Kategoriarkiv: Pauser

Hæklerier, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Día de Muertos, sugar skulls og Frida Kahlo

Skriv en kommentar

På fredag den 2. november er det Día de Muertos, De dødes dag. I Mexico er det dagen,  hvor man holder fest for de døde og kalder deres sjæle hjem og fejrer dem.

En utrolig smuk (og lidt skræmmende) tradition, synes jeg. At vi ikke glemmer de døde, men holder fast i at de stadig er her hos os i vores liv, selvom de ikke er hos os mere.

Men det er ikke bare tanken om, at vi aldrig rigtig dør eller at vi altid lever videre og kan besøge vores elskede igen. Det er heller ikke kun, at vi ikke må glemme de døde, men måske for mig mindst lige så meget, at vi ikke glemmer døden selv.

At vi ikke glemmer, at livet og døden ikke er hinandens modsætninger, men at de hører sammen. At de er flettet sammen og ind i hinanden – også selvom vi ikke har lyst til at se det.

Måske er det det, at nu ældre jeg bliver, nu ældre bliver andre omkring mig også og at det kan mærkes. Nu mere jeg lever, nu mere ser jeg, hvordan liv og død, kærlighed, sorg, sygdom, venskab og smerte er flettet sammen i én stor garnnøgle, som ingen kluddermor nogensinde vil kunne løsne.

Derfor fejrer Etonmess i denne uge også Día de Muertos og det gør jeg sammen med de berømte mexicanske sugar skulls og selvfølgelig den uforglemmelige og uforlignelige Frida Kahlo, som virkelig levede i et sammensurium af smerte, frihed, sorg og kærlighed.

Jeg ledte efter den perfekte 40 års fødselsdagsgave til min vidunderlige veninde (det, som min Yngste ville kalde en hjerteveninde og som jeg er så heldig at have flere af i mit liv) og faldt for en hæklet Frida. Jeg ved, at min veninde ligesom jeg, synes hun er til stor inspiration, undren, nysgerrighed og måske endda forståelse af sig selv.

Så stor en personlighed og så fantastisk en kunstner og så hæklet! Det kunne jeg da ikke stå for, så her er hun:

Opskriften på Frida finder du her hos Little box of crochet

Og så kan man jo ikke fejre Día de Muertes uden sugar skulls! Her både i flere farver og de mere klassiske hvide kranier. Og ja størrelserne er måske lidt uens og broderierne er helt ærligt efter bedste evne, men er det ikke sådan livet er?

Kranierne er fra Crochetnirvana

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Ugen i dagens første kop kaffe

Skriv en kommentar

Mandag

Drikkes lige hurtigt nok, da der også skal være tid til at tjekke om,  der nu også er 2 styk strømper med i Barnets skiftetøjspose.

Og så skidt med, at det ikke er 2 ens. Det er jo kun til nødstilfælde…

Tirsdag

Drikkes lidt langsommere i dag – er så småt begyndt at vende mig til, at ugen er i gang igen.

I dag er der jo også styr på skiftetøjet.

Onsdag

Åh onsdag. Du er nu meget dejlig.

Og det er du godt nok også kaffe! Vi er jo stadig kun nået til onsdag, hvis man skal være helt ærlig…

Torsdag 

Tager mig tid til at drikke 2 kopper i dag. Luksus på en dag, hvor jeg ovenikøbet skal aflevere Børnene inden arbejde.

Men også lidt nødvendigt, det er jo torsdag  og ugens 4. dag, der skal klares.

Fredag

Sådan kaffe! Vi klarede det, du og jeg. Vi er nu næsten nået til weekenden. Det der arbejdsliv er såmænd meget udmærket, men weekenderne er helt klart min favorit.

Men du er nu også meget go’ fredag. En tår kaffe mere?

Lørdag

Umm. I dag er der tid til at nyde varmen stige op fra koppen og lade den danne dug på brilleglassene. Og tid til, at duften af kaffen får tid til at brede sig og gøre mig lykkelig,

Åh altså dejlige lørdag.

Søndag

Søndag, søndag, søndag. Du er på en måde en kopi af lørdag og så alligevel helt din egen.

Og så med kaffe…

DIY, Hæklerier, Livet, Pauser

Livet og mørket – og halloween

Skriv en kommentar

Hvis du er sådan én som skummer af raseri over amerikaniseringen, når butikkerne begynder at finde det første halloweenpynt frem, så ville jeg muligvis skynde mig langt væk lige nu.  For her på bloggen tages med kyshånd imod alt, hvad der hygger og giver ekstra lys i efterårets mørke våde kulde. Og hvis det så oveni giver en undskyldning for at spise slik og kager, jamen så er jeg med på den værste!

Så altså, nu er det sidste chance. Virkelig. Jeg mener det.

Nå, er de mon væk?

Jeg er begyndt at holde af halloween, som udover at give anledning til at tænde lys, hygge og klæde sig ud OG spise slik, også er med til at minde mig om, at livet også er døden. Der er gyset fra gravene og de uhyggelige udklædninger, som skræmmer fra vid og sans (ja, selv zombie-cheerleaderen), men som på deres egen måde fortæller, at selv om vi lader som om, at livet altid er lyset, så er det nogle gange også mørket.  At vi kun har livet og hinanden til låns i en vis periode, som ingen af os kender. Derfor er det så klogt at tænke på døden midt i livet,   det får mig til at nyde det, jeg har og at glæde mig over legen i livet, når muligheden byder sig. Og så selvfølgelig at spise slik.

I anledning af, at der nu er under en måned til halloween (1 måned folkens!) kommer derfor et par ideer fra tidligere halloweens. Jeg har genprøvet garn-nøgle-græskarene, da jeg virkelig ikke var særlig tilfreds med udførelsen dengang. Synes heller ikke rigtig, at det lykkes mig i år at få dem til at ligne dem på billederne fra opskriften, men sådan er livet vel i virkeligheden så tit. Og heldigvis har jeg jo ikke noget, jeg skal nå…

 

 

 

 

 

Find vejledninger og opskrifter her

(og når jeg har det sådan med Halloween, så bare vent til Valentinsdag og al den herlige kærlighed…)

Den lille tegnede mand med hatten, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser, Skæg, du selv sidder på

Hey! Den lille tegnede mand med hatten er tilbage

Skriv en kommentar

Jeg har savnet ham. Min lille tegnede mand med hatten, som jeg første gang mødte i toget på vej hjem fra en af de der trætte dage, som arbejdet nogle gange er: Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Jeg har længe tænkt over, hvad han mon egentlig gik og lavede for tiden, men han dukkede bare ikke rigtig frem igen. Indtil jeg en dag simpelthen bare tvang ham frem fra hans skjulested! (Så kan han lære det. Nemlig!)

Jeg satte mig ned og begyndte at tegne ham og bestemte mig så for at se, hvor mange forskellige slags kop-agtige ting, jeg kunne finde på at tegne ham med!

Ja, det giver måske ikke meget mening – det medgiver jeg gerne, men det var sjovt. Og på en eller anden måde var det faktisk nærmest sådan haha-sjovt. Jeg sad i hvert fald og klukkede og fnes lidt ved mig selv og havde jeg haft skæg, havde jeg helt sikkert også grinet i det.

Og jeg er helt med på, at det nok ikke rigtig giver mening (bare så du husker, at jeg godt ved, at det er lidt mærkeligt), men alligevel så gav det mig lige 10 minutters dejlig pause med lidt sjov og ballade i hverdagen. Og jeg var, om ikke kreativ – for det er måske lidt flot sagt, men ihvertfald havde jeg da gang i fantasien og det er jo slet ikke så dårligt, når man er en halvgammel kone med terminer, studiegæld og et hus, der slår lidt revner i murværket (og er det mon virkelig kun huset, der slår revner….?).

Og så blev det også lige til noget med balloner, for hvem elsker ikke balloner?

Den lille poesibog, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser, Skæg, du selv sidder på

Jeg har været ude og gå i regnskovens eventyrnat

Skriv en kommentar

Egentlig skulle jeg bare en aftentur i Rema efter Ungerne var blevet puttet og handle lidt ind (1 pakke havregryn, finvalset, økologisk, 1 danskvand med citrus, 1 pakke hvidløgsspegepølse og så 1 pakke rugbrød, skiveskåret og med solskikkekerner), men så tog jeg lige en lille omvej ud i regnskoven, nu jeg alligevel var ude at gå:

En kæmpe myresluger på jagt efter natmaden
- eller var det en bunke jord i nogens have?

Hørte lyden af trommer i natten
- eller en stor fed due, der baksede med vingerne imellem træernes grene?

Mødte en 897 år gammel skildpadde, der vandrede igennem verden i sin egen hastighed
- eller måske bare en stor bunke græs, som nogen ikke har fået samlet sammen efter græsslåningens kraftanstrengelse?

Måtte skjule mig for en skorpion klar til angreb
- eller en kommende regnvejrssky på den lysegrå himmel?

Så et smukt langt stjerneskud lande på jorden efter årtiers lange rejse over himlen
- hvis det da ikke var genskinnet fra billygter i en elmålerkasse langs cykelstien?

Og til sidst blev jeg fulgt hjem til min egen provins-virkelighed af en smuk hvid kat, som strakte ben hen over vejen.
Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

En lille bitte vigtig tanke

Skriv en kommentar

Egentlig havde jeg skrevet på et helt andet indlæg i denne uge. Men så i går aftes satte en lille, men vigtig tanke sig fast i mit hoved. Og den var så vigtig, den lille tanke, at jeg var nødt til at dele den:

Så får I det andet indlæg en anden gang, for de tanker var da egentlig også meget go’e, synes jeg. Ha’ en rigtig dejlig uge!

Den lille poesibog, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Om at være til uden at være

Skriv en kommentar

Jeg har igen været helt og aldeles unyttig og skrevet et digt i frit fald.

Om at være til uden at være. Tror jeg da nok…

 

Uden nede og oppe

I en glasklokke, der ikke kan tegnes,

svæver jeg i tomrum. Som en kvæstet fjer,

holdt oppe af ingenting.

 

Ingen og ingenting kan nå mig, når

alt kan nå mig og alting kan holde mig nede.

 

Det er ikke længere mig. Det er dig.

Det er jer. Og I er ikke længere

mig.

 

Jeg er ikke mig. Længere. Jeg er

bare en fjer uden jer. I et tomt

rum af ingenting og alt.

 

Uden nede

og oppe.

 

Har du lyst til flere digte, kan du finde mine “gamle” her i Den lille poesibog:

Fungerer bedst på PC – er du på mobilen, men hungrer du bare efter flere digte, kan du finde dem her: Den lille poesibog

DIY, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Pauser

Pom-pom-crazy!

Skriv en kommentar

Hvis du ikke er fan af pom-pomer, skal du kigge væk nu!

Nu går Etonmess nemlig amok i pom-pomer – mest fordi de er så sjove og nemme at lave. Det sværeste er faktisk at forsøge at klippe dem pæne bagefter, så de både er tætte og stadig runde. Har endda undervejs overvejet at tage dem med til min frisør og få lidt vejledning (og jeg har et spinkelt håb om, at hun ikke vil blive alt for skræmt og synes jeg er alt for mærkelig, fordi vi efterhånden kender hinanden så godt efter mange års klipninger plus en mødregruppe. Et spinkelt håb altså…)

Men hvad pokker skal man dog bruge dem til bagefter?  Det vides endnu ikke helt, men derfor kan man jo godt kaste  sig over dem alligevel og så kan man jo bruge dem eller lade være.  Og jeg har da også fundet et par gode bud på hvad i alverden man kan bruge dem til:

(Tryk på billedet for link til vejledning)

Pynt til tasken sammen med de uundværlige perler og skønne hjemmegjorte kvaster
Verdens nemmeste cupcakes
De små nuttede Valentins-knus, som garanteret også ku’ være gode til barnedåben
Hvem har ikke brug for lidt ekstra liv til døren?
Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser, Skæg, du selv sidder på

Skæg du selv sidder på – ja, der findes mere endnu!

Skriv en kommentar

Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Derfor begyndte jeg sidste år på en ny hobby: Jeg samler nemlig på skæg. Både på mit eget og på andres. Det handler om at give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.

Her er lidt af, hvad jeg har fået samlet sammen siden sidst:

  • Hvis du sidder udenfor med en kop kaffe og vender din kop i den rette vinkel kan du se himlen i din kaffe. Kan det blive mere poetisk end at have himlen i sin kop?
  • Gå en tur, mens du går i takt til “Posemandens bil”. Du ved den med Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil tog ud en dejlig sommernat i Posemandens bil. Bilen havde ingen hjul og heller intet rat, men det var osse lige fedt, for det var nemlig nat. (Du kan finde resten af teksten her) Den takt passer simpelthen så godt til at gå i, den er nem at huske og så giver den ingen mening. Perfekt!
  • Tag i Leos Legeland og når du stiller skoene i garderoben (man SKAL nemlig  gå i strømpefødder – også de voksne) så lad som om, du ikke udmærket godt ved, at det er dine fødder, der lugter, når en af de andre gæster bemærker en lidt syrlig lugt. Det er sjovt. Tag også endelig en tur i rutschebanen, nu når du alligevel render rundt i strømpefødder, som var du 7 år igen. Du kan ligeså godt få mest muligt ud af det.
  • Syng med på mindst alle 5 instrumenter, når nevøen synger for til mormors fødselsdags (du ved mormor har fødselsdag, og det har hun jo og det er i dag. Mormor har fødselsdag, og det har hun jo dag. Og hør nu her, hvordan vi alle spille vil og hør nu her, hvordan vi spille vil… Og gi’ den så max gas på trompeten, violinen, trommerne, fløjten og elguitaren. Du vil takke dig selv med en ordentlig krammer bagefter! Og tårerne trillende ned af kinderne af grin – og hvor tit sker det egentlig?

Du kan finde mere skæg, du kan sætte dig på her:

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Mig og mit arbejde

Skriv en kommentar

I foråret tog jeg afsked med én arbejdsplads for heldigvis at sige goddag til en ny. Jeg havde efter10 år samme sted brug for at se noget andet hver dag og simpelthen bare brug for at være et andet sted – at se nye græsgange i andre grønne nuancer (og gerne med mindre transporttid end 2 ½ time om dagen…).

Og det har været noget af det klogeste, jeg nogensinde har gjort i mit arbejdsliv!

Ikke fordi, jeg var et forfærdeligt sted med onde chefer og lede kolleger. Jeg tror egentlig, at jeg var et gennemsnitligt sted i det offentlige system med gode dage og halv-dårlige dage, med gode kolleger og med mere irriterende kolleger (som alle også havde deres gode og halv-dårlige dage) og med gode chefer og mere irriterende chefer (som jo også har lov til at have gode og halv-dårlige dage). Som mange andre steder var det hele også blandet med et skønt miks af at skulle nå liiige 10 % mere for 20 % mindre.

Men nej, det var slet ikke derfor, at det var det klogeste, jeg har gjort.

Et job kan faktisk bare være et job (!)

Det, der gjorde det til det klogeste, jeg har gjort i mit arbejdsliv, var at dét at finde et nyt job og sige farvel til det gamle i sig selv understregede, at det bare var et job – og ikke altafgørende for hele mit liv.

Det var bare én type opgaver, i ét type kontormiljø med én gruppe af mennesker, som man faktisk kan skifte ud med noget andet. Ikke at det nødvendigvis er helt let at finde det der andet, det ved jeg alt om om. Men da det lykkedes, tog det ligesom pusten ud af de halv-dårlige dage og de irriterende opgaver, fordi det at skifte arbejdet ud med et andet også des-integrerede arbejdet fra mig, så det blev mig og mit arbejde og ikke mig i mit arbejde.

Det blev til noget, som jeg selv kunne påvirke og ændre på (igen det er nødvendigvis ikke sådan ligetil) og altså noget, som jeg kunne styre og som ikke bare styrede mig. Det var en kæmpe AHA-oplevelse, som jeg stadig lever højt på og som jeg håber, at jeg vil huske, når også det nye arbejde er hverdag.

Kærlighed og kolleger

Men når alt det er sagt, må jeg også sige, at jeg også skulle sige farvel til en gruppe kolleger, som var mere end bare gode – de var fantastiske! Både når man havde gode, men også halv-dårlige dage. Sådan en almindelig tirsdag kunne frokost-pausen føles som om man sad til en 40 års fødselsdag med kølig rosé og god mad i selskab med gamle barndomsveninder med høje grin og kærlig ærlighed. Og hvor har jeg mange gange glædet mig til at komme ind og høre deres overvejelser og løsninger på opdragelse, mand og liv. Det var en helt særlig oplevelse at få lov at være en del af sådan en gruppe et par år.

Kærlighed, kolleger og hækling (ja, hvad ellers)

Jeg kunne ikke tage afsked med dem uden at give dem kærlighed tilbage og den kærlighed blev i min hjerne naturligvis oversat til hæklerier og derefter til hæklede nøgleringe!

Jeg har forsøgt at gøre dem så personlige som muligt. Kan du mon gætte hvem, der fik hvad? (Du kan desværre ikke vinde noget, men du kan få en dejlig velfortjent pause).

Der skal være til:

  • Hende, der dyrker yoga hver morgen (Jep. Hver morgen!) og som aldrig var bange for at kaste sig ud i nyt – eller i hvert fald ofte gjorde det alligevel
  • Den unge elev, der snart flyver videre ud i verden (var det for meget hjælp?)
  • Te-drikkeren, der hver dag bryggede de lifligste teer og hvis hjerne så klogt bryggede videre på konsekvenserne af vores andres helt utroligt gode ideer
  • Katte-elskeren med stort K (og et kærligt og meget klogt hjerte for mennesker også)
  • Hende, den lidt flagrende med det skønne høje grin, som måske indimellem havde det med at glemme, hvor modig hun faktisk var
  • Hende, med det store hjerte og modet til at sætte fingeren på det ømme punkt
  • Hende, der har lært mig at tænke i ro og honningdepoter (og introducerede mig til Svend Brinkman og hans nej-hat)

OBS! Vil du vide mere om honningdepoter og måske lidt om at trække vejret helt ned i maven og tage en pause midt i hverdagens larm? Så læs med her Honningdepoter og pauser

Opskriften på katten, kan du finde her (OBS på hollandsk, men man kan google sig til oversættelsen og den er ikke så kompliceret)
Lotusblomsten er herfra (på engelsk)
Den skønne tekop her (også på engelsk)
Sommerfuglen gemmer sig her
Hatten er egen kreation inspireret af flere forskellige, men basis finder du her (engelsk)
Hjertet og den skøre fugl er fra henholdsvis Hæklet julepynt af Maja Hansen og fra Fin og farverig jul – du selv kan hækle af Lisbet Lücke Larsen.