Egentlig skulle vi bare lige op i byen og købe lidt urtemedicin i drømmen om, at det ku’ redde os fra bare lidt af al det sygdom, vi har været igennem her i efteråret. (Jeg skal nok sige til i øvrigt, hvis jeg finder et vidundermiddel, som rent faktisk virker.) Heldigvis blev det så til en tur med gakkede gangarter, karatezombier, skønne sange om højre- og venstrefødder og så smuk og lidt grim natur.
Turen startede dog lidt mere kedeligt ud, da Moren ikke rigtig kunne stoppe med at have travlt med at få Mindstebarnet i tøjet efter en helt fantastisk skøn lørdag-morgen-formiddag-og først på eftermiddagen i nattøj og fri leg.
Vi bor bare 15 minutters gang fra butikken, og der var halvanden time, til de lukkede. Alligevel kunne jeg hverken se det sjove i, at bukserne skulle tages på i soveværelset, blusen i gangen og strømperne på eget værelse, eller at der midt i det hele skulle være plads til 3 kolbøtter i sengen. Først da jeg fik set i mindstebarnets øjne, mens jeg hørte min egen sure (og helt vildt kedelig-voksne) stemme, vågnede jeg op og tog mig sammen til at forsøge bare at være.
Er det i øvrigt ikke mærkeligt, at man kan gå direkte fra nattøjs-hygge til kedelig og voksen-travl?
Det var midt på vores bare-at-være-tur, at vi faldt over knopperne og svampene her. Smukke knopper og lidt grimme svampe, som vi blev enige om, inden vi fortsatte vores karatezombiegang.
Klik og se:
