Egentlig havde jeg skrevet på et helt andet indlæg i denne uge. Men så i går aftes satte en lille, men vigtig tanke sig fast i mit hoved. Og den var så vigtig, den lille tanke, at jeg var nødt til at dele den:
Så får I det andet indlæg en anden gang, for de tanker var da egentlig også meget go’e, synes jeg. Ha’ en rigtig dejlig uge!
Jeg har igen været helt og aldeles unyttig og skrevet et digt i frit fald.
Om at være til uden at være. Tror jeg da nok…
Uden nede og oppe
I en glasklokke, der ikke kan tegnes,
svæver jeg i tomrum. Som en kvæstet fjer,
holdt oppe af ingenting.
Ingen og ingenting kan nå mig, når
alt kan nå mig og alting kan holde mig nede.
Det er ikke længere mig. Det er dig.
Det er jer. Og I er ikke længere
mig.
Jeg er ikke mig. Længere. Jeg er
bare en fjer uden jer. I et tomt
rum af ingenting og alt.
Uden nede
og oppe.
Har du lyst til flere digte, kan du finde mine “gamle” her i Den lille poesibog:
Fungerer bedst på PC – er du på mobilen, men hungrer du bare efter flere digte, kan du finde dem her: Den lille poesibog
Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Derfor begyndte jeg sidste år på en ny hobby: Jeg samler nemlig på skæg. Både på mit eget og på andres. Det handler om at give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.
Her er lidt af, hvad jeg har fået samlet sammen siden sidst:
Du kan finde mere skæg, du kan sætte dig på her:
I foråret tog jeg afsked med én arbejdsplads for heldigvis at sige goddag til en ny. Jeg havde efter10 år samme sted brug for at se noget andet hver dag og simpelthen bare brug for at være et andet sted – at se nye græsgange i andre grønne nuancer (og gerne med mindre transporttid end 2 ½ time om dagen…).
Og det har været noget af det klogeste, jeg nogensinde har gjort i mit arbejdsliv!
Ikke fordi, jeg var et forfærdeligt sted med onde chefer og lede kolleger. Jeg tror egentlig, at jeg var et gennemsnitligt sted i det offentlige system med gode dage og halv-dårlige dage, med gode kolleger og med mere irriterende kolleger (som alle også havde deres gode og halv-dårlige dage) og med gode chefer og mere irriterende chefer (som jo også har lov til at have gode og halv-dårlige dage). Som mange andre steder var det hele også blandet med et skønt miks af at skulle nå liiige 10 % mere for 20 % mindre.
Men nej, det var slet ikke derfor, at det var det klogeste, jeg har gjort.
Det, der gjorde det til det klogeste, jeg har gjort i mit arbejdsliv, var at dét at finde et nyt job og sige farvel til det gamle i sig selv understregede, at det bare var et job – og ikke altafgørende for hele mit liv.
Det var bare én type opgaver, i ét type kontormiljø med én gruppe af mennesker, som man faktisk kan skifte ud med noget andet. Ikke at det nødvendigvis er helt let at finde det der andet, det ved jeg alt om om. Men da det lykkedes, tog det ligesom pusten ud af de halv-dårlige dage og de irriterende opgaver, fordi det at skifte arbejdet ud med et andet også des-integrerede arbejdet fra mig, så det blev mig og mit arbejde og ikke mig i mit arbejde.
Det blev til noget, som jeg selv kunne påvirke og ændre på (igen det er nødvendigvis ikke sådan ligetil) og altså noget, som jeg kunne styre og som ikke bare styrede mig. Det var en kæmpe AHA-oplevelse, som jeg stadig lever højt på og som jeg håber, at jeg vil huske, når også det nye arbejde er hverdag.
Men når alt det er sagt, må jeg også sige, at jeg også skulle sige farvel til en gruppe kolleger, som var mere end bare gode – de var fantastiske! Både når man havde gode, men også halv-dårlige dage. Sådan en almindelig tirsdag kunne frokost-pausen føles som om man sad til en 40 års fødselsdag med kølig rosé og god mad i selskab med gamle barndomsveninder med høje grin og kærlig ærlighed. Og hvor har jeg mange gange glædet mig til at komme ind og høre deres overvejelser og løsninger på opdragelse, mand og liv. Det var en helt særlig oplevelse at få lov at være en del af sådan en gruppe et par år.
Jeg kunne ikke tage afsked med dem uden at give dem kærlighed tilbage og den kærlighed blev i min hjerne naturligvis oversat til hæklerier og derefter til hæklede nøgleringe!
Jeg har forsøgt at gøre dem så personlige som muligt. Kan du mon gætte hvem, der fik hvad? (Du kan desværre ikke vinde noget, men du kan få en dejlig velfortjent pause).
Der skal være til:
OBS! Vil du vide mere om honningdepoter og måske lidt om at trække vejret helt ned i maven og tage en pause midt i hverdagens larm? Så læs med her Honningdepoter og pauser
Opskriften på katten, kan du finde her (OBS på hollandsk, men man kan google sig til oversættelsen og den er ikke så kompliceret)
Lotusblomsten er herfra (på engelsk)
Den skønne tekop her (også på engelsk)
Sommerfuglen gemmer sig her
Hatten er egen kreation inspireret af flere forskellige, men basis finder du her (engelsk)
Hjertet og den skøre fugl er fra henholdsvis Hæklet julepynt af Maja Hansen og fra Fin og farverig jul – du selv kan hækle af Lisbet Lücke Larsen.
Det går langsomt op for mig, at jeg måske nok er ved at blive den slags modne menneske, som da sådan lige hviler i sig selv. Det er jo i og for sig meget passende, da jeg sidste år rundede de første 40 år i livet. Og hvis ikke de år skulle give en vis ballast, så ved jeg virkelig ikke, hvad der ellers skal til.
Jeg tror, den er god nok. Se bare bevis-samlingen her:
Bevis nr. 1:
Jeg har lige brugt vendingen “i og for sig”. Hvis ikke, det er et bevis på, at man har opnået en alder, hvor man ikke tænker over, hvad andre tænker om en, ja så ved jeg ikke, hvad det ellers skulle være.
Bevis nr. 2:
Jeg oplevede en morgen at stå og se ned af mig selv på vej på arbejde og tænke: “Hmm, de her sko passer da ikke rigtig til det her tøj. Nå skidt, det er jo bare tøj – det er ikke mig“.
Hvaffor-noget? Hvis man ikke længere skal være usikker over, hvordan man ser ud og om ens tøj sender de rigtige signaler, hvad skal man dog så bruge tiden på?
Bevis nr. 3:
Ved morgenbordet til en sølvbryllupsfejring sad jeg omringet af mennesker, jeg aldrig har mødt før. Alligevel fik jeg en nogenlunde velkørende og til dels underholdende samtale op at stå – og uden at gå i en indre panik med 2 minutters mellemrum!
Bevis nr. 3 A:
I selvsamme samtale blev jeg ikke én eneste gang stillet et spørgsmål om, hvad jeg syntes om dette eller hint – men der blev gladeligt svaret på alle mine interesserede spørgsmål (bemærk: Ikke nødvendigvis interessante, men interesserede spørgsmål).
Bagefter tænkte jeg overhovedet ikke, at det var mig, der ikke var interessant, siden de ikke spurgte til mig, men at det var dem, der var dårligt opdraget (og uintelligente og dumme med indsnævrede horisonter. Og grimme).
Bevis nr. 4:
Jeg har netop været på en utrolig dejlig og helt afslappet teltferie i det danske sommervejr. Her oplevede jeg flere gang mig selv stille og roligt skifte til badetøjet uden at gå i panik over, hvordan jeg dog skulle dække mig til, hvis en tilfældig med-campist skulle komme til at se ind i teltet igennem myggenet og skæve vinkler: “Altså, det er jo bare et glimt af en halvnøgen krop – det klarer vi da nok“!
Jeg kan endda ikke engang lade være med at grine af den tidlige morgen, hvor jeg i en rivende fart skulle nå at lyne op for teltdugen for at løbe de 300 m op til toiletterne for at undgå en alt for pinlig start på dagen.
Her fik en tilfældig med-campist faktisk et bitte lille glimt af en halvnøgen krop, da jeg ikke havde opdaget, at mit ene bryst var smuttet halvt ud af nattoppen. På hans ansigtsudtryk så det nok i virkeligheden ud til, at han ikke var helt som afslappet som mig, men altså, det er jo bare et glimt af en halvnøgen krop – det klarer vi da nok!
Skal jeg være helt ærlig her, var jeg nok også godt hjulpet på vej af den særlige stemning, der er på en campingplads i hedebølge og sommerferie. Men endnu mere ærligt, så var det vel nok dejligt at kunne være så afslappet.
Bevis nr. 5 på, at jeg ikke længere kan undsige mig min modne alder:
På en fantastisk ferie på Kreta med svigerfamilien (var det mon i virkeligheden bevis 5A?) opdagede jeg, at mine fødder i mine søde, men virkelige fornuftige Teva vandre-sandaler fuldstændig ligner min mors i hendes søde, men virkelig fornuftige sandaler! Mangler dog hendes fine blommefarvede neglelak, men det kan vist kun være et spørgsmål om tid.
Et hverdagsdigt om en lille sorg, om tab og savn i hverdagsglimt.
I dag fandt vi vores kat i haven.
I morgensol lå hun i skygge af hækken og sov.
Drømmende og tryg.
Og død.
Hendes lille kattehjerte havde givet op midt i natten.
I et lille bitte øjeblik gjorde menneskehjerterne det næsten.
Gav op.
Midt i morgensol.
Men det er liv og død.
Eller er det i virkeligheden bare liv?
Og er livet bare døden. Også.
Hvad kan barnet forstå.
Hvad kan jeg selv forstå?
At tab og sorg og savn er liv.
At ulykkeligt liv også er liv.
At liv også er ulykkeligt.
Drømmende og tryg.
Og død.
Vi lagde fløjlsrøde roser ved hendes drøm.
Og i morgensol sagde vi farvel.
Nogle dage er virkeligheden altså bare langt sjovere end andre dage. Og indimellem byder hverdagen simpelthen bare på de bedste grin, dér lige midt i liv og larm og trummerum.
Se her, hvor jeg har fundet noget skæg at sidde på(*) midt i min hverdag:
Når naboen skal flytte og man møder dem om morgenen, mens de er ved at sætte godt fyldte flyttekasser ud i indkørslen og fortæller, at flyttefolkene lige har ringet og spurgt om det er ok, at de først kommer om en uge istedet for om 2 timer som aftalt – da de har sygdom!
(Nogle gange er skæg sjovere at sidde på, når det er andre, der sidder på det…)
Når man sidder i venteværelset hos lægen, fordi den Yngste skal vaccineres (igen, nogle gange er skæg jo altså sjovere, når det er andre der sidder på det) og lægen kommer ud og skal hente en af de andre patienter ind til konsultation og forsigtigt og meget stille og en lille smule undrende, siger patientens navn ud i venteværelset: Putte?
Når en kollegas barn hader grøntsager så meget, at hun ikke vil spise vingummier, fordi det kunne jo være majs, broccoli og gulerødder forklædt som gule, grønne og røde bamser!
Når jeg åbner på trykknappen på min termokande og lufttrykket får små bitte perler af heldigvis ikke alt for varm kaffe til at sætte sig i mit ansigt – midt i toget og lige efter jeg har pudset mine briller!
(*) Når jeg skal have skæg at sidde på, handler det om en tidligere klassekammerats vidunderligt dejlige onkel-agtige udtryk: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Når jeg så lægger det sammen med at nå at nyde hverdagen og nuet (når der altså er noget at nyde) og huske at tage små pauser, så bliver det til at se sig om i verden og grine lidt af og med den og af sig selv.
Yes! Nu er Etonmess.dk endelig langt om længe med på GDPR-bølgen og du skulle gerne være blevet mødt af et cookie-banner, da du kom ind på siden.
Og måske, kun måske, har du også forvildet dig ind på den nye side med Etonmess’ privatlivs-politik. Så nu skulle Etonmess.dk også gerne være helt lovlydig efter den nye persondata-forordning – også kendt som GDPR, trådte i kraft den 25. maj (som jo kun er lidt længe siden).
Og sådan en lovlydighed er jo værd at fejre!
Derfor er der i dag hæklede flag på bloggen. Hvis du ikke selv har behov for at fejre GDPR, kan de jo også sagtens bruges til at fejre fødselsdage, bryllupper, studenter eller næste års konfirmander. De kan også bruges til at tørre øjnene efter søndagens VM-kamp, hvis man har brug for den slags… *
Flagene findes i 3 størrelser og du finder opskriften på dem her: Flagranke med flag i 3 størrelser
Og privatlivs-politikken finder du her
* Hvis du ikke lige er med, så røg Danmark ud af VM 2018 (fodbold) efter en alt for spændende kamp mod Kroatien
Jeg går på ferie i dag – og dét skal fejres! Derfor er der i dag en stor konkurrence på bloggen – skynd dig at læse mere!
Hov, forresten, fik jeg sagt, at du ikke kan vinde noget? Som i nada. Nichts. Aller en ski‘?
Ikke andet end en dejlig lille pause til dig selv, hvor du enten igen eller blot for én gang skyld ikke laver noget som helst fornuftigt – andet end måske at give din hjerne lidt fred og ro…
Find 5 skønne fejl i mit ferie-billede – som jeg kan afsløre også pryder juli-kalenderen i det lille hjem (af en eller anden grund laver jeg nemlig selv min egen kalender og det betyder indimellem, at jeg kæmper mig frem måned for måned. Men skidt. Tiden går jo alligevel. Hvis du vil, kan du læse om min hjemmelavede kalender og lidt om at forsøge at nyde det der lidt besværlige liv, når det kan lade sig gøre her: Ja! Et helt nyt år! eller her: 1000 gange undskyld forår! Det er min fejl).
Jeg sprang med den Yngste på gyngen i dag (eller når du læser dette, var det i lørdags – eller en anden lørdag måske – afhængig af hvornår du har fat i bloggen, men det vigtige her er, at jeg sprang på gyngen og det er du nok med på).
Er du da helt vild, hvor den slags kilder i maven. Og i fødderne. Og i nakken. Og i håret. Og over det hele, hvor man da aldrig havde troet, at det kunne kilde – eller rettere sagt: Måske bare helt havde glemt at det kunne…
Og okay sprang og sprang er måske så meget sagt, men jeg klatrede da heller ikke helt forsigtigt op, hvis jeg selv skal selv sige det og jeg gav mig da rimelig fuldt ud, synes jeg. Vi både gyngede med åbne og med lukkede øjne, lænede os så langt bagover at vores hår kunne feje jorden under os (eller i hvert fald lege at vi kunne – og det i sig selv er da sin egen fornøjelse).
Jeg blev belært i at strække benene på de rigtige tidspunkter, selv om at her må jeg nok sige, at det altså er som at lære at cykle; det glemmer man aldrig igen – men det behøvede hun jo ikke at vide.
Vi var også oppe at stå på gyngen og gynge så højt, som vi turde og kom godt ned i knæene, så vi fik masser af fart på og så kilder det altså bare endnu mere, skulle jeg lige hilse og sige. Og derefter skulle vi sætte os ned på gyngen igen i fuld fart og her var Moren måske alligevel lidt en bangebuks…
Men jeg øver mig gerne igen en anden dag – for åh hvor var det bare skønt med skønt på. Den bedste slags skæg, man selv sidder på og en helt vidunderlig pause – og dem elsker jeg jo også.
Hvis du har lyst til at vide lidt mere om det der skæg, kan du læse mere her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)
