En af mine gode kolleger har lært mig om honningdepoter. Altså at give sig selv noget at se frem til. Det er sikkert et eller andet fra Peter Plys. Det er det gerne, når vi voksne har brug for at fortælle hinanden noget klogt, har jeg lagt mærke til. Og det er da bestemt også klogt at lægge honningdepoter ud. Små ting eller arrangementer, man kan gå og glæde sig til.

Hun er rigtig god til at arrangere gode oplevelser, så hun har noget at se frem til. Biografen. En rejse. Middag med hendes mand. Et spændende foredrag. En aften for sig selv i sofaen med en god bog.

Jeg har besluttet, at jeg vil efterligne hende, og jeg har tænkt meget over, hvad der skal ligge i mine honningdepoter. Og jeg er nået frem til, at der nok skal være en middag eller et foredrag her og der, men allermest skal der ligge små pauser i mine honningdepoter. Nogle af dem skal måske være pauser af den slags, hvor man sidder i komplet stilhed og ser ind i en væg, men de fleste skal være pauser af den slags, hvor jeg sætter omverdenens krav på pause og hvor jeg ikke skal være topeffektiv og fleksibel (arbejdet) eller rummelig, kærlig og konsekvent (familien) og bare lige være lidt. Og der er mine hæklerier, min lille mand med hatten og mine foldede æsker helt uvurderlige. Og det samme gælder for mine skriblerier her på Etonmess. At jeg hver uge tvinger min hjerne til at tænke og lægge mærke til verden, giver mig en pause.

For eksempel da jeg skrev mine flade ord for nogle uger siden. Pludselig måtte jeg bare have fat i farveblyanterne og tegne buer og prikker uden om mine fladmaste følelser (Pandekage-flad). 

Og det var bare så dejligt. Det blev til en lille pause ovenpå en dag, som var snublende nær ved at ende i bunken med legetøj over i hjørnet ved siden af kurven med det rene vasketøj, som nu stod der på 6. dag. En pause ikke bare til mig selv, men mest af alt i mig selv.

Og jeg tror jo altså virkelig på pauser. Ikke som den store revolution, der gør alting lykkeligt.  Mere som de små pauser, der kan give den ro, der igen kan gøre at man får samlet den nødvendige styrke til at stå igennem. Eller måske endda i stedet ændre, så der ikke skal stås så meget igennem. Eller bare til at få øje på det dejlige, man måske er så heldig at have i sit liv.

Derfor vil jeg lade en stor del af mine honningdepoter være pauser. Og jeg vil øve mig i at se dem og bruge dem, når de er der. Og så en dag, når Familien er ældre, vil jeg også begynde at lægge foredrag og biografture ind. Men indtil videre vil jeg bare lægge vægt på de små pauser, til at få mig derhen.

Og så kan man jo for eksempel få sådan en skøn påskehilsen ud af en pause:

Inspiret af bycgundersen, som også hjalp med lillebroren her:

Farlige (hækle)forbindelser!

Rigtig glædelig pause og rigtig glædelig påske.