Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Pandekage-flad

Skriv en kommentar

Efter en uge med overordentlig ekstra meget gang i den i del af livet som bruges på arbejde, en mand med næsten uhåndterbart ondt i ryggen og så en weekend med 2 syge børn, er jeg ærligt talt lidt flad – ovenpå et par måneder inden da med lungebetændelse, influenza og så lidt af det løse.

Jeg er så flad, at jeg er virkelig glad for, at jeg allerede har besluttet, at der ikke er noget jeg skal nå (andet end at forsøge at have det så godt som muligt, mens jeg alligevel er her. Se mere her: Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)).

Men bare det at forsøge at have det så godt som muligt, kan godt virke helt uoverskueligt, midt i al det fladhed. Og det kan nemt blive fanget og gemt under et tæppe af i virkeligheden fuldstændig unødvendige, men meget højtråbende krav.

En weekend med dårlige nætter med hostende børn med to alt for tidlige morgener med dårligdomme og opkast sætter virkelig sine spor ovenpå en hård uge. Og søndag var tanken om en ny uge nærmest ubærlig. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden at have kunnet bruge weekenden på at lade batterierne op? Tanken tog næsten over og lagde sig netop som et tykt tæppe over bare det at være.

Indtil der pludselig dukkede en helt fantastisk og oprørsk idé op: Jeg nægter at bruge min weekend på at lade op til arbejdet. Det skal ikke være mit fokuspunkt, for min weekend skal være til mig. Den skal bruges på det, jeg nyder (og nogle gange også på at gøre rent) og det skal være,fordi det gør mig glad og giver mig pauser, og ikke kun for at lade op til at gå på arbejde. Og så må jeg klare arbejdet og arbejdet må klare mig, som jeg er.

Og så skete der lige pludselig noget. For min weekend gik fra at være den værste nogensinde til en af de bedste. For jeg havde passet på min familie. På mine børn. Jeg havde været der for dem og jeg havde skruet helt ned for at give dem ro til bare at være syge med ondt over det hele og lidt for meget feber. Og jeg har holdt om og er selv blevet holdt om.

Jeg er stadig flad og brugt og trænger til at få ladet batterierne op. Men det er for mig selv og ikke for mit arbejde.

DIY, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

1000 gange undskyld forår! Det er min fejl

Skriv en kommentar

Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det er min skyld.

Snevejret og den sibiriske kulde altså.

Jeg fik først mit kalenderblad for marts måned færdig den 2. marts. Og det må jo uden tvivl være grunden til, at det søde forår ikke har kunne komme igennem til tiden, og at vi derfor har startet den første forårsmåned med snevejr, fygning og sibirisk kulde. Du ved af den slags, der ikke bare giver de almindelig dejlige røde kinder, men istedet de der røde kinder af den stikkende og strenge slags.

Undrer du dig lige nu? Det er fordi, jeg plejer at lave min egen DIY kalender med egne tegninger og ideer:

I år har jeg været lidt bagud på grund af sygdom (Kom så 2018; du kan sagtens nå det endnu! ), men nåede da lige at få fabrikeret januar og februar måned færdig et par dage før månedsstart, men her til marts er det så gået helt galt.

Det var jeg egentlig ok med (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)), men nu kan jeg jo godt se, at det har været en kæmpe fejl, for hvordan kan det skifte til foråret, når kalenderen ikke engang har det første forårsmåneds-kalenderblad?! Men det fik jeg endelig rådet bod på (selvom vi måtte hen til 2. marts), så nu må foråret helt sikkert være på vej:

Et styk marts måned til kalenderen i køkkenet ved siden af ugens madplan

For en sikkerheds skyld er jeg også allerede gået i gang med næste måneds kalender-blad. Ja, faktisk er jeg sprunget direkte til maj, da jeg ikke lige kunne finde på et tema til april måned, men til gengæld ingen tvivl havde om, hvad billedet til maj skulle være:

Kom maj du søde milde (fremstillet med præfabrikerede stempler, men prikkerne har jeg da i det mindste selv fundet på)

April plejer også at være én lang aprilsnar med vejret, så lad os bare springe den over.

Så nu tænker jeg, at det ikke kan vare længe før foråret kommer. Jeg har endda også opdateret snoren til kalenderen med et hæklet og meget forårsagtig bånd, så nu har jeg i hvert fald gjort, hvad jeg kan, så er det bare at krydse fingre for resten.

Den lille tegnede mand med hatten, Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet, Pauser

Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Skriv en kommentar

Om hvordan et tilfældigt møde med forsiden af en engelsk roman og en tusch-tegning skulle føre til fødslen af min egen lille tændstiksmand med hat og gulerodsnæse.

Det var en af de dage, hvor man ligesom bare er lidt mere træt end andre gode dage.

En af de dage, hvor det der såkaldt giftige og farlige sukker-, fedt- og e- og alt muligt andetholdige bare er lidt mere vidunderligt, lækkert og skønt end andre dage.  Hvor det jo i øvrigt også er virkelig skønt, hvis du spørger mig.

Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan min krop bare krævede snacks, men heldigvis for mig og min selvdisciplin kunne jeg umuligt nå i kiosken, hvis jeg også skulle nå det tog, der skulle føre mig til Ungernes SFO inden lukketid. Så jeg satte mig altså ind i toget, imens jeg voksent og modent forsøgte at få mig selv til at forstå, hvor særdeles fint det var, at jeg ikke havde fået slik, når den craving jeg følte, jo slet ikke var udtryk for reel sult, men snarere træthed og måske en lille smule tørst. Noget som var meget bedre at trøste med afslapning og postevand end den der Bounty med den mørke bløde chokolade og dejlige søde kokosfyld og en alt for dyr varm og mælke-silkeblød cappuchiono. Enhver ku’ jo tydeligt se, at det ikke ville være godt for nogen…

Jeg kastede mine tasker (om jeg fatter, at jeg altid kommer på arbejde med minimum to tasker fyldt med, hvad ved jeg), min cykelhjelm (cykler jo til og fra stationen og er fast besluttet på ikke at få ødelagt min kranie og resten af mit liv på grund af 750 meters cykeltur og en uopmærksom med-trafikant) og min vinterjakke (hvordan får de andre dog deres lagt så pænt foldet på plads?) op på den stakkels hattehylde og sank ned i et dejligt blødt (men heldigvis ikke for blødt) sædde.

Ahhh. Så dejligt.

Jeg skulle lige til at kaste mig over min mobil, for i det mindste at give min hjerne lidt af den total ulødige og ernærings-u-korrekte føde, som jeg lige havde nægtet min krop, da jeg fik set nærmere på, hvad mine nærmeste medpassagerer sad med. De var to unge piger (dem er der godt nok mange af, når man er i min alder, har jeg opdaget. Men det må være til et andet indlæg en anden god dag). Muligvis i begyndelsen af 20’erne eller noget i den stil.

Den ene sad med en engelsk roman, hvis titel jeg ikke længere kan huske, men jeg mindes, at den havde den korrekte humanistiske og filosofiske kant, som den også bør have i den alder. Den anden sad og med den fineste tush-streg håndtegnede hun en vidunderlig flamingo med små lette strøg. Indimellem tog hun små pauser, hvor hun så ud i luften, hvorefter hun tegnede videre med samme afslappede men meget kontrollerede fingre.

Hvordan skulle jeg dog kunne tage min telefon frem og snuble rundt på Facebook ved siden af dem?

Jeg havde ingen filosofiske romaner med. Hverken på fransk, engelsk eller dansk. Og jeg kan bare overhovedet ikke tegne en flamingo om så mit liv afhang af det. Og jeg havde i øvrigt kun en blå kuglepen, så jeg kunne jo slet ikke komme i nærheden af hendes fine streg. Men man skulle dog være et skarn, hvis man ikke kan hive en tændstiksmand ud af ærmet! Så det gjorde jeg. Og hvor var det en god måde at bruge 30 min på. Lige præcis de kalorier som min hjerne og min krop havde allermest brug for.  Tak for det tøser.

Livet, Pauser

Hemmeligheden bag børn er…

Skriv en kommentar

Der er sikkert mange gode grunde til at få børn: Kærlighed. Biologi. Ønsket om at føre slægten videre. Ønsket om at være en del af en familie. Eller noget helt femte.

Jeg har altid troet, at min egen har været biologisk drift med et drys af kærlighed. Udover at tænke, at det var helt vildt vildt – som i helt vildt meget vildt, at få børn, har det altid bare været sådan, at jeg tænkte, at jeg da skulle have børn. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at jeg skulle have nogle at elske på en særlig måde – eller nogen, der elsker mig helt særligt – for sådan er det også, eller at jeg skulle give noget videre. Jeg skulle bare gerne have børn – og sådan var det.

Den slags kan man jo godt tænke lidt ekstra over i en vinterferie, der starter med syge børn – oven på flere måneders sygdom hos både børn og voksne. Eller oven på sure unger, der skændes i stuen med en lyd, der skærer igennem den lukkede dør, jazz-playlisten og kaffemaskinens brummen. I min ferie! Eller oven på flere nætter uden mere end 2 timers sammenhængende søvn. Eller oven på raserianfald over, at man ikke må komme i biografen (fordi man jo også kun har været i svømmehallen og på McDonald’s).

Til gengæld er det jo helt vidunderligt at kunne trøste et ulykkeligt feberramt barn. At få et lykkeligt ferie-godmorgen-kram. Grine højt over prutter og mavekilderi. Eller lave en køkkenrulle-kikkert som man kan se bjørne og bjerge igennem.

Og ja, alt det er meget godt og dejligt og hjertevarmende. Men nu har jeg fundet den virkelige grund: Kage! Jep. Kage.

Man sidder der ved kagebordet og den lille spørger med munden fuld af første stykkes sidste og lidt for store bid, om der kan blive et stykke til? Og det kan der – det er jo ferie, hører man sig selv sige. Nej nej, ikke til Far og Mor. Vi kan sagtens nøjes med ét. Man skal ikke overdrive, bare fordi det er ferie vel?

Men indeni, indeni begynder du stille at nynne. For du ved godt, hvad der sker lige om lidt: Moor, jeg kan ikke spise mere, må jeg gå ind og lege? Og vupti! Hvad ligger der så der? 2 tredjedele uspist kage, som ikke kan gemmes!

Jep. Den virkelige grund til at få børn er mere kage.

Livet

Skøjter, palietter og fiasko – og så vasketøj, beskidte tallerkner og fiasko.

Skriv en kommentar

Jeg har set vinter OL. Altså ikke det hele vel? Jeg må indrømme, at jeg nok er sprunget lidt let henover skiskydning og ski i det hele taget måske. Speedskating, snowboard (som ellers er ret sejt) og curling har måske heller ikke fået deres velfortjente opmærksomhed.

Jeg beklager meget, men jeg tror virkelig, at det ville hjælpe, hvis de havde flere palietter på tøjet. Jeg siger det bare.

Jeg har i hvert fald set isdans. Eller hedder det måske skøjtedans? Hmm, de palietter har vist virkelig destraheret mig.

Det, jeg så, var fantastisk, hvad man så end kalder det. Sikke en kropskontrol, styrke og ynde. Og sikke et mod. Smuk dans, vanvittige badutspring (i øvrigt er det nok ikke den helt korrekte faglige term) og masser af selvdisciplin.

Det første par jeg så, havde kun skøjtet i kort tid, da det gik galt. Grueligt galt. Den stakkels kvinde landede forkert i et spring og tog den direkte på enden på isen.

Hun kom lynhurtigt op, tog fat i partnerens hånd og dansede videre, næsten som om intet var sket. Ikke overraskende lavede de begge adskillige flere fejl ovenpå dén start. Men man kunne ikke se det på dem.


Deres mødre kunne sikkert – synes mødre har en evne til den slags.

Men jeg så intet, heller ikke da de var færdige, var der andet end store smil og stolthed. Og så lige en stor krammer fra en trænerlignende person, og der var nok noget ked-af-det-hed der, tænker jeg.

Jeg forestiller mig, at de har trænet sikkert hele livet til lige præcist dette. Og så er det svært at forstå, at hun ikke bare slog en knytnæve i isen og skred, eller at han ikke rakte hænderne mod himlen (altså loftet i skøjtehallen) og bandede bare en lille smule. De blev ved og ved, selvom de må have været helt klar over, at der ingen medalje ville være til dem nu. De smilede og de sprang og de løftede og de gjorde deres bedste. De blev bare ved.

Hvorfor gjorde de mon det, tænker jeg. Og får faktisk ingen svar.

Jeg har ingen tal på, hvor mange gange, jeg har haft lyst til at slå en knytnæve i isen, række hænderne mod skøjtehallens tag, bande og så bare skride. Men det kan man jo ikke. Når det handler om livet, er der ingen andre steder at gå hen (andet end det ene, hvor jeg ikke vil være endnu). Der er ingen øde ø at gemme sig på, ingen træhytte, som ingen andre kender. Der er bare familie og vaskteøj og arbejdet og terminer og studiegæld og beskidte tallerkner, nullermænd og kun én rulle toiletpapir tilbage.

Indrømmet, der er også kærlighed og børnekram og et køligt glas hvidvin i aftensolen. Men indimellem er det som om, der bare er alt det andet. Og det er på en mærkelig måde måske også det, der er med til at holde fast i én og blive ved. Hvem ved.

Hvis man er heldig, og det er jeg, så kommer man til det kølige glas vin med Manden i den lune aftenbrise, så man kan holde fast også næste gang, man faktisk ikke har lyst til at holde fast.

Men hvordan holder man mon fast i at blive ved,  når man faktisk kunne give op?

Og nej, måske kan de ikke bare skride, for vi holder jo allesammen øje og det ku’ jo være, man alligevel fik en medalje med. Hvem ved, hvor meget de andre fejler? Men for pokker da! Tænk sig at kunne at blive ved alligevel, når man må være så fyldt af frustration, skuffelse og trætte lemmer efter umenneskelig meget træning og afsavn.

De fik for øvrigt ingen medalje.

 

Livet, Pauser

Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Skriv en kommentar

Du har også set dem. Og du kender dem med garanti til hudløshed. Hvis du er kvinde, kender du dem muligvis lidt mere indgående, for de er altid målrettet lidt mere til os, men er du mand, kan du ikke skjule dig heller.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Rådene. De 10 gode råd, som sikrer dig et godt forhold. De 4 gode vaner, som sikrer dit vægttab. De 7 fælder, du skal undgå, hvis du vil lave den perfekte julemad. De 5 skridt du bare skal tage, hvis du vil løbe en marathon (he he). De 27 små gode råd, som sikrer dig evigt liv.

Men nu er de her endelig! Årets bedste råd. Nej nej, jeg mener århundredets bedste råd. Du griner måske lige nu lidt i skægget (og det er jo også ok, for vi har jo kun det skæg, vi selv sidder på, det ved jeg godt). Men nogle gange mødes man bare af heldet på en fuldstændig uforudset måde. Og det er netop sket for mig, og da jeg ikke er den egoistiske type, så deler jeg selvfølgelig, og det gør jeg selvfølgelig med dig. Og du skal være mere end velkommen til også at dele ud af dit held. Ja, lige nu aner du naturligvis ikke, hvad jeg taler om, men bare vent. Lige om lidt, vil du forstå alt. ALT siger jeg dig!

Jeg skriver gerne ned rundt omkring mig. Gode ideer til indlæg, indkøbssedler, huskelister, overskrifter, tanker, stikord til historier og alle mulige overvejelser. I notesbøger, på post-its, små lapper papir, i telefonens note-app eller i sms’er til mig selv. Indimellem – eller oftest – så glemmer jeg alt om dem, og så dukker de lige pludselig op. Og det gjorde denne sms altså med al dens vidunderlige smukke visdom. Og det er her, du får de sidste gode råd, du nogensinde får brug for. Gør dig klar, for fra nu af kan du klare alt på din vej:

  1. Lyt efter til reglerne
  2. Ikke ryste grankoglerne
  3. Spørg, inden du kommer ind

Jeg har sendt dem til mig selv den 10. december kl 19.52 2017, og jeg kan simpelthen overhovedet ikke huske hvorfor. Om det er noget, jeg har tænkt i en gløgg-brandert på anden søndag i advendt, som jeg siden lykkelig har glemt alt om? Om det er én af Ungerne, der har sagt det? Eller om det er det bedste min hjerne kunne klare midt i en strid lungebetændelse? Jeg ved det ikke. Men det gør jo ikke rådenes visdom mindre væsentlig. Har du brug for lidt ord til at sætte dine egne tanker igang over, hvad denne visdom betyder lige præcist for dig i dit liv, er her mine ord på, hvad de kan betyde for mig i hvert fald:

1. Lyt efter til reglerne: Selvfølgelig skal du det. Jeg er en stærk tilhænger af, at vi kender og følger reglerne. At vi opfører os ordentligt overfor hinanden. Men det betyder selfølgelig ikke, at du ikke må bryde reglerne, bare du stadig opfører dig ordenligt.

2. Ikke ryste grankoglerne: Ja, den giver jo nærmest sig selv! Jeg tror, at alle vil være helt enige i, at her er der ikke behov for yderligere forklaring.

3. Spørg, inden du kommer ind: Den minder utroligt meget om råd nr. 1: Hav respekt for din omverden. Spørg, inden du kommer ind, handler for mig om både, at du interesserer dig for de mennesker, der er i dit liv (det er jo derfor, at du gerne vil ind), men at du også respekterer dem og deres grænser (du spørger inden)

Jeg vil sige, at jeg glæder mig særlig meget til at leve efter råd nummer 2. Det kommer virkelig til at gøre en stor forskel. Prøv selv.

Jeg har ikke noget, jeg skal nå, Livet

Kom så 2018 – du kan sagtens nå det endnu!

Skriv en kommentar

Jeg har afsluttet den ellers så fantastiske januar måned  (Ja! Et helt nyt år!) med at restitution ovenpå lungebtændelse gik næsten direkte over i, hvad der umiskendeligt minder om influenza! Og det endda til hele familen, for at at det ikke skal være løgn.

Jeg har derfor store forventninger til februar måned, som jeg tænker aboslut må have potentialet til at blive årets bedste måned fuld af de muligheder, som januar gemte tungt under sygdom og træthed.

Jeg havde heldigvis et par dage fri for sygdom, hvor jeg lige præcist nåede at få kalenderbladet for februar måned færdig – så nu kan du roligt komme an februar! Jeg er SÅ klar.

Som det måske ses  er februar en fødselsdagsmåned her i familien, så det kunne være lidt rart at få lidt at det u-udnyttede potentiale fra januar. Jeg siger det bare…

Meget mere er der ikke ord til lige nu, så jeg vil blot nøjes med af genbruge digtet fra den 19. december Den onde, trætte syge cirkel

 

Livet, Pauser

Mere skæg du selv sidder på

Skriv en kommentar

Jeg har stadig fokus på min nye hobby fra sidste år: At grine af og i hverdagen, fordi: Man har jo kun det skæg, man selv sidder på. Læs evt. her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!). 

Det handler om at samle på sjov og på grin i hverdagen og give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven. Her er derfor lidt mere skæg, du kan sidde på (altså grine af, ik’?):

  • At julle afsted i 1. gear på cyklen også ned af bakke (obs, ikke kun når gearet er frosset fast…)
  • Holde op med at være så voksen-kedelig og brug andre menneskers trappetrin, som en del af fortorvet, når du går tur (hvis du er forælder, er det dét, som du gerne forbyder Ungerne at gøre). Gør det selv istedet,  det er helt vildt sjovt!
  • Syng med på sangene, når du lytter til musik i hovedtelefoner. Indrømmet, jeg har ikke selv turde prøve offentligt endnu, men hvor ser det bare ud til at være skønt, når andre gør det!
Livet, Pauser

Dette er ikke en madblog, men…

1 kommentar

Du skal endelig ikke lade dig narre.

Jeg er ikke ude på at lokke dig i uføre midt i dit januars-forsæt.

Det her er ikke en opskrift på en “sund” lille snack, som bare liiige tager 5 minutter at lave, når først du altså har fået købt økologiske dadler, figner, cashewnødder og kørt det igennem foodprocessoren uden at skære en finger af.

Jeg vil tværtimod bare fortælle om en helt igennem etonmessk historie fra det virkelige liv. I hvert fald fra min del af det virkelige liv.  
Du har måske læst min Hvorfor etonmess?

Hvis ikke, vil jeg lige forklare baggrunden for navnet her: Jeg skriver bloggen her, fordi jeg havde brug for et fristed, som var mit. Et sted, hvor ingen andre bestemmer over, hvad der skal ske, men hvor det bare er mig og mit humør, der styrer. Da jeg elsker både at skrive, tænke og fantasere blev dét fristed til en blog. En blog, hvor der også skal være plads til mine andre passioner Hækling og Alt muligt kreativt. Og da det jo er mig, der bestemmer her, er der masser af plads til den slags.

Derudover havde jeg brug for at yde lidt modstand mod alle de krav, vi stiller til os selv om at være på og med og ikke mindst ovenpå hele tiden.  
Uanset om vi er single, forældre, i arbejde og også uanset alder.
Og her blev jeg inspireret af retten Eton Mess – deraf titlen på bloggen: (A lot like) Eton Mess.

Historien, som jeg har fundet den på nettet, er nemlig, at madmor på Eton College i 1930’erne havde bagt en lækker marengsdessert. Desværre blev denne perfekte dessert tabt på gulvet, da marmor gled på gulvet, lige da den skulle serveres. Men det slog ikke de sultne kostskole-drenge ud: De samlede de skønne spildte rester sammen og nød det med skøn drenget glæde, og desserten Eton Mess var født.

Og her er, hvad jeg mener, vi kan lære her: Selvom vi gør vores bedste (madmorens fine dessert), kan der godt ske uheld, som du ikke kan forudsige (spildt sovs på gulvet). Men er du sammen med mennesker,  du holder af (drengene) kan du klare dig igennem (spise lækker dessert) og måske opstår så noget nyt fantastisk, som du aldrig havde forudset (Eton Mess).

Og sådan en dag, hvor jeg havde gjort mit bedste, havde jeg sammen med Ungerne for nogle uger siden.

Vi skulle bage muffins og havde kastet os ud i en gang vegansk chokolade-muffins, som vi tidligere har haft stor succes med. Ikke bare fordi de smager himmelsk, men lige så meget fordi, der jo hverken er æg eller smeltet smør i, så der kræves meget mindre af Morens mentale overskud OG man kan smage undervejs uden at være det mindste bange for salmonella. Så smart.

Denne gang ville de bare ikke lykkes. De blev simpelthen ikke lige, som vi havde drømt om. Selvom de jo ser fine ud på billederne:

Men de kunne vist ikke rigtig tåle,  at vi havde forsøgt os med kanel istedet for kakao.

Vi var i hvert fald ikke særligt tilfredse med dem herhjemme.  Men vi lod os ikke slå ud, selvom vi måske var skvattet i sovsen, så vi kastede os ud i et nyt forsøg: Romkugler!

Ned i foodprocessoren sammen med en ordentlig klat syltetøj og så videre i klatter i fryseren i en 20 minutters tid, så de kunne formes til smukke romkugler og rulles i kokosmel.

 

Og så var vi da også bare klar til sammen at nyde noget helt fantastisk i bedste etonmess’ke ånd.

Her er det så, at virkeligheden også ville være med.

For det var sgu ikke ligefrem en dessert af etonmess’ke dimensioner. De var faktisk ikke spor go’e! De røg derfor ud og så fik vi slik fra Netto istedet.

Og det er derfor, at etonmess.dk altså ikke er en madblog. 

 

Livet, Pauser

Ja! Et helt nyt år!

Skriv en kommentar

Et nyt år er startet og jeg elsker den her tid på året – næsten lige så meget som jeg elsker efteråret (Umm. Efterår!)

Med et helt nyt friskt år foran mig kan alt lade sig gøre, alt er muligt og ingenting er nået at gå galt endnu. Først til næste år ved jeg, at Børnene blev syge 10 dage inde i januar eller at ingen var raske til deres fødselsdage (heller ikke de voksne). Først dér, ved jeg, at den Yngste kastede op i bilen efter 2 timers køretur, bare 5 min før vi var fremme til fætterens fødselsdag. At min veninde blev sygemeldt med stress og jeg selv måtte arbejde med en snert af det i efteråret. At der skulle “effektiviseres” (nedskæres) på mit arbejde. At bilen skulle repareres for mange tusinde kroner eller at sommeren igen bestod mest af regn. Den sidste er jeg dog ved på forhånd at øve mig i efter de sidste par somre.

Det er altså lige nu, at alt kan lade sig gøre, og det gør mig altid så utrolig glad midt i den ellers så kedelige, våde og kolde januar. Mærkeligt nok er det også her, man absolut skal fjerne alle de dejlige lys fra december med den helt og aldeles ubrugelige undskyldning, at det ikke længere er jul! Det er dog den værste og mest voksen-kedelige argumentation, der findes! Det er da her i mørket, vi har brug for lysene. I december har vi jo både julekalender, julegodter og gaver til at holde os oppe. Men i januar har vi bare troen på, at alt kan lade sig gøre – og den følelse må altså så gå an her i mørket.

Men jeg har selvfølgelig ikke glemt min nul-måls-beslutning om ikke at leve i fremtiden, eller hvis jeg bare lige… (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)). 

Derfor sætter jeg heller ikke mål for 2018. Jeg glæder mig bare over, at der er et helt års muligheder lige foran mig. Et helt år til at nyde og overkomme og så nyde igen.

Og sørme om jeg ikke er begyndt at leve i nuet allerede. Hvert år plejer jeg at lave en kalender med egne tegninger og billeder. Ja, jeg sidder endda med tungen lige i munden og tegner felter op til ugedage og det hele. Og jeg kan snart ikke huske længere, hvor mange gange jeg har måtte smide et ark ud, fordi maj måned ikke starter på en onsdag (husk nu for pokker at tjekke inden du går i gang), eller der altså ikke er to den 26. oktober uanset, hvor mange gange, jeg skriver forkert.

Men det gode ved sådan en kalender er, i hvert fald når man er mig, at den ikke behøver at være fuldendt fra 1. januar. Jeg skal bare gerne nå januar inden 1. januar, og så selvfølgelig februar inden den 1. februar, marts inden 1. marts og så videre.

Som regel bruger jeg dog januar måned på at udarbejde alle 12 måneder, så vi trods alt kan planlægge lidt af året her i familien. Af det, der nu kan planlægges altså.

Så i mit lille nu, der er lige nu, har jeg udarbejdet kalenderbladet for januar måned, og det er jeg godt tilfreds med (også selvom den først var færdig den 5. januar). Og senere, så når jeg nok resten. Og ellers kommer årets muligheder, eventyr, diverse sygdom og måske endda sommersol jo alligevel helt af sig selv.

 

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!