Jeg har lært noget!

Jeg har nemlig lige klaret mig igennem en for mig helt vild arbejdsopgave, hvor jeg siden februar har vikarieret for en langtidssyg kollega med en opgave, jeg aldrig har prøvet før.

Og her på den anden side, har jeg opdaget, at jeg er blevet klogere.

At klare sig udenfor komfortzoner

Det har været 3 måneder med helt nye opgaver, spørgsmål som jeg aldrig selv havde svar på og graven sig ned i en kollegas ukendte kalender og planlægning i et stort prestige-projekt med en stram deadline – bare lige for at gøre det lidt mere spændende.

Det gav så 3 måneders elendig søvn og da det hele var overstået, så en væmmelig efterreaktion med hyperventilation og en forfærdelig træthed.

Men selvfølgelig også en vild stolthed over at have været med til gennemføre projektet og have været en reel hjælp for mine kolleger og have udført noget, som er så langt fra min naturlige komfort-zone, som noget næsten kan være.

Og når det så er sagt, så tænker jeg også, at man ikke skal undervurdere den dér komfortzone. Der er en grund til, at den er rar at være i – og den er nødvendig at have, så man har et sted at trække vejret og finde ro. I hvert fald for mig.

At finde redningskranse udenfor komfortzoner

Jeg har selvfølgelig tænkt og mærket efter inden i mig selv undervejs. Jeg har hæklet og nørklet for at holde styr på mit hoved, for det er sådan, jeg gør: Har tingene indeni.

Men jeg har også sagt det højt (især hvis nogen har spurgt, for jeg har det jo altså helst indeni).

Og det er noget nyt for mig, det der med at sige det højt.

Hvilket er lidt mærkeligt, grænsende til dumt, at det skulle være så svært, for det viser sig, at det jo hjælper at sige det højt.

At det der med at vågne flere gange hver nat badet i sved eller at ligge og hyperventilere faktisk ikke er helt normalt og at det er noget, som får andre til at se lidt alvorligt på mig – du ved sådan med hovedet lidt på skrå og let sammenknebne øjne.

Via dem har jeg set på mig selv og selv kunne se, at det jeg bare lige hurtigt havde vænnet mig til var hverdag, måske ikke bør være hverdag.

Så det med at sige, hvordan jeg har det, det kunne jeg måske godt finde på at gøre igen. Og det er da meget godt sådan i en alder af bare 41 at blive lidt klogere, synes jeg, ja jeg gør.

Det der andet arbejde kulminerede i øvrigt i sidste uge og jeg er nu tilbage i min egen trygge kendte arbejdsverden igen. Og det er faktisk en ret vidunderlig følelse igen at vide, hvad jeg laver!