Uledsaget udgang

Jeg har været på udledsaget udgang. Og selv om det var nødtvunget, var det virkelig dejligt, da jeg havde fået taget de første 100 skridt efter at være blevet skubbet ud af døren.

Forestil dig en træt mandag aften, hvor kroppen bare skriger SOFA og TV – og den er helt ligeglad med, om det er tomme kalorier i fjernsynet. Den og din hjerne  har tænkt sig bare at give slip på al menneskelighed og bare forsvinde til en lille svamp eller grøn klump mos, der bare er og overhovedet ikke giver sig afsted med at tænke eller være noget.

Sådan er jeg den aften – endda også efter Nespressoen efter aftensmaden. Jeg og min nu overraskende oppe på dubberne hjerne, når det åbenbart handler om at lave ingenting, ser vores snit, da det er Mandens tur til at putte Ungerne. Nu er det tid til at dovne, flade ud og bare sumpe. Jeg tager mig sammen og smiler sødt, mens jeg hjælper med det praktiske inden putningen.  Inden i glæder jeg mig bare til at give helt slip lige om lidt. Bare lige 5 minutter mere, så slukker jeg.

Så er det, at Manden ser sødt på mig, nusser mig lidt på ryggen og spørger, om jeg ikke vil ud at gå en lille tur i det gode aftenvejr, mens han putter? NEJ, jeg vil sgu ej! Jeg vil bare give slip og lukke ned. Jeg vil være en søanemone, en vandmand, en klump mos, en lille bakterie, en vandpyt i en sofa. Dét skal være mig de næste 30 min. Ikke sådan en frisk sund og fornuftig person, som bevæger kroppen og sanser livet. Niks. Ikke her. Ikke mig. Men øv. Han har ramt den eneste ret fornuft, der åbenbart stadig var tilbage i mig, og med fælles hjælp, får vi skubbet mig ud af døren.

(Og det var jo vidunderligt at bevæge mig rundt i vores lille provinsby. Ikke nogle spektakulære udsigter, ingen fantastiske palæer. Ingen nye personlige rekorder på 5 kilometeren. Bare være. Bare sanse bevægelsen i kroppen. Fliserne med deres tegninger og mønstre, himmelen og lysene. Træerne, der begynder at springe ud i livet igen. Livet, der bare er sammen med mig.)

Den stensikre påskebebuder

 

Da jeg tilbage i februar sad og lavede knus af pap og pomponer (se dem her, og læs om hvordan jeg er gået i amerikanernes fælde: Valentinsknus) fik jeg den idé, at de garanteret også kunne bruges til en rigtig klassiker og stensikker forårs- og påskebebuder: Karsen! Og jeg fik jo ret.

Alt du skal bruge er pap, engangskrus og washi tape – som efter min mening jo er en basisting på linje med rugbrød, havregryn og toiletpapir. Og så naturligvis karse og vat.

Find vejledningen her: Valentinsknus med pomponer

 

 

Kig oppe – kig nede. Du må gerne lede ?

Jeg har tidligere skrevet om, hvor godt det er at kigge op, fordi det faktisk kan afhjælpe stress – ikke som en mirakelkur, men som en lille pause.

Man skal dog ikke undervurdere effekten af nogle gange at være lidt træt og tung, for der kan jo også vente gode oplevelser, når man kigger ned. Se bare, hvad jeg fandt, da jeg ventede på bussen den anden dag:

Farlige (hækle)forbindelser!

En af mine gode kolleger, og dem er jeg faktisk så heldig at have flere af, kom den anden dag til at sige, at hun ikke havde et eneste stykke påskepynt. Puha, den slags er altså farligt at sige højt, når der er hæklere i nærheden!

Det blev til denne lille starut, som nu måske/måske ikke kommer til at pynte hjemme hos kollegaen – for hvem ved om hun overhovedet kan li’ den slags? Det er jo altid udfordringen, når man giver den slags væk – mon det var en DIY’er, der fandt på den med, at det er tanken, der tæller?

Den er hæklet ud fra disse 2 opskrifter:

Krop og næb herfra: bycgundersen.blogspot.dk

og hovedfjerene her: cicitive.dk

Åh åh – må man egentlig godt (så småt begynde) at elske valentinsdag?

Jeg er begyndt at åbne op! Nogle vil garanteret kalde det en amerikanisering og kommercialisering, men i mit hjerte kalder jeg det i stedet for opvarmning!

Jeg begynder stille og roligt at holde af det der Halloween og Valentinsdag, og hvem ved måske også snart mors og fars dag! Og hvorfor egentlig ikke? Hvorfor ikke nyde de gange, hvor vi helt specifikt sætter fokus på samvær, hygge og måske endda kærlighed? Ja, vi skal gøre det hver dag, og det vi jo i virkeligheden også nok alle sammen.

Men helt ærligt, sker der andet end godt ved at sætte ekstra fokus på kærligheden og samværet med andre mennesker? Heldigvis bestemmer vi jo selv (når vi altså har rystet reklamernes magt af os), hvordan vi vil udfylde de nye mærkedage.

I år har jeg valgt at fylde Valentinsdag med et kærligt kram til nogle særlige mennesker i mit liv: 3 dejlige veninder af den slags, som jeg altid har lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke når at tale mere med midt i familie-, pendler-, arbejds- og heldigvis også kærlighedsliv. Men, når vi får talt sammen er det altid med masser af kærlighed, respekt anerkendelse, nysgerrighed og ikke mindst grin og vidunderligt kloge ord – tænk sig, at 3 så kloge kvinder lige skulle være i mit liv.

Sikke en dejlig undskyldning for igen at få lov at lave pomponer!

Inspireret herfra: mrprintables.com

Nu’ det jul og æsketid

Jeg elsker æsker – i alle mulige afskygninger, men måske især dem, der kan bruges til gaver. Jeg har fundet denne lille søde én, som jeg er gået i gang med at øve mig på. Den kræver lige lidt finger-spitzgefuhl og så det helt rigtige papir, men her er de første forsøg – og det er da okay.

Vejledningen er på engelsk, men som du kan se, er den ikke helt umulig at følge.

Se her, hvordan du kreerer dem: www.gatheringbeauty.com

Hæklet harlekin

Da jeg, samtidig med rigtig mange andre, opdagede hvor farlige for miljøet de der dumme karklude i de dejlige pastelfarver er, opdagede jeg midt i den  17. karklud, også disse fantastiske flotte håndklæder, som hænger så fint på vores karlekammerskab her.

Det har vel nok taget mig lang tid at komme igennem. Ikke fordi de er svære. Tværtimod så ligger mønsteret så nemt i fingrene, og det løber hurtigt afsted, men jeg kastede mig i det første håndklæde ud i flere farver, og det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg hader at hæfte ender.

Samtidig så elsker jeg jo at lade mig distrahere i mine hækleprojekter, så selvom jeg er midt i et skønt stykke hækling, får jeg gerne en ny ide til noget jeg må afprøve eller en ny gave som jeg bare må give – og selvfølgelig gerne i al for kort tid inden gaven skal gives.

Men nu er de færdige, og jeg er så tilfreds med resultatet.

Se opskriften her: Tichtach – en kreativ logbog

TGIF

Og så gik mine sidste rene strømper i stykker, da jeg tog dem på i morges! Ja, det har været sådan en uge…

Åh altså, nogle dage er bare så meget mere irriterende end andre.

Godt, det nu er fredag, og jeg kan tage de gamle slidte og affarvede strømper på. Og hvem ved,  måske endda få vasket et par eller to til den kommende uge…

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!