Livet, Pauser

Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)

Skriv en kommentar

Ahh okay, det passer måske ikke helt, det ved jeg godt. Jeg skal jo nå at hente børnene inden SFOens lukketid. Jeg skal også nå at gøre rent, inden gæsterne kommer om 2 timer. Om mandagen skal jeg nå at få lavet aftensmad, så jeg kan nå til yoga kl 19. Jeg skal selvfølgelig også nå at vaske tøj til i morgen, så Den Ældste kan få rene strømper på i skole. Jeg skal nå at købe gaver til børnefødselsdagen på lørdag og forberede mig mentalt til Den Yngstes legegruppe. Og så skal jeg jo nå at skrive et indlæg til etonmess.dk hver tirsdag.

Så jo, der er mange ting, jeg skal nå. Men der er ikke noget, jeg skal nå-nå. Jeg skal ikke nå at være chef for afdelingen. Jeg skal ikke nå at tabe 10 kg. Jeg skal ikke nå at surfe på Hawaii eller se solen gå ned over Mount Everest.

Jeg vil helt sikkert nyde det hele og sætte stor pris på det, hvis det sker (blandt andet fordi jeg har en del tøj bagerst i skufferne i et par størrelser for små efterhånden). Men jeg sætter ingen mål om at nå det.

Jeg har kun dette ene mål: At få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut. For det er det jo på et tidspunkt.

Det betyder, at jeg skal nyde at være lige der, hvor jeg er og ikke gå og vente på at nå noget andet.

Jeg er selvfølgelig også så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg er. Mine Børn går ikke sultne i seng og jeg kan forkæle dem med masser af materielle goder. Jeg  er i et sundt og kærligt forhold og jeg holder af, og bliver holdt af, af mange søde mennesker. Præcis derfor har jeg besluttet mig for at huske at nyde det.

Andre må meget gerne lave “bucket-lister” over ting, der skal nås, inden de dør. De må træne til det ene marathon efter det andet og sætte tegnestifter på verdenskortet over steder,  de skal nå at se. De må gå efter alle de “direktør over verden”-stillinger, de vil og sætte mål, der viser deres værd på alle mulige måder, som mennesker, individualister, forældre, partnere og hvad de nu er. Bare det gør dem godt.

Men jeg gør det ikke. Jeg fortsætter hellere end gerne med at udvikle mig og følge med i mit arbejdsliv, og jeg skal nok interessere mig for verden omkring og vise mine børn, hvordan man er en del af samfundet. Men jeg skal kun nå én ting: At have det godt (eller nogen gange måske bare godt nok) der, hvor jeg er lige nu og nyde tiden, indtil den ikke længere er.

Som hos alle andre er mit liv fyldt med små og store udfordringer i ordets egentlige betydning. Nogle gange lander de med tid til at lade op imellem og andre gange, føles det som om, det rammer som perler på en snor.  Mange af de udfordringer, der har ramt mig gennem de seneste år, har påvirket mig meget og væltet og flyttet rundt på planer og beslutninger. Det er derfor, jeg har taget min beslutning. Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.

Det er for øvrigt ikke et nytårsforsæt. Mit nytårsforsæt er nemlig at huske at bruge tandtråd (!)

Rigtig godt nytår fra etonmess.dk

Livet, Pauser

Om englebasser, købekager, grimme julesokker fra Netto og at nå lidt af det, man så gerne ville

Skriv en kommentar

Du skal endelig ikke lade dig narre af billedet her. Bloggen i denne uge handler ikke om nye kreative must-dos, som du sagtens kan nå imellem julebag, julehygge hos familie, venner, sportsklubber, skoler, børnehaver og andre gode steder med mennesker, du næsten ikke kender. For ikke at tale om de forfærdelige julefrokoster med kolleger, som du, uanset hvor gode de ellers er til at hjælpe med Excel-formler, kontering eller noget andet brugbart bare ikke har noget tilfælles med udover arbejdsopgaverne. En kendsgerning, som de fleste af os måske i virkeligheden har det ret godt med? Det er bare ikke en tilladt følelse i december, har jeg bemærket.

Ja, der er nok af ting, man kan tage sig til i december. Som du nok er begyndt at ane, er det her ikke ekstra pres til nogen om noget som helst. Tværtimod er her lidt til lige at huske, at du stadig skal trække vejret helt ned i maven også midt i julebag og julegaver og andet godt. Og det kommer altså fra én som æælsker julen, julepynt, julekager, julelys-pyntede huse og nu vildere, nu bedre – især hvis det er andres.

Men det kommer også fra én, som har besluttet, at traditioner er skønne og dejlige, men det må aldrig tage magten fra en. Hvis de lige præcist ikke føles skønne og dejlige, så skal jeg stoppe og gemme dem til næste søndag eller næste år, hvis det passer bedre. Det gælder både hjemmebag og konfekt, som jeg har besluttet altid gerne må købes og ikke mindst, at jeg aldrig (som i aldrig) skal have det dårligt med det.

Og det gælder også, hvis jeg ikke lige er færdig med den fine og fantastiske hjemmelavede og meget kreative pakkekalender til den 1. december, fordi 3 ugers sygdom plus det løse på kryds og tværs har ødelagt alle planer, som var de den mindste lille gris’ hus af pinde pustet til jorden af ulven.

Det betyder så, at i år får Ungerne altså en lidt mindre fantastisk pakkekalender end forventet – altså end forventet for mig. For de 2 er jo komplet ligeglade med, at de ikke hver morgen vågner op til Mors hjemmelavede pakkekalender, men at de i stedet får gaver i de der utroligt grimme Netto-julesokker. Sokker, som de så i øvrigt selv valgte sidste år, og som de bare elsker. Du ved, den slags  med glimmer og palietter i dårligt og grim “pels”.

De er bare lykkelige for, at julemanden/drillenissen, modsat sidste år, faktisk giver dem en lille gave hver dag. Sidste år blev sokkerne nemlig købt på tilbud midt i december (og for egne penge endda), og da forældrene ikke lige havde tænkt på den slags, måtte de selv putte tegninger og slik fra fredagensåpå Disney-sjov i hinandens sokker, hvis de ville have en overraskelse – og det gjorde de så. Og det var også ret hyggeligt, syntes de. I år er det så trods alt lidt anderledes. De lukker i øvrigt hårdnakket ørerne, hver gang jeg kommer til at sige, at det altså bare er mig, der lægger gaver i. “Tak julemand” lyder det glad og dejligt rebelsk hver morgen.

(Sidste år fik de en (købt) Barbie-kalender fyldt med små dimser, så det er altså ikke fordi, de led nogen nød.)

Lidt af min fantastiske hjemmelavede pakkekalender-planer nåede jeg dog godt nok. Nemlig de to små hæklede englebasser, som du kan se ovenfor. Jeg synes selv, at de er umanerligt charmerende på deres helt egen måde, og at de i ordets bedste forstand virkelig er englebasser.

De bliver puttet i sokkerne én af dagene, og så må vi se, hvordan det går, og om de falder i Ungernes smag.  Derudover fyldes sokkerne blandt andet med lakridspiber, karameller, klistermærker, hjemmehæklede Barbiekjoler og strømper (garderet med et lille stykke slik). De strømper blev faktisk overraskende godt modtaget. Modsat tyggegummiet den 1. december i øvrigt, som den Mindste kastede på gulvet i vrede, fordi det var den forkerte smag. Ja, sådan mødes drømme jo nogle gange af virkeligheden, for både Mor og Barn.

(Og resten af mine kreative planer lykkes så måske til næste jul. Og det er også ok med mig).

Skulle du have fået lyst til selv at kreeere en engelbasse (til næste jul selvfølglelig) kan du forresten finde den her: Englebasser

Livet, Pauser

Når voksen-kedelig bliver bekæmpet af karatezombier (og fin natur)

Skriv en kommentar

Egentlig skulle vi bare lige op i byen og købe lidt urtemedicin i drømmen om, at det ku’ redde os fra bare lidt af al det sygdom, vi har været igennem her i efteråret. (Jeg skal nok sige til i øvrigt, hvis jeg finder et vidundermiddel, som rent faktisk virker.) Heldigvis blev det så til en tur med gakkede gangarter, karatezombier, skønne sange om højre- og venstrefødder og så smuk og lidt grim natur.

Turen startede dog lidt mere kedeligt ud, da Moren ikke rigtig kunne stoppe med at have travlt med at få Mindstebarnet i tøjet efter en helt fantastisk skøn lørdag-morgen-formiddag-og først på eftermiddagen i nattøj og fri leg.

Vi bor bare 15 minutters gang fra butikken, og der var halvanden time, til de lukkede.  Alligevel kunne jeg hverken se det sjove i, at bukserne skulle tages på i soveværelset, blusen i gangen og strømperne på eget værelse, eller at der midt i det hele skulle være plads til 3 kolbøtter i sengen. Først da jeg fik set i mindstebarnets øjne, mens jeg hørte min egen sure (og helt vildt kedelig-voksne) stemme, vågnede jeg op og tog mig sammen til at forsøge bare at være.

Er det i øvrigt ikke mærkeligt, at man kan gå direkte fra nattøjs-hygge til kedelig og voksen-travl?

Det var midt på vores bare-at-være-tur, at vi faldt over knopperne og svampene her. Smukke knopper og lidt grimme svampe, som vi blev enige om, inden vi fortsatte vores karatezombiegang.

Klik og se:

Den store roman - i små bidder

Nyt kapitel i Den Store Roman

Skriv en kommentar

Der er et nyt kapitel i Den Store Roman. Denne gang handler det om Det store mysterium.

Jeg skriver jo historien i små bidder, og  så kan det måske være en hjælp til dig, der læser med at besøge eller genbesøge kapitel 3 (hvis det er lang tid siden, du har læst det), inden du går igang med det nye spændende kapitel. Det er jo ikke sikkert, at du kan huske det hele, bare fordi jeg selv kan.

Find det hele her: Den store Roman i små bidder

Livet

Linjer i livet

Billede Skriv en kommentar

Lige linjer. Fine linjer. Linjer fra A til B. Zigzag-linjer. Rette linjer. Snørklede linjer. Arkitektoniske linjer. Rene linjer. Naturlige linjer. Linjer, der skærer igennem landskabet. Linjer, der tager pusten fra dig. Skrå linjer. Buede linjer. Linjer, der skærer hinanden. Linjer, der ikke ligner linjer. Linjer, fyldt med ord. Tomme linjer. Uendelige linjer.

Her er lidt linjer fra mit liv – husk i øvrigt gerne at trække vejret helt ned i maven.

 

 

Livet

Når jeg skal huske at opdage, at jeg skal passe på mig selv

Skriv en kommentar

For, hvad der lige pludselig snart er nogle år siden, var vi ramt af stress. Og det er ikke som i et “vi er gravide”. Det er et “vi”, som helt reelt dækker over hele familien.

I første omgang var det nemlig Børnenes Far, men sådan noget har det med at snige sig ind på hele familien, og efterhånden som tiden gik, var vi alle ramt i en eller anden grad. For tiden gik lige pludselig, og det gjorde den blandt andet nok, fordi den kom så snigende, den stress. Det var ikke fra den ene dag til den anden,  det er den slags i virkeligheden nok næsten aldrig. Medmindre man måske er ude i et posttraumatisk stress-anfald efter voldsomme oplevelser, sat i gang af en høj lyd (rent gætværk fra min psykologiske viden, som jeg næsten udelukkende har fra film).

Stressen hos os var noget, som stille og roligt voksede sig større og større. På en måde var det som en fast følgesvend, vi ikke havde opdaget. En skygge, der fulgte med i alt, hvad vi gjorde. Vi vidste ikke, at den var der, eller at det var den, der var skyld i misforståelserne, skænderierne, de mærkelig udbrud, uforudsigelighederne eller kravet om de faste rammer.  Vi vidste ikke, eller rettere sagt, så turde vi måske ikke vide, hvad det var.

Først bagefter opdagede vi, at vi hver mandag havde set på hinanden over morgenmaden og sagt: “De næste 14 dage bliver nok lidt hårdere”. Og vi sagde det til hinanden uden at blinke og helt sikkert uden at høre efter, hvad vi sagde.

Og vi sagde det hver mandag i over 1 år! Vi nikkede blot til hinanden, bed tænderne sammen og knoklede på. Begge påvirket af et lige lovligt uforudsigeligt arbejdsliv, et skønt men lige så uforudsigeligt kernefamilie-liv og et arbejdspres, som var alt for stort.

Jeg husker det som hårde år med forsøg på at bevare sammenhæng i en usammenhængende hverdag. Jeg knoklede på. Blev ved og ved. Fortalte ingen om, hvordan jeg havde det, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde. Jeg forstod det ikke og kunne ikke se, at vi som familie levede i en hverdag på randen af sammenbrud. Nogle dage gik vi yderst på kanten, andre dage holdt vi hinanden i sikkerhed langt væk fra afgrunden. Men ingen af os kunne regne ud, hvornår overgangen skete, og hvad der skulle til.

For vi voksne hørte ikke efter os selv. Vi lyttede ikke. Ikke før vi lige pludselig gjorde. Jeg ved stadig ikke, hvad der lige var så anderledes ved den mandag, men Han meldte sig syg med stress – og lige idet, gav alting mening. Det har taget tid, lang tid, at komme sig igen. For hele familien at stole på, at det varer ved, at freden er der. For børnene at stole helt og fuldt og fast på deres forældre igen. Det kræver også, at vi bliver ved med at høre rigtigt efter og holde et skarpt øje med os selv og hinanden.

Jeg er efterhånden så småt ved at lære, hvilke tegn jeg skal holde øje med, og jeg opfordrer alle til at holde øje med deres. Ikke bare for at undgå stress, men mest af alt bare for at passe på sig.

Jeg er overbevist om, at alt for mange mennesker lever med den der, med bare lige at holde ud til på fredag. Bare lige bide tænderne sammen og tage lidt mere. Bare lige undgå at mærke efter smerten, der bider i kroppen, der gør hovedet tungt og livet svært. Og det er ikke fordi, livet skal være nemt og en dans på roser, men man skal huske, at det også skal være til at leve i.

Her er mine tegn:

  • Skifter pludseligt humør uden påviselig grund – især når jeg er sammen med Børnene – her er jeg måske allermest i kontakt med mine følelser
  • Bliver altid lige lidt mere irriteret over én bestemt kollega
  • Bliver nærmest ked af det og vred, når venner inviterer på kaffe og har lyst til at være sammen med mig
  • Og er det min Bror, der inviterer, kan jeg trække mig helt tilbage – han er, måske som Børnene, ekstra tæt på mit hjerte
  • Bliver så umanerligt rasende, når nogen ikke overholder færdselsreglerne – og jeg arbejder i København, så det sker tit!
  • Hører den samme playliste igen og igen – skruet lidt for højt op.
  • Har på ingen måde lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg har det…

Jeg har endnu ingen mirakelkur eller -piller, jeg bare tager, når jeg opdager tegnene. Og det er ikke altid tegn på, at jeg står ved en afgrund, eller at jeg måske endda er på vej ud over. Tværtimod.  For de viser mig, at jeg er på vej ud af en vej, der er dårlig for mig, og at jeg må rette mig op. Se mig omkring for at finde ud af, hvordan jeg får krydset over til en bedre side – og måske endda bede om lidt hjælp til at finde retningen.

Den store roman - i små bidder

Kapitel 17 i Den Store Roman er nu på gaden

Skriv en kommentar

Helt uden at trække tiden som normalt, rejser hun sig og går ud på badeværelset. Mens hun tisser, kommer hun i tanke om tøjet i vaskemaskinen, som ikke kom i tørretumbleren i aftes. Hun sukker, mens hun rejser sig.

Find det her: Lidt om Den store roman i små bidder

Jeg mærker, at historien og min hovedperson så småt begynder at tage form for mig, og jeg glæder mig til at fordybe mig endnu mere i hendes liv.

Livet, Pauser

Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

Skriv en kommentar

For mange år siden gik jeg i klasse med en pige, som meget ofte sagde disse bevingede ord: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Og ja, når man nærmer sig de 40, så har man virkelig retten  til (og muligheden for) at sige “for mange år siden”.

Og hun har jo så evig ret. Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Jeg er derfor begyndt på en ny hobby: Jeg samler nemlig på sjov. Både på mit eget og på andres. Her er hvad jeg foreløbig har fået samlet sammen:

  • Skilte man ikke lige havde set komme
  • 4 årig dreng med batmanmaske, som står og venter på S-toget med sin mor en almindelig tirsdag morgen
  • At surfe efter indkøbsvognen på det glatte gulv på vej ud af Lidl (selvfølgelig ikke, når man har Børnene med – de bliver jo umulige at opdrage på bagefter)
  • At grine med mine med-yogier over, hvor svært det er at stå på venstre fods lilletå, mens man forsøger at trække vejret helt ned i maven
  • At spise boller i karry med ristede pølser
  • Når togføreren opfordrer til at huske gummibåden, når det står ned i stænger på en alt for tidlig torsdag morgen
  • At snuppe gyngen før et af Børnene og gynge så højt, at det kilder i maven og drømme om at turde hoppe af gyngen i flyvende fart
  • At cykle slingrende af sted på vej hjem fra arbejde (et sikkert sted, hvor ingen bliver ramt eller andre bliver bange for at ramme én)

Det skulle senere vise sig, at hun lidt for godt vidste, hvad hun talte om, og det gør det jo kun endnu vigtigere at følge det gode råd. Vi har ikke meget kontakt i dag, men jeg tror, at hun er én af dem, der har klaret sig. Men det er hendes historie og ikke min.

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!