Tag-arkiv: jeg skal nå

Farvespil i forsommeren

Så ser sommeren ud til at være her – i hvert fald lige indtil sommerferien starter og familien her tager afsted på telttur… Men  indtil da er det jo helt igennem vidunderligt at kunne sidde i solen og blive varmet lidt igennem efter den lange våde og kolde vinter – og ikke mindst den del af den, der hed marts og april.

Jeg elsker, når foråret rigtig får fat på vej til at blive til sommer. Så skal haven have en ordentlig omgang. De gamle brune blade skal væk og det samme skal selvfølgelig også de tidlige og små skvalderkål – nå ja, måske er de ikke alle lige små og tidlige efterhånden… Men altså hvem tæller?

Så ser man mig rode rundt under hækken og skrabe ukrudt og sidste sommers visne blade sammen. Og indimellem ryger der måske også en enkelt forårsblomst eller to med, hvis de har været så uheldige at ligne ukrudt. Og skal jeg være helt ærlig, skal der nok ikke så meget til, før det ligner ukrudt – jeg er ikke helt stærk i plante-anatomien. Så står man bagefter der med 5 store plast-sække med diverse og ikke mindst et par forrevet arme efter nærkontakt med hækken, så man virkelig kan bevise, at man har været i haven.

Rifterne forsvinder hurtigt igen, men så kan jeg da altid glæde mig over at have sækkene med haveaffald stående i som regel en længere periode, inden der er overskud til at få kørt dem videre til genbrugsstationen. Her ville nogen måske nok være kørt lidt trætte, men ikke mig. Jeg er nemlig så heldig indrettet, at jeg efter kort tid holder op med at bemærke den slags. Så bliver det bare en del af det liv, der nu er.  Indimellem en klar ulempe, for hvor kan man dog “glemme” meget på den måde, men pyt, for samtidig har jeg jo også besluttet mig for, at jeg ikke skal nå noget som helst andet end at have det godt, og så betyder sådan 5 små sække ikke en s…! (Jeg har ikke noget, jeg skal nå fra 2. januar)

Ja, jeg elsker helt sikkert arbejdet i haven, også selvom det måske godt kan komme bag på mine naboer, at jeg har det sådan. Men skidt, for hvem, var det nu der talte? Ja, jeg prøver jo altså at lade være. Det er helt sikkert.

Udover det vidunderlige ukrudt, er der jo også flere andre gode grunde til at gå i haven: Blomsterne. Lige nu er det vores syrenbusk og pæoner, der lyser op med deres vidunderlige lilla og bordeaux-røde farver og dufte.

Jeg elsker deres flotte lilla og bordeaux farvespil – ikke mindst fordi de tager opmærksomheden fra mine bens vinterblege grå-grønne farvespil – med deres eget lille hint af lilla og bordeaux.