Tag-arkiv: Tegn på stress?

Mig og mit arbejde

I foråret tog jeg afsked med én arbejdsplads for heldigvis at sige goddag til en ny. Jeg havde efter10 år samme sted brug for at se noget andet hver dag og simpelthen bare brug for at være et andet sted – at se nye græsgange i andre grønne nuancer (og gerne med mindre transporttid end 2 ½ time om dagen…).

Og det har været noget af det klogeste, jeg nogensinde har gjort i mit arbejdsliv!

Ikke fordi, jeg var et forfærdeligt sted med onde chefer og lede kolleger. Jeg tror egentlig, at jeg var et gennemsnitligt sted i det offentlige system med gode dage og halv-dårlige dage, med gode kolleger og med mere irriterende kolleger (som alle også havde deres gode og halv-dårlige dage) og med gode chefer og mere irriterende chefer (som jo også har lov til at have gode og halv-dårlige dage). Som mange andre steder var det hele også blandet med et skønt miks af at skulle nå liiige 10 % mere for 20 % mindre.

Men nej, det var slet ikke derfor, at det var det klogeste, jeg har gjort.

Et job kan faktisk bare være et job (!)

Det, der gjorde det til det klogeste, jeg har gjort i mit arbejdsliv, var at dét at finde et nyt job og sige farvel til det gamle i sig selv understregede, at det bare var et job – og ikke altafgørende for hele mit liv.

Det var bare én type opgaver, i ét type kontormiljø med én gruppe af mennesker, som man faktisk kan skifte ud med noget andet. Ikke at det nødvendigvis er helt let at finde det der andet, det ved jeg alt om om. Men da det lykkedes, tog det ligesom pusten ud af de halv-dårlige dage og de irriterende opgaver, fordi det at skifte arbejdet ud med et andet også des-integrerede arbejdet fra mig, så det blev mig og mit arbejde og ikke mig i mit arbejde.

Det blev til noget, som jeg selv kunne påvirke og ændre på (igen det er nødvendigvis ikke sådan ligetil) og altså noget, som jeg kunne styre og som ikke bare styrede mig. Det var en kæmpe AHA-oplevelse, som jeg stadig lever højt på og som jeg håber, at jeg vil huske, når også det nye arbejde er hverdag.

Kærlighed og kolleger

Men når alt det er sagt, må jeg også sige, at jeg også skulle sige farvel til en gruppe kolleger, som var mere end bare gode – de var fantastiske! Både når man havde gode, men også halv-dårlige dage. Sådan en almindelig tirsdag kunne frokost-pausen føles som om man sad til en 40 års fødselsdag med kølig rosé og god mad i selskab med gamle barndomsveninder med høje grin og kærlig ærlighed. Og hvor har jeg mange gange glædet mig til at komme ind og høre deres overvejelser og løsninger på opdragelse, mand og liv. Det var en helt særlig oplevelse at få lov at være en del af sådan en gruppe et par år.

Kærlighed, kolleger og hækling (ja, hvad ellers)

Jeg kunne ikke tage afsked med dem uden at give dem kærlighed tilbage og den kærlighed blev i min hjerne naturligvis oversat til hæklerier og derefter til hæklede nøgleringe!

Jeg har forsøgt at gøre dem så personlige som muligt. Kan du mon gætte hvem, der fik hvad? (Du kan desværre ikke vinde noget, men du kan få en dejlig velfortjent pause).

Der skal være til:

  • Hende, der dyrker yoga hver morgen (Jep. Hver morgen!) og som aldrig var bange for at kaste sig ud i nyt – eller i hvert fald ofte gjorde det alligevel
  • Den unge elev, der snart flyver videre ud i verden (var det for meget hjælp?)
  • Te-drikkeren, der hver dag bryggede de lifligste teer og hvis hjerne så klogt bryggede videre på konsekvenserne af vores andres helt utroligt gode ideer
  • Katte-elskeren med stort K (og et kærligt og meget klogt hjerte for mennesker også)
  • Hende, den lidt flagrende med det skønne høje grin, som måske indimellem havde det med at glemme, hvor modig hun faktisk var
  • Hende, med det store hjerte og modet til at sætte fingeren på det ømme punkt
  • Hende, der har lært mig at tænke i ro og honningdepoter (og introducerede mig til Svend Brinkman og hans nej-hat)

OBS! Vil du vide mere om honningdepoter og måske lidt om at trække vejret helt ned i maven og tage en pause midt i hverdagens larm? Så læs med her Honningdepoter og pauser

Opskriften på katten, kan du finde her (OBS på hollandsk, men man kan google sig til oversættelsen og den er ikke så kompliceret)
Lotusblomsten er herfra (på engelsk)
Den skønne tekop her (også på engelsk)
Sommerfuglen gemmer sig her
Hatten er egen kreation inspireret af flere forskellige, men basis finder du her (engelsk)
Hjertet og den skøre fugl er fra henholdsvis Hæklet julepynt af Maja Hansen og fra Fin og farverig jul – du selv kan hækle af Lisbet Lücke Larsen.

Pandekage-flad

Efter en uge med overordentlig ekstra meget gang i den i del af livet som bruges på arbejde, en mand med næsten uhåndterbart ondt i ryggen og så en weekend med 2 syge børn, er jeg ærligt talt lidt flad – ovenpå et par måneder inden da med lungebetændelse, influenza og så lidt af det løse.

Jeg er så flad, at jeg er virkelig glad for, at jeg allerede har besluttet, at der ikke er noget jeg skal nå (andet end at forsøge at have det så godt som muligt, mens jeg alligevel er her. Se mere her: Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)).

Men bare det at forsøge at have det så godt som muligt, kan godt virke helt uoverskueligt, midt i al det fladhed. Og det kan nemt blive fanget og gemt under et tæppe af i virkeligheden fuldstændig unødvendige, men meget højtråbende krav.

En weekend med dårlige nætter med hostende børn med to alt for tidlige morgener med dårligdomme og opkast sætter virkelig sine spor ovenpå en hård uge. Og søndag var tanken om en ny uge nærmest ubærlig. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden at have kunnet bruge weekenden på at lade batterierne op? Tanken tog næsten over og lagde sig netop som et tykt tæppe over bare det at være.

Indtil der pludselig dukkede en helt fantastisk og oprørsk idé op: Jeg nægter at bruge min weekend på at lade op til arbejdet. Det skal ikke være mit fokuspunkt, for min weekend skal være til mig. Den skal bruges på det, jeg nyder (og nogle gange også på at gøre rent) og det skal være,fordi det gør mig glad og giver mig pauser, og ikke kun for at lade op til at gå på arbejde. Og så må jeg klare arbejdet og arbejdet må klare mig, som jeg er.

Og så skete der lige pludselig noget. For min weekend gik fra at være den værste nogensinde til en af de bedste. For jeg havde passet på min familie. På mine børn. Jeg havde været der for dem og jeg havde skruet helt ned for at give dem ro til bare at være syge med ondt over det hele og lidt for meget feber. Og jeg har holdt om og er selv blevet holdt om.

Jeg er stadig flad og brugt og trænger til at få ladet batterierne op. Men det er for mig selv og ikke for mit arbejde.

Når jeg skal huske at opdage, at jeg skal passe på mig selv

For, hvad der lige pludselig snart er nogle år siden, var vi ramt af stress. Og det er ikke som i et “vi er gravide”. Det er et “vi”, som helt reelt dækker over hele familien.

I første omgang var det nemlig Børnenes Far, men sådan noget har det med at snige sig ind på hele familien, og efterhånden som tiden gik, var vi alle ramt i en eller anden grad. For tiden gik lige pludselig, og det gjorde den blandt andet nok, fordi den kom så snigende, den stress. Det var ikke fra den ene dag til den anden,  det er den slags i virkeligheden nok næsten aldrig. Medmindre man måske er ude i et posttraumatisk stress-anfald efter voldsomme oplevelser, sat i gang af en høj lyd (rent gætværk fra min psykologiske viden, som jeg næsten udelukkende har fra film).

Stressen hos os var noget, som stille og roligt voksede sig større og større. På en måde var det som en fast følgesvend, vi ikke havde opdaget. En skygge, der fulgte med i alt, hvad vi gjorde. Vi vidste ikke, at den var der, eller at det var den, der var skyld i misforståelserne, skænderierne, de mærkelig udbrud, uforudsigelighederne eller kravet om de faste rammer.  Vi vidste ikke, eller rettere sagt, så turde vi måske ikke vide, hvad det var.

Først bagefter opdagede vi, at vi hver mandag havde set på hinanden over morgenmaden og sagt: “De næste 14 dage bliver nok lidt hårdere”. Og vi sagde det til hinanden uden at blinke og helt sikkert uden at høre efter, hvad vi sagde.

Og vi sagde det hver mandag i over 1 år! Vi nikkede blot til hinanden, bed tænderne sammen og knoklede på. Begge påvirket af et lige lovligt uforudsigeligt arbejdsliv, et skønt men lige så uforudsigeligt kernefamilie-liv og et arbejdspres, som var alt for stort.

Jeg husker det som hårde år med forsøg på at bevare sammenhæng i en usammenhængende hverdag. Jeg knoklede på. Blev ved og ved. Fortalte ingen om, hvordan jeg havde det, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde. Jeg forstod det ikke og kunne ikke se, at vi som familie levede i en hverdag på randen af sammenbrud. Nogle dage gik vi yderst på kanten, andre dage holdt vi hinanden i sikkerhed langt væk fra afgrunden. Men ingen af os kunne regne ud, hvornår overgangen skete, og hvad der skulle til.

For vi voksne hørte ikke efter os selv. Vi lyttede ikke. Ikke før vi lige pludselig gjorde. Jeg ved stadig ikke, hvad der lige var så anderledes ved den mandag, men Han meldte sig syg med stress – og lige idet, gav alting mening. Det har taget tid, lang tid, at komme sig igen. For hele familien at stole på, at det varer ved, at freden er der. For børnene at stole helt og fuldt og fast på deres forældre igen. Det kræver også, at vi bliver ved med at høre rigtigt efter og holde et skarpt øje med os selv og hinanden.

Jeg er efterhånden så småt ved at lære, hvilke tegn jeg skal holde øje med, og jeg opfordrer alle til at holde øje med deres. Ikke bare for at undgå stress, men mest af alt bare for at passe på sig.

Jeg er overbevist om, at alt for mange mennesker lever med den der, med bare lige at holde ud til på fredag. Bare lige bide tænderne sammen og tage lidt mere. Bare lige undgå at mærke efter smerten, der bider i kroppen, der gør hovedet tungt og livet svært. Og det er ikke fordi, livet skal være nemt og en dans på roser, men man skal huske, at det også skal være til at leve i.

Her er mine tegn:

  • Skifter pludseligt humør uden påviselig grund – især når jeg er sammen med Børnene – her er jeg måske allermest i kontakt med mine følelser
  • Bliver altid lige lidt mere irriteret over én bestemt kollega
  • Bliver nærmest ked af det og vred, når venner inviterer på kaffe og har lyst til at være sammen med mig
  • Og er det min Bror, der inviterer, kan jeg trække mig helt tilbage – han er, måske som Børnene, ekstra tæt på mit hjerte
  • Bliver så umanerligt rasende, når nogen ikke overholder færdselsreglerne – og jeg arbejder i København, så det sker tit!
  • Hører den samme playliste igen og igen – skruet lidt for højt op.
  • Har på ingen måde lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg har det…

Jeg har endnu ingen mirakelkur eller -piller, jeg bare tager, når jeg opdager tegnene. Og det er ikke altid tegn på, at jeg står ved en afgrund, eller at jeg måske endda er på vej ud over. Tværtimod.  For de viser mig, at jeg er på vej ud af en vej, der er dårlig for mig, og at jeg må rette mig op. Se mig omkring for at finde ud af, hvordan jeg får krydset over til en bedre side – og måske endda bede om lidt hjælp til at finde retningen.