Alle indlæg af Meboli

Et meget sødt og blødt og kun lidt dovent påskefår

Påsken nærmer sig og det passede lige med, at jeg fik lyst til at hækle et eller andet. Helst noget nemt. Og blødt og sødt.

Og sådan en opskrift har jeg jo. Det lille bløde påskefår her:

Og det er faktisk ret nemt at hækle. Det ved jeg, for jeg har selv fundet på opskriften. Og den er jo sød. Og blød.

Men da jeg så sad med det, opdagede jeg, at jeg selv havde fundet på, at man skal hækle 2 ens sider for så til sidst at sy dem sammen (og så fylde vat i og sætte hoved og ører på).

To ens?

Har jeg da helt glemt, at jeg hader at hækle gentagelser?

Strømper.

Benvarmere.

Luffer.

Ærmer.

Åh, det er så kedeligt at gentage det hele engang til.

Hvad gør en klog kone så?

Hun, altså jeg, hvis nu du skulle være i tvivl, finder da blot på et mønster, hvor man ikke skal hækle 2 ens sider. Vupti:

Det er da også meget sødt og blødt og ligner til forveksling det gamle. Det er da slet ikke til at se at det er lidt halvdovent i det.

Du kan finde den halvdovne udgave her:

Og hvis du er totalt overskudsagtig og er typen, der ikke bliver slået ud af, at der skal hækles 2 ens sider, så kig ind her:

Hverdagen fra sin bedste side

Indimellem er hverdagen bitte små dråber af magi. Små stykker af chokolade i dine teboller, når du troede det var rosiner.

Det er hverdagen fra sin bedste side:

  • Når dagen starter kold og blæsende og ender i forårssolskin på vej hjem
  • Når køen igennem rundkørslen på magisk vis alligevel fordufter
  • Når man går ud på cykelstien uden at se sig for og går lige ude for en cyklist, som på mit “undskyld” siger “Aj, det gør da ikke noget”. Øh jo, det gør det da. Men tak for tage det sådan
  • Når radioen spiller ens yndlingssang på vej på arbejde – og jeg vidste faktisk ikke engang, at det var min yndlingssang
  • Når man varmer hænderne på den varme kaffekop efter en hunde-aftenluftning uden handsker
  • Når man får øje på den solnedgangens rosenrøde himmel over supermarkedets parkeringsplads

Og så endda på en mandag!

Åndedrætsøvelse i februar

Lige efter jul og hjerter, lys og godter, dér kommer januar buldrende.

Nu er februar endelig kommet og det værste er forhåbentlig overstået.

Nu kan du slappe lidt af igen. Halvmaratonen er droppet til stor glæde for knæ og knyster og hvid januar er erstattet af helt almindelige fastelavnsboller. Nytårsforsætterne er lagt på lager og er klar til at blive taget frem igen til næste år og du kan begynde at trække vejret helt almindeligt igen.

Men er du stadig lidt stakåndet, så snup en lille åndedrætsøvelse til din hjerne her: Find de to små hjorte, som jeg mødte på en gåtur med hunden og bliv en lille smule forundret over livet.

Glædelig næsten-valentinsdag

Valentinsdag. Hmm.

Du skal nok lige vide, at jeg altså ikke er typen, der lader sådan en kærlighedsdag gå ubemærket hen.

Heller ikke selvom det slet ikke er i dag.

Og slet ikke, bare fordi det er en omgang kapitalistisk amerikansk forbrugsmekanisme.

Hvor andre ser overforbrug og markedsførings-hysteri, ser jeg muligheden for at sende kærlighed ud i verden.

Så værsgo. Her er kærlighed til dig. Hæklet, naturligvis.

Find mere kærlighed her:

Morgensang i vinterskoven

Jeg var på en lille tur i det midtsjællandske for et stykke tid siden.

Der, hvor verden kan være helt stille, markerne helt bløde og skoven helt let.

På turen kom jeg forbi en lille fin gård, som lå så fint dér i skovkanten.

Og ved den her lille fine gule bindingsværkgård i den lille fine midtsjællandske skovkant lå en stor flot motorbåd på land og ventede på sommeren.

Helt stille i vintervejret. Og helt stille i skoven. Pakket ind i pressening og i bløde snefnug.

Båden hed Morning song.

Midt i skoven lå den. Lå bare og ventede. Med verdens fineste navn.

Morning song.

Det vil jeg også hedde i mit næste liv. Morning song.

Et træ.

Jeg viste ikke rigtig, hvad der skulle på bloggen i denne uge. Kunne ikke finde det helt rigtige.

Et digt?

Et indlæg om verden?

Et omkvæd?

En tanke?

Eller en tankestreg?

Intet ville sidde fast eller slå rod i mit hoved. Intet ville rigtig blive til noget.

Men så kom jeg forbi det her træ på min aftentur med hunden.

Og jeg kunne virkelig godt lide det træ.

Og måske kan du også lide det?

Her er det i hvert fald:

Julehjerte-tanke i januar

Selvom vi er i januar, kan der jo godt være lidt tilbage fra julen, som er værd at tale om stadigvæk.

Eller som jeg i hvert fald synes er værd at tale om.

Og det er hjerter.

Julehjerter.

Flettede julehjerter.

Det kan da godt være, at vi (altså ikke mig, vi, men nogle andre, vi) opfinder selvkørende biler, kunstig intelligens, kød af rødbeder og tilsætningsstoffer, hovedtelefoner uden ledninger, airfryers og andre gode ting.

Men engang…

Engang var der nogen, der sad og fandt på at flette julehjerter!

Bare sådan.

Dét synes jeg, er en god tanke værd på en kold og mørk dag i januar.

At nogen engang har fundet på at flette et julehjerte.