Og jeg holdt ved fodgængerfeltet.
Og ventede på, at først de to grinende piger fik trillet over med cyklen.
Og derefter på manden med hunden og den skaldede isse.
Og i den modsatte retning af dem, stod en pige med cykel og ventede.
Og ventede, mens de gik over.
Og ventede, mens jeg ventede.
Og ventede selvom vejen var tom. På nær mig. Der ventede.
Og endelig fik vi øjenkontakt og jeg smilede og vinkede hende over.
Og hun kiggede en ekstra gang.
Og jeg smilede og vinkede over en ekstra gang.
Og hun gik over.
Og det var det.
Og jeg tænkte, at manden med hunden og den skaldede isse, da godt kunne have set, at hun ventede.
Og at han kunne have fortalt hende, at det var okay at gå over.
Og jeg tænkte, at det så ud som om, han slet ikke havde set hende.
Og jeg overvejede, at det måske må være meget rart ikke at holde øje med alle og alting hele tiden.
Og jeg tænkte, at man måske ikke behøver at skulle se alle andre altid.
Og jeg tænkte, at man måske ikke altid har ansvaret for, at alle andre kommer over fodgængerfeltet.
Men så tænkte jeg også, at nogle gange har man jo brug for at blive hjulpet over fodgængerfeltet.
Og jeg tænkte at nogle gange har man brug for, at andre ser, at man venter.
Og måske er det også ok, ikke at se hver gang. For der er jo også andre, der kan se.
Og sådan er det måske.
