Kategoriarkiv: Hæklerier

Med en lille fjer på

Eller faktisk ikke. For den er jo bare hæklet. Men den kunne godt have haft en fjer, hvis den var ægte.

Men så havde den nok ikke været turkis.

Eller haft lilla vinger.

Eller været grøn.

Eller haft et æg med en sut på.

Nej, jeg må nok erkende, de intet har med virkeligheden at gøre. Men hvad skal vi dog også med al det virkelighed? Når man i stedet kan få verden i farver?

Hvis du også gerne vil have lidt hæklet påske, kan du finde opskriften her

De er vel i virkeligheden små kusiner og fætre til en anden gammel påskekylling, som du finder her: kylle rylle.

Kærlighed på bloggen

Det har lige været Valentinsdag og har du været forbi bloggen før, så ved du nok allerede, at jeg ikke er bange for at omfavne en amerikansk helligdag helt og fuldt. Jeg er en stor tilhænger af alt, hvad der kan give grund til grin, glæde, kærlighed, liv og lyst.

Og det gælder da særligt en kærlighedsdag som Valentinsdag.

Og da helt særligt i en tid som nu, hvor man kan få brug for al den kærlighed, man kan samle. Og ikke mindst al den kærlighed, man kan give.

Og så er det måske, du undrer dig lidt, for med al det kærlighedssnak, hvor var Etonmess så i søndags på verdens store kærlighedsdag? Skulle der ikke have været spredt kærlighed ud til alle verdens hjørner? Jo. Jo. Det sku’ der!

Men jeg havde travlt! Jeg var nemlig helt begravet i kærlighed! Mere præcist i de her hjertevaskeklude:

Jeg måtte bare have dem fra tankerne i mit hoved, billederne i mit hjerte og ud igennem mine fingre og ud at leve i verden. Så værsgo: Her er lidt ekstra kærlighed fra mig til dig.

Og heldigvis er kærlighed da ikke kun til Valentinsdag, så de kan jo bruges hele året rundt.

Find den her og hækl dig selv lidt kærlighed:

En håndsrækning til dem, der gør verden lidt blødere

Mange hæklerister og strikkere kæmper hver dag en lille kamp for det gode i verden! Måske kender du den allerede? Det er Kampen mod garnspild!

De kæmper muligvis og forhåbentlig også andre og langt mere værdige og vigtige kampe, men lige i dag sætter jeg altså fokus på dén her lille bitte, men dog ikke uvæsentlige kamp

Garnspild er dér, hvor man har stået i garnbutikken, ladet fingrene løbe hen af det blødeste fine garn og øjnene forelske sig i den smukkeste farve. Lidt for mange gange. Og uden at vide, hvad man skal bruge det til.

Men mærkede du ikke, hvor blødt det var? Så du ikke farven? Følelser som dem, kan man ikke bare gå væk fra, vel. Vel?

Lige pludselig står man så der – med 2 nøgler af det ene og 3 af det andet. Lækkert og blødt, men ikke nok til hverken det ene eller det andet. Men åh så fint. Og blødt.

Her er en lille håndsrækning til alle dem, der kæmper for at gøre verden til et lidt blødere sted: Etonmess halsedissen! Her udgave #3. Så kan du få brugt dine små forelskelser eller rester.

Find vejledningen her:

Og Etonmess halsedisse # 1 og # 2 her – hvor du i øvrigt også finder et lille fint petroleumsblåt digt af Gustav Munch Pedersen:

Nå ja og så er der jo den lille topmodel, som så fint viser sig frem i min nyeste kreation. Hun kan lidt af det hele. Bare se her:

Med posca-tusser og en hvid urtepotte og en næsten sikker hånd, kan man altså virkelig noget!

Af hjertet tak! (Om taknemmelighed og vrede på gyngende grund)

Efter mange måneders sygdom i den lille familie er dagene indimellem en skrøbelig balancegang på et tyndt edderkoppe-spind. Glat og usikkert af morgendug.

Nogle dage kan man endda tydeligt se spindets ejer med dens behårede ben, stærke kæber og ikke mindst dens giftkløer bare ligge tålmodigt og vente på det mindste fejltrin. Bare lige lidt forkert her, så…

Jeg skynder mig at sige, at det ikke er noget farligt det der sygdom, det er bare noget meget langtrukkent og meget svært, men jeg har lovet Barnet, at jeg ikke fortæller for mange for meget om det. Og slet ikke her på bloggen.

På vippen

Indimellem, lige midt i et usikkert skridt, kan jeg blive grebet af en stor taknemmelighed over, at der findes så mange gode mennesker, som gider at bruge tid og omsorg på at hjælpe os sikkert igennem spindet.

Kort tid efter kan jeg dog modsat blive så megatræt af alle dem, der tillader sig at leve så gode liv, at de har overskud til at hjælpe andre.

Hvad bilder de sig ind? Ved de slet ikke, at livet er én stor jammerdal, som vælter henover dig i store ustoppelige kvælende bølger. Som lugter. Meget. Dårligt.

Det er helt sikkert en usikker gyngende grund. En usikker grund med en gammel rusten vippe, som drilsk vipper mit humør, som det passer den.

Heldigvis sidder jeg lige nu i dette øjeblik i den positive ende af vippen (langt væk fra edderkoppen) og kigger glad ud på verden med mine nypudsede rosenrøde briller på.

Sødt og blødt og tak

De der briller og så en trang til at lave noget totalt ufornuftigt, men dog sødt og blødt, har ført til disse små kort bygget på hækleri og genbrug af cornflakes-æsker.

Jeg overvejer at sende et kort med et stort tak til de søde mennesker, der gider at hjælpe/skubbe/pejle os igennem spindet. Det vil jo også være genglæde i sin reneste form tænker jeg (altså genbrug, der gør andre glade).

Måske når jeg det endda, inden humøret skifter og jeg i virkeligheden bare synes, de er nogen xxx, for så kan det være, at de istedet får en karklud efter seneste gode opskrift… (Hvis der ikke ringer nogen klokke, kan du se dem her).

Genglæde til dig

Hvis du også er i dit gode hjørne (lige nu altså) og gerne vil give et hjerte videre, kan du finde opskrift og vejledning her:

Bad Ass Crochet!

Findes dét? Ja. Ja, det gør det.

Kender du de dage, hvor alting vender rundt og kører op og ned på én gang og du til sidst simpelthen bare nægter at finde den forbandede pyt-knap frem nogensinde? Ikke mere pyt og overbærenhed fra dig. Nu finder du dig ikke i mere. Capiche?!

Ikke desto mindre fortsætter hverdagen på en eller måde alligevel omkring dig med krav om opvask, madpakkesmøring, tøjvask og så videre?

Her er det, du lige stod og manglede: Mellemfinger-karkluden (hæklet i økologisk bomuld selvfølgelig. Man skal jo ikke gå helt ned på politisk korrekthed).

Find opskriften her:

Vi er smuttet, du – mig og min enhjørning

Nogle gange trænger man bare til at flygte. Langt langt væk.

Og det har jeg gjort i denne uge.

Lukket øjnene fra virkeligheden, som godt nok er temmelig uvirkelig lige nu.

For ikke at sige, at den er helt igennem surrealistisk, en smule angst-fremkaldende og rimelig meget skræmmende, når man ser efter.


Derfor har jeg taget en pause fra den (u-)virkelige verden og al dens alvor og flygtet et par timer på ryggen af en smuk og gavmild enhjørning.


Jeg ved ikke helt, hvad man skal med sådan en enhjørning, men så alligevel, hvornår har man egentlig ikke brug for en enhjørning?

Og hvis ikke nu, helt ærligt, hvornår så?

Så kom med, hvis du også vil lidt væk herfra. Find opskriften under billederne, hvis du også står og mangler lidt enhjørninge-magi i dit liv.

Starter med at slutte

Et nyt år er begyndt. Og mærkeligt nok er det startet med, at jeg har afsluttet noget. 

Lidt anderledes måde at starte ud med noget nyt på – altså for mig. Især da det er et hækleprojekt, som jeg har haft gang i igennem 3 år efterhånden.

Det har endda været med på bloggen et par gange tidligere.

Du kan for eksempel se det på forsiden fra sommerferien i 2017 (hvis du altså kigger rigtig godt efter)

og her, da det stadig var ét af flere dejligt ufærdige projekter i februar 2019:

Men nu er det altså færdigt, mit lille fine tæppe, som langsomt og nogenlunde (u)sikkert er vokset ud mellem mine fingre efter de ideer om mønstre og farver, der har været i mit hoved på lige dét tidspunkt.

Når det så lige falder tilfældigt sammen med starten på et nyt år, hvor alting ligesom starter op og forfra igen, ja så føles det lidt som om, jeg er færdig, inden jeg overhovedet er kommet igang. 

Men så alligevel ikke. For det er sandsynligvis ikke heeelt færdigt, da jeg tror, at jeg tænker, at jeg mener og finder, at det bør være lidt bredere. Og nu mangler jeg så blot at finde ud af, om det skal være bredere i en markant lilla eller en støvet orange. Hmm.

Og det er jo virkelig en stor fryd med sådan et bitte lille stykke bid af verden, som jeg helt selv bestemmer over. Den slags findes der ikke meget af…

Jeg kalder det i øvrigt for Eton Messy nr. 1. 

En duft af kanel eller af rensdyrL…?

Kan du høre det?

Det er julen, der nærmer sig. Måske hører du små bløde skridt løftet af fine englevinger i en duft af kanel og brunkager – eller er det måske mere som tunge trætte 100 kg’s julemandsskridt i gamle træsko med rensdyrlort i rillerne?

Alt efter hvor du er på jule-glæde-skalaen selvfølgelig.

Selv er jeg tættest på englevinge-siden, selvom jeg må indrømme, at den skarpe julegave-deadline altid er lidt angstfremkaldende. Men julepynten! Åh altså..

Jeg eeelsker at finde pynten frem. Pakke den gyngende julefe ud (ja, der findes julefeer og ja, de gynger). Julekuglen, der er formet som en tekande. Den flyvende julegris. Pigernes hjemmelavede gaze-engle, der taber sølv-glimmer ud over det hele. De maste kræmmerhuse og julestjerner. De lilla mexicanske metalstjerner og de skarpe hvide nordiske samme i hård porcelæn.

Og hvert år kommer selvfølgelig mere til. I år er det (blandt andet) disse hæklede juletræer.

Find den gratis og ikke helt vildt svære opskrift her