En lille smule mere efterårs-skrøbelig

Måske kan du, ligesom jeg, godt mærke efteråret? En lille smule mere træt. En lille smule mere øm. En lille smule mere modtagelig for forkølelser. En lille smule mere skrøbelig.

Om det er efteråret, ved jeg ikke helt, for det er jo knap nok begyndt. Men lige nu mærker jeg tydeligt, at der er noget.

Så jeg øver mig i at være i det og tage nogle pauser. Trække vejret helt ned i maven og måske huske at lægge nakken godt tilbage og kigge op i himmelen.

Hvis du har det lidt ligesom mig, er her lidt til en pause til dig også. Den anden dag huskede jeg nemlig endelig at tage en lille omvej, da jeg gik fra kantinen tilbage til kontoret efter frokost. Og jeg er faktisk så utrolig heldig, at dette skønne syn bare er en lille bitte omvej på en helt almindelig onsdag.

For heldigvis er efteråret også de smukkeste farver og indimellem den fineste ro (især hvis man giver sig selv lov):


Og så er der her det sidste stykke hækleri i denne omgang. Der er virkelig ikke noget, som at trække vejret helt ned i maven iført et dejligt blødt og vamset efterårs-knus som dette:

Det kunne jo nemlig være, at der skulle til at hækles lidt julegaver nu. Og så går det jo ikke at lægge det frit til skue her.

Det er selvfølgelig ikke helt sikkert, at det bliver færdigt til lige netop denne jul, men man har jo lov til at drømme…

Halstørklædet er hæklet i 2 tykke garner, som begge er en blanding af uld, bomuld og akryl. Alle slags lækre garner kan dog helt sikkert bruges her, så gå ikke så meget op i det (jeg kan i øvrigt heller ikke huske det/finde banderolerne).

Find opskriften her, hvis du skulle få lyst til at hækle dit eget efterår: Hæklet Halstørklæde i 2 farver og flere strukturer

Día de Muertos, sugar skulls og Frida Kahlo

På fredag den 2. november er det Día de Muertos, De dødes dag. I Mexico er det dagen,  hvor man holder fest for de døde og kalder deres sjæle hjem og fejrer dem.

En utrolig smuk (og lidt skræmmende) tradition, synes jeg. At vi ikke glemmer de døde, men holder fast i at de stadig er her hos os i vores liv, selvom de ikke er hos os mere.

Men det er ikke bare tanken om, at vi aldrig rigtig dør eller at vi altid lever videre og kan besøge vores elskede igen. Det er heller ikke kun, at vi ikke må glemme de døde, men måske for mig mindst lige så meget, at vi ikke glemmer døden selv.

At vi ikke glemmer, at livet og døden ikke er hinandens modsætninger, men at de hører sammen. At de er flettet sammen og ind i hinanden – også selvom vi ikke har lyst til at se det.

Måske er det det, at nu ældre jeg bliver, nu ældre bliver andre omkring mig også og at det kan mærkes. Nu mere jeg lever, nu mere ser jeg, hvordan liv og død, kærlighed, sorg, sygdom, venskab og smerte er flettet sammen i én stor garnnøgle, som ingen kluddermor nogensinde vil kunne løsne.

Derfor fejrer Etonmess i denne uge også Día de Muertos og det gør jeg sammen med de berømte mexicanske sugar skulls og selvfølgelig den uforglemmelige og uforlignelige Frida Kahlo, som virkelig levede i et sammensurium af smerte, frihed, sorg og kærlighed.

Jeg ledte efter den perfekte 40 års fødselsdagsgave til min vidunderlige veninde (det, som min Yngste ville kalde en hjerteveninde og som jeg er så heldig at have flere af i mit liv) og faldt for en hæklet Frida. Jeg ved, at min veninde ligesom jeg, synes hun er til stor inspiration, undren, nysgerrighed og måske endda forståelse af sig selv.

Så stor en personlighed og så fantastisk en kunstner og så hæklet! Det kunne jeg da ikke stå for, så her er hun:

Opskriften på Frida finder du her hos Little box of crochet

Og så kan man jo ikke fejre Día de Muertes uden sugar skulls! Her både i flere farver og de mere klassiske hvide kranier. Og ja størrelserne er måske lidt uens og broderierne er helt ærligt efter bedste evne, men er det ikke sådan livet er?

Kranierne er fra Crochetnirvana

Petroleums-blåt efterår

Nu begynder efteråret virkelig at bide sig godt fast. Både i temperaturen og i mit sind.

Bladenes ballet i vinden, de voksende bjerge af smukke rødbrune blade under træerne, hortensiaen med de fine efterårsfarvede blomster og den kolde vind, der øver sig i at bide sig igennem marv og ben til vinterens komme.

Og hvad er så mere passende end at lade sjælen glide med efteråret i et smukt og melankolsk digt af Gustaf Munch Petersen, som passer lige til efterårsfølelsen og et par dejlige varme halsedissser hæklet i lækkert blødt bambusgarn på nål nr 8?

Digtet hedder Tal ikke til mig og er fundet frem fra gymnasie-gemmerne i anledning af efteråret:

saa stille
saa stille —
tal ikke —!
meget meget forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget —,
og alene maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget —
endnu har jeg ingenting fundet —
jeg har hverken
fundet mit hus
eller min elskede
eller mine marker —
de maa være
et sted, hvor jeg endnu ikke har været —
jeg har allerede gaaet meget længe —
maaske har jeg meget længe
endnu at gaa —
og helt alene maa jeg gaa
og saa forfærdeligt forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget —
men jeg maa jo
finde et sted at være —
jeg maa jo have et hjem et sted —
jeg ved jo,
at jeg har mit hus
og mine marker et sted —
min elskede kan jo ikke vente altid —
jeg har allerede gaaet meget længe —
tal ikke til mig —
hvis jeg har alt for længe at gaa endnu,
blir det maaske for sent —
stille — stille —!
jeg maa
finde mit hjem —

Og til sidst en lille bitte hæklevejledning:

Begge halsedisser er hæklet i corner til corner i blødt vamset petroleumsblåt garn, som jeg købte for små 100 år siden i Netto og desværre ikke kan huske andet om,  end at det altså muligvis er af bambus.

Etonmess halsedisse # 1

Etonmess halsedisse # 2

Etonmess halsedisse # 1 er hæklet i et rektangel på 30×60 og derefter syet sammen til en ring. Til sidst tilsat skønne 5 knapper fra genbrugsbutikken – fra min genglæds-æske

Etonmess halsedisse # 2  er hæklet i et rektangel på 15 x 40.  cm – der var nemlig ikke garn til mere. Til sidst syet sammen i et V med de smalle ender.

Find vejledninger til corner til corner her hos Tantetråd.dk

Hækling på hjernen!

Det startede, da jeg var med Børnene i svømmehallen og kunne sværge på, at der på skiltet ved saunaen stod, at man ikke måtte hækle på stenene. Noget som  jo egentlig giver sig selv, for der er ikke noget værre end at sidde med svedige hænder og hækle.

Nå, men det var så heller ikke lige dét, de forsøgte at sige til mig, kunne jeg se, da jeg nærlæste skiltet igen: Man må åbenbart ikke hælde vand på stenene. Noget som jo også giver sig selv, når man sidder der viklet helt ind i sveddryppende uldgarn…

Siden fulgte så dette skilt:

Og så ikke mindst lygtepælene, der havde transformeret sig til hæklenåle på aftenturen den anden dag!

Ja, så ved jeg godt, hvad klokken er slået. Den er slået hækling. Så værsgo her er: Hækling.

Denne gang med hæklede vaskeklude, som skal erstatte de ellers så dejlige go’e gamle forvaskede fra Jysk. Og jo, jeg beholder et par stykker af de gamle for det tilfældes skyld, at den yngste del af husholdningen ikke forstår at værdsætte Moderens hjemmegjorte klude og mener, at de er lige spelt-agtige nok. Jo, det kunne ske…

Men de er altså godt nok fine, hvis jeg selv skal sige det:

De er lavet i restgarn, hvilket altid er en fantastisk undskyldning for også at hækle i alle slags skønne farvekombinationer:

Find opskriften hos Hyggetanten.dk hvis du ligesom jeg ikke kan kæmpe imod mere.

Ugen i dagens første kop kaffe

Mandag

Drikkes lige hurtigt nok, da der også skal være tid til at tjekke om,  der nu også er 2 styk strømper med i Barnets skiftetøjspose.

Og så skidt med, at det ikke er 2 ens. Det er jo kun til nødstilfælde…

Tirsdag

Drikkes lidt langsommere i dag – er så småt begyndt at vende mig til, at ugen er i gang igen.

I dag er der jo også styr på skiftetøjet.

Onsdag

Åh onsdag. Du er nu meget dejlig.

Og det er du godt nok også kaffe! Vi er jo stadig kun nået til onsdag, hvis man skal være helt ærlig…

Torsdag 

Tager mig tid til at drikke 2 kopper i dag. Luksus på en dag, hvor jeg ovenikøbet skal aflevere Børnene inden arbejde.

Men også lidt nødvendigt, det er jo torsdag  og ugens 4. dag, der skal klares.

Fredag

Sådan kaffe! Vi klarede det, du og jeg. Vi er nu næsten nået til weekenden. Det der arbejdsliv er såmænd meget udmærket, men weekenderne er helt klart min favorit.

Men du er nu også meget go’ fredag. En tår kaffe mere?

Lørdag

Umm. I dag er der tid til at nyde varmen stige op fra koppen og lade den danne dug på brilleglassene. Og tid til, at duften af kaffen får tid til at brede sig og gøre mig lykkelig,

Åh altså dejlige lørdag.

Søndag

Søndag, søndag, søndag. Du er på en måde en kopi af lørdag og så alligevel helt din egen.

Og så med kaffe…

Livet og mørket – og halloween

Hvis du er sådan én som skummer af raseri over amerikaniseringen, når butikkerne begynder at finde det første halloweenpynt frem, så ville jeg muligvis skynde mig langt væk lige nu.  For her på bloggen tages med kyshånd imod alt, hvad der hygger og giver ekstra lys i efterårets mørke våde kulde. Og hvis det så oveni giver en undskyldning for at spise slik og kager, jamen så er jeg med på den værste!

Så altså, nu er det sidste chance. Virkelig. Jeg mener det.

Nå, er de mon væk?

Jeg er begyndt at holde af halloween, som udover at give anledning til at tænde lys, hygge og klæde sig ud OG spise slik, også er med til at minde mig om, at livet også er døden. Der er gyset fra gravene og de uhyggelige udklædninger, som skræmmer fra vid og sans (ja, selv zombie-cheerleaderen), men som på deres egen måde fortæller, at selv om vi lader som om, at livet altid er lyset, så er det nogle gange også mørket.  At vi kun har livet og hinanden til låns i en vis periode, som ingen af os kender. Derfor er det så klogt at tænke på døden midt i livet,   det får mig til at nyde det, jeg har og at glæde mig over legen i livet, når muligheden byder sig. Og så selvfølgelig at spise slik.

I anledning af, at der nu er under en måned til halloween (1 måned folkens!) kommer derfor et par ideer fra tidligere halloweens. Jeg har genprøvet garn-nøgle-græskarene, da jeg virkelig ikke var særlig tilfreds med udførelsen dengang. Synes heller ikke rigtig, at det lykkes mig i år at få dem til at ligne dem på billederne fra opskriften, men sådan er livet vel i virkeligheden så tit. Og heldigvis har jeg jo ikke noget, jeg skal nå…

 

 

 

 

 

Find vejledninger og opskrifter her

(og når jeg har det sådan med Halloween, så bare vent til Valentinsdag og al den herlige kærlighed…)

Hey! Den lille tegnede mand med hatten er tilbage

Jeg har savnet ham. Min lille tegnede mand med hatten, som jeg første gang mødte i toget på vej hjem fra en af de der trætte dage, som arbejdet nogle gange er: Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Jeg har længe tænkt over, hvad han mon egentlig gik og lavede for tiden, men han dukkede bare ikke rigtig frem igen. Indtil jeg en dag simpelthen bare tvang ham frem fra hans skjulested! (Så kan han lære det. Nemlig!)

Jeg satte mig ned og begyndte at tegne ham og bestemte mig så for at se, hvor mange forskellige slags kop-agtige ting, jeg kunne finde på at tegne ham med!

Ja, det giver måske ikke meget mening – det medgiver jeg gerne, men det var sjovt. Og på en eller anden måde var det faktisk nærmest sådan haha-sjovt. Jeg sad i hvert fald og klukkede og fnes lidt ved mig selv og havde jeg haft skæg, havde jeg helt sikkert også grinet i det.

Og jeg er helt med på, at det nok ikke rigtig giver mening (bare så du husker, at jeg godt ved, at det er lidt mærkeligt), men alligevel så gav det mig lige 10 minutters dejlig pause med lidt sjov og ballade i hverdagen. Og jeg var, om ikke kreativ – for det er måske lidt flot sagt, men ihvertfald havde jeg da gang i fantasien og det er jo slet ikke så dårligt, når man er en halvgammel kone med terminer, studiegæld og et hus, der slår lidt revner i murværket (og er det mon virkelig kun huset, der slår revner….?).

Og så blev det også lige til noget med balloner, for hvem elsker ikke balloner?

Jeg har været ude og gå i regnskovens eventyrnat

Egentlig skulle jeg bare en aftentur i Rema efter Ungerne var blevet puttet og handle lidt ind (1 pakke havregryn, finvalset, økologisk, 1 danskvand med citrus, 1 pakke hvidløgsspegepølse og så 1 pakke rugbrød, skiveskåret og med solskikkekerner), men så tog jeg lige en lille omvej ud i regnskoven, nu jeg alligevel var ude at gå:

En kæmpe myresluger på jagt efter natmaden
- eller var det en bunke jord i nogens have?

Hørte lyden af trommer i natten
- eller en stor fed due, der baksede med vingerne imellem træernes grene?

Mødte en 897 år gammel skildpadde, der vandrede igennem verden i sin egen hastighed
- eller måske bare en stor bunke græs, som nogen ikke har fået samlet sammen efter græsslåningens kraftanstrengelse?

Måtte skjule mig for en skorpion klar til angreb
- eller en kommende regnvejrssky på den lysegrå himmel?

Så et smukt langt stjerneskud lande på jorden efter årtiers lange rejse over himlen
- hvis det da ikke var genskinnet fra billygter i en elmålerkasse langs cykelstien?

Og til sidst blev jeg fulgt hjem til min egen provins-virkelighed af en smuk hvid kat, som strakte ben hen over vejen. 


En lille bitte vigtig tanke

Egentlig havde jeg skrevet på et helt andet indlæg i denne uge. Men så i går aftes satte en lille, men vigtig tanke sig fast i mit hoved. Og den var så vigtig, den lille tanke, at jeg var nødt til at dele den:

Så får I det andet indlæg en anden gang, for de tanker var da egentlig også meget go’e, synes jeg. Ha’ en rigtig dejlig uge!

Jeg har SLET ikke noget, jeg skal nå. Se selv

Tidligere i år tog jeg en beslutning. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ikke har noget, jeg skal nå (Jeg har ikke noget jeg skal nå?!)

Det betyder, at jeg ikke længere skal lede efter noget andre steder end der, hvor jeg er. Forsøge ikke at hige efter andet, men at være dér, hvor jeg er – og nyde det. For mig handler det om ikke at stille for mange mål og kriterier op, som skal være opfyldt for, at jeg kan være glad. Den ramponerede udestue og det slidte tapet på toilettet skal ikke være dét, der definerer mit liv. Det skal min titel eller min løn heller ikke være. Heller ikke min vægt eller min evne til at løbe 5 KM på 20 minutter. Og det betyder ikke noget, om jeg har besteget Mount Everest eller hjulpet nyudklækkede skildpadde-unger sikkert ud i vandet.

Hvad skal definere min lykke 
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil tjene penge, kunne sætte mig ud i en lækker udestue med gæster eller en god bog eller endda tabe mig (der er jo også noget med et lidt højt blodtryk), men det skal ikke være den slags, der definerer min lykke. (Og jeg vil i øvrigt vildt gerne prøve det der med skildpadde-ungerne).

Det, der skal definere min lykke, skal være, at jeg har det godt, der hvor jeg er. At jeg (for det meste) nyder det, jeg gør. Det betyder også, at jeg skal tage ansvar og sørge for at jeg så vidt muligt ikke er steder, hvor jeg er ulykkelig – hverken fysisk eller mentalt. Jeg skal ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg mistrives og jeg skal ikke gemme på min mistrivsel, når den er der, men dele den med andre, for jeg ved nu, at jeg ellers ikke kan klare mig.

Mere, højere, længere?
I en hverdag som stadig indimellem er præget af stressens  efterdønninger, blander dage med influenzasyge Børn, vasketøj fra 14 dage, fordi de voksne også selv lige har været syge, sig med dage med overskud i forskellige mængder.

Nogle gange er der overskud nok til at tage sig af andre, til at svare på en venindes lange sms, selv at skrive en lang sms eller måske endda til at ringe til nogen (!), til at tage en legekammerat med hjem efter skole eller til bare at gå en tur. Andre gange til at klippe hækken, vaske gulvet eller stryge den lækre silkeskjorte, som så sjældent kommer ud. Det overskud skal ikke ødelægges af krav til, at jeg skal nå mere, højere eller længere.

Og andre må jo gerne. Hvis bare de er glade, så er jeg glad.  Jeg ved bare, at jeg ikke skal lade mig glide med i strømmen.

At overkomme malstrømmen
At jeg ikke har noget, jeg skal nå, hjælper mig nemlig til at klare mine udfordringer, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi ikke engang livets malstrøm hindrer mig i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er. Det betyder ikke, at jeg altid er glad og ligeglad med de svære tider og nogle gange endda sorg, som livet også er. Det betyder, at jeg har lært, at den kommer. Malstrømmen. Og at jeg øver mig i, at det sådan set er ok, fordi jeg ikke har noget andet, jeg skal nå. Jeg skal kun forsøge at få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut.

Det handler altså ikke om, at jeg altid skal finde den positive side af tingene, slet ikke. Det betyder, at jeg skal passe på mig selv og mine kære lige præcis, fordi verden er så uperfekt nogle dage og det er kun dét jeg skal  nå.

En vidunderlig glimmergrøn påmindelse 
Og nu har jeg fået ekstra hjælp til at huske at passe på mig selv. Vidunderlig glimmergrøn og pink hjælp fra Kritisk Pynt, som har kreeret denne smukke nøglering til mig, som jeg stadig er helt benovet over, er min.

 

 

 

 

 

Og ikke nok med det, så fik jeg også min helt egen pyt-knap med:

Gå endelig på opdagelse i Kritisk Pynts helt fantastiske univers på  facebook her: Kritisk Pynt. Du vil ikke fortryde det, der er fyldt med fede feministiske, skæve og kloge slagord og opråb, som er ekstra gode, når du trænger til at sætte hamsterhjulet lidt på pause. Også selvom det bare er et lille øjeblik. Og så er der selvfølgelig glimmer og pangfarver!

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!