Hemmeligheden bag børn er…

Der er sikkert mange gode grunde til at få børn: Kærlighed. Biologi. Ønsket om at føre slægten videre. Ønsket om at være en del af en familie. Eller noget helt femte.

Jeg har altid troet, at min egen har været biologisk drift med et drys af kærlighed. Udover at tænke, at det var helt vildt vildt – som i helt vildt meget vildt, at få børn, har det altid bare været sådan, at jeg tænkte, at jeg da skulle have børn. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at jeg skulle have nogle at elske på en særlig måde – eller nogen, der elsker mig helt særligt – for sådan er det også, eller at jeg skulle give noget videre. Jeg skulle bare gerne have børn – og sådan var det.

Den slags kan man jo godt tænke lidt ekstra over i en vinterferie, der starter med syge børn – oven på flere måneders sygdom hos både børn og voksne. Eller oven på sure unger, der skændes i stuen med en lyd, der skærer igennem den lukkede dør, jazz-playlisten og kaffemaskinens brummen. I min ferie! Eller oven på flere nætter uden mere end 2 timers sammenhængende søvn. Eller oven på raserianfald over, at man ikke må komme i biografen (fordi man jo også kun har været i svømmehallen og på McDonald’s).

Til gengæld er det jo helt vidunderligt at kunne trøste et ulykkeligt feberramt barn. At få et lykkeligt ferie-godmorgen-kram. Grine højt over prutter og mavekilderi. Eller lave en køkkenrulle-kikkert som man kan se bjørne og bjerge igennem.

Og ja, alt det er meget godt og dejligt og hjertevarmende. Men nu har jeg fundet den virkelige grund: Kage! Jep. Kage.

Man sidder der ved kagebordet og den lille spørger med munden fuld af første stykkes sidste og lidt for store bid, om der kan blive et stykke til? Og det kan der – det er jo ferie, hører man sig selv sige. Nej nej, ikke til Far og Mor. Vi kan sagtens nøjes med ét. Man skal ikke overdrive, bare fordi det er ferie vel?

Men indeni, indeni begynder du stille at nynne. For du ved godt, hvad der sker lige om lidt: Moor, jeg kan ikke spise mere, må jeg gå ind og lege? Og vupti! Hvad ligger der så der? 2 tredjedele uspist kage, som ikke kan gemmes!

Jep. Den virkelige grund til at få børn er mere kage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *