Alle indlæg af Meboli

Bare en lillebitte ikke særlig stor pause?

Måske har du haft pauser og eftertænksomhed nok i stilheden, mens Danmark har været lukket ned?

Måske er du totalt i zen og balance og laver ikke andet end at trække vejret dyyyyybt ned i maven hele dagen?

Men skulle du nu alligevel have plads til en lillebitte pause mere, så zoom ind på billedet her og nyd den fine sommerfugl, som var på besøg i haven.

Sprunget

Nå, men muligvis er jeg så ikke et træ alligevel… (Se sidste uges indlæg her, hvis den sætning overhovedet ikke giver mening)

I hvert fald er jeg desværre ikke sprunget særligt meget ud siden sidste uge. Men det er der da heldigvis andre, der er:

Og trods en lille smule misundelse over naturens ligegyldighed overfor Corona-reglerne, kan jeg da godt nyde dens frihedstegn lidt alligevel.

En mærkelig tid

Åh, jeg synes, det er mærkeligt lige nu.

Tiden flyver og står alligevel helt stille herinde i corona-land. Ro og larm på én gang.

Her er stormens råben og samtidig den stille lyd af vindens hvislen i træerne.

De træer, som bare står og venter på at springe ud i foråret. Lige om lidt… Bare lige lidt mere…

Bare. Lige. Lidt. Mere…

Aldrig har jeg følt mig så meget som et træ som i disse dage.


Kigger lidt tilbage og op

Efter at vi allesammen er blevet flyttet ind i corona-land uden mulighed for visum-ansøgning, har der ikke været helt så meget overskud til at tænke “etonmessk”.

Derfor er der i denne uge et lille tilbageblik her på bloggen.

Men egentlig kigger jeg ikke tilbage, faktisk kigger jeg jo op. Og det er jo godt og lige til at bevare optimismen af.

I virkeligheden

I virkeligheden er jeg slet ikke her.

Faktisk sidder jeg jo på en øde ø i en palme-skygge med en bog og en kølig drink.

Og et skib selvfølgelig. For jeg er nemlig ikke fanget.

Jeg kan tage afsted lige, når jeg vil – og være sammen med hvem jeg vil. Og gi’ dem en ordentlig krammer.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

Vi er smuttet, du – mig og min enhjørning

Nogle gange trænger man bare til at flygte. Langt langt væk.

Og det har jeg gjort i denne uge.

Lukket øjnene fra virkeligheden, som godt nok er temmelig uvirkelig lige nu.

For ikke at sige, at den er helt igennem surrealistisk, en smule angst-fremkaldende og rimelig meget skræmmende, når man ser efter.


Derfor har jeg taget en pause fra den (u-)virkelige verden og al dens alvor og flygtet et par timer på ryggen af en smuk og gavmild enhjørning.


Jeg ved ikke helt, hvad man skal med sådan en enhjørning, men så alligevel, hvornår har man egentlig ikke brug for en enhjørning?

Og hvis ikke nu, helt ærligt, hvornår så?

Så kom med, hvis du også vil lidt væk herfra. Find opskriften under billederne, hvis du også står og mangler lidt enhjørninge-magi i dit liv.

Vil du med?

Tag med ud på en lille tur med mig.

Det er så nemt, at du måske næsten ikke tror det, men det bliver godt.

Det eneste, du skal bruge lige nu, er dine hovedtelefoner.

Lyt, gå med og træk vejret helt ned i maven. Ja, så nemt er det faktisk.

En laang tur

En lille bitte tur

Og nu er du klar til at gå din egen tur. Rigtig god fornøjelse.

Kom så. UD i verden med dig!

Færdigt digt?

Jeg har digtet om og videre på mit ufærdige digt fra sidste uges Etonmess.


Nu ser det sådan ud – og har også fået en ny titel:

Dyrenat

Et gåseæg triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre.

En ugle nynner melodisk, imens den flyver i cirkler over mig, inden den lander et sted, jeg ikke kan se.

En ræv med huller i pelsen ruller sig sitrende sammen under en grå busk med tomme bær. Ser mig og ser mig ikke. 

En myre knaser under min fod og støjen løber som et mørkt ekko gennem skoven foran mig.

En hest af havsalt, som splintrer lige foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre.

Var det også sådan, du havde tænkt det?

Læs det ufærdige digt her.

Og hvem ved, måske er det ikke helt færdigt endnu…

ufærdigt digt

Jeg har arbejdet med et lille digt, som godt nok slet ikke er færdigt, men som du alligevel får her.

Jeg tænkte nemlig, at du kunne få lov at digte med, hvis du har lyst? Så kan vi måske senere se, hvor vi hver især ender.
Du bestemmer helt selv, hvad ordenes lyd, betydning og rytmer skal.
Og du er jo meget velkommen til at starte forfra, bagfra eller lige i midten.
Nu er det ikke længere mit. Nu er det vores.

Vinter. 

Blæst. Og træthed. 

En hest af salt, som splintrer foran mig og stjerner som våd sæbe, der glider mellem mine fingre. 

Et gåseæg, der triller på stien foran mig, mens jeg lægger et tæppe af nyskåret flintesten vægtløst over mine skuldre. 

Blæst. Og træthed.

….

….