En ærlig selv-evaluering over året, der er gået. I år altså.

Så er et nyt år i gang. Et nyt år fyldt med muligheder og uanede potentialer! Fantastisk.

Jeg plejer at være “over the moon” over muligheden for at starte forfra, begynde på en frisk og holde fast i eventuelle gode vaner, starte nye op og lægge dårlige bag mig. Med andre ord: Et nyt og bedre jeg.

Dét er jeg også i år!

Jeg er faktisk glad og fuld af entusiasme, at jeg allerede nu er klar til at evaluere år 2024, her den 1. januars aften.

Her kommer derfor min ærlige, realistiske og selvkritiske evaluering af egne indsatser for det nye og bedre jeg i 2024:

  • Børstet tænder (tjek for selvomsorg og tjek for omsorg for mine medmennesker ✔️✔️)

  • Samlet op efter hunden på gåturen (tjek for at drage omsorg også for dem, jeg ikke kender ✔️)

  • Læst en tilfældig artikel på nettet om, hvordan man fastholder gode nye gode vaner – det er jo 1. januar (tjek for selvudvikling ✔️)

  • Tømt opvaskemaskinen og fyldt den igen (tjek for at sørge for, at hjernen ikke bare udfordres hele tiden, men også får gentagelser og ro ✔️)

  • Brugt 10 sekunder på at overveje, om jeg skal huske at have madpakke med første arbejdsdag efter ferien – det skal jeg (tjek for at planlægge fremad for at minimere stressede situationer ✔️)

  • Valgt ikke at se om, at der er noget som helst i huset, der kan bruges til den madpakke (tjek for at sørge for, at hverdagen ikke bare er grå og kedelig, men også fyldt af overraskelser ✔️)

  • Holdt mig fra resterne af chips fra i går aftes (tjek for selvkontrol ✔️)

  • Spist chipsene fra i går aftes (tjek for at undgå madspild og leve bæredygtigt ✔️)

Jep. Der er styr på det i 2024! Et nyt og bedre jeg, er helt klart under udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *