Hæklede blomster

Genglæde, hækling og selvfedme

Og nødhjælp.

Det er hvad, du finder på bloggen i denne uge.

Måske er du ikke selv den store hækler, men derfor kan du sagtens læse med her. Både fordi det ikke er så langt, men også fordi du muligvis, ligesom jeg, bliver lidt imponeret over, hvad man dog kan, bare ved at sno en tråd om en pind.

Genglæde: Ny værdi med kærlig tilføjelse

Jeg har det her gamle penalhus, som jeg har brugt til hæklenåle, men som jeg skiftede ud med et nyt, større og helt fantastisk pink et.

Og jeg må indrømme, at godt nok købte jeg det under kyndig vejledning fra Børnene, men jeg kunne med meget stor sandsynlighed have fundet på at købe det alligevel. Så fint er det altså.


Som du måske også aner, har jeg gerne en kuglepen liggende sammen med hæklenålene, for man kan jo altid lige få brug for at notere et antal masker. Og som du kan se, så er de ikke altid lige holdbare de der kuglepenne…

Så må man jo spørge sig selv, om man virkelig kan tillade sig at kassere et ellers udmærket og velfungerende penalhus, bare fordi det ikke har plads til alle ens hæklenåle (ja, det er et problem – hentet direkte fra virkeligheden), ikke er pink eller fordi det har en plet?

Nej!

Så hvad gør man så? Man hækler 2 fine blomster:

Vupti, så lever det igen og er da bare så super fint, hvis jeg selv skal sige det – og det er jeg ikke bange for at gøre (der var selvfedmen).

Og endnu mere vupti, da jeg opdagede, at det lige passer til et garnnøgle og en nål, så jeg altid har nødhjælp, når jeg sidder i et tog eller en bus på vej hjem fra arbejde og bare lige har brug for at lade fingrene arbejde og hjernen slappe af.

Det passer lige med, at der kan være ét garnnøgle i og sådan ét giver sådan cirka en vaske- eller karklud, det fylder næsten ikke i tasken, jeg behøver stort set ikke at tænke og så kan det færdige produkt sikkert altid bruges af nogen.

Og nogle gange er det lige, hvad jeg har brug for. Bare at give slip og lade et øjeblik gå. Og så er det jo dejligt med lidt hurtig nødhjælp i tasken.

Og dermed blev det altså til genglæde, hækling, selvfedme og nødhjælp på bloggen i denne uge.

Find linket til opskriften og andre gode blomsterideer her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *