Jeg er træt. Og tung. Og træt. Og synes der har været uendelig meget sygdom og dårlige nætter i den sidste lange tid.
Og selvom jeg ved og forstår, at det går over (og er lettet og taknemmelig over, at jeg kan tro på, at det vil gøre det), så føler jeg det ikke.
Jeg føler det ærligt talt bare lidt uendeligt.
Så jeg drømmer om sol og varme og om blomster – og begynder at planlægge forspiring og tidlig såning i vindueskarmen. Drømmer om gåture blandt vilde blomster og om blive varmet af morgensol og varm kaffe i haven.
Et lille åndehul, som gør mig lidt mindre træt og uendeligheden lidt mindre uendelig…
Jeg syntes ærligt talt, at januar har været rimelig krævende i det lille hjem.
Måneden har føltes som kilometervis af sygdom, vågne nætter, madlede over flere dage og grå ansigter med mørke rande under øjnene. Bare kilometer efter kilometer igennem januars ørken.
Og lige nu er februar ikke startet meget bedre.
Heldigvis er februar måned jo så ikke så lang, så alene af den grund kan den jo ikke blive så hård som januar. Og det er jo meget rart at vide.
Men det betyder også, at der ikke er meget kreativt overskud tilbage til denne uges blog.
Men det gør ikke noget. For det har der nemlig været.
Faktisk for næsten lige præcist 4 år siden. Og det er simpelthen så genialt, at det sagtens tåler er genkig (og heldigvis er det jo min blog, så jeg bestemmer helt selv graden af genialitet. Smart ik?).
Se min gamle genialitet her, imens jeg hviler lidt ud og glæder mig til vinterferien:
Jeg har givet mig selv nogle gode, fornuftige og forholdsvist realistiske nytårsfortsætter til 2022. Og nu hvor første måned er gået, vil jeg lige tage et tjek på, hvordan det egentlig går med dem.
Se hvordan det er gået her:
Jeg vil IKKE løbe en marathon.
Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har løbet én eneste marathon siden nytår. Ikke én eneste du! Jeg har ikke engang forsøgt.
Jeg vil ikke spise fastfood. I hvert fald ikke hver fredag
Tjek! Den ene uge fik vi det nemlig om torsdagen! Ha!
Jeg vil spise vegetarisk. Rimelig tit. Måske en gang om ugen. Eller mere. Eller i hvert fald tit. Rimeligt tit
Det fik jeg i dag! Og dagen før! (altså i i dag fik jeg rester fra i går, men på den måde er det alligevel lidt tit). Og nogle gange har vi også fået ostemadder til aftensmad. Faktisk også vegetar-mad. Faktisk.
Jeg vil lave bækkenbundsøvelser hver dag. Hver uge. Når jeg husker det
Det har jeg også gjort. I hvert fald én gang. På en måde. Da jeg skulle ud med hunden midt om natten og virkelig skulle holde mig, fordi jeg trods alt nægtede at tisse i haven sammen med hunden.
Jeg vil gøre ting færdige. Medmindre jeg altså finder på noget bed….
Jeg har mindst gjort én ting færdig. Nemlig øh den der bog eller jeg mener den der strikkede vest til Ældste-barnet. Næ, men hvad så med den der hæklede vaskeklud? Næ ikke rigtig. Nå, skidt. Jeg har da i hvert fald skrevet det her blog-indlæg færdi…..
Helt blød, mens jeg varmes op. Udefra. Og indefra.
Langsomt får jeg form, men jeg er stadig blød indeni. Blød og varm.
Og bare en lille smule mel, en knivspids salt, 25 g gær og en sjat vand. Det er, hvad jeg er. Lige nu. Et kort lille blødt øjeblik. Når jeg bare lige er en bolle*
Jeg var åbenbart lige hurtig nok, da jeg skrev mine nytårsforsætter i sidste uge (find dem her, hvis du gik glip af dem).
Det viser sig nemlig, at jeg må have haft et meget stort og på det tidspunkt ukendt ønske om at arbejde med min indre ro og min zen.
Puhhhhh.
I hvert fald var det rimelig nødvendigt at arbejde med lige præcis de to ting, da jeg opdagede en fejl i mit strik ($!?@€%!!!!). Efter mange. Mange. Mange. Mange omgange og centimeter opdagede jeg pludselig, at der manglede to masker. Og det var altså to masker, der skulle ha’ været der.
Da jeg ikke kunne se, hvor fejlen var, måtte jeg igang med optrævlingen. Og vi taler altså 10 centimeter strik i 3 forskellige tråde af dejlig lækker uldet uldgarn. Af den der bløde rare slags, som er så dejlig at røre ved og som i øvrigt filtrer sig vildt og voldsomt ind i hinanden, hvis man ikke er forsigtig. Så det var jeg. Eller det blev jeg i hvert fald…
Før-billedet
Så langt var jeg
Og efter-billedet
Og så langt er jeg nu…
Som du måske kan regne ud,skal der en del indre ro til for at komme fra før- til efterbilledet.
Og det var da også dejligt afstressende bare at fokusere på at være rolig og bare være lige der i nuet. Altså indimellem min banden og svovlen.
Hvis du nu godt kunne bruge lidt zen selv, men ikke lige orker at gå i gang med at strikke en vest i str 12-14 år for bare at pille den op igen, så fortvivl ej: Jeg har løsningen!
Se med her – og den kan garanteret også bruges i tilfælde af søvnløshed:
Den er lang. Og du behøver ikke at se det hele. Men hvis du gør, så garanterer jeg, at du får arbejdet med din indre ro.
Så! Der røg lige et år mere. Det går godt nok hurtigt. Selv når man syntes, det hele går lige langsomt nok…
Jeg elsker nytår. At kigge ind i et helt nyt år fuld af muligheder og gode ting, der ikke er sket endnu. Der kan muligvis også være et par dårlige, men dem kender jeg jo lige præcis ikke endnu (jeg har set dig Corona-omikron).
Et helt nyt år med nye planer, man kan lave og drømme, man kan drømme. Og måske nogle nytårsforsætter til det der herlige nye år?
For nogle år siden forsøgte jeg mig med, hvad jeg troede var ret realistiske nytårsforsætter. Men jeg er blevet klogere (her 3 år efter har jeg stadig ikke lært at pifte).
Derfor finder du i denne uge mine mest realistiske og muligvis rimeligt opnåelige nytårsforsætter til dato.
Værsgo. Og du må gerne låne dem:
Jeg vil IKKE løbe en marathon.
Jeg vil ikke spise fastfood. I hvert fald ikke hver fredag.
Jeg vil spise vegetarisk. Rimelig tit. Måske en gang om ugen. Eller mere. Eller i hvert fald tit. Rimeligt tit.
Jeg vil lave bækkenbundsøvelser hver dag. Hver uge. Når jeg husker det.
Jeg vil gøre ting færdige. Medmindre jeg altså finder på noget bed….
Og rigtigt godt nytår. Og tak for, at du kigger ind til mig her på bloggen. Det sætter jeg stor pris på.
Glædelig jul! Så nåede vi næsten igennem december og næsten igennem 2021.
Tænk sig, at der er gået et helt år, siden vi var her sidst. Men vi klarede det og det er også en lille sejr i sig selv. Husk det.
Jeg håber, du får en dejlig dag, uanset hvordan du fejrer dagen i dag.
Jeg håber også, at du husker, at godt nok er det juleaften, men det er altså også bare én dag ud af 365 dage på et helt år. Og den behøver ikke at være perfekt. Og det gør du altså heller ikke. Det er helt ok, hvis du bare lige er lidt.
Tryk på billedet og åbn for den sidste låge i årets julekalender.
En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!
