Kom så 2018 – du kan sagtens nå det endnu!

Jeg har afsluttet den ellers så fantastiske januar måned  (Ja! Et helt nyt år!) med at restitution ovenpå lungebtændelse gik næsten direkte over i, hvad der umiskendeligt minder om influenza! Og det endda til hele familen, for at at det ikke skal være løgn.

Jeg har derfor store forventninger til februar måned, som jeg tænker aboslut må have potentialet til at blive årets bedste måned fuld af de muligheder, som januar gemte tungt under sygdom og træthed.

Jeg havde heldigvis et par dage fri for sygdom, hvor jeg lige præcist nåede at få kalenderbladet for februar måned færdig – så nu kan du roligt komme an februar! Jeg er SÅ klar.

Som det måske ses  er februar en fødselsdagsmåned her i familien, så det kunne være lidt rart at få lidt at det u-udnyttede potentiale fra januar. Jeg siger det bare…

Meget mere er der ikke ord til lige nu, så jeg vil blot nøjes med af genbruge digtet fra den 19. december Den onde, trætte syge cirkel

 

Mere skæg du selv sidder på

Jeg har stadig fokus på min nye hobby fra sidste år: At grine af og i hverdagen, fordi: Man har jo kun det skæg, man selv sidder på. Læs evt. her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!). 

Det handler om at samle på sjov og på grin i hverdagen og give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven. Her er derfor lidt mere skæg, du kan sidde på (altså grine af, ik’?):

  • At julle afsted i 1. gear på cyklen også ned af bakke (obs, ikke kun når gearet er frosset fast…)
  • Holde op med at være så voksen-kedelig og brug andre menneskers trappetrin, som en del af fortorvet, når du går tur (hvis du er forælder, er det dét, som du gerne forbyder Ungerne at gøre). Gør det selv istedet,  det er helt vildt sjovt!
  • Syng med på sangene, når du lytter til musik i hovedtelefoner. Indrømmet, jeg har ikke selv turde prøve offentligt endnu, men hvor ser det bare ud til at være skønt, når andre gør det!

Dette er ikke en madblog, men…

Du skal endelig ikke lade dig narre. Jeg er ikke ude på at lokke dig i uføre midt i dit januars-forsæt. Det her er ikke en opskrift på en “sund” lille snack, som bare liiige tager 5 minutter at lave, når først du altså har fået købt økologiske dadler, figner, cashewnødder og kørt det igennem foodprocessoren uden at skære en finger af.

Jeg vil tværtimod bare fortælle om en helt igennem etonmessk historie fra det virkelige liv. I hvert fald fra min del af det virkelige liv.  Du har måske læst min Hvorfor etonmess? Hvis ikke, vil jeg lige forklare baggrunden for navnet her: Jeg skriver bloggen her, fordi jeg havde brug for et fristed, som var mit. Et sted, hvor ingen andre bestemmer over, hvad der skal ske, men hvor det bare er mig og mit humør, der styrer. Da jeg elsker både at skrive, tænke og fantasere blev dér fristed til en blog. En blog, hvor der også skal være plads til mine andre passioner Hækling og Alt muligt kreativt. Og da det jo er mig, der bestemmer her, er der masser af plads til den slags.

Derudover havde jeg brug for at gøre oprør og endda yde modstand (på min egen lille måde) mod alle de krav, vi mennesker stiller til os selv om at være og med og ikke mindst ovenpå hele tiden.  Uanset om vi er single, forældre, i arbejde og efterhånden også uanset alder. Og her blev jeg inspireret af retten Eton Mess – deraf titlen på bloggen: (A lot like) Eton Mess. Historien, som jeg har fundet den på nettet, er nemlig, at madmor på Eton College i 1930’erne havde bagt en lækker marengsdessert. Desværre blev denne perfekte dessert tabt på gulvet, da marmor gled på gulvet, lige da den skulle serveres. Men det slog ikke de sultne kostskole-drenge ud: De samlede de skønne spildte rester sammen og nød det med skøn drenget glæde, og desserten Eton Mess var født.

Og her er, hvad jeg mener, vi kan lære her: Selvom vi gør vores bedste (madmorens fine dessert), kan der godt ske uheld, som du ikke kan forudsige (spildt sovs på gulvet). Men er du sammen med mennesker,  du holder af (drengene) kan du klare dig igennem (spise lækker dessert) og måske opstår så noget nyt fantastisk, som du aldrig havde forudset (Eton Mess).

Og sådan en dag, hvor jeg havde gjort mit bedste, havde jeg sammen med Ungerne for nogle uger siden. Vi skulle bage muffins og havde kastet os ud i en gang vegansk chokolade-muffins, som vi tidligere har haft stor succes med. Ikke bare fordi de smager himmelsk, men lige så meget fordi, der jo hverken er æg eller smeltet smør i, så der kræves meget mindre af Morens mentale overskud OG man kan smage undervejs uden at være det mindste bange for salmonella. Så smart.

Denne gang ville de bare ikke lykkes. De blev simpelthen ikke lige, som vi havde drømt om. Selvom de jo ser fine ud på billederne:

Men de kunne vist ikke rigtig tåle,  at vi havde forsøgt os med kanel istedet for kakao. Vi var i hvert fald ikke særligt tilfredse med dem herhjemme.  Men vi lod os ikke slå ud, selvom vi måske var skvattet i sovsen, så vi kastede os ud i et nyt forsøg: Romkugler!

Ned i foodprocessoren sammen med en ordentlig klat syltetøj og så videre i klatter i fryseren i en 20 minutters tid, så de kunne formes til smukke romkugler og rulles i kokosmel.

Og så var vi da også bare klar til sammen at nyde noget helt fantastisk i bedste etonmess’ke ånd. Og  her er det så, at virkeligheden også ville være med. For det var sgu ikke ligefrem en dessert af etonmess’ke dimensioner. De var faktisk ikke spor go’e! De røg derfor ud, og så fik vi slik fra Netto istedet.

Og det er derfor, at etonmess.dk altså ikke er en madblog.

(Har du lyst til at prøve de veganske muffins, kan du finde dem her, og de kan altså blive smaddergode: Cupcakesopskrift.dk)

Ja! Et helt nyt år!

Et nyt år er startet og jeg elsker den her tid på året – næsten lige så meget som jeg elsker efteråret (Umm. Efterår!)

Med et helt nyt friskt år foran mig kan alt lade sig gøre, alt er muligt og ingenting er nået at gå galt endnu. Først til næste år ved jeg, at Børnene blev syge 10 dage inde i januar eller at ingen var raske til deres fødselsdage (heller ikke de voksne). Først dér, ved jeg, at den Yngste kastede op i bilen efter 2 timers køretur, bare 5 min før vi var fremme til fætterens fødselsdag. At min veninde blev sygemeldt med stress og jeg selv måtte arbejde med en snert af det i efteråret. At der skulle “effektiviseres” (nedskæres) på mit arbejde. At bilen skulle repareres for mange tusinde kroner eller at sommeren igen bestod mest af regn. Den sidste er jeg dog ved på forhånd at øve mig i efter de sidste par somre.

Det er altså lige nu, at alt kan lade sig gøre, og det gør mig altid så utrolig glad midt i den ellers så kedelige, våde og kolde januar. Mærkeligt nok er det også her, man absolut skal fjerne alle de dejlige lys fra december med den helt og aldeles ubrugelige undskyldning, at det ikke længere er jul! Det er dog den værste og mest voksen-kedelige argumentation, der findes! Det er da her i mørket, vi har brug for lysene. I december har vi jo både julekalender, julegodter og gaver til at holde os oppe. Men i januar har vi bare troen på, at alt kan lade sig gøre – og den følelse må altså så gå an her i mørket.

Men jeg har selvfølgelig ikke glemt min nul-måls-beslutning om ikke at leve i fremtiden, eller hvis jeg bare lige… (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)). 

Derfor sætter jeg heller ikke mål for 2018. Jeg glæder mig bare over, at der er et helt års muligheder lige foran mig. Et helt år til at nyde og overkomme og så nyde igen.

Og sørme om jeg ikke er begyndt at leve i nuet allerede. Hvert år plejer jeg at lave en kalender med egne tegninger og billeder. Ja, jeg sidder endda med tungen lige i munden og tegner felter op til ugedage og det hele. Og jeg kan snart ikke huske længere, hvor mange gange jeg har måtte smide et ark ud, fordi maj måned ikke starter på en onsdag (husk nu for pokker at tjekke inden du går i gang), eller der altså ikke er to den 26. oktober uanset, hvor mange gange, jeg skriver forkert.

Men det gode ved sådan en kalender er, i hvert fald når man er mig, at den ikke behøver at være fuldendt fra 1. januar. Jeg skal bare gerne nå januar inden 1. januar, og så selvfølgelig februar inden den 1. februar, marts inden 1. marts og så videre.

Som regel bruger jeg dog januar måned på at udarbejde alle 12 måneder, så vi trods alt kan planlægge lidt af året her i familien. Af det, der nu kan planlægges altså.

Så i mit lille nu, der er lige nu, har jeg udarbejdet kalenderbladet for januar måned, og det er jeg godt tilfreds med (også selvom den først var færdig den 5. januar). Og senere, så når jeg nok resten. Og ellers kommer årets muligheder, eventyr, diverse sygdom og måske endda sommersol jo alligevel helt af sig selv.

 

Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)

Ahh okay, det passer måske ikke helt, det ved jeg godt. Jeg skal jo nå at hente børnene inden SFOens lukketid. Jeg skal også nå at gøre rent, inden gæsterne kommer om 2 timer. Om mandagen skal jeg nå at få lavet aftensmad, så jeg kan nå til yoga kl 19. Jeg skal selvfølgelig også nå at vaske tøj til i morgen, så Den Ældste kan få rene strømper på i skole. Jeg skal nå at købe gaver til børnefødselsdagen på lørdag og forberede mig mentalt til Den Yngstes legegruppe. Og så skal jeg jo nå at skrive et indlæg til etonmess.dk hver tirsdag.

Så jo, der er mange ting, jeg skal nå. Men der er ikke noget, jeg skal nå-nå. Jeg skal ikke nå at være chef for afdelingen. Jeg skal ikke nå at tabe 10 kg. Jeg skal ikke nå at surfe på Hawaii eller se solen gå ned over Mount Everest.

Jeg vil helt sikkert nyde det hele og sætte stor pris på det, hvis det sker (blandt andet fordi jeg har en del tøj bagerst i skufferne i et par størrelser for små efterhånden). Men jeg sætter ingen mål om at nå det.

Jeg har kun dette ene mål: At få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut. For det er det jo på et tidspunkt.

Det betyder, at jeg skal nyde at være lige der, hvor jeg er og ikke gå og vente på at nå noget andet.

Jeg er selvfølgelig også så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg er. Mine Børn går ikke sultne i seng og jeg kan forkæle dem med masser af materielle goder. Jeg  er i et sundt og kærligt forhold og jeg holder af, og bliver holdt af, af mange søde mennesker. Præcis derfor har jeg besluttet mig for at huske at nyde det.

Andre må meget gerne lave “bucket-lister” over ting, der skal nås, inden de dør. De må træne til det ene marathon efter det andet og sætte tegnestifter på verdenskortet over steder,  de skal nå at se. De må gå efter alle de “direktør over verden”-stillinger, de vil og sætte mål, der viser deres værd på alle mulige måder, som mennesker, individualister, forældre, partnere og hvad de nu er. Bare det gør dem godt.

Men jeg gør det ikke. Jeg fortsætter hellere end gerne med at udvikle mig og følge med i mit arbejdsliv, og jeg skal nok interessere mig for verden omkring og vise mine børn, hvordan man er en del af samfundet. Men jeg skal kun nå én ting: At have det godt (eller nogen gange måske bare godt nok) der, hvor jeg er lige nu og nyde tiden, indtil den ikke længere er.

Som hos alle andre er mit liv fyldt med små og store udfordringer i ordets egentlige betydning. Nogle gange lander de med tid til at lade op imellem og andre gange, føles det som om, det rammer som perler på en snor.  Mange af de udfordringer, der har ramt mig gennem de seneste år, har påvirket mig meget og væltet og flyttet rundt på planer og beslutninger. Det er derfor, jeg har taget min beslutning. Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.

Det er for øvrigt ikke et nytårsforsæt. Mit nytårsforsæt er nemlig at huske at bruge tandtråd (!)

Rigtig godt nytår fra etonmess.dk