Kategoriarkiv: Pauser

I morgensol

Et hverdagsdigt om en lille sorg, om tab og savn i hverdagsglimt.

I dag fandt vi vores kat i haven.

I morgensol lå hun i skygge af hækken og sov.

Drømmende og tryg.

Og død.

Hendes lille kattehjerte havde givet op midt i natten.

I et lille bitte øjeblik gjorde menneskehjerterne det næsten.

Gav op.

Midt i morgensol.

Men det er liv og død.

Eller er det i virkeligheden bare liv?

Og er livet bare døden. Også.

Hvad kan barnet forstå.

Hvad kan jeg selv forstå?

At tab og sorg og savn er liv.

At ulykkeligt liv også er liv.

At liv også er ulykkeligt.

Drømmende og tryg.

Og død.

Vi lagde fløjlsrøde roser ved hendes drøm.

 Og i morgensol sagde vi farvel.

Skæg, du selv sidder på – og ikke kan lade være med at grine af

Nogle dage er virkeligheden altså bare langt sjovere end andre dage. Og  indimellem byder hverdagen simpelthen bare på de bedste grin, dér lige midt i liv og larm og trummerum.

Se her, hvor jeg har fundet noget skæg at sidde på(*) midt i min hverdag:

Når naboen skal flytte og man møder dem om morgenen, mens de er ved at sætte godt fyldte flyttekasser ud i indkørslen og fortæller,  at flyttefolkene lige har ringet og spurgt om det er ok, at de først kommer om en uge istedet for om 2 timer som aftalt – da de har sygdom!
(Nogle gange er skæg sjovere at sidde på, når det er andre, der sidder på det…)

Når man sidder i venteværelset hos lægen, fordi den Yngste skal vaccineres (igen, nogle gange er skæg jo altså sjovere, når det er andre der sidder på det) og lægen kommer ud og skal hente en af de andre patienter ind til konsultation og forsigtigt og meget stille og en lille smule undrende, siger patientens navn ud i venteværelset: Putte?

Når en kollegas barn hader grøntsager så meget, at hun ikke vil spise vingummier, fordi det kunne jo være majs, broccoli og gulerødder forklædt som gule, grønne og røde bamser!

Når jeg åbner på trykknappen på min termokande og lufttrykket får små bitte perler af heldigvis ikke alt for varm kaffe til at sætte sig i mit ansigt – midt i toget og lige efter jeg har pudset mine briller!

 

(*) Når jeg skal have skæg at sidde på, handler det om en tidligere klassekammerats vidunderligt dejlige onkel-agtige udtryk: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Når jeg så lægger det sammen med at nå at nyde hverdagen og nuet (når der altså er noget at nyde) og huske at tage små pauser, så bliver det til at se sig om i verden og grine lidt af og med den og af sig selv.

Yeah! Ferie

Jeg går på ferie i dag – og dét skal fejres! Derfor er der i dag en stor konkurrence på bloggen – skynd dig at læse mere!

Hov, forresten, fik jeg sagt, at du ikke kan vinde noget? Som i nada. Nichts. Aller en ski‘?

Ikke andet end en dejlig lille pause til dig selv, hvor du enten igen eller blot for én gang skyld ikke laver noget som helst fornuftigt – andet end måske at give din hjerne lidt fred og ro…

Find 5 skønne fejl i mit ferie-billede – som jeg kan afsløre også pryder juli-kalenderen i det lille hjem (af en eller anden grund laver jeg nemlig selv min egen kalender og det betyder indimellem, at jeg kæmper mig frem måned for måned. Men skidt. Tiden går jo alligevel. Hvis du vil, kan du læse om min hjemmelavede kalender og lidt om at forsøge at nyde det der lidt besværlige liv, når det kan lade sig gøre her: Ja! Et helt nyt år! eller her: 1000 gange undskyld forår! Det er min fejl).

Find 5 fejl (eller i hvert fald 5 forskelle)!

Ih, hvor jeg dog elsker skæg, man selv gynger på!

Jeg sprang med den Yngste på gyngen i dag (eller når du læser dette, var det i lørdags – eller en anden lørdag måske – afhængig af hvornår du har fat i bloggen, men det vigtige her er, at jeg sprang på gyngen og det er du nok med på).

Er du da helt vild, hvor den slags kilder i maven. Og i fødderne. Og i nakken. Og i håret. Og over det hele, hvor man da aldrig havde troet, at det kunne kilde – eller rettere sagt: Måske bare helt havde glemt at det kunne…

Og okay sprang og sprang er måske så meget sagt, men jeg klatrede da heller ikke helt forsigtigt op, hvis jeg selv skal selv sige det og jeg gav mig da rimelig fuldt ud, synes jeg. Vi både gyngede med åbne og med lukkede øjne, lænede os så langt bagover at vores hår kunne feje jorden under os (eller i hvert fald lege at vi kunne – og det i sig selv er da sin egen fornøjelse).

Jeg blev belært i at strække benene på de rigtige tidspunkter, selv om at her må jeg nok sige, at det altså er som at lære at cykle; det glemmer man aldrig igen – men det behøvede hun jo ikke at vide.

Vi var også oppe at stå på gyngen og gynge så højt, som vi turde og kom godt ned i knæene, så vi fik masser af fart på og så kilder det altså bare endnu mere, skulle jeg lige hilse og sige. Og derefter skulle vi sætte os ned på gyngen igen i fuld fart og her var Moren måske alligevel lidt en bangebuks…

Men jeg øver mig gerne igen en anden dag – for åh hvor var det bare skønt med skønt på.  Den bedste slags skæg, man selv sidder på og en helt vidunderlig pause – og dem elsker jeg jo også.

Hvis du har lyst til at vide lidt mere om det der skæg, kan du læse mere her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

Bare tag en lille pause – du har helt sikkert fortjent det

Kan du mon finde vej igennem labyrinten og sprænge ballonen?

Helst med et ordenligt brag, så du bliver så forskrækket, at du må hive efter vejret og trække det dybt ned i maven – så får du nemlig 2 pauser i én: Først med lidt fred til hjernen i labyrinten og derefter masser af ilt til din krop.

Kom så! Du kan godt…

Rigtig god weekend fra Etonmess.

Jeg tager det i mig igen. Jeg har squ et mål alligevel!

Jeg ved godt, at jeg engang har sagt, at jeg ikke har noget, jeg skal nå. Ja, nærmest som et nytårsforsæt (som slet slet ikke var et nytårsforsæt) fik jeg vist sagt noget om, at jeg ikke ville sætte mig mål, men øve mig i bare at være.

Det var noget med, at jeg var så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg  er. Og at “Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.”

(Læs mit ikke-nytårsforsæt her)

Og det er alt sammen også meget fint og rigtigt. Men er det nu også holdbart i virkeligheden?

Jeg har nemlig fået en tanke, som jeg ikke længere bare kan sidde overhørig: Jeg må lære at pifte! Det går ikke længere. Tænk sig, at jeg er over 40 og jeg kan ikke pifte! Det må jeg lave om på. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg hver dag skal øve mig bare en lille smule i at pifte. Så ja, jeg må indrømme, jeg har mål og jeg har noget, jeg skal nå.

Jeg glæder mig allerede til alle de børne-fødselsdage, fællesmøder på arbejdet, klasse- og familiesammenkomster, hvor jeg med ét klart pift får ro på flokken. Nøj, det bliver fantastisk.

Åh ja. Så er der faktisk lige et mål mere, hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg har en badedragt med aftagelige stropper. Super smart, når man slikker sol på stranden på Malta, så man undgår hvide stropper på huden (hvis man da så var typen, der blev brun). Mindre smart, hvis man har den på med ungerne i den lokale kommunale svømmehal og forsøger at undgå, at de falder af hægterne ved det mindste svømmetag. Og jeg ved godt, at det er en ualmindelig god ting, at børn ser, hvordan helt almindelige menneskekroppe ser ud, men nogle gange vil man jo alligevel gerne selv kunne bestemme, hvornår den helt almindelige menneskekrop skal vises frem. Så mit andet mål, er at få syet dem fast inden jeg næste gang skal ud i offentligheden med den. Men så må det altså også være nok mål for i år.

Åh nej! Nu har jeg igen været totalt unyttig!

Jeg har igen brugt tid på ingen verdens ting. Som i INGEN VERDENS TING. Og også denne gang, var det helt utrolig dejligt!

Først spildte jeg tiden med at stå og glo på himlen, fordi jeg blev fanget af lyden af hundredevis af baskende fuglevinger og tilhørende skrappen. Hvor var det et helt fantastisk syn og oplevelse at få lov til at være en del af deres flok for et kort øjeblik.

Derefter spildte jeg endnu mere tid, da jeg satte mig og efterlignede fuglenes prikker på himlen i flere forskellige former.

Den tro:

 

 

 

 

Den sjove:

 

 

 

 

Den eftertænksomme:

Giv dig selv en pause – vær totalt unyttig og skriv et digt!

Jo, jo. Det kan du sagtens. Det er meget nemmere, end du tror. Især fordi det slet ikke er vigtigt, om det rimer, om jamberne holder, om du sætter helt nye standarder for metaforer i beskrivelsen af meningen med livet eller om du dekonstruerer krig og kærlighed. Faktisk er det ikke engang vigtigt om, det har nogen som helst kunstnerisk værdi! For du behøver jo slet ikke at vise det til nogen.

Det, der er vigtigt her, er at du giver dig selv en lille pause og laver noget, hvis eneste produktive værdi er, at du trækker dig selv lidt tilbage fra hverdagens krav om at være effektiv, fleksibel, målrettet og den store jonglør med flere bolde i luften på én gang. Du behøver ikke engang at være den bedste udgave af dig selv eller at forbedre dig på nogen måde. Du skal bare være lidt.

Du bestemmer selv, om du vil sætte det i glas og ramme over kamin-hylden, om det skal på Facebook eller Instragram under hastagget #Semig,#jegløberenmarathon#bagersomenvinderafbagedysten#digtersomShakespearsmuse#mensjegopdragerminebørntildemokratiskeverdensborgere (!) (Men hvis du gør, så sig lige til – det vil jeg se!)

Du kan bare nyde tiden og derefter krølle papiret sammen og se, om du kan ramme papirkurven fra din stol – det i sig selv er nok i virkeligheden sit eget blog-indlæg værd!

Hvis du har brug for lidt igangsættelse, giver jeg gerne lidt hjælp. Find et ord, et hvilket som helst og skriv ned, hvad det får dig til at tænke på.

Jeg startede med “nat” og derfra fik jeg dyne, fryser, sveder, stemmer i natten, den hvide dame og så videre. Som du ser, kan du bare give slip. Der behøver ikke at være noget mønster eller sammenhæng. Bare giv los – husk, det her handler bare om at give dig selv en lille pause – du behøver ikke at vise det til nogen.

Så kigger du på dit papir og ser om ikke der dukker små sammenhænge op alligevel. Brug dine ord til at skabe en lille fortælling. Den behøver ikke at være lang, sand eller smuk. Den behøver heller ikke at handle om dit liv. Den skal bare være.

Det er stemmer i min nat.
Er det børn, der har mareridt
eller er det den hvide dame?
Jeg drikker champagne, fordi jeg kan.
Der er intet fyrværkeri  kl 12 og der er mørkt omkring mig.
Jeg ønsker mig stjerner og drikker champagne, fordi jeg kan.
Jeg fryser under min dyne og drømmer om tusindårsplaneter, som omfavner min nat med bløde stemmer. 

Ønsker mig, at den hvide dame bærer mig i sin favn og tager mine mareridt fra mig.  

Jeg fryser under min dyne igen. 

Hashtag: #Semig#jegharligebrugttidpånogettotaltunyttigt#Holdophvorvardetdejligt

12 exceptionelle og helt fantastiske råd som med et snuptag gør dig sundere og gladere (Det passer. Næsten. Måske. Forhåbentlig)

Du har sikkert også læst, hørt og fattet, at motion er godt. Og at bare en lille, men tjep gåtur her og der gør underværker for dit helbred, din vægt og din mentale sundhed og endda måske meget mere.

Måske har du også erfaret, at det ikke altid er så nemt at komme ud og få den der motion? Fat mod – her kommer nogle gode råd. Når du først har læst dem, er jeg slet ikke i tvivl om, at du ikke vil kunne holde dig indendøre!

Jeg har lige haft fornøjelsen af at være med i “Tæl skridt”-kampagnen, hvor det gjaldt om at gå mindst 10.000 skridt om dagen i 14 dage.  Og hold da op, hvor er det svært at nå derop. Måske især, hvis man som jeg har en pc som vigtigste arbejdsredskab og kører i bil og nogle dage tog for at komme på arbejde. Men undervejs fandt jeg på flere små fif til at lokke mig selv ud på nogle ekstra ture om aftenen, når Ungerne var puttet. Og dem er jeg da absolut ikke for fin til at dele ud af.

Så her kommer 12 exceptionelt gode råd:

1. Den arkitektoniske/nysgerrige

Nyd din bys arkitektur og glæd dig over at andre har meget mere overskud til lige at ordne forhaven eller pynte indgangspartiet med lanterner, blomster, havenisser og bakkeborde.

2. Den hellige

Du kan også gå efter at samle skrald op på din vej. Det vil garanteret kunne få dig op på dine 10.00 skridt. Og mere til.

3. Den visuelle

Der er ikke noget som en tur i aftensol. Farverne får altså en smukkere glød, når solen er på vej ned. Sådan er det bare.

4. Den økonomiske

Du kan også gå efter pant-flaskerne. Hvem ved, hvor mange ekstra lommepenge, du kan få ud af de 10.000 skridt?

5. Den velduftende

Du kan også gå efter duften. Der er næsten altid noget at gå efter – her er det i den lokale park, hvor en pludselig velduft fik mig til at stoppe op og snuse efter. Det var ikke blomsterne her, fandt jeg ud af, men de var alligevel så fine, at de skulle med.

6. Den anden velduftende

Hvor jeg bor, er vi så heldige at have vores egen lille bolsje-kælder, hvor de fremstiller de herligste sukker-fyldte små klumper guld. Og er jeg rigtig heldig, er de midt i deres velduftende arbejde, når jeg kommer forbi. Så strømmer nemlig vidunderlig sukker-sød velduft ud.

7. Den udforskende

Hvis du har det ligesom jeg, er der 1000 små steder i din by, som du ikke kender. Tag en tur rundt og find måske en ukendt oase!

8.Følg årstidernes bevægelse 

Følg med i årstidernes udvikling – også i de små ting.

9. Tulipantræer!!

Jeg tror ikke, jeg behøver at sige mere. Verdens fineste og smukkeste træ i en alt for lille bitte kort periode hvert år.

10. Den modige!

Hvis du ligesom jeg også elsker synet af mælebøttefrø i luften, så har du alle muligheder i de næste måneder.  men vær påpasselig – det er ikke sikkert, at alle er lige så vilde med mælkebøtter som dig og mig!

11. Den irriterende

Du kan også bruge det som anledning til at prale lidt. Læg dine tal på Facebook og gener dine medmennesker mest muligt. I hvert fald nogle af dem. Eller i det mindste én. Medmindre det er noget så langsomt som det her.

12. Den vidunderlige

Tjek aftenhimlen. Så smuk.

 

Skulle du have brug for flere gode råd, kan du finde 3 af dem her: Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Åh forår. Åh solskin. Åh tulipaner og påskeliljer. Åh ukrudt og mælkebøtter.

Foråret er i gang! Jeg er sikker på, at jeg har set flere glimt af det i den seneste tid og det er jo simpelthen så vidunderligt skønt.

Nu begynder tiden med varme i solen (og tilsvarende overraskende kulde i skyggen). Med dage med sol, hvor man tilsyneladende skulle have husket at give Ungerne solcreme på. Og med dage med manglende sol, hvor man isyedåbenbart skulle have givet Ungerne fingerhandskerne med, hvis man gerne ville have undgået prisen for Årets dårligste Mor.

Åh ja, foråret, den vidunderlige dejlige årstid med påskeliljer, tulipaner og mælkebøtter. Hvor græsset lige pludselig begynder at gro, som om man havde oceaner af overskud til at slå det og ikke er ramt af forkølelser, halsbetændelser, børnefødselsdage og det almindelig liv.

Foråret, hvor tulipaner og små grønne skud i træer og buske heldigvis hurtigt kan tage fokus fra mælkebøtter og andet dejligt ukrudt.

Jeg gik mig en tur i vores lille have i weekenden og nød det der forår og ikke mindst ukrudtet. Se bare her, hvilke mønstre og livlige figurer man kan finde mellem fliserne, hvis man altså er heldig: