Jeg har skrevet et digt. Om efterår.

Ja, jeg ved godt, at det var solskin og isvafler i sidste uge og i denne uge altså efterår, men det er jo sådan, årstiderne skifter og så må man jo bare følge stille med.

Et digt om efterår er om vinterstøvler, om sjap og træt økonomi. Om vandpytter og regnfrakker og røde paraplyer, med tung regn som løber ned af det våde stof over stiverne, inden det lander i store pytter på vejen.

Et digt om efterår, hvor våde katter ligger i ly under buske, som prøvende og forsigtigt allerede er begyndt at smide de første blade.

Det er om vind, som køler mine kinder, indtil solen får et øjeblik til at varme dem op og minder mig om varmere tider.

Et digt om efterår, er om at løfte fødderne op, når man cykler igennem store vandpytter og glæde sig, når bilernes fart igennem vejens store vandsamlinger ikke går ud over en selv.

Et digt om efterår, er om at starte morgenen med en kop varm kaffe for at veje op for, at man i rent trods går rundt i kolde bare tæer.