Jeg siger ikke, at det bedste jeg ved, er at tjekke mine potter fyldt med jord og kærlighed. Bare lige lidt om morgenen. Lige om eftermiddagen og måske igen efter aftensmaden.

Jeg siger heller ikke, at jeg tænker på mine små spirer, før jeg tænker på at få udryddet de tunge morgenånde med tandpastaens kemiske lethed.

Eller at jeg hektisk gennemsøger køkkenet for tomme gennemsigtige plastikbeholdere til at sætte over potterne som små drivhuse.

Eller at jeg specifikt går efter middagsretter, som involverer cherrytomater (købt i gennemsigtige drivhusagtige plastikbøtter) eller babyspinat og rucola (tilfældigvis også købt i gennemsigtige drivhusagtige plastikbeholdere).

Jeg siger måske heller ikke, at jeg har fyldt vindueskarme og udestue med potter med frø, som forhåbentlig har overlevet fra sidste sommer.

Eller at jeg kalder det mine børnehave.

Altså sådan højt. Altså til mennesker, som jeg ikke er i familie med.

Slet ikke.

Jeg siger bare, at det er vidunderligt dejligt at følge med i livet set fra et lille bitte frøs perspektiv.

At se hvordan livet vokser helt stille. Uden at tænke i rene madkasser og drikkedunke, der ikke drypper, coronatest og -hjemmearbejde, terminer og skat, deadlines og budgetter, blodtryk og børneopdragelse eller 2 ens strømper…

Bare lige 5 minutters vanding og holden lidt øje med selv verdens mindste vækst. Eller måske endda bare ingenting.