Jeg har SLET ikke noget, jeg skal nå. Se selv

Tidligere i år tog jeg en beslutning. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ikke har noget, jeg skal nå (Jeg har ikke noget jeg skal nå?!)

Det betyder, at jeg ikke længere skal lede efter noget andre steder end der, hvor jeg er. Forsøge ikke at hige efter andet, men at være dér, hvor jeg er – og nyde det. For mig handler det om ikke at stille for mange mål og kriterier op, som skal være opfyldt for, at jeg kan være glad. Den ramponerede udestue og det slidte tapet på toilettet skal ikke være dét, der definerer mit liv. Det skal min titel eller min løn heller ikke være. Heller ikke min vægt eller min evne til at løbe 5 KM på 20 minutter. Og det betyder ikke noget, om jeg har besteget Mount Everest eller hjulpet nyudklækkede skildpadde-unger sikkert ud i vandet.

Hvad skal definere min lykke 
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil tjene penge, kunne sætte mig ud i en lækker udestue med gæster eller en god bog eller endda tabe mig (der er jo også noget med et lidt højt blodtryk), men det skal ikke være den slags, der definerer min lykke. (Og jeg vil i øvrigt vildt gerne prøve det der med skildpadde-ungerne).

Det, der skal definere min lykke, skal være, at jeg har det godt, der hvor jeg er. At jeg (for det meste) nyder det, jeg gør. Det betyder også, at jeg skal tage ansvar og sørge for at jeg så vidt muligt ikke er steder, hvor jeg er ulykkelig – hverken fysisk eller mentalt. Jeg skal ikke være på en arbejdsplads, hvor jeg mistrives og jeg skal ikke gemme på min mistrivsel, når den er der, men dele den med andre, for jeg ved nu, at jeg ellers ikke kan klare mig.

Mere, højere, længere?
I en hverdag som stadig indimellem er præget af stressens  efterdønninger, blander dage med influenzasyge Børn, vasketøj fra 14 dage, fordi de voksne også selv lige har været syge, sig med dage med overskud i forskellige mængder.

Nogle gange er der overskud nok til at tage sig af andre, til at svare på en venindes lange sms, selv at skrive en lang sms eller måske endda til at ringe til nogen (!), til at tage en legekammerat med hjem efter skole eller til bare at gå en tur. Andre gange til at klippe hækken, vaske gulvet eller stryge den lækre silkeskjorte, som så sjældent kommer ud. Det overskud skal ikke ødelægges af krav til, at jeg skal nå mere, højere eller længere.

Og andre må jo gerne. Hvis bare de er glade, så er jeg glad.  Jeg ved bare, at jeg ikke skal lade mig glide med i strømmen.

At overkomme malstrømmen
At jeg ikke har noget, jeg skal nå, hjælper mig nemlig til at klare mine udfordringer, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi ikke engang livets malstrøm hindrer mig i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er. Det betyder ikke, at jeg altid er glad og ligeglad med de svære tider og nogle gange endda sorg, som livet også er. Det betyder, at jeg har lært, at den kommer. Malstrømmen. Og at jeg øver mig i, at det sådan set er ok, fordi jeg ikke har noget andet, jeg skal nå. Jeg skal kun forsøge at få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut.

Det handler altså ikke om, at jeg altid skal finde den positive side af tingene, slet ikke. Det betyder, at jeg skal passe på mig selv og mine kære lige præcis, fordi verden er så uperfekt nogle dage og det er kun dét jeg skal  nå.

En vidunderlig glimmergrøn påmindelse 
Og nu har jeg fået ekstra hjælp til at huske at passe på mig selv. Vidunderlig glimmergrøn og pink hjælp fra Kritisk Pynt, som har kreeret denne smukke nøglering til mig, som jeg stadig er helt benovet over, er min.

 

 

 

 

 

Og ikke nok med det, så fik jeg også min helt egen pyt-knap med:

Gå endelig på opdagelse i Kritisk Pynts helt fantastiske univers på  facebook her: Kritisk Pynt. Du vil ikke fortryde det, der er fyldt med fede feministiske, skæve og kloge slagord og opråb, som er ekstra gode, når du trænger til at sætte hamsterhjulet lidt på pause. Også selvom det bare er et lille øjeblik. Og så er der selvfølgelig glimmer og pangfarver!

Om at være til uden at være

Jeg har igen været helt og aldeles unyttig og skrevet et digt i frit fald.

Om at være til uden at være. Tror jeg da nok…

 

Uden nede og oppe

I en glasklokke, der ikke kan tegnes,

svæver jeg i tomrum. Som en kvæstet fjer,

holdt oppe af ingenting.

 

Ingen og ingenting kan nå mig, når

alt kan nå mig og alting kan holde mig nede.

 

Det er ikke længere mig. Det er dig.

Det er jer. Og I er ikke længere

mig.

 

Jeg er ikke mig. Længere. Jeg er

bare en fjer uden jer. I et tomt

rum af ingenting og alt.

 

Uden nede

og oppe.

 

Har du lyst til flere digte, kan du finde mine “gamle” her i Den lille poesibog:

Fungerer bedst på PC – er du på mobilen, men hungrer du bare efter flere digte, kan du finde dem her: Den lille poesibog

Pom-pom-crazy!

Hvis du ikke er fan af pom-pomer, skal du kigge væk nu!

Nu går Etonmess nemlig amok i pom-pomer – mest fordi de er så sjove og nemme at lave. Det sværeste er faktisk at forsøge at klippe dem pæne bagefter, så de både er tætte og stadig runde. Har endda undervejs overvejet at tage dem med til min frisør og få lidt vejledning (og jeg har et spinkelt håb om, at hun ikke vil blive alt for skræmt og synes jeg er alt for mærkelig, fordi vi efterhånden kender hinanden så godt efter mange års klipninger plus en mødregruppe. Et spinkelt håb altså…)

Men hvad pokker skal man dog bruge dem til bagefter?  Det vides endnu ikke helt, men derfor kan man jo godt kaste  sig over dem alligevel og så kan man jo bruge dem eller lade være.  Og jeg har da også fundet et par gode bud på hvad i alverden man kan bruge dem til:

(Tryk på billedet for link til vejledning)

Pynt til tasken sammen med de uundværlige perler og skønne hjemmegjorte kvaster
Verdens nemmeste cupcakes
De små nuttede Valentins-knus, som garanteret også ku’ være gode til barnedåben
Hvem har ikke brug for lidt ekstra liv til døren?

Skæg du selv sidder på – ja, der findes mere endnu!

Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Derfor begyndte jeg sidste år på en ny hobby: Jeg samler nemlig på skæg. Både på mit eget og på andres. Det handler om at give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.

Her er lidt af, hvad jeg har fået samlet sammen siden sidst:

  • Hvis du sidder udenfor med en kop kaffe og vender din kop i den rette vinkel kan du se himlen i din kaffe. Kan det blive mere poetisk end at have himlen i sin kop?
  • Gå en tur, mens du går i takt til “Posemandens bil”. Du ved den med Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil tog ud en dejlig sommernat i Posemandens bil. Bilen havde ingen hjul og heller intet rat, men det var osse lige fedt, for det var nemlig nat. (Du kan finde resten af teksten her) Den takt passer simpelthen så godt til at gå i, den er nem at huske og så giver den ingen mening. Perfekt!
  • Tag i Leos Legeland og når du stiller skoene i garderoben (man SKAL nemlig  gå i strømpefødder – også de voksne) så lad som om, du ikke udmærket godt ved, at det er dine fødder, der lugter, når en af de andre gæster bemærker en lidt syrlig lugt. Det er sjovt. Tag også endelig en tur i rutschebanen, nu når du alligevel render rundt i strømpefødder, som var du 7 år igen. Du kan ligeså godt få mest muligt ud af det.
  • Syng med på mindst alle 5 instrumenter, når nevøen synger for til mormors fødselsdags (du ved mormor har fødselsdag, og det har hun jo og det er i dag. Mormor har fødselsdag, og det har hun jo dag. Og hør nu her, hvordan vi alle spille vil og hør nu her, hvordan vi spille vil… Og gi’ den så max gas på trompeten, violinen, trommerne, fløjten og elguitaren. Du vil takke dig selv med en ordentlig krammer bagefter! Og tårerne trillende ned af kinderne af grin – og hvor tit sker det egentlig?

Du kan finde mere skæg, du kan sætte dig på her:

Nyt kapitel i Den Store Roman i Små Bidder – kom og læs med

Så er der igen nyt kapitel i Den store Roman i Små Bidder! Faktisk er der både et nyt kapitel – og der er ryddet op!

Jeg har nemlig samlet mine kapitler i en ny rækkefølge, som viser mere om,  hvor historien (måske) er på vej hen og så har jeg tilføjet en indledning, som fortæller lidt mere om mine tanker.

Og det er jo sådan den er. Den store Roman i Små Bidder. Min legeplads med plads til at springe rundt og få en ny ide i dag, som er endnu bedre end den, jeg fik i går.

Selv om du måske har læst med før, så prøv at genlæs fra starten af – eller spring direkte til det nye kapitel, som du finder på side 7 – du bestemmer jo selv (hvis du altså har lyst – for du skal ikke).

Læs det hele her

Mig og mit arbejde

I foråret tog jeg afsked med én arbejdsplads for heldigvis at sige goddag til en ny. Jeg havde efter10 år samme sted brug for at se noget andet hver dag og simpelthen bare brug for at være et andet sted – at se nye græsgange i andre grønne nuancer (og gerne med mindre transporttid end 2 ½ time om dagen…).

Og det har været noget af det klogeste, jeg nogensinde har gjort i mit arbejdsliv!

Ikke fordi, jeg var et forfærdeligt sted med onde chefer og lede kolleger. Jeg tror egentlig, at jeg var et gennemsnitligt sted i det offentlige system med gode dage og halv-dårlige dage, med gode kolleger og med mere irriterende kolleger (som alle også havde deres gode og halv-dårlige dage) og med gode chefer og mere irriterende chefer (som jo også har lov til at have gode og halv-dårlige dage). Som mange andre steder var det hele også blandet med et skønt miks af at skulle nå liiige 10 % mere for 20 % mindre.

Men nej, det var slet ikke derfor, at det var det klogeste, jeg har gjort.

Et job kan faktisk bare være et job (!)

Det, der gjorde det til det klogeste, jeg har gjort i mit arbejdsliv, var at dét at finde et nyt job og sige farvel til det gamle i sig selv understregede, at det bare var et job – og ikke altafgørende for hele mit liv.

Det var bare én type opgaver, i ét type kontormiljø med én gruppe af mennesker, som man faktisk kan skifte ud med noget andet. Ikke at det nødvendigvis er helt let at finde det der andet, det ved jeg alt om om. Men da det lykkedes, tog det ligesom pusten ud af de halv-dårlige dage og de irriterende opgaver, fordi det at skifte arbejdet ud med et andet også des-integrerede arbejdet fra mig, så det blev mig og mit arbejde og ikke mig i mit arbejde.

Det blev til noget, som jeg selv kunne påvirke og ændre på (igen det er nødvendigvis ikke sådan ligetil) og altså noget, som jeg kunne styre og som ikke bare styrede mig. Det var en kæmpe AHA-oplevelse, som jeg stadig lever højt på og som jeg håber, at jeg vil huske, når også det nye arbejde er hverdag.

Kærlighed og kolleger

Men når alt det er sagt, må jeg også sige, at jeg også skulle sige farvel til en gruppe kolleger, som var mere end bare gode – de var fantastiske! Både når man havde gode, men også halv-dårlige dage. Sådan en almindelig tirsdag kunne frokost-pausen føles som om man sad til en 40 års fødselsdag med kølig rosé og god mad i selskab med gamle barndomsveninder med høje grin og kærlig ærlighed. Og hvor har jeg mange gange glædet mig til at komme ind og høre deres overvejelser og løsninger på opdragelse, mand og liv. Det var en helt særlig oplevelse at få lov at være en del af sådan en gruppe et par år.

Kærlighed, kolleger og hækling (ja, hvad ellers)

Jeg kunne ikke tage afsked med dem uden at give dem kærlighed tilbage og den kærlighed blev i min hjerne naturligvis oversat til hæklerier og derefter til hæklede nøgleringe!

Jeg har forsøgt at gøre dem så personlige som muligt. Kan du mon gætte hvem, der fik hvad? (Du kan desværre ikke vinde noget, men du kan få en dejlig velfortjent pause).

Der skal være til:

  • Hende, der dyrker yoga hver morgen (Jep. Hver morgen!) og som aldrig var bange for at kaste sig ud i nyt – eller i hvert fald ofte gjorde det alligevel
  • Den unge elev, der snart flyver videre ud i verden (var det for meget hjælp?)
  • Te-drikkeren, der hver dag bryggede de lifligste teer og hvis hjerne så klogt bryggede videre på konsekvenserne af vores andres helt utroligt gode ideer
  • Katte-elskeren med stort K (og et kærligt og meget klogt hjerte for mennesker også)
  • Hende, den lidt flagrende med det skønne høje grin, som måske indimellem havde det med at glemme, hvor modig hun faktisk var
  • Hende, med det store hjerte og modet til at sætte fingeren på det ømme punkt
  • Hende, der har lært mig at tænke i ro og honningdepoter (og introducerede mig til Svend Brinkman og hans nej-hat)

OBS! Vil du vide mere om honningdepoter og måske lidt om at trække vejret helt ned i maven og tage en pause midt i hverdagens larm? Så læs med her Honningdepoter og pauser

Opskriften på katten, kan du finde her (OBS på hollandsk, men man kan google sig til oversættelsen og den er ikke så kompliceret)
Lotusblomsten er herfra (på engelsk)
Den skønne tekop her (også på engelsk)
Sommerfuglen gemmer sig her
Hatten er egen kreation inspireret af flere forskellige, men basis finder du her (engelsk)
Hjertet og den skøre fugl er fra henholdsvis Hæklet julepynt af Maja Hansen og fra Fin og farverig jul – du selv kan hækle af Lisbet Lücke Larsen.

Hold da op! Jeg er muligvis ved at blive en mere moden udgave af mig selv!?

Det går langsomt op for mig, at jeg måske nok er ved at blive den slags modne menneske, som da sådan lige hviler i sig selv. Det er jo i og for sig meget passende, da jeg sidste år rundede de første 40 år i livet. Og hvis ikke de år skulle give en vis ballast, så ved jeg virkelig ikke, hvad der ellers skal til.

Jeg tror, den er god nok. Se bare bevis-samlingen her:

Bevis nr. 1: 
Jeg har lige brugt vendingen “i og for sig”. Hvis ikke, det er et bevis på, at man har opnået en alder, hvor man ikke tænker over, hvad andre tænker om en, ja så ved jeg ikke, hvad det ellers skulle være.

Bevis nr. 2:
Jeg oplevede en morgen at stå og se ned af mig selv på vej på arbejde og tænke: “Hmm, de her sko passer da ikke rigtig til det her tøj. Nå skidt, det er jo bare tøj – det er ikke mig“.

Hvaffor-noget? Hvis man ikke længere skal være usikker over, hvordan man ser ud og om ens tøj sender de rigtige signaler, hvad skal man dog så bruge tiden på?

Bevis nr. 3:
Ved morgenbordet til en sølvbryllupsfejring sad jeg omringet af mennesker, jeg aldrig har mødt før. Alligevel fik jeg en nogenlunde velkørende og til dels underholdende samtale op at stå – og uden at gå i en indre panik med 2 minutters mellemrum!

Bevis nr. 3 A: 
I selvsamme samtale blev jeg ikke én eneste gang stillet et spørgsmål om, hvad jeg syntes om dette eller hint – men der blev gladeligt svaret på alle mine interesserede spørgsmål (bemærk: Ikke nødvendigvis interessante, men interesserede spørgsmål).

Bagefter tænkte jeg overhovedet ikke, at det var mig, der ikke var interessant, siden de ikke spurgte til mig, men at det var dem, der var dårligt opdraget (og uintelligente og dumme med indsnævrede horisonter. Og grimme).

Bevis nr. 4:
Jeg har netop været på en utrolig dejlig og helt afslappet teltferie i det danske sommervejr. Her oplevede jeg flere gang mig selv stille og roligt skifte til badetøjet uden at gå i panik over, hvordan jeg dog skulle dække mig til, hvis en tilfældig med-campist skulle komme til at se ind i teltet igennem myggenet og skæve vinkler: “Altså, det er jo bare et glimt af en halvnøgen krop – det klarer vi da nok“!

Jeg kan endda ikke engang lade være med at grine af den tidlige morgen, hvor jeg i en rivende fart skulle nå at lyne op for teltdugen for at løbe de 300 m op til toiletterne for at undgå en alt for pinlig start på dagen.
Her fik en tilfældig med-campist faktisk et bitte lille glimt af en halvnøgen krop, da jeg ikke havde opdaget, at mit ene bryst var smuttet halvt ud af nattoppen. På hans ansigtsudtryk så det nok i virkeligheden ud til, at han ikke var helt som afslappet som mig, men altså, det er jo bare et glimt af en halvnøgen krop – det klarer vi da nok!

Skal jeg være helt ærlig her, var jeg nok også godt hjulpet på vej af den særlige stemning, der er på en campingplads i hedebølge og sommerferie. Men endnu mere ærligt, så var det vel nok dejligt at kunne være så afslappet.

Bevis nr. 5 på, at jeg ikke længere kan undsige mig min modne alder: 
På en fantastisk ferie på Kreta med svigerfamilien (var det mon i virkeligheden bevis 5A?) opdagede jeg, at mine fødder i mine søde, men virkelige fornuftige Teva vandre-sandaler fuldstændig ligner min mors i hendes søde, men virkelig fornuftige sandaler! Mangler dog hendes fine blommefarvede neglelak, men det kan vist kun være et spørgsmål om tid.

I morgensol

Et hverdagsdigt om en lille sorg, om tab og savn i hverdagsglimt.

I dag fandt vi vores kat i haven.

I morgensol lå hun i skygge af hækken og sov.

Drømmende og tryg.

Og død.

Hendes lille kattehjerte havde givet op midt i natten.

I et lille bitte øjeblik gjorde menneskehjerterne det næsten.

Gav op.

Midt i morgensol.

Men det er liv og død.

Eller er det i virkeligheden bare liv?

Og er livet bare døden. Også.

Hvad kan barnet forstå.

Hvad kan jeg selv forstå?

At tab og sorg og savn er liv.

At ulykkeligt liv også er liv.

At liv også er ulykkeligt.

Drømmende og tryg.

Og død.

Vi lagde fløjlsrøde roser ved hendes drøm.

 Og i morgensol sagde vi farvel.

Skæg, du selv sidder på – og ikke kan lade være med at grine af

Nogle dage er virkeligheden altså bare langt sjovere end andre dage. Og  indimellem byder hverdagen simpelthen bare på de bedste grin, dér lige midt i liv og larm og trummerum.

Se her, hvor jeg har fundet noget skæg at sidde på(*) midt i min hverdag:

Når naboen skal flytte og man møder dem om morgenen, mens de er ved at sætte godt fyldte flyttekasser ud i indkørslen og fortæller,  at flyttefolkene lige har ringet og spurgt om det er ok, at de først kommer om en uge istedet for om 2 timer som aftalt – da de har sygdom!
(Nogle gange er skæg sjovere at sidde på, når det er andre, der sidder på det…)

Når man sidder i venteværelset hos lægen, fordi den Yngste skal vaccineres (igen, nogle gange er skæg jo altså sjovere, når det er andre der sidder på det) og lægen kommer ud og skal hente en af de andre patienter ind til konsultation og forsigtigt og meget stille og en lille smule undrende, siger patientens navn ud i venteværelset: Putte?

Når en kollegas barn hader grøntsager så meget, at hun ikke vil spise vingummier, fordi det kunne jo være majs, broccoli og gulerødder forklædt som gule, grønne og røde bamser!

Når jeg åbner på trykknappen på min termokande og lufttrykket får små bitte perler af heldigvis ikke alt for varm kaffe til at sætte sig i mit ansigt – midt i toget og lige efter jeg har pudset mine briller!

 

(*) Når jeg skal have skæg at sidde på, handler det om en tidligere klassekammerats vidunderligt dejlige onkel-agtige udtryk: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Når jeg så lægger det sammen med at nå at nyde hverdagen og nuet (når der altså er noget at nyde) og huske at tage små pauser, så bliver det til at se sig om i verden og grine lidt af og med den og af sig selv.

Tillykke med GDPR! Og noget med hæklede flag

Yes! Nu er Etonmess.dk endelig langt om længe med på GDPR-bølgen og du skulle gerne være blevet mødt af et cookie-banner, da du kom ind på siden.

Og måske, kun måske, har du også forvildet dig ind på den nye side med Etonmess’ privatlivs-politik. Så nu skulle Etonmess.dk også gerne være helt lovlydig efter den nye persondata-forordning – også kendt som GDPR, trådte i kraft den 25. maj (som jo kun er lidt længe siden).

Og sådan en lovlydighed er jo værd at fejre!

 

 

 

 

Derfor er der i dag hæklede flag på bloggen. Hvis du ikke selv har behov for at fejre GDPR, kan de jo også sagtens bruges til at fejre fødselsdage, bryllupper, studenter eller næste års konfirmander. De kan også bruges til at tørre øjnene efter søndagens VM-kamp, hvis man har brug for den slags… *

Flagene findes i 3 størrelser og du finder opskriften på dem her:  Flagranke med flag i 3 størrelser 

Og privatlivs-politikken finder du her

 

 

 

 

 

* Hvis du ikke lige er med, så røg Danmark ud af VM 2018 (fodbold) efter en alt for spændende kamp mod Kroatien

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!