Er lige nu midt i, snart igennem, lige ved og næsten, netop kommet fra start – eller hvor jeg nu er, i én af de perioder af livet, som tærer lidt ekstra på batterierne.
Men midt imellem at stå og skrige ind i et håndklæde og have noget lavere tolerancetærskel over for omverdenen, aner jeg nu alligevel lidt håb. Nemlig, da jeg opdagede, at jeg stædigt holdt fast i, at det stjerneskud, jeg lige så, altså var et stjerneskud og IKKE bare et charterfly på vej til Mallorca.
Det må da være et positivt tegn, som viser, at der stadig er lidt optimisme tilbage.
Ting, man finder, når man man ikke længere kan holde igen på forårs-optimismen og tømmer vinterjakkens lommer for at skifte til overgangsjakken:
Brillepuds og tyggegummi (livs-nødvendigheder. Især hvis man har glemt det…)
Hårelastikker (når man er mor til 2 langhårede piger)
En 20’er til indkøbsvognen (som af en eller anden grund aldrig er til at finde, når man faktisk skal bruge den – derfor bør den muligvis bare hurtigst muligt investeres i chokolade, nu hvor jeg har fat i den)
Vidste du det allerede godt? At træer er som skyer?
Jo jo, det passer!
At ligge på en blød græsplæne og kigge op på skyerne og finde kattehaler, kaffekander og flyvende løver er simpelthen noget af det, man gør alt alt for lidt.
Hvis ikke det er noget af det mest vidunderlige, man kan gøre, især mens solen varmer kroppen og en svag brise kæler for dine kinder, ja så ved jeg det da virkelig ikke.
Okay, lige nu er det måske ikke som sådan årstiden for den slags, men bare rolig! Nu har jeg nemlig en løsning, som kan udføres helt uden at få våde, kolde klamme græspletter på ryggen.
I denne uge er der igen genbrug på bloggen, men denne gang har jeg altså krydret det med en ordentlig omgang genglæde – modsat sidste genbrug, som var mit sygdomstrætte genbrugs-digt fra den 5. marts.
Øh genglæde?
Hvis genglæde er helt nyt ord for dig, får du en lille oversættelse med her: Det er (selvfølgelig) genbrug eller “upcycling”. At få noget nyt ud af noget gammelt, som måske ellers bare ville ryge ud.
Og hvis man så oven i købet kan glæde andre med det. Ja, så bliver det jo til det rene genglæde.
Med fingrene i kagedåsen
Denne omgang genglæde startede med en tom dåse, som tidligere var fyldt med lækre chokoladevaffelrør og derfor helt sikkert allerede har budt på en hel del glæde.
Hvis man så supplerer med dobbeltklæbende tape og et stykke farvet papir:
Så kan man faktisk ende ud med noget så fint som det her:
Og nå ja, hvis man så også har en lille hæklet blomst, så skader det selvfølgelig heller ikke.
Den lille fine dåse blev fyldt med 3 hæklede vaskeklude og en skrubbebørste og så blev det endda også til en sød lille fødselsdagsgave.
Ville bare give min hjerne lidt fri fra det hele og havde derfor fundet x antal farveblyanter i tilfældige farver, som bare skulle fylde ud på et stykke papir. Ingen formkrav, intet formål – bare et frikvarter i farver, som ikke skulle bruges til noget som helst.
Det blev til det her som i sig selv ikke rigtig er noget, men så alligevel måske en hel masse:
I hvert fald sad jeg bagefter og kiggede lidt på det og lod tankerne vandre. Kom til at tænke på, at hvis et billede siger mere end 1000 ord, hvilke 1000 ord skulle mon så bruges om dette?
Det blev til historien om den lille hunreje, som du kan læse her:
Etonmess.dk går ind for genbrug. Selvfølgelig, hvad ellers?
Og naturligvis vil jeg da også gerne være med til at reducere co2-udslippet.
Derfor er der i denne uge genbrug af indlæg fra december 2017 (Den onde trætte syge cirkel):
Den onde cirkel
Den onde cirkel var mit forsøg på et cirkeldigt, hvor alt går i ring. Et digt, hvor der ingen start eller slutning er.
Fordi lige sådan føles livet indimellem.
Og nej, måske reducerer det ikke ligefrem co2-udslippet, men ih hvor det passer.
Denne gang er det heldigvis uden lungebetændelse, men bare med masser af skøn influenza-agtig forkølelse til hele familien. Rigtig god bedring til de af jer, der også hygger med den slags lige nu.
I denne uge er der altså ikke rigtig noget indlæg på bloggen.
Jeg har haft nok at lave, så jeg har virkelig slet ikke haft tid til at skrive herinde. Jeg læser nemlig. En bog!
Og det har været vidunderligt. Hvert eneste ledige øjeblik er blevet brugt på at dykke langt ind i en helt anden verden. VIDunderligt.
Dér har jeg ikke været i mange år, så jeg har virkelig nydt det. Helt ind i sjælen. At liste væk og kravle forsigtigt ind et andet sted. At blive opslugt af bogstaver og ord og sider, der krøller.
Det er forresten denne her: “Brit-Marie var her” af Fredrick Backman. Kan kun anbefales (kommer vist nok også som film lige om lidt, så jeg er vist ikke den eneste, der har opdaget den).
Og så fik jeg da endelig også noget at bruge én af mine ellers så ubrugelige kvaster til: Et bogmærke (ret heldigt egentlig, jeg elsker nemlig at lave dem).
Se nu der! Nu kom jeg så alligevel til at skrive et indlæg! Det har jeg altså virkelig ikke tid til. Jeg mangler jo stadig 207 sider.
Slut. Prut. Finale. Katten har en hale – og jeg har en bog at læse.
Jeg har lige afsluttet en dejlig vinterferie med familien. Den har endda været så dejlig, at den blev til små haiku-digte.
Måske du mindes de små japanske digte fra din skoletid? Hvis ikke har jeg hentet lidt visdom fra wikipedia her:
Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).
Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).
Og jeg sprænger måske nok et enkelt kriterium eller 2, men jeg synes bare det er en sjov lille måde at se på verden på, så forhåbentlig vil du kunne finde dig i mine sprængninger og alligevel læse med:
Haiku nr. 1
Åh pandekager Med syltetøj og sukker Vinterferie!
Haiku nr. 2
Nattøjet er på Men det er jo ikke nat Vinterferie!
Haiku nr. 3
Sygdom, feber, snot Det gør skam slet ingenting Vinterferie!
Haiku nr. 4
Brors kobberbryllup Vækker med sang og kaffe Vinterferie!
Haiku nr. 5
Venners kærlighed Tid til snak og ro og vin Vinterferie!
Haiku nr. 6
Fejre fødselsdag 10 år og stor og lille Min familie!
Og så er det jo ikke engang første gang, jeg kaster mig over de små fine (og stakkels?) haiku-digte. Læs et andet forsøg her: Ugen i haiku
Selv om der ikke er meget sne derude og vintergækker og erantis allerede skyder mere eller mindre forsigtigt frem, så er det altså vinter.
Det er koldt udenfor og det er dejligt indenfor.
Især med et par bløde garnnøgler og en hæklenål mellem fingrene. Og kaffe selvfølgelig.
I de seneste par dage har jeg åbenbart været bidt af en vild hækler, for jeg har i hvert fald hæklet og hæklet og lige pludselig er jeg sørme blevet færdig med 2 ufo’er (ufærdige objekter), som ellers allerede havde oplevet et par vintre, inden de nåede til denne…
Blå vinter i grå tone
Det ene er mit lækre sjal i det her skønne bløde blå-grå-melerede garn, som jeg har haft liggende så længe uden banderolerne, at jeg ikke ved, hvad det er for noget.
Men det gør ingenting, for det er blødt og dejligt. Jeg har hæklet det i corner 2 corner, til jeg løb tør for garn og så har jeg kantet det med noget andet ukendt, men blødt, garn i en skøn lilla-bordeaux farve i 2 rækker fastmasker (hvis du nu skulle være nysgerrig).
Varm vinter i lyse toner
Og så er der halstørklædet her i et lidt skørt, men lækkert og meget tykt effektgarn.
Jeg er ikke helt sikker på resultatet, men heldigvis er der andre, der sætter pris på det:
Min lille bløde hjælper
Overvejer lidt om der skal frynser på eller noget. Eller måske bare en kat?
Hvis du vil inspireres, kan du finde corner 2 corner her hos Tante Tråd og opskriften på det tykke halstørklæde kan du finde her hos Hobbii, hvor det dog er brugt til et meget finere garn.
Og så er der altså lidt mere vinter til dig her:
Andre fine vintertoner, som jeg gerne vil give dig med i denne uge, er disse smukke vers fra Højskolesangbogens sang nr 259: Det var en morgen ved vintertid.
Jeg har hovedet fuldt af ideer. Af bløde, farverige mønstrede hæklede ideer.
De vrimler bare rundt som en tosset garnnøgle derinde og kræver at blive prøvet af. Nægter kategorisk – med armene stædigt over kors, at lægge sig på en hylde og vente på, at det bliver deres tur.
MÅ bare mærke efter
Du tror måske ikke, det er noget? Så er det bare fordi, du ikke er mig. Hvilket jo nok heller ikke kommer som en overraskelse. Altså at du ikke er mig.
Men når man er mig, er man også nødt til at prøve det af og mærke efter. Er det nu også så blødt, som jeg tænker? Fungerer det nu også så godt med de farver, det hæklemønster eller de garntyper?
Og det betyder så, at jeg har gang i flere forskellige ideer lige nu. 4 styks ideer faktisk. 2 tæpper, 1 halstørklæde og 1 sjal.
Er det i virkeligheden et lille billede af min hjerne?
Og så er der jo alt det andet
For ikke at tale om de andre projekter, hvor jeg har forelsket mig i et tæppe inspireret af marokkanske fliser bestående af mindst 119 forskellige små felter (mindst!!) Eller den poncho med farveskift, som Mindste-barnet har forelsket sig i.
Men det gør ikke noget. Jeg elsker at kunne skifte mellem flere ideer (og mellem drømme er det jo også). Mellem farver, fornemmelser og følelser. Og så har jeg jo ikke noget, jeg skal nå.
Sker der lidt derinde?
Faktisk, så når jeg altså også noget indimellem. Ponchoer til Ungerne, sjaler til julegaver og par karklude. Så det er måske ikke tossede garnnøgler det hele derinde….
En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!