På bare tæer i græs.
Bare på tæer i græsset.
Med sol på kroppen.
Bare i kroppen.
Bare her.
Bare på bare tæer.
Bare i solen.
Bare her.
Når livet spirer
Jeg siger ikke, at det bedste jeg ved, er at tjekke mine potter fyldt med jord og kærlighed. Bare lige lidt om morgenen. Lige om eftermiddagen og måske igen efter aftensmaden.
Jeg siger heller ikke, at jeg tænker på mine små spirer, før jeg tænker på at få udryddet de tunge morgenånde med tandpastaens kemiske lethed.
Eller at jeg hektisk gennemsøger køkkenet for tomme gennemsigtige plastikbeholdere til at sætte over potterne som små drivhuse.
Eller at jeg specifikt går efter middagsretter, som involverer cherrytomater (købt i gennemsigtige drivhusagtige plastikbøtter) eller babyspinat og rucola (tilfældigvis også købt i gennemsigtige drivhusagtige plastikbeholdere).
Jeg siger måske heller ikke, at jeg har fyldt vindueskarme og udestue med potter med frø, som forhåbentlig har overlevet fra sidste sommer.
Eller at jeg kalder det mine børnehave.
Altså sådan højt. Altså til mennesker, som jeg ikke er i familie med.
Slet ikke.
Jeg siger bare, at det er vidunderligt dejligt at følge med i livet set fra et lille bitte frøs perspektiv.
At se hvordan livet vokser helt stille. Uden at tænke i rene madkasser og drikkedunke, der ikke drypper, coronatest og -hjemmearbejde, terminer og skat, deadlines og budgetter, blodtryk og børneopdragelse eller 2 ens strømper…
Bare lige 5 minutters vanding og holden lidt øje med selv verdens mindste vækst. Eller måske endda bare ingenting.
En gammel sag, som gør dig lykkelig
Lille hurtigt Corona-hack?
Næsten som H.C. Andersen…
Gæk, gæk, gæk mit navn er blevet væk. Mon du det gætte kan, måske med din gode forstand?
Jeg har gjort mig et lille hæklet gækkebrev, simpelthen fordi jeg var nødt til det!

Og med lidt god vilje, tror jeg endda næsten, at selv HC. Andersen ville kunne se, at jeg har været inspireret af hans fine krøllede saks.
Omend det ikke er helt i nærheden, men hvem ved overhovedet, hvordan hans hæklede gækkebreve så ud. Nej vel?
Det har selvfølgelig også fået et lille vaskeægte gækkebrevs-gæk og kan du gætte navnet, så bliver der trukket lod om lidt dejlig påskeguf (en af mine små påskekylling er og lidt chokoladeæg – med marcirpaaaan…).


Skriv dit bud som en kommentar nedenfor og så er du måske en heldig påskekylling – skriv enten på bloggen eller under indlægget på Facebook. Jeg finder en vinder i morgen onsdag d. 31. marts kl. 12 – hvis der altså er nogen, der vil gætte med…
Men nu lover jeg så også at holde en pause med alt det der kreative. Så i det næste lange stykke tid kan du igen roligt bevæge dig ind på bloggen, hvis du trænger til lidt lommefilosofi eller bare et enkelt lille haiku-digt – i fred og ro for påskekyllinger, kaniner og hæklede gækkebreve (hæklede gækkebreve! Helt ærligt, hvor kom det dog lige fra!)
Nå, men opskriften er forresten her:
Med en lille fjer på
Eller faktisk ikke. For den er jo bare hæklet. Men den kunne godt have haft en fjer, hvis den var ægte.
Men så havde den nok ikke været turkis.

Eller haft lilla vinger.
Eller været grøn.

Eller haft et æg med en sut på.

Nej, jeg må nok erkende, de intet har med virkeligheden at gøre. Men hvad skal vi dog også med al det virkelighed? Når man i stedet kan få verden i farver?
Hvis du også gerne vil have lidt hæklet påske, kan du finde opskriften her
De er vel i virkeligheden små kusiner og fætre til en anden gammel påskekylling, som du finder her: kylle rylle.
Selvtillids-understøttende diy (påske-kaninen)
Okay, i dag er der noget helt særligt på bloggen. En diy designet til at at booste din selvtillid, give ro i dit sind og til at få tiden til at gå med det rene tidsspilde. Giv dig selv lov til at fordybe dig lidt i det rene ingenting. Bare for at give lidt slip på verden i er øjeblik.
Og du kan bruge det til lige, hvad du vil eller lade være.
Du bestemmer selv. Bare du nyder det. Og det er altså ok at smide det ud bagefter. Du behøver ikke at give det til nogen eller at vise det frem (sådan kan du jo også nyde corona-restriktionerne).
Er du klar til at få lidt zen og selvtillid på én gang? (eller spring bare nederst på siden og se, hvad du går glip af)
Okay. Kom så. Du skal bruge:
- En (tom) cornflakes-æske
- Saks
- Lineal
- Limpistol eller bare en rigtig god holdbar lim
- Tusser
- Fantasi og evnen til at lægge effektivitet, nødvendighed og fornuft til side
Sådan gør du (bare kast dig ud i det, det er ikke svært)
- Spræt forsigtigt æsken op i den limede side.

- Vend den og bøj alle led den modsatte vej af, hvad de oprindeligt var.
- Fold den ud og læg den med den pæne bagside opad. Det er nu retsiden.
- Marker 16 cm fra bunden med en tynd blyantsstreg

- Tegn nu det allerbedste og skønneste kaninansigt du kan på den ene brede side.
- Tegn derefter nogle ører over ansigtet (over din 16 cm-streg). Og husk nu: Det er jo bare dig, der tegner og hygger dig lidt. Vær ikke for kritisk. Den er garanteret super fin. Kig på den og lad som om det er en anden, der har tegnet det, når du vurderer den. Ok?

- Klip nu ned fra toppen og ned til din 16 cm-streg i alle folderne. Klip det øverste af den lille flip, som før var limet fast.

- Klip dine garanteret super fine ører fri (de skal dog stadig sidde fast på hovedet).
- Fold alle topdelene ind til bagsiden. UNDTAGEN ørene! Fold dem evt over en lineal, så behøver du ikke være så bekymret for om, det bliver lige.

- Lim nu alle top-delene fast på indersiden. Du kan også bare klippe dem af, men er der en lille bitte smule perfektionist i dig, bliver du glad for at lime dem fast, for så bliver æsken ikke så spraglet at se på. Men du bestemmer selv.
- Fold lige alle leddene en gang mere efter siderne er blevet tykkere nu.
- Lim nu bunden sammen igen.
- Og til sidst den lille flap som du sprættede op først.
Og vupti:



Du kan også finde vejledningen til udprint her:
Sød og blød og påskeklar
Okay. Påske er ikke helt det samme som jul, men altså så alligevel…
En undskyldning for at spise chokolade, sild, lam, og æggemader med karse? Ja tak! Jeg er med.
Dog muligvis ikke samtidigt. Eller i hvert fald tager jeg nok chokoladen for sig selv.
Og for mig selv… Hmmm. Sammen med en kop kaffe? Musik i ørerne? En bog? Og bag en lukket dør? Og med lidt mere chokolade?
Nå, hvor kom jeg egentlig fra? Åh ja. Påske.
Udover chokoladen, så er det jo også en god undskyldning for lige at rykke lidt rundt på tingene og finde lidt ekstra hygge frem fra gemmerne. Så ja tak! Chokolade og hygge? Jeg er med.
For eksempel er der jo denne lille bløde påskefyr – som jo godt nok ikke er af chokolade, men som da kan være meget sød alligevel:

Og han fås da også i mere psykedeliske farver:

Måske ser verden sådan ud efter det der ekstra meget ekstra chokolade bag den lukkede dør…
Flere pauser, tak
I denne uge er der igen pauser på programmet. Det må åbenbart være ret vigtigt for mig lige nu. Måske er det også det for dig?
I hvert fald synes jeg, at du skal sætte dig godt til rette.
Kig måske lidt ud i luften uden at se alt det, der burde ryddes op eller støvsuges eller bare gøres noget ved. Det behøver du ikke lige nu.
Sørg for, at du sidder godt.
Træk vejret et par gange og mærk måske, hvordan din mave udvider sig lidt på en indånding og måske hvordan dine muskler slapper lidt mere af, når du ånder ud.
Og mærker du ikke rigtig noget, er det helt ok. Det er bare en pause og den gør godt uanset, hvordan din mave føles.
Kig så lidt på disse billeder og prøv om du kan finde katten. Der er faktisk to på det ene.
De er ikke nødvendigvis specielt svære at finde.
Man skal bare give sig en lille smule tid. Og en lille smule pause…


Det er ikke noget særligt. Bare en pause.
Verdens mindste corona-overlevelseshack
Jeg har været en lille tur i haven. Egentlig skulle jeg hente noget i værkstedet, men jeg var nødt til lige at stå og se lidt på månen. Indimellem har måner jo altså bare den effekt.
Ikke ligefrem det helt store corona-trætheds-desperations-quick-fix måske, men i hvert en lille pause og det er jo også værd at tage med. Jeg elsker jo alle pauser – også de små.
Og nogle gange er det jo bare nemmere at finde den lille pause og på den måde er den måske så også bare det bedre?
Jeg ku’ i hvert fald ret godt lide min lille månepause. Jeg blev måske ikke det mere lykkelig, men jeg blev faktisk en lille bitte smule mere glad indeni. Ikke meget, men lidt. Og det lidt var der jo altså ikke inden den pause…
Kom med her:
Og skru helt op, så får du både fuglefløjt og vindskrat med. Eller endnu bedre: Gå ud og giv dig selv en lille pause med din helt egen måne i aften.