Stil-leben

Stil-leben – eller stille-ben, som jeg første gang læste det som, engang tilbage i 1.g så vidt jeg husker. Læst korrekt, er det stil-leben, som på tysk betyder stille liv og på kunst-sprog er malerier af livløse genstande. Oftest sat smukt op, som smukt dækkede borde eller en smuk blomsterbuket. Så ved du også det. Det er er i øvrigt et dejligt ord, hvis man siger det højt med ekstra sch-lyd på st-delen og schwung på leben. Prøv at sige det højt et par gange. Det bliver bare bedre og bedre.

På Etonmess’k betyder det også små pauser og næring til hjernen. At finde tid til det stille liv. Jeg husker indimellem min drøm om engang at kunne tegne smukke tegninger.

Indtil videre er det blevet til ikke ligefrem specielt smukke tegninger, men i hvert fald flere små dejlige pauser, hvor jeg både får lov til at trække vejret helt ned i maven og samtidig øver mig bare en lille smule på at tegne smukt.

Mine pauser og vejrtrækninger har jeg samlet her sammen med andre skrablerier i “Den store Coffee-table-book, der aldrig bliver”. Men det er også ok, for de er jo allerede blevet til pauser i livet.

 

Hashtag: Honningdepot og pauser (og forår og perler)

Pauser betyder meget for mig. Jeg er ikke altid så god til at huske at tage dem, men det lykkedes da indimellem. Pauser er mine honningdepoter (de der små lagre, som får os sikkert igennem vinteren/hverdagens larm). DIY og  oppyntning giver mig små pauser i hverdagen og er dermed også lig med honningdepoter for mig.

Jeg elsker at pynte op og bruger alle gode undskyldninger: Efteråret, halloween, påsken, julen og selvfølgelig foråret.

Og her er 2 i 1: Mine perlepinde, som kan bruges både efterår og forår. Se dem om efteråret her, hvor du også finder vejledningen, hvis du skulle ha’ brug for sådan én: Efterårs-perler i solen

Og her om foråret er de også gode til at lokke solen og krokussen frem.

Mere skæg til at sidde på – og grine af

Efter endnu en halv-fladmast uge med bihulebetændelse til Fruen og diskusprolaps til Herren, kan man virkelig godt trænge til lidt skæg, man selv sidder på. Du ved den slags, der kan få dig til at trække lidt på smilebåndet midt i hverdagen:

  1. Sæt dig ved siden af en franskmand, der taler i mobil i toget, bussen eller hvor du nu er og bare nyd sproget!
  2. Eller endnu bedre, find nogen der taler portugisisk og følg diskret efter, mens du lader dit indre sprog-lækkerheds-barometer op.
  3. Og så er der endda noget, som er bedre end det: Sæt dig ved siden af en grinende baby i toget eller bussen, på bænken, på biblioteket  eller hvorend du måske er så heldig at ramme ind i sådan en og bliv lykkeligere på et lille øjeblik.
  4. Find celebrity-look a likes. Den anden dag så jeg for eksempel både Pia Kjærsgaard, prinsesse Sarah Ferguson (hvis du har en vis alder, ved du hvem det er – hende den rødhårede med det skøre tøj, Al Pacino, Madonna, Gulddreng og Harry Potter på under 5 min! (Husk, at de ikke behøver at ligne 100 % for, at legen lykkes)
  5. Køb en masse knapper i byens genbrugsbutik og nyd følelsen, mens du lader fingre glide igennem. Overvej evt. hvad du gerne vil bruge dem til, men mest af alt: Så bare nyd følelsen.

Find mere skæg her: skæg og her: Mere skæg du selv sidder på

(Mærkeligt nok har Ungerne tilsyneladende ikke været syge. Vi har i hvert fald ikke opdaget det…)

Påske, pauser og honningdepoter

En af mine gode kolleger har lært mig om honningdepoter. Altså at give sig selv noget at se frem til. Det er sikkert et eller andet fra Peter Plys. Det er det gerne, når vi voksne har brug for at fortælle hinanden noget klogt, har jeg lagt mærke til. Og det er da bestemt også klogt at lægge honningdepoter ud. Små ting eller arrangementer, man kan gå og glæde sig til.

Hun er rigtig god til at arrangere gode oplevelser, så hun har noget at se frem til. Biografen. En rejse. Middag med hendes mand. Et spændende foredrag. En aften for sig selv i sofaen med en god bog.

Jeg har besluttet, at jeg vil efterligne hende, og jeg har tænkt meget over, hvad der skal ligge i mine honningdepoter. Og jeg er nået frem til, at der nok skal være en middag eller et foredrag her og der, men allermest skal der ligge små pauser i mine honningdepoter. Nogle af dem skal måske være pauser af den slags, hvor man sidder i komplet stilhed og ser ind i en væg, men de fleste skal være pauser af den slags, hvor jeg sætter omverdenens krav på pause og hvor jeg ikke skal være topeffektiv og fleksibel (arbejdet) eller rummelig, kærlig og konsekvent (familien) og bare lige være lidt. Og der er mine hæklerier, min lille mand med hatten og mine foldede æsker helt uvurderlige. Og det samme gælder for mine skriblerier her på Etonmess. At jeg hver uge tvinger min hjerne til at tænke og lægge mærke til verden, giver mig en pause.

For eksempel da jeg skrev mine flade ord for nogle uger siden. Pludselig måtte jeg bare have fat i farveblyanterne og tegne buer og prikker uden om mine fladmaste følelser (Pandekage-flad). 

Og det var bare så dejligt. Det blev til en lille pause ovenpå en dag, som var snublende nær ved at ende i bunken med legetøj over i hjørnet ved siden af kurven med det rene vasketøj, som nu stod der på 6. dag. En pause ikke bare til mig selv, men mest af alt i mig selv.

Og jeg tror jo altså virkelig på pauser. Ikke som den store revolution, der gør alting lykkeligt.  Mere som de små pauser, der kan give den ro, der igen kan gøre at man får samlet den nødvendige styrke til at stå igennem. Eller måske endda i stedet ændre, så der ikke skal stås så meget igennem. Eller bare til at få øje på det dejlige, man måske er så heldig at have i sit liv.

Derfor vil jeg lade en stor del af mine honningdepoter være pauser. Og jeg vil øve mig i at se dem og bruge dem, når de er der. Og så en dag, når Familien er ældre, vil jeg også begynde at lægge foredrag og biografture ind. Men indtil videre vil jeg bare lægge vægt på de små pauser, til at få mig derhen.

Og så kan man jo for eksempel få sådan en skøn påskehilsen ud af en pause:

Inspiret af bycgundersen, som også hjalp med lillebroren her:

Farlige (hækle)forbindelser!

Rigtig glædelig pause og rigtig glædelig påske.

Pandekage-flad

Efter en uge med overordentlig ekstra meget gang i den i del af livet som bruges på arbejde, en mand med næsten uhåndterbart ondt i ryggen og så en weekend med 2 syge børn, er jeg ærligt talt lidt flad – ovenpå et par måneder inden da med lungebetændelse, influenza og så lidt af det løse.

Jeg er så flad, at jeg er virkelig glad for, at jeg allerede har besluttet, at der ikke er noget jeg skal nå (andet end at forsøge at have det så godt som muligt, mens jeg alligevel er her. Se mere her: Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)).

Men bare det at forsøge at have det så godt som muligt, kan godt virke helt uoverskueligt, midt i al det fladhed. Og det kan nemt blive fanget og gemt under et tæppe af i virkeligheden fuldstændig unødvendige, men meget højtråbende krav.

En weekend med dårlige nætter med hostende børn med to alt for tidlige morgener med dårligdomme og opkast sætter virkelig sine spor ovenpå en hård uge. Og søndag var tanken om en ny uge nærmest ubærlig. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden at have kunnet bruge weekenden på at lade batterierne op? Tanken tog næsten over og lagde sig netop som et tykt tæppe over bare det at være.

Indtil der pludselig dukkede en helt fantastisk og oprørsk idé op: Jeg nægter at bruge min weekend på at lade op til arbejdet. Det skal ikke være mit fokuspunkt, for min weekend skal være til mig. Den skal bruges på det, jeg nyder (og nogle gange også på at gøre rent) og det skal være,fordi det gør mig glad og giver mig pauser, og ikke kun for at lade op til at gå på arbejde. Og så må jeg klare arbejdet og arbejdet må klare mig, som jeg er.

Og så skete der lige pludselig noget. For min weekend gik fra at være den værste nogensinde til en af de bedste. For jeg havde passet på min familie. På mine børn. Jeg havde været der for dem og jeg havde skruet helt ned for at give dem ro til bare at være syge med ondt over det hele og lidt for meget feber. Og jeg har holdt om og er selv blevet holdt om.

Jeg er stadig flad og brugt og trænger til at få ladet batterierne op. Men det er for mig selv og ikke for mit arbejde.

1000 gange undskyld forår! Det er min fejl

Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det er min skyld.

Snevejret og den sibiriske kulde altså.

Jeg fik først mit kalenderblad for marts måned færdig den 2. marts. Og det må jo uden tvivl være grunden til, at det søde forår ikke har kunne komme igennem til tiden, og at vi derfor har startet den første forårsmåned med snevejr, fygning og sibirisk kulde. Du ved af den slags, der ikke bare giver de almindelig dejlige røde kinder, men istedet de der røde kinder af den stikkende og strenge slags.

Undrer du dig lige nu? Det er fordi, jeg plejer at lave min egen DIY kalender med egne tegninger og ideer:

I år har jeg været lidt bagud på grund af sygdom (Kom så 2018; du kan sagtens nå det endnu! ), men nåede da lige at få fabrikeret januar og februar måned færdig et par dage før månedsstart, men her til marts er det så gået helt galt.

Det var jeg egentlig ok med (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)), men nu kan jeg jo godt se, at det har været en kæmpe fejl, for hvordan kan det skifte til foråret, når kalenderen ikke engang har det første forårsmåneds-kalenderblad?! Men det fik jeg endelig rådet bod på (selvom vi måtte hen til 2. marts), så nu foråret helt sikkert være på vej:

Et styk marts måned til kalenderen i køkkenet ved siden af ugens madplan

For en sikkerheds skyld er jeg også allerede gået i gang med næste måneds kalender-blad. Ja, faktisk er jeg sprunget direkte til maj, da jeg ikke lige kunne finde på et tema til april måned, men til gengæld ingen tvivl havde om, hvad billedet til maj skulle være:

Kom maj du søde milde (fremstillet med præfabrikerede stempler, men prikkerne har jeg da i det mindste selv fundet på)

April plejer også at være én lang aprilsnar med vejret, så lad os bare springe den over.

Så nu tænker jeg, at det ikke kan vare længe før foråret kommer. Jeg har endda også opdateret snoren til kalenderen med et hæklet og meget forårsagtig bånd, så nu har jeg i hvert fald gjort, hvad jeg kan, så er det bare at krydse fingre for resten.

Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Om hvordan et tilfældigt møde med forsiden af en engelsk roman og en tusch-tegning skulle føre til fødslen af min egen lille tændstiksmand med hat og gulerodsnæse.

Det var en af de dage, hvor man ligesom bare er lidt mere træt end andre gode dage.

En af de dage, hvor det der såkaldt giftige og farlige sukker-, fedt- og e- og alt muligt andetholdige bare er lidt mere vidunderligt, lækkert og skønt end andre dage.  Hvor det jo i øvrigt også er virkelig skønt, hvis du spørger mig.

Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan min krop bare krævede snacks, men heldigvis for mig og min selvdisciplin kunne jeg umuligt nå i kiosken, hvis jeg også skulle nå det tog, der skulle føre mig til Ungernes SFO inden lukketid. Så jeg satte mig altså ind i toget, imens jeg voksent og modent forsøgte at få mig selv til at forstå, hvor særdeles fint det var, at jeg ikke havde fået slik, når den craving jeg følte, jo slet ikke var udtryk for reel sult, men snarere træthed og måske en lille smule tørst. Noget som var meget bedre at trøste med afslapning og postevand end den der Bounty med den mørke bløde chokolade og dejlige søde kokosfyld og en alt for dyr varm og mælke-silkeblød cappuchiono. Enhver ku’ jo tydeligt se, at det ikke ville være godt for nogen…

Jeg kastede mine tasker (om jeg fatter, at jeg altid kommer på arbejde med minimum to tasker fyldt med, hvad ved jeg), min cykelhjelm (cykler jo til og fra stationen og er fast besluttet på ikke at få ødelagt min kranie og resten af mit liv på grund af 750 meters cykeltur og en uopmærksom med-trafikant) og min vinterjakke (hvordan får de andre dog deres lagt så pænt foldet på plads?) op på den stakkels hattehylde og sank ned i et dejligt blødt (men heldigvis ikke for blødt) sædde.

Ahhh. Så dejligt.

Jeg skulle lige til at kaste mig over min mobil, for i det mindste at give min hjerne lidt af den total ulødige og ernærings-u-korrekte føde, som jeg lige havde nægtet min krop, da jeg fik set nærmere på, hvad mine nærmeste medpassagerer sad med. De var to unge piger (dem er der godt nok mange af, når man er i min alder, har jeg opdaget. Men det må være til et andet indlæg en anden god dag). Muligvis i begyndelsen af 20’erne eller noget i den stil.

Den ene sad med en engelsk roman, hvis titel jeg ikke længere kan huske, men jeg mindes, at den havde den korrekte humanistiske og filosofiske kant, som den også bør have i den alder. Den anden sad og med den fineste tush-streg håndtegnede hun en vidunderlig flamingo med små lette strøg. Indimellem tog hun små pauser, hvor hun så ud i luften, hvorefter hun tegnede videre med samme afslappede men meget kontrollerede fingre.

Hvordan skulle jeg dog kunne tage min telefon frem og snuble rundt på Facebook ved siden af dem?

Jeg havde ingen filosofiske romaner med. Hverken på fransk, engelsk eller dansk. Og jeg kan bare overhovedet ikke tegne en flamingo om så mit liv afhang af det. Og jeg havde i øvrigt kun en blå kuglepen, så jeg kunne jo slet ikke komme i nærheden af hendes fine streg. Men man skulle dog være et skarn, hvis man ikke kan hive en tændstiksmand ud af ærmet! Så det gjorde jeg. Og hvor var det en god måde at bruge 30 min på. Lige præcis de kalorier som min hjerne og min krop havde allermest brug for.  Tak for det tøser.

Hemmeligheden bag børn er…

Der er sikkert mange gode grunde til at få børn: Kærlighed. Biologi. Ønsket om at føre slægten videre. Ønsket om at være en del af en familie. Eller noget helt femte.

Jeg har altid troet, at min egen har været biologisk drift med et drys af kærlighed. Udover at tænke, at det var helt vildt vildt – som i helt vildt meget vildt, at få børn, har det altid bare været sådan, at jeg tænkte, at jeg da skulle have børn. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at jeg skulle have nogle at elske på en særlig måde – eller nogen, der elsker mig helt særligt – for sådan er det også, eller at jeg skulle give noget videre. Jeg skulle bare gerne have børn – og sådan var det.

Den slags kan man jo godt tænke lidt ekstra over i en vinterferie, der starter med syge børn – oven på flere måneders sygdom hos både børn og voksne. Eller oven på sure unger, der skændes i stuen med en lyd, der skærer igennem den lukkede dør, jazz-playlisten og kaffemaskinens brummen. I min ferie! Eller oven på flere nætter uden mere end 2 timers sammenhængende søvn. Eller oven på raserianfald over, at man ikke må komme i biografen (fordi man jo også kun har været i svømmehallen og på McDonald’s).

Til gengæld er det jo helt vidunderligt at kunne trøste et ulykkeligt feberramt barn. At få et lykkeligt ferie-godmorgen-kram. Grine højt over prutter og mavekilderi. Eller lave en køkkenrulle-kikkert som man kan se bjørne og bjerge igennem.

Og ja, alt det er meget godt og dejligt og hjertevarmende. Men nu har jeg fundet den virkelige grund: Kage! Jep. Kage.

Man sidder der ved kagebordet og den lille spørger med munden fuld af første stykkes sidste og lidt for store bid, om der kan blive et stykke til? Og det kan der – det er jo ferie, hører man sig selv sige. Nej nej, ikke til Far og Mor. Vi kan sagtens nøjes med ét. Man skal ikke overdrive, bare fordi det er ferie vel?

Men indeni, indeni begynder du stille at nynne. For du ved godt, hvad der sker lige om lidt: Moor, jeg kan ikke spise mere, må jeg gå ind og lege? Og vupti! Hvad ligger der så der? 2 tredjedele uspist kage, som ikke kan gemmes!

Jep. Den virkelige grund til at få børn er mere kage.

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!