Alle indlæg af Meboli

Et studie i hvidt – en pause(-skærm) til sommerferien

Sommerferien nærmer sig og hvis du gik og troede, at bloggen ikke ku’ blive mere pause-fikseret, end den allerede er, ja så kan du godt tro om igen!

I den kommende tid vil der nemlig blive taget så mange pauser og trukket så meget vejr ned i maven, at man slet ikke kan forstå, at der virkelig også er tid til at vaske op, slå græs, sætte grænser i børneopdragelsen, huske at købe havregryn eller at sortere affald.

Og hvem ved, det er der måske heller ikke?

Men så må vi spise af engangstallerkener, gå med bare tæer i kildende højt græs, finde os i sene sengetider og legetøj over det hele, spise koldskål til morgenmad (igen og igen) og måske bare engang imellem komme til at glemme at smide køkkenrulle i den grønne spand til madaffald og bioforgasning (men ikke for tit – det lover jeg. Og da slet ikke, hvis vi også bruger engangstallerkener!). Alt imens vi altså holder de dejligste pauser.

Og du er selvfølgelig mere end velkommen til at komme med ind på bloggen og tage sommerferie-pauser sammen med mig, men du må også gerne tage dine helt egne. Det er helt op til dig – jeg skal ikke tvinge dig til noget. Andet måske, hvis jeg kan, så bare prøve at lokke dig til din helt egen lille sommerferiepause?

Et studie i hvidt – pauseskærm i sommerferien

Studie 1

Studie 1
Billede 1 af 13

Kom og snup en pause med mig

Jeg kan godt mærke, at jeg begynder at trænge til ferie. Batterierne begynder at køre på det sidste lige nu. Det har været et meget langt forår fyldt med lige lovligt meget bekymring og uro.

Heldigvis kan de der trætte batterier stadig lades lidt op. Af solen, krammene, de kærlige hilsner, børnelatter, kyssene og blomsterfrø fra sidste år, som bliver til genkendelige spirer. Og så selvfølgelig masser af pulverkaffe med sødmælk. Som i masser.

Og så af pauser fra fortiden. Jeg fandt nemlig denne lille skønne sag, som bliver 2 år denne sommer. Kig ind og få et lille smil og en pause. Måske kan vi nyde det sammen lidt? Og glæde os over at en pause aldrig kan blive for gammel.

Og så vil jeg også glæde mig til dette års sommerferie, mens jeg rører rundt i pulverkaffen og taler med spirerne. Og tror på, at I bitte små skridt skal det måske nok gå.

Hvis du også forsøger at undgå at blive alt for skør…

I disse tider er det godt med lidt adspredelse for ikke at blive helt skør i det her lidt underlige og mærkelige corona-land.

Nogen går i haven (også mig).

Andre læser Kirekegaard (ikke mig. Desværre. Ikke engang Svend Brinkmann. Men en enkelt Agatha Christie og Miss Marple er det da blevet til).

Så er der dem, der løber (slet ikke mig).

Eller dem, der lærer et nyt sprog (heller ikke mig, selvom det næsten føltes sådan, da jeg i et kort sekund skulle forsøge at begå mig lidt på tysk, da Ældstebarnet skulle vælge sprog).

Og så er der dem, der dyrker morgenyoga til solsortesang og solopgang (ikke mig, det ville ellers være ret fantastisk).

Endelig er der dem, der samler på skæg. Godt gammeldags skæg. Af den fede slags. Af den slags man selv sidder på (helt sikkert mig!).

Du ved nok. Den slags skæg, der får dig til at smile. Lige der midt i det hele.

Skæg, der gør dig lidt glad uden, at der er en rigtig god grund:

  • At holdbarhedsdatoen på mælken er din fødselsdag (hvorfor er det altid bare så sjovt, når noget er holdbart til ens fødselsdag? For det er det bare. Og så er det altså en langtidsholdbar mælk, for jeg har faktisk fødselsdag i oktober).
  • Blæse sæbebobler
  • Bruge røret fra en køkkenrulle som kikkert, når der ikke er nogen, der kigger
  • Puste på en afblomstret mælkebøtte (og det skal helt sikkert være, når der ikke er nogen, der kigger. Især ikke voksne. De er såååå kedelige)
  • Sætte en rejechip fast på tungen og se hvor længe, den sidder fast, når du rækker tunge (her skal du også passe på de voksne. Såååå kedelige)

Se mere #skæg du selv sidder på her

Jeg er gået i haven

Sgu!

Det er simpelthen ikke lykkes mig at forene corona-land med at lære finsk, blive vegetar, læse Kierkegaard eller at dyrke 1 times yoga hver morgen ved solopgang. Ikke engang vinduespudsning er det blevet til. (Og nu kunne jeg jo så også både hækle og strikke i forvejen).

I stedet har jeg gemt mig i haven, når det blev lige lovligt strengt at koordinere hjemmearbejde med hele familiens sygdom, almindelig corona-grundangst og ikke mindst Ældstebarnets månedlange sygdomsforløb med flere indlæggelser.

Derude har jeg istedet fordybet mig i nye spirer, forsøg på at holde liv i planter, som måske/måske ikke har overlevet vinterens milde kulde, sået gemte frø fra blomster, som jeg ikke kan huske fra sidste år, lavet stiklinger af den syriske rose og delt det engelske græs (ja ja, vi er meget internationale her – man kan rejse på mange måder).

Så når det hele bliver lidt for meget, snupper jeg en kop nescafe med ekstra sødmælk, hopper i gummistøvlerne og så går jeg lidt og drejer på potterne, flytter en hængepotte lidt til venstre og lidt op og ned, forsøger at mærke om der skal vandes (det skal der nok, er gerne konklusionen), trækker lidt i en spire og taler sødt til jordbærplanten.
Og så er verden i et lille øjeblik, eller måske endda flere, virkelig god.

PS Ældstebarnet har fået det meget bedre nu, selvom der stadig er noget brug for at trække lidt i spirerne. Men det går heldigvis fremad.

Små glimt af pauser:

Skal den ikke lidt til venstre, den der?
De nye spirer
Nogle af dem, der måske/måske ikke har overlevet vinteren
Bagerst spirer af noget jeg ikke ved hvad er,…
Min stikling, som bare står og venter på at blive en stor flot busk (…)
Mit engelske græs som skal gi lidt farve i et hul i lavendelerne. Hvis de altså vil…
Godt nok ikke en regnbue, men måske bliver det alligevel lidt godt igen?

Når jeg synker

Når jeg synker.

Har jeg opdaget.

At jeg ikke behøver at kæmpe. 

At jeg ikke behøver at bruge kræfter, jeg ikke har. 

For at holde mig oppe. 

For at komme igennem det. 

Jeg skal bare trække vejret. 

Bare trække vejret. 

Jeg behøver ikke at have kræfter tilbage. 

Jeg behøver ikke at kæmpe mere. 

Jeg behøver ikke at være stærk.

Jeg skal bare trække vejret. 

Det er nok. 

Det er ikke slut.

Det er ikke godt.

Men det er nok. 

Jeg kommer igennem.

Også selvom jeg næsten ikke kan. 

Det er nok.

De siger, det bliver godt igen

Jeg håber, at de har ret. At det bliver godt igen.

De siger også, at regnbuerne er symbolet på det. Den tanke kan jeg godt li’.

Vi har haft en del sygdom i det lille hjem. Som i en hel del.

Og sammen med den almindelige samfundsøkonomiske krise, den ualmindelige helbredstilstand i verden og så bare lidt helt almindelig traditionel grundangst, så kan man altså virkelig godt få brug for en regnbue. Mindst én, er min erfaring.

Så her er en. Skabt af havens forårsbebudere, så der er ovenikøbet dobbelt symbolik her. Forhåbentlig virker det.