Det har været en dejlig påske-pause, men jeg er alligevel lidt træt stadigvæk.
Ældstebarnet har været ramt af sygdom, som i flere måneder har givet den lille familie i det her lille gule hus en, lad mig bare sige, udfordrende hverdag uden særligt mange hverdagsrutiner. Der har skullet koordineres arbejde, skole og masser af sygdom, vågne nætter og trætte dage med trætte kroppe og trætte hoveder.
Så jeg er altså træt.
Som i: Træt med træt på. Som i: Træt med ekstra træt på. Som i: Træt serveret på en bund af træthed. Som i: Træt med forkogt træthed. Som i: Indbagt træthed med ekstra fyld af lagret træthed.
Det har jeg åbenbart været før, for jeg faldt over nogle utroligt kloge ord om træthed her på bloggen fra en anden træt gang:
I virkeligheden er det måske mere nogle kloge om, hvordan man bedst lever med trætheden eller pandekage-fladheden, som jeg så poetisk døbte det dengang.
Og så krydser vi fingre for at Ældstebarnet snart er ovenpå igen. Heldigvis går det (langsomt) fremad.
Og husk, når man har sin egen blog, bestemmer man selv, hvad der er klogt og poetisk. Og det er det her altså. Bum.