Der er røde former på bloggen i denne uge. Kom med og snup en pause på vejen:
Alle indlæg af Meboli
47 dage! Så er du advaret
Syv-og-fyrre. Det er så mange dage, der er til halloween.
Og sig så ikke, at du ikke var advaret.
Lige om lidt vælter det ud med edderkopper, kranier, bloddryppende øjne, skeletter og græskar fra alle gadehjørner, butikker og tilbudsblade.
Og måske er du typen, der bruger denne viden til at grave dig ned (altså på en meget ikke-halloween agtig måde naturligvis), mens du venter på, at alt det der plastik er overstået. Og gør du endelig det. Det er helt okay.
Så er der nemlig mere slik til mig!
Jeg elsker nemlig halloween, ikke så meget på grund af alle plastik-skeletterne (men også lidt på grund af dem).
Jeg elsker halloween på grund af hyggen og humoren.
En undskyldning for at hygge og grine.
En undskyldning for at spise slik og pjatte rundt på en ellers helt almindelig efterårsdag? Ja tak. Og gerne noget chokolade også.
Halloween i vores lille hjem er muligvis ikke det mest uhyggelige (selvom vi faktisk har vores del af grinende skeletter og hekse med lysende øjne, det må jeg jo indrømme) og jeg er egentligt heller ikke stor fan af selv at skulle med rundt og rasle – hvilket corona måske er lidt behjælpelig med at vi slipper for i år. Men jeg elsker at få besøg udklædte børn som bare er på udkig efter en sjov oplevelse (og slik selvfølgelig).
Så konceptet med at fejre og feste midt i hverdagen, dét er jeg altså ret vild med. At grine og glædes bare fordi man kan. Ja tak.
Og så er det jo altid dejligt med en undskyldning for lidt hækleri og finden på.
En håndsrækning til dem, der gør verden lidt blødere
Mange hæklerister og strikkere kæmper hver dag en lille kamp for det gode i verden! Måske kender du den allerede? Det er Kampen mod garnspild!
De kæmper muligvis og forhåbentlig også andre og langt mere værdige og vigtige kampe, men lige i dag sætter jeg altså fokus på dén her lille bitte, men dog ikke uvæsentlige kamp
Garnspild er dér, hvor man har stået i garnbutikken, ladet fingrene løbe hen af det blødeste fine garn og øjnene forelske sig i den smukkeste farve. Lidt for mange gange. Og uden at vide, hvad man skal bruge det til.
Men mærkede du ikke, hvor blødt det var? Så du ikke farven? Følelser som dem, kan man ikke bare gå væk fra, vel. Vel?
Lige pludselig står man så der – med 2 nøgler af det ene og 3 af det andet. Lækkert og blødt, men ikke nok til hverken det ene eller det andet. Men åh så fint. Og blødt.
Her er en lille håndsrækning til alle dem, der kæmper for at gøre verden til et lidt blødere sted: Etonmess halsedissen! Her udgave #3. Så kan du få brugt dine små forelskelser eller rester.
Find vejledningen her:
Og Etonmess halsedisse # 1 og # 2 her – hvor du i øvrigt også finder et lille fint petroleumsblåt digt af Gustav Munch Pedersen:
Nå ja og så er der jo den lille topmodel, som så fint viser sig frem i min nyeste kreation. Hun kan lidt af det hele. Bare se her:
Velkommen efterår
I dag starter min yndlingsårstid helt officielt. Efteråret. Og hjertelig velkommen søde du.
Min yndlingsårstid, fordi det har de smukkeste farver.
Min yndlingsårstid, fordi nu starter hyggen; Kakao. Gåture i skoven. Kastanjedyr.
Min yndlingsårstid, fordi jeg om lidt går rundt i de tørre brune blade, så de flyver op i luften og omkring mig som hvert sit lille eventyr.
Min yndlingsårstid, fordi jeg ved, hvad jeg skal have på hver dag: Varmt tøj. Bum!
Ikke noget med, at det blæser mørkt om morgenen og om eftermiddagen ærgrer man sig så over, at man ikke har sommerkjolen og sandalerne på istedet for de lange bukser og lidt for tykke bluse. Og hvad skal man overhovedet med den jakke?
Ikke noget med, at man står og fryser ved busstoppestedet, fordi den lovede sol istedet blev til regn og blæst.
Sommer, det er dig jeg taler til!
Varmt tøj bum.
Efterår.
Af hjertet tak! (Om taknemmelighed og vrede på gyngende grund)
Efter mange måneders sygdom i den lille familie er dagene indimellem en skrøbelig balancegang på et tyndt edderkoppe-spind. Glat og usikkert af morgendug.
Nogle dage kan man endda tydeligt se spindets ejer med dens behårede ben, stærke kæber og ikke mindst dens giftkløer bare ligge tålmodigt og vente på det mindste fejltrin. Bare lige lidt forkert her, så…
Jeg skynder mig at sige, at det ikke er noget farligt det der sygdom, det er bare noget meget langtrukkent og meget svært, men jeg har lovet Barnet, at jeg ikke fortæller for mange for meget om det. Og slet ikke her på bloggen.
På vippen
Indimellem, lige midt i et usikkert skridt, kan jeg blive grebet af en stor taknemmelighed over, at der findes så mange gode mennesker, som gider at bruge tid og omsorg på at hjælpe os sikkert igennem spindet.
Kort tid efter kan jeg dog modsat blive så megatræt af alle dem, der tillader sig at leve så gode liv, at de har overskud til at hjælpe andre.
Hvad bilder de sig ind? Ved de slet ikke, at livet er én stor jammerdal, som vælter henover dig i store ustoppelige kvælende bølger. Som lugter. Meget. Dårligt.
Det er helt sikkert en usikker gyngende grund. En usikker grund med en gammel rusten vippe, som drilsk vipper mit humør, som det passer den.
Heldigvis sidder jeg lige nu i dette øjeblik i den positive ende af vippen (langt væk fra edderkoppen) og kigger glad ud på verden med mine nypudsede rosenrøde briller på.
Sødt og blødt og tak
De der briller og så en trang til at lave noget totalt ufornuftigt, men dog sødt og blødt, har ført til disse små kort bygget på hækleri og genbrug af cornflakes-æsker.
Jeg overvejer at sende et kort med et stort tak til de søde mennesker, der gider at hjælpe/skubbe/pejle os igennem spindet. Det vil jo også være genglæde i sin reneste form tænker jeg (altså genbrug, der gør andre glade).
Måske når jeg det endda, inden humøret skifter og jeg i virkeligheden bare synes, de er nogen xxx, for så kan det være, at de istedet får en karklud efter seneste gode opskrift… (Hvis der ikke ringer nogen klokke, kan du se dem her).
Genglæde til dig
Hvis du også er i dit gode hjørne (lige nu altså) og gerne vil give et hjerte videre, kan du finde opskrift og vejledning her:
Haiku i bare tæer
Det er stadig varmt. Varmt. Varmt.
Varmt. Og jeg er ikke vild med varmt.
Som i IKKE vild med det.
Men midt i varmen kom lige pludselig et nyt haiku-digt.
Og dem er jeg til gengæld vild med!
Solen smelter ned
Den smelter og vælter mig
Selv i bare tæ’r
Solen smelter ned.
Den smelter og vælter mig
Sku ha’ været kat
Har du lyst til mere haiku? Så se her
Hold varmefri – lad de andre om det grove arbejde
Bad Ass Crochet!
Findes dét? Ja. Ja, det gør det.
Kender du de dage, hvor alting vender rundt og kører op og ned på én gang og du til sidst simpelthen bare nægter at finde den forbandede pyt-knap frem nogensinde? Ikke mere pyt og overbærenhed fra dig. Nu finder du dig ikke i mere. Capiche?!
Ikke desto mindre fortsætter hverdagen på en eller måde alligevel omkring dig med krav om opvask, madpakkesmøring, tøjvask og så videre?
Her er det, du lige stod og manglede: Mellemfinger-karkluden (hæklet i økologisk bomuld selvfølgelig. Man skal jo ikke gå helt ned på politisk korrekthed).
Find opskriften her:
Sommerpause-skærm, et studie i tomhed og ingenting
Sommerpause-skærm, et studie i blå-lilla og bare tæer
Du kan roligt slappe af. Som i heeelt af. Bare ned med skuldrene og giv helt slip på maven. Du skal ingenting lige nu. Slet ingenting. Ingenting. Intet. Nul. Og nada.
For heller ikke i denne uge vil du møde nogen som helst intellektuel modstand eller udfordring her på bloggen. Tværtimod. Her sker slet ikke noget.
Jeg fortsætter nemlig bare sommerens tema med pauser i farver.
Denne uges pause er blå-lilla med et strejf af bare tæer. Så kom med – og lav ingenting, bare et kort øjeblik.
