Ser du, jeg havde nemlig heldet med mig denne mandag. Ikke bare én gang, men hele to gange.
Første gang, da jeg åbenbart havde tabt min ene ørering.
I hvert fald fandt jeg den liggende på brostenene, da jeg gik fra kantinen og tilbage til kontoret (hvor jeg er så heldig at komme forbi Sorø Klosterkirke på vejen).
Og jeg havde overhovedet ikke opdaget, at jeg havde tabt den.
Men fordi jeg gik med skuldrene godt oppe og hovedet nede for blæsten, så fandt jeg den.
To skridt til venstre eller varmere vejr, ja så lå den der måske endnu.
Af hjertet tak guder, for jeg er faktisk ret glad for de øreringe og egentlig meget tilfreds med at have en til hvert øre.
Begge øreringe røg i lommen, så der var styr på dem. Med en stor tak til Fortuna.
Og så slog mandag til igen.
Sammen med kulden.
For senere på dagen, hvor jeg igen var ude at gå (til et mødelokale lidt væk), stak jeg hænderne dybt i lommerne for at holde varmen og fik åbenbart hevet den ene ørering ud.
Og det var så det, tænkte jeg.
Og for så vidt vel også godt nok. Guderne har vel også andre ting at tage sig til end at gå og holde øje med mine øreringe.
Men åbenbart ikke denne mandag. For der lå den. På tilbagevejen.
Og muligvis også lidt, fordi det trængte. Muligvis.
Jeg hyggede mig faktisk.
Med god musik i ørerne dansede jeg rundt med støvsugeren.
Nåede endda nogle af de ting, som jeg ikke lige får gjort, når gæsterne kommer om 2 timer og der stadig mangler at blive dækket bord og sat flag op og skiftet tøj og….
Jeg var totalt tilfreds med mig selv. Det var maksimum point, rygklap og stående bifald.
Og hvad sker der så?
Dagen efter, ser jeg kun de ting, som jeg havde overset: Edderkoppespind i hjørnet, fedtfingre på et dørhåndtag, den oversete plet i vindueskarmen efter blomstervanding.
Glemt var bifaldet, min egen indre svingom og fløjten rundt.
Det er tid til at tage fat i en gammel kending her på bloggen.
Den har fået lov til at ligge lidt og komme sig, men her den anden dag viste den sig heldigvis igen. Og gudskelov for det. For den har man da virkelig brug for engang imellem:
Skæg.
Du.
Selv.
Sidder.
På.
Du ved: Som i “Du har kun det skæg, du selv sidder på”.
For mig, er det den slags små ting, der får mig til at stoppe op, grine, fnise eller bare lige tage en lille uforudset pause midt i hverdagen.
Og den her lille én, tror jeg da nok fik mig til at stoppe op lige midt i hverdagen:
Et lille hul i min højre lomme på mine yndlingsbukser. Det lyder måske ikke af meget, men det er helt klart skæg, der har potentiale. Bare sæt dig på det og følg med her:
Du kommer gående. Du er på arbejde.
Du går måske lidt selvsikkert og måske med en lille smule fjed, fordi du har dine yndlingsbukser på. Du har fået kaffe og alting ser egentlig ok ud sådan en mandag lige efter nytår.
Du lægger dine nøgler i lommen, så de ikke bliver væk. Det er godt. Du er typen, der har styr på det.
Du mærker en mærkelig glidende fornemmelse ned af dit højre ben og hører et klang.
Nøgler på gulvet.
Forestil dig så, at du kommer gående. Igen. Du er på arbejde. Stadig.
Du går måske lidt selvsikkert og måske med en lille smule fjed, fordi du har dine yndlingsbukser på. Stadig. Du er på vej ud i køkkenet for at hente din anden kop kaffe og alting ser egentlig ok ud sådan en mandag lige efter nytår.
Du ligger din læbepomade i lommen, så den ikke bliver væk. Det er godt. Du er typen, der har styr på det.
Du mærker en mærkelig glidende fornemmelse ned af dit højre ben og hører et lille fint bump.
Læbepomaden på gulvet.
Du kommer gående. Igen. Du er på arbejde. Stadig. Du går måske lidt mindre selvsikkert og med lidt mindre fjed. Der er noget, du skal huske, men du ved ikke helt hvad.
Men alt i alt, har du stadig dine yndlingsbukser på og de er stadig fede. Alting ser egentlig ok ud sådan en mandag lige efter nytår. Alt i alt.
Du har hentet lidt julechokolade som var til overs efter juleferien. Umm, totalt godt lige her til eftermiddagen. Du ligger det i lommen, fordi du lige skal have et par print med tilbage også.
Det er godt. Du er stadig typen, der har styr på det.
Du mærker en mærkelig glidende fornemmelse ned af dit højre ben og hører et lille fint bump.
I dag så jeg en lille flok svaner, som i sorteog hvide skygger fløj hen over himmelen. De var som taget ud af en illustration fra en HC Andersen eventyr-samling i bordeaux læderindbinding med guldtryk på forsiden.
De fik mig til at tænke på det her billede, som jeg engang tog af en fugleflok på vej over byen:
Som blev til de her tegninger:
Den tro Den sjove Den eftertænksomme
Måske ikke ligefrem en HC Andersen illustration, men det behøver jeg jo ikke at tage mig af.
Glædelig jul! Så nåede vi næsten igennem december og næsten igennem 2024. Tænk sig, at der er gået et helt år, siden vi var her sidst.
Jeg håber, du får en dejlig dag, uanset hvordan du fejrer dagen i dag.
Jeg håber også, at du husker, at godt nok er det juleaften, men det er altså også bare én dag ud af 365 dage på et helt år. Og den behøver ikke at være perfekt. Og det gør du altså heller ikke.
Det er helt ok, hvis du bare lige er lidt.
Tryk på billedet og åbn for den sidste låge i årets julekalender.
Trænger du til en lille pause inden julefreden sænker sig (eller noget), så tryk på billedet og åbn dagens låge og din helt egen lille julestjerne-jule-pause.
