeg, at det ikke kan vare længe før foråret kommer. Jeg har endda også opdateret snoren til kalenderen med et hæklet og meget forårsagtig bånd, så nu har jeg i hvert fald gjort, hvad jeg kan, så er det bare at krydse fingre for resten.