Det er i den tidlige sommersols lange skygge
At jeg mærker dagens lune afslutning på mine kinder.
At jeg krøller mine sandal-tæer i den bløde luft.
At jeg lytter til fuglenes aftenvise.
At jeg dufter til de sidste syrener.
At jeg klør mig forsigtigt i årets første myggestik
At jeg nyder isterningenes klirren i det kolde glas
Og glemmer fuldstændig alt om, at det ikke er sommerferie og at i morgen venter madpakker, planlægning, idrætstasker og rene strømper….!
Mangler du inspiration til aftensmaden, så læs med her. Ingen ved helt hvorfor ugens madplan absolut skulle udgives i haiku. Men på den anden side hvorfor ikke?
Mandag helst er nem
Ikeadeller, bønner
Lige fra posen
Varm linsesuppe
Og godt med ost på toppen
Klimaet kalder?
Lasagne fra frost
Overskud fra weekenden
Gør dobbelt glæde
Pølsegryderet
Som en børnefødselsdag
Dengang mor var barn
Fredagen er her
Trættere end en mandag
Er det brød med ost?
(Sig mig lige, er etonmess alligevel en madblog?)
Og forresten, skulle du være lidt i tvivl om, hvad haiku nu er, så kig ind her
Efteråret og den mørke tid har overtaget kalenderen.
Det kan jeg godt lide.
Det er de brune blade. De mange ukendte orange nuancer. Træerne, der skifter udseende dag for dag. Blæsten, der får bladene til at danse (og ørene til at blafre af kulde).
Og så er der fugle på tur.
De er åbenbart ikke allesammen taget afsted endnu.
I hvert fald så jeg den anden dag det flotteste syn over byens tage. I hundredvis og i cirkler om sig selv i hver deres individuelle dans om hinanden.
Så fascinerende, at jeg helt glemte at finde mobilen frem og tage et billede (det er så ulempen ved at leve i nuet – heldigvis sker det ikke så tit…)
Da jeg heller ikke kan tegne, må du nøjes med mine ord til at skabe dit eget billede:
I cirkler over tagene.
I sværme, der fylder himmelen ud.
Små sorte brud på den så perfekte blå flade.
Danser de en dans med en usynlig partner til lydløs musik.
Det er stadig varmt. Varmt. Varmt.
Varmt. Og jeg er ikke vild med varmt.
Som i IKKE vild med det.
Men midt i varmen kom lige pludselig et nyt haiku-digt.
Og dem er jeg til gengæld vild med!
Solen smelter ned
Den smelter og vælter mig
Selv i bare tæ’r
Solen smelter ned.
Den smelter og vælter mig
Sku ha’ været kat
Har du lyst til mere haiku? Så se her
Når jeg synker.
Har jeg opdaget.
At jeg ikke behøver at kæmpe.
At jeg ikke behøver at bruge kræfter, jeg ikke har.
For at holde mig oppe.
For at komme igennem det.
Jeg skal bare trække vejret.
Bare trække vejret.
Jeg behøver ikke at have kræfter tilbage.
Jeg behøver ikke at kæmpe mere.
Jeg behøver ikke at være stærk.
Jeg skal bare trække vejret.
Det er nok.
Det er ikke slut.
Det er ikke godt.
Men det er nok.
Jeg kommer igennem.
Også selvom jeg næsten ikke kan.
Det er nok.
Jeg har digtet om og videre på mit ufærdige digt fra sidste uges Etonmess.
Nu ser det sådan ud – og har også fået en ny titel:
Et gåseæg triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre.
En ugle nynner melodisk, imens den flyver i cirkler over mig, inden den lander et sted, jeg ikke kan se.
En ræv med huller i pelsen ruller sig sitrende sammen under en grå busk med tomme bær. Ser mig og ser mig ikke.
En myre knaser under min fod og støjen løber som et mørkt ekko gennem skoven foran mig.
En hest af havsalt, som splintrer lige foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre.
Var det også sådan, du havde tænkt det?
Læs det ufærdige digt her.
Og hvem ved, måske er det ikke helt færdigt endnu…
