Tag-arkiv: Hæklet påskepynt

Næsten som H.C. Andersen…

Gæk, gæk, gæk mit navn er blevet væk. Mon du det gætte kan, måske med din gode forstand?

Jeg har gjort mig et lille hæklet gækkebrev, simpelthen fordi jeg var nødt til det!

Og med lidt god vilje, tror jeg endda næsten, at selv HC. Andersen ville kunne se, at jeg har været inspireret af hans fine krøllede saks.

Omend det ikke er helt i nærheden, men hvem ved overhovedet, hvordan hans hæklede gækkebreve så ud. Nej vel?

Det har selvfølgelig også fået et lille vaskeægte gækkebrevs-gæk og kan du gætte navnet, så bliver der trukket lod om lidt dejlig påskeguf (en af mine små påskekylling er og lidt chokoladeæg – med marcirpaaaan…).

Skriv dit bud som en kommentar nedenfor og så er du måske en heldig påskekylling – skriv enten på bloggen eller under indlægget på Facebook. Jeg finder en vinder i morgen onsdag d. 31. marts kl. 12 – hvis der altså er nogen, der vil gætte med…

Men nu lover jeg så også at holde en pause med alt det der kreative. Så i det næste lange stykke tid kan du igen roligt bevæge dig ind på bloggen, hvis du trænger til lidt lommefilosofi eller bare et enkelt lille haiku-digt – i fred og ro for påskekyllinger, kaniner og hæklede gækkebreve (hæklede gækkebreve! Helt ærligt, hvor kom det dog lige fra!)

Nå, men opskriften er forresten her:

Med en lille fjer på

Eller faktisk ikke. For den er jo bare hæklet. Men den kunne godt have haft en fjer, hvis den var ægte.

Men så havde den nok ikke været turkis.

Eller haft lilla vinger.

Eller været grøn.

Eller haft et æg med en sut på.

Nej, jeg må nok erkende, de intet har med virkeligheden at gøre. Men hvad skal vi dog også med al det virkelighed? Når man i stedet kan få verden i farver?

Hvis du også gerne vil have lidt hæklet påske, kan du finde opskriften her

De er vel i virkeligheden små kusiner og fætre til en anden gammel påskekylling, som du finder her: kylle rylle.

Sød og blød og påskeklar

Okay. Påske er ikke helt det samme som jul, men altså så alligevel…

En undskyldning for at spise chokolade, sild, lam, og æggemader med karse? Ja tak! Jeg er med.

Dog muligvis ikke samtidigt. Eller i hvert fald tager jeg nok chokoladen for sig selv.

Og for mig selv… Hmmm. Sammen med en kop kaffe? Musik i ørerne? En bog? Og bag en lukket dør? Og med lidt mere chokolade?

Nå, hvor kom jeg egentlig fra? Åh ja. Påske.

Udover chokoladen, så er det jo også en god undskyldning for lige at rykke lidt rundt på tingene og finde lidt ekstra hygge frem fra gemmerne. Så ja tak! Chokolade og hygge? Jeg er med.

For eksempel er der jo denne lille bløde påskefyr – som jo godt nok ikke er af chokolade, men som da kan være meget sød alligevel:

Og han fås da også i mere psykedeliske farver:

Måske ser verden sådan ud efter det der ekstra meget ekstra chokolade bag den lukkede dør…

Påske, pauser og honningdepoter

En af mine gode kolleger har lært mig om honningdepoter. Altså at give sig selv noget at se frem til. Det er sikkert et eller andet fra Peter Plys. Det er det gerne, når vi voksne har brug for at fortælle hinanden noget klogt, har jeg lagt mærke til. Og det er da bestemt også klogt at lægge honningdepoter ud. Små ting eller arrangementer, man kan gå og glæde sig til.

Hun er rigtig god til at arrangere gode oplevelser, så hun har noget at se frem til. Biografen. En rejse. Middag med hendes mand. Et spændende foredrag. En aften for sig selv i sofaen med en god bog.

Jeg har besluttet, at jeg vil efterligne hende, og jeg har tænkt meget over, hvad der skal ligge i mine honningdepoter. Og jeg er nået frem til, at der nok skal være en middag eller et foredrag her og der, men allermest skal der ligge små pauser i mine honningdepoter. Nogle af dem skal måske være pauser af den slags, hvor man sidder i komplet stilhed og ser ind i en væg, men de fleste skal være pauser af den slags, hvor jeg sætter omverdenens krav på pause og hvor jeg ikke skal være topeffektiv og fleksibel (arbejdet) eller rummelig, kærlig og konsekvent (familien) og bare lige være lidt. Og der er mine hæklerier, min lille mand med hatten og mine foldede æsker helt uvurderlige. Og det samme gælder for mine skriblerier her på Etonmess. At jeg hver uge tvinger min hjerne til at tænke og lægge mærke til verden, giver mig en pause.

For eksempel da jeg skrev mine flade ord for nogle uger siden. Pludselig måtte jeg bare have fat i farveblyanterne og tegne buer og prikker uden om mine fladmaste følelser (Pandekage-flad). 

Og det var bare så dejligt. Det blev til en lille pause ovenpå en dag, som var snublende nær ved at ende i bunken med legetøj over i hjørnet ved siden af kurven med det rene vasketøj, som nu stod der på 6. dag. En pause ikke bare til mig selv, men mest af alt i mig selv.

Og jeg tror jo altså virkelig på pauser. Ikke som den store revolution, der gør alting lykkeligt.  Mere som de små pauser, der kan give den ro, der igen kan gøre at man får samlet den nødvendige styrke til at stå igennem. Eller måske endda i stedet ændre, så der ikke skal stås så meget igennem. Eller bare til at få øje på det dejlige, man måske er så heldig at have i sit liv.

Derfor vil jeg lade en stor del af mine honningdepoter være pauser. Og jeg vil øve mig i at se dem og bruge dem, når de er der. Og så en dag, når Familien er ældre, vil jeg også begynde at lægge foredrag og biografture ind. Men indtil videre vil jeg bare lægge vægt på de små pauser, til at få mig derhen.

Og så kan man jo for eksempel få sådan en skøn påskehilsen ud af en pause:

Inspiret af bycgundersen, som også hjalp med lillebroren her:

Farlige (hækle)forbindelser!

Rigtig glædelig pause og rigtig glædelig påske.

Farlige (hækle)forbindelser!

En af mine gode kolleger, og dem er jeg faktisk så heldig at have flere af, kom den anden dag til at sige, at hun ikke havde et eneste stykke påskepynt. Puha, den slags er altså farligt at sige højt, når der er hæklere i nærheden!

Det blev til denne lille starut, som nu måske/måske ikke kommer til at pynte hjemme hos kollegaen – for hvem ved om hun overhovedet kan li’ den slags? Det er jo altid udfordringen, når man giver den slags væk – mon det var en DIY’er, der fandt på den med, at det er tanken, der tæller?

Den er hæklet ud fra disse 2 opskrifter:

Krop og næb herfra: bycgundersen.blogspot.dk

og hovedfjerene her: cicitive.dk