Følger du fast med her på bloggen, har du nok gået lidt rundt om dig selv den sidste uges tid i vaskeægte bekymring over om, det nu alligevel ikke skulle blive påske i det lille Etonmess-hjem (du ved, det der med, at der ikke var noget påske-kylling-påske-hæklet-pynt tilbage, fordi jeg var kommet til at gi’ det hele væk i gaver).

Men nu kan du roligt ånde lettet op. Jeg nåede det! Fik nemlig hæklet 3 små kyllinger og har kun givet 2 væk. Sådan!

Og midt i det hele dukkede 2 små påskeharer så også op. Den ene med en lille vintergæk og den anden med erantis.

Dem skal jeg dog lige have arbejdet lidt mere med, da jeg selv kan blive lidt i tvivl om, det er påskeharer – eller deres mindre kendte fætter: Påske-elefanten?

Men det har været skønt at hækle frem og tilbage, op og ned.

Tælle rundt og skrive op.

Pille det hele op og så starte forfra med en ny idé. For 7. gang.

En fantastisk måde at bruge hjernen uden at bruge hjernen.

Og så må vi jo se om, de stadig er på påske-elefant-stadiet til næste påske…

1. Jeg drømmer om at indrette haven på ny

Ligesom jeg gjorde sidste år og året før og året før det og… Og hold op hvor den have bare alligevel ligner sig selv

2. Jeg small talker dagligt med, hvad der bare ligner en potte jord, men er så meget mere

Den gemmer nemlig på små tomatfrø, høstet fra sidste års tomater.

3. Jeg tjekker hver dag om, der er nye skud på hortensiaen

Og prøver at huske om man må klippe ned eller ikke klippe ned?

4. Jeg begynder igen at gemme stokken fra aftensmadens spidskål, så de kan gendyrkes

Jo. Det er faktisk en ting. Bare tjek Persilles hjemmedyrk på Facebook

5. Årets første knallertskole-elever er ude på vejene iført deres orange veste

Elsker dem næsten lige så højt som studenterkørslerne – og det er IKKE ironisk ment. Totalt ét af mine yndlings forårstegn

6. Vejrudsigten lover slud og sne midt i alle mine forårsdrømmerier – totalt forår i Danmark

Øv altså.

Den første og vist nok eneste melodi,som jeg nogensinde lærte på blokfløjte tilbage i folkeskolen var denne lille sang:

Stille nu! Hører du,
aftenklokken ringer!
Solen sank, stor og blank,
natten stilhed bringer.

Mand bag plov, fugl i skov
søger hjem til senge.
nu god nat! Sov, min skat,
Sov nu sødt og længe.

(Tekst: Fr. J. Ring Musik: Oluf Ring)

Indimellem kan jeg høre mig selv gå og nynne den i mit hoved. For eksempel når jeg helt uden at vide det træder direkte ud fra Aldi og så lige ind i eventyrland på sådan en helt almindelig onsdag aften:

Og helt ærligt, så lyder det vist nok en del bedre i minderne og i mit hoved end det gjorde og gør i virkeligheden. Men skidt, det er jo mine minder og mit hoved og mit eventyrland, så det er jo mig, der bestemmer.

Skal bare lige…

…frigøre alle kvinder

…frigøre alle mænd

…frigøre alle dem midt imellem og udenom

…finde nogle flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer

…finde nogle flere mænd på barsel

…give alle børn lige muligheder

…slukke en krig i Ukraine

Og måske lige ha’ en lur…

#kvinderneskampdag #kvindernesinternationalekampdag

Da Taliban indtog Kabul sidste efterår, stod jeg under en lyseblå himmel og hængte tøj op.

Ordene fra dengang har jeg tænkt på igen efter den sidste uges hændelser.

Denne gang er jeg dog muligvis lidt mindre i sikkerhed end jeg var dengang. Og så er jeg alligevel uendelig meget heldigere og uendelig meget mere i sikkerhed end mennesker bare 21 timer væk herfra.

Så jeg står heldigvis stadig under en lyseblå himmel:

Under en lyseblå himmel

Jeg er træt. Og tung. Og træt. Og synes der har været uendelig meget sygdom og dårlige nætter i den sidste lange tid.

Og selvom jeg ved og forstår, at det går over (og er lettet og taknemmelig over, at jeg kan tro på, at det vil gøre det), så føler jeg det ikke.

Jeg føler det ærligt talt bare lidt uendeligt.

Så jeg drømmer om sol og varme og om blomster – og begynder at planlægge forspiring og tidlig såning i vindueskarmen. Drømmer om gåture blandt vilde blomster og om blive varmet af morgensol og varm kaffe i haven.

Et lille åndehul, som gør mig lidt mindre træt og uendeligheden lidt mindre uendelig…

… Når man kører en omvej på vej i Lidl efter mælk, rengøringsmiddel og toiletpapir for lige at se om, man kan finde ud af, hvor regnbuen ender.

Jeg syntes ærligt talt, at januar har været rimelig krævende i det lille hjem.

Måneden har føltes som kilometervis af sygdom, vågne nætter, madlede over flere dage og grå ansigter med mørke rande under øjnene. Bare kilometer efter kilometer igennem januars ørken.

Og lige nu er februar ikke startet meget bedre.

Heldigvis er februar måned jo så ikke så lang, så alene af den grund kan den jo ikke blive så hård som januar. Og det er jo meget rart at vide.

Men det betyder også, at der ikke er meget kreativt overskud tilbage til denne uges blog.

Men det gør ikke noget. For det har der nemlig været.

Faktisk for næsten lige præcist 4 år siden. Og det er simpelthen så genialt, at det sagtens tåler er genkig (og heldigvis er det jo min blog, så jeg bestemmer helt selv graden af genialitet. Smart ik?).

Se min gamle genialitet her, imens jeg hviler lidt ud og glæder mig til vinterferien:

Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.