Tag-arkiv: hæklet hjerte

Af hjertet tak! (Om taknemmelighed og vrede på gyngende grund)

Efter mange måneders sygdom i den lille familie er dagene indimellem en skrøbelig balancegang på et tyndt edderkoppe-spind. Glat og usikkert af morgendug.

Nogle dage kan man endda tydeligt se spindets ejer med dens behårede ben, stærke kæber og ikke mindst dens giftkløer bare ligge tålmodigt og vente på det mindste fejltrin. Bare lige lidt forkert her, så…

Jeg skynder mig at sige, at det ikke er noget farligt det der sygdom, det er bare noget meget langtrukkent og meget svært, men jeg har lovet Barnet, at jeg ikke fortæller for mange for meget om det. Og slet ikke her på bloggen.

På vippen

Indimellem, lige midt i et usikkert skridt, kan jeg blive grebet af en stor taknemmelighed over, at der findes så mange gode mennesker, som gider at bruge tid og omsorg på at hjælpe os sikkert igennem spindet.

Kort tid efter kan jeg dog modsat blive så megatræt af alle dem, der tillader sig at leve så gode liv, at de har overskud til at hjælpe andre.

Hvad bilder de sig ind? Ved de slet ikke, at livet er én stor jammerdal, som vælter henover dig i store ustoppelige kvælende bølger. Som lugter. Meget. Dårligt.

Det er helt sikkert en usikker gyngende grund. En usikker grund med en gammel rusten vippe, som drilsk vipper mit humør, som det passer den.

Heldigvis sidder jeg lige nu i dette øjeblik i den positive ende af vippen (langt væk fra edderkoppen) og kigger glad ud på verden med mine nypudsede rosenrøde briller på.

Sødt og blødt og tak

De der briller og så en trang til at lave noget totalt ufornuftigt, men dog sødt og blødt, har ført til disse små kort bygget på hækleri og genbrug af cornflakes-æsker.

Jeg overvejer at sende et kort med et stort tak til de søde mennesker, der gider at hjælpe/skubbe/pejle os igennem spindet. Det vil jo også være genglæde i sin reneste form tænker jeg (altså genbrug, der gør andre glade).

Måske når jeg det endda, inden humøret skifter og jeg i virkeligheden bare synes, de er nogen xxx, for så kan det være, at de istedet får en karklud efter seneste gode opskrift… (Hvis der ikke ringer nogen klokke, kan du se dem her).

Genglæde til dig

Hvis du også er i dit gode hjørne (lige nu altså) og gerne vil give et hjerte videre, kan du finde opskrift og vejledning her: